Flytte som 15

Hej..
Jeg er en pige på 15 der har ville flytte siden hun var 12. Jeg har aldrig haft det ret godt med min familie, og jeg snakker aldrig med dem næsten, max en halv time om dagen, hvis jeg ikke tager min aftensmad med op på mit værelse hvor jeg næsten lever, med mindre jeg skæntes med dem som jeg ofte gør.
Men problemet er at jeg gerne vil flytte, men jeg har ikke noget arbejde, og jeg vil aldrig få sammentygge af mine forældre til at flytte. Jeg har en lille søster og en storebror jeg heller ikke kan med, men min storebror er flyttet for ca. 5 måneder siden. men er ofte hjemme, og når han er hjemme har jeg det af helveds til, for ham og min søster er altid på nakken af mig, og det kan mine forældre ikke se. Men jeg har fået det lidt bedre efter han er flyttet, men jeg skæntes stadig rigtig meget med hele min familie, og den jeg bedst kan med i min familie er min far, men det er nok fordi han prøver at hjælpe mig en gang imellem når jeg har problemer i modsætning af min mor som bare gør det hele være og bare sætter en finger i såret når hun ikke kan finde kniven.
Efterskole en løsning?
Mine forældre vil ikke have jeg skal på efterskole, selvom jeg gerne vil, fra 3-7 blev jeg mobbet og er nu kommet på en "elite skole" for sport, og mine forældre tror jeg har fået det meget bedre, men det er nok fordi jeg aldrig snakker med dem. De vil ikke sende mig på efterskole, for de syntes ikke det er en løsning på livets problemer, som det nok ikke er. men det er en imidlertidig løsning.
Venner og sport.
Et problem er nok også at jeg går op i mit sport, som er et af de eneste steder jeg har venner. Stort set alle mine venner er imellem 18 og 24. og mine forældre kan ikke lide at jeg går sammen med dem, fordi de syntes de er for gamle til mig. Men jeg kan de ikke bare droppe mine venner fordi mine forældre syntes det, for jeg holder vildt meget af dem.
Så mit spørgsmål er om der er en måde man kan flytte uden sammentygge fra sine forældre, og om jeg skal droppe mine venner fordi de ikke er et godt nok "forbillede" for mig?
Eller er det hele bare puberteten der tager til?
Mvh. Mig

Det er dog en meget trist historie. For at tage det rent lov-mæssige først. Du kan intet før du fylder 18, uden samtygge fra dine forældre. Men det er klart sådan som du har det kan det ikke fortsætte. Du lyder som en meget voksen og fornuftig 15 årig pige, med evne til at se på tingene lidt udefra. Du har sunde og fornuftige interesser, som du endelig skal hænge fast ved. Jeg kan da som voksen og far til teenage piger også blive lidt bekymret for den store aldersforskel på dig og dine venner. Der er en risiko for en hvis form for udnyttelse, som du måske ikke har den store erfaring i, at gennemskue.
Du har behov for hjælp af en voksen som du har tillid til. Har du ikke en lærer som du ville kunne tale med og sætte ham/hende ind i situationen. Hvad med et andet familiemedlem, onkel, tante, bedsteforælder. Man kunne måske lave en aftale om at samtalen bliver mellem Jer.
Efterskole lyder som en rigtig god ide, men igen det kræver dine forældres accept. Jeg kender selv en pige som har fået kommunen til at gå ind i sagen og betale for opholdet.
Du kan ringe gratis til børnetelefonen 116 111, se ellers http://www.bornsvilkaar.dk/ForBornOgUnge/TopLinks/Kontakt.aspx
de har meget erfaring med lignende sager.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med projektet.🙂[s]

