Maria Magdalena fortæller sin historie:
Hun vidste det, hun vidste det helt bestemt. Inderst inde var hun ikke i tvivl, men hvorfor? Havde han ikke helbredt hende? Havde han ikke set på hende med dette blik der fik hende til at ryste over hele kroppen?
Havde de andre ikke gloet på hende og rystet på hovedet og undret sig? Jo, hun vidste det dybest inde i sit hjerte. Han, den fantastiske unge mand der blot med eet eneste blik og en berøring af hans kjortel og hun var blevet helbredt.
Men nu, hvordan kunne det dog ske? Hvad havde han gjort der kunne få de konsekvenser, som hun nu havde set? Det vidste hun ikke.
Nu syntes hun ellers, at der lige som var kommet struktur på ”det hele”. Dagene var gået og disciplene var venlige og folk var glade og havde fået håb og hun selv fulgte med om end lidt i afstand.
Alligevel var hun altid velkommen og blev budt både på mad og vand at drikke. Kvinderne var en smule skeptiske overfor hende kunne hun fornemme, man aldrig gav hun dem lejlighed til at mistro hende eller føle nogen form for jalousi .
Hun passede det hun skulle og undgik, at være alene med nogen af disciplene overhovedet og kun når hun blev indbudt sad hun nær dem.
Hun huskede engang hvor Jesus var på besøg hos en militærperson, som var interesseret i hans arbejde og hvordan han kunne bespise så mange mennesker tilsyneladende uden midler. Han, altså Jesus var blevet nærmest forhørt, men havde alligevel svaret beredvilligt på alle spørgsmål og åbenbart til stor tilfredsstillelse.
Hun selv forstod det ikke. Hvordan kunne dog så mange mennesker få mad og drikke uden, at der tilsyneladende var hverken midler eller køkken.
Det var dog noget hun havde forstand på, men nej, hun forstod det ikke og alligevel syntes denne højtstående militærmand, at forstå alt hvad Jesus fortalte.
Hun huskede hvordan hun i et anfald af glæde og begejstring havde taget hjem og hentet noget kostbar olie tilsat myrra og impulsivt hældt det ud over Jesu hoved og fødder medens hun brast i gråd.
Det havde de taget meget ilde op og havde skubbet hende væk med ordene, at hun skulle ikke komme her og tro, at hun var noget blot fordi Jesus havde helbredt hende.
Det havde overhovedet ikke været hendes mening, at fornærme nogen, men i et øjebliks tankeløshed syntes hun, at hun både kunne vise sin taknemmelighed, men også på en måde ligesom offentligt at vise, at hun var én af deres.
Det havde skuffet hende, men alligevel forstod hun dem godt. De var bange for, at hun skulle smigre Jesus eller nogen af disciplene, som i forvejen kappedes om Jesu gunst og nærværd.
Lige indtil det øjeblik, da Jesus var sammen med dem i Getsemane have. Denne dejlige oliventræs lund med disse smukke og duftende træer.
Allermest når det havde regnet så duftede bladene og blomsterne med en fin og krydret duft, ligesom parfume. Her havde de slået sig ned for aftenen og åbenbart også for natten.
Jesus havde talt med disciplene og hun havde siddet sammen med nogle andre kvinder i yderkanten i mørket, så ingen faktisk havde bemærket dem.
Hun havde set, at Jesus havde stået op og talt hårdt, men indtrængende til dem på en anden måde end han plejede, som om han ventede en ulykke.
Hun havde fulgt efter ham i afstand for at se hvad han ville gøre og hun havde set, at han havde knælet ned og foldet sine hænder for at bede.
Hun havde set tårer løbe ned ad kinderne på ham og havde selv følt en smerte hun ikke kunne forklare. Åh, hvorfor dog al dette husker hun, hun havde tænkt ved sig selv. Hvorfor kunne alt ikke blot være som det var.
I samme øjeblik havde hun set hvorledes det sted Jesus lå og bad pludselig blev oplyst og hun fik nærmest et chok da der fra himmelen lige som skinnede et lys hun aldrig havde set før.
Hårene rejste sig på hendes hoved og arme da hun pludselig så nogle lysende væsener svæve ned over stedet og røre ved Jesus og, han havde talt med dem og med et sørgmodigt blik smilt til dem.