Du er inde på noget af det rigtige - der er ingen tvivl om, at her i puberteten så vil I skændes endnu mere end I har gjort hidtil, og du vil helt sikkert føle at selv de mindste ting er en stor katastrofe, og at uanset hvad du gør, så er dine forældre aldrig tilfredse.
Dine forældre skal som udgangspunkt ikke vælge dine venner. Men når de siger noget om hvem du går med, så er det jo fordi de er bekymret. Tro mig, forældre vil kun deres børn det bedste, og hvis forældre oplever, at deres børn er på vej ud i på et skråplan, så vil de gøre alt for at få dem tilbage på rette spor igen. Når du aldrig taler med dine forældre, fortæller dem hvad du laver, og hvem du er sammen med - så bliver de endnu mere bekymret.
Prøv at fortælle dine forældre lidt om hvad du laver når du er sammen med dine venner. Måske bliver de mindre bekymrede så, når de finder ud af, at du faktisk ikke gør noget med dem, som du ikke også ville gøre med nogle på 15-16-17 år.
Fortæl om hvad der går godt i skolen, og hvad der går skidt. Hvis dine forældre intet får at vide, så må de jo tro at det går godt.
Hvis du er meget glad for sport, og gerne vil på efterskole, så findes der jo sportsefterskoler. Der vil du kunne dyrke din interesse, sammen med jævnaldrende, og dermed vil du også kunne opfylde dine forældres forventninger til din omgangskreds. Men tro ikke at det er evig lykke at gå på efterskole. Det er faktisk meget hårdt, for du skal stadig passe skolen, du lever tæt sammen med mange fremmede, og det er stadig kun en pause hjemmefra - du skal jo hjem igen når året er omme.
En efterskole er også en dyr løsning. Det koster omkring 60.000 kr. for et år, og dertil skal du så have lommepenge og transport frem og tilbage, og du skal jo stadig have tøj, og mad når du er hjemme. Måske er det pengene der er problemet - der skal lige findes 5.000 kr. ekstra om måneden. Der ydes tilskud afhængigt af husstandsindkomsten, men hvis begge dine forældre har arbejde, så er det nok ikke så sandsynligt at I er berettiget til støtte.
Hvis I skændes meget, så vil jeg anbefale dig at tage kontakt til kommunens familierådgivning. De er faktisk meget kompetente og i stand til at hjælpe, og de kan måske også få dine forældre til at forstå hvad det er du interesserer dig for.
Der er også mulighed for i socialloven, at kommunen yder helt eller delvist tilskud til din efterskole, hvis det er fordi familie generelt har brug for hjælp til at komme ud af en dårlig cirkel, inden det ender helt galt.
Men det kræver altså at du kommer ud af busken og fortæller om de problemer du har, før kommunen kan hjælpe. Det kræver også at dine forældre er enig med dig i, at det er et problem med de mange skænderier, og at deres bekymring for din adfærd/omgangskreds er reel.
Hvis det bare er helt almindelige pubertetsproblemer - ja, så må du bare ride stormen af. Og tro mig - det går over igen. Jeg ved, for jeg har selv været der, og er (forhåbentlig) snart over det værste med min 17½ årige datter.
Pøj med det hele - og husk nu: Det går over igen.

Tak for hjælpen selvom der ikke er helt så meget at hente, men skal de om jeg kan bruge, men så må jeg vente ulidligt i 3 år endnu. 3 år fra eller til kan vil snart ikke skade mere end det kan gavne på pengene til når jeg skal flytte.

Du har nok ret, jeg bør måske fortælle dem lidt mere, men det er svært når jeg aldrig har kunne tale med dem. Det gjorde også i 8 at jeg pjækkede vildt meget, jeg var skoletræt og min mor kunne mærke på mig at der var noget. Så hun tog MEGET tidligt hjem fra arbejde en dag og fandt mig hjemme. Hun ville tvinge mig til at snakke, og det ville jeg ikke. vi kom virkelig op og skæntes, det endte med hun slog mig og jeg løb væk. kontaktede en i min klasse, og fik min klasselære til at hente mig midt ude på en hovedvej hvor jeg var løbet hen ( jeg bor på en gård 4 km uden for byen) min klasselære sagde jeg burde på til phykolog, eller læge, eller familie hjælp, men har ikke været til det for jeg kan næsten ikke åbne mig over for voksne.
Men efterkskole det bliver nok ikke til noget mere. Jeg går jo til det sport, det er næsten kun der jeg har venner fra, og hvis jeg stopper der. så har jeg ingen venner mere. selvom det ikke er en rigtig holdsport (karate) så er der en mega god sammenknytning både ved de gamle og de unge i den klub jeg går i.
Puberteten - hvis det skulle være det, er det så ikke lidt underligt at det har stået på siden jeg var 12? måske lige tidligere. eller er det meget normalt? 😖

Gad vide, hvor du får penge fra, når du bliver 18 år. Jeg er bange for alting er meget dyrere end du forestiller dig nu.
Får du ikke nogen uddannelse, bliver det meget svært at få arbejde.
I modsætning til den anden der skrev, mener jeg ikke du lyder særlig moden.
Prøv dog at opføre dig, så din familie kan holde ud at være sammen med dig. Det lyder virkelig som om, de bekymrer sig for dig. At du skændes med søskende er meget naturligt, det gør de fleste. Men ville du kunne undvære dem helt. ?? Tænk på det.
Dine venner er alt for voksne til dig.
Men det tvivler jeg på, du forstår.

Det kan godt være du syntes jeg er for moden, osv. men jeg ved godt der skal betales regninger osv. jeg har skam også tænkt mig at færdig gøre min skolegang og få mig en uddannelse.
Det kan godt være mine forældre prøver at hjælpe mig, men hvis det virkede hvorfor gør de det så ikke? hele mit liv bliver stort set værre og værre. Jeg går og er næsten konstant ked af det, jeg hader min familie. Det kan også være det bare er mig der er problemet? men lige meget hvad, så kan vi ikke holde hinanden ud.
Miste min familie helt? det vil ikke skade mig, jeg var i kbh. på noget tur i en uge. jeg tror det var min bedste uge i lang lang tid, og det vil det nok være i lang lang tid.[:|]

at du er en ganske almindelig teenagere.
Tænker lige på det oprør min søster kom med under middagen i dag, og jo, vi var også efter hende til sidste (far, mor, mig og min kæreste).
^ Hun forventede at mine forældre vil hoste op med en jakke til 4500kr fordi hendes veninder også havde sådan en, og hun 'ønskede' sig den jakke mere end dem.
Tror simpelthen det er ganske almindeligt oprør - eller nej, jeg vil være så provokerende at sige at jeg VED at det er almindeligt oprør, for hvis det havde været anderledes, vil du ikke have formuleret og snakket som du gjorte.
"Miste min familie helt? det vil ikke skade mig, jeg var i kbh. på noget tur i en uge. jeg tror det var min bedste uge i lang lang tid, og det vil det nok være i lang lang tid.[:|]" - Almindeligt oprør.
Tror simpelthen du skal prøve at være sød og lære noget om teenage psykologi - sådan noget som hvordan man har en diskussion/skænderi som du altid vil kunne vinde ved ikke at beskylde osv.
Og da du bare vil flytte fra 'problemerne' lyser det igen op på hvor umoden du er. Du er jo for umoden til at kunne klare dig selv.. Putte, synes du skal snakke med din skole om dine problemer med derhjemme, de vil kunne hjælpe dig. 🙂

Det kan godt være det er umodenhed, men sidst jeg snakkede med min skole (min gamle skole) blev jeg bare sendt videre til phykolog og familie phykriater eller hvad der hedder.
Men, det kan godt være det er alm. oprør og jeg bare er uopdraven, men jeg mener at alle skal have lov at være sig selv? og det har jeg ikke været i mange år nu? Jeg har aldrig rigtig kunne med mine forældre.
men fordi jeg vil "flytte fra problemerne" er fordi de gange jeg har prøvet at løse problemerne er det gået op i vold i stedet, og jeg vil ikke det mere.