Hun skulle aldrig kunne glemme denne oplevelse så længe som hun levede. Og dog, da de kom for at hente Jesus og arresterede ham, blev hun så bange, at hun besvimede.
Da hun vågnede frøs hun og havde smerter i hele kroppen og en dundrende hovedpine. Hvor var de alle sammen henne? Hun var alene og hun frøs.
Hun fandt en kappe der hvor de andre havde ligget og tog dem om sig, men der var ingen at se. Hun gik ned ad stien og over dalen til bebyggelsen på den anden side.
Her hørte hun pludselig høje røster og skænderi og latter. Hun gik mod lyset og genkendte Peter. Hun skulle lige til at kalde på ham da der skete noget pludseligt og foruroligende.
Én af de tjenende piger i det oplyste hus gård, var gået hen til Peter og havde grebet fat i hans tøj. Hun havde råbt, at her var én af dem, men Peter havde benægtet det.
Hun kunne dårligt tro sine øjne og ører, men Peter benægtede overhovedet at kende Jesus. Da gøs hun og var klar over, at noget skrækkeligt var ved at ske.
Hun havde også set hvordan Peter havde revet sig løs og undsluppet for kun kort tid efter i det tidligste morgenlys, at bøje sig ned og græde.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men skyndte sig til det hus hvor de plejede, at samles. Her var de andre. Alle var i oprør og nogle mente, at det ville være bedst hvis de blot gik hver til sit.
Hver til sit, tænkte hun, men hun havde ingen andre steder mere at gå hen. Nogle af dem besluttede så, at se tiden an.
Nu var det hele overstået. De havde slået ham ihjel, de havde dræbt ham på den mest bestialske måde, korsfæstelsen.
Hun havde set det før med skræk og gru over den måde Romerne foragtede en misdæder på, men nu var hun syg af smerte over hvad hun havde set.
Nu bagefter havde hun ikke kunne sove og Maria, Jesu mor og hans søstre havde grædt, som om deres hjerter skulle briste.
Hun var nu på vej til graven for at, som en sidste fravel at salve Jesu døde legeme med noget salve olie hun havde købt for de penge hun havde tilbage.
Da hun kom ud til graven og trådte ind i den havde hun fået et chok. Hun tabte krukken med salve olie så den blev spildt på jorden og hun havde oplevet, at hendes ben ikke kunne bære hende. Hun sank sammen i gråd.
Han var der ikke. Han var borte. Det kunne ikke være rigtigt at nogen kunne være så onde, at fjerne en død der havde ret til en anstændig begravelse og respekt.
Men han var der ikke, han var borte.
Medens hun lå der og græd hørte hun nogen tale. Hun så op og opdagede to personer der var kommet og nu talte sammen.
Forundret så hun på dem og ville så stille det et spørgsmål, men inden hun nåede det sagde de til hende:
(Johannes Evangeliet kap. 20)
11 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven,
12 og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget.
13 Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham."
14 Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
15 Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham."
16 Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester.
17 Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud."
18 Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt hende dette.
-------------------------------------------------------------
Ja, Manjana, det er til dig. Så godt som jeg kan begribe hvordan du må ha` det nu da du har fundet Jesus. Ikke den døde Jesus, men den opstandne og levende Jesus i sin Guddoms skikkelse.
http://www.youtube.com/watch?v=EMHyGh0RgCA
Det er som om tid og rum ikke findes i disse øjeblikke, men evigheden banker på. Her på denne planet Jorden er vi kommet og har modtaget Guds ånd ruach for at leve vort liv til ære for Gud.
Nu kender vi Gud. Vi har set ham og vi elsker ham, vor far i himmelen. Tak Jesus fordi du har givet os din kærlighed og du har givet Manjana og andre i hendes nærhed din virkelighed.
Led os og vis os altid den vej vi skal gå. Tak Manjana for dine ord her. Giv en hilsen fra mig til de mennesker du har kær og dem du skriver til og dem du skal møde.
Vi er her for at tjene.
Kærlig hilsen din bror i Herren Jesus Kristus.
Ven af Sandheden.