Ja, det er ganske normalt, at puberteten starter allerede i 12 års alderen. For nogen kommer det snigende, og for andre kommer det med et gevaldigt brag.
Du siger du har svært ved at åbne dig for voksne - du åbner dig da fint her. Du har en meget fin selvindsigt i, at du har problemer, og også hvad der kan være grunden. Og noget tyder på, at du også er meget indstillet på at finde en løsning.
Du skal naturligvis ikke opgive din sport, det ville da være tåbeligt. Alle unge har godt af at dyrke sport, også gerne flere gange om ugen, så bliv endelig ved med det.
Det er også ganske normalt, at hvis man har en hobby man dyrker intensivt, så er det dér man finder sine venner. Det handler jo om at have noget til fælles med sine venner.
Dine forældre er måske bekymrede for, om du er for ensidig i dine interesser, og hvis du har pjækket meget - ja så er der jo også grund til bekymring. Dine interesser og dine venner må aldrig tage din opmærksomhed fra det der er væsentligt. Og lige nu hvor du er ved at afslutte grundskolen, så er det altså dét der er det væsentligste.
Tro mig - du er ikke alene. Der findes vist ikke den teenager der ikke tænker som dig, og som ofte, måske endda dagligt, tænker: Mine forældre er idioter, de fatter intet, de forstår slet ikke hvordan jeg har det, og de er bare på nakken af mig hele tiden.
Har du slet ikke nogen gode mindre fra din barndom? Et minde om en dejlig fødselsdag, en skovtur, en ferie, en hyggeaften med spil og guf, en dag hvor dine forældre har været med dig til et stævne og set hvor god du er? Prøv at tænke på de gode ting der har været i din opvækst - dine forældre elsker dig, og vil dig bare det bedste. Men lige som du har svært ved at tale med dem lige nu, så føler de nok også at det er svært at tale med dig lige nu. Jeg tror at I alle er panseret bag skudsikkert glad, fordi I er bange for at den anden skyder med skarpt. Og når man har panseret sig, så ser man sjældent hvordan virkeligheden er.
Jeg vil stadig anbefale dig at gå til kommunen og tale med familierådgivningen. Det er gratis og anonymt - medmindre du skal igennem et længere forløb, og dine forældre skal være med.
Noget tyder på at I taler helt forbi hinanden. Og så har I brug for hjælp til at komme på rette spor.

Jeg finder det nu vanskeligt at vurdere hvor moden eller umoden du er. Det kan disse indlæg ikke afgøre. Men du har i hvert fald selvindsigt, og er klar over at noget er helt galt.
At flytte fra problemerne kan faktisk godt en løsning. Bare fordi man er i familie sammen, er det ikke ensbetydende med at man har kemi til at bo under samme tag. Men faktum er, at du er 15 år, og derfor ikke kan flytte nogen steder før om 3 år.
Jeg syntes også jeg aner lidt mellem-barn problematik i din fremlægning. Du kan ikke med dine søskende, som er født på hver side af dig. Det er simpelthen SÅ normalt. Det er også ganske normalt at den ældste og den yngste fungere fint sammen - men det er faktisk pga. aldersforskellen. Den lille er stadig barn når den ældste er voksen (eller næsten voksen) og mellembarnet er den oprørske teenager som ingen forstår.
HUSK: Du har selv et ansvar for din egen lykke. Når du står op om morgenen, så beslut dig for hvordan du være overfor andre. Også overfor din familie. Hvis du er tavs, sur og vranten - så er det nøjagtigt det du får tilbage. Hvis du er glad, imødekommende og hjælpsom - så er der dét du får igen. Også fra din familie.
Igen: Kontakt kommunens familierådgivning. De kan helt sikkert hjælpe jer alle sammen.