forsorgshjem §94 boligform

Der er en skræmmende udvikling på alders grupperingerne på forsorgshjem i Danmark.
Til dels på grund af regeringens revolver politik på arbejdsmarkeds siden.
Mennesker som tager bopæl på forsorgshjem lå i 2003 på 41,0 år for mænd og 39,9 år for kvinder.
D.D på et bestemt forsorgshjem ligger alderen på et gennemsnit som hedder ca. 31.0 år alt i alt.
Og når man kommer rundt og bosætter sig på forsorgshjem ser man en tydelig tendens til brugerne bliver yngre og yngre, noget som er en udvikling i den forkerte retning og det ser ikke ud til at blive bedre.
Vi ser med regeringens politik at flere og flere bliver sat på gaden af pantefogden, unge under 25 år har kr.5.527 minus skat pr måned og hvem kan betale for bolig og leve samtidig for det beløb???.
De kommer hen et sted hvor der ikke er mange muligheder for at komme videre, da det er et midlertidigt boligform er det svært at starte på uddannelse, komme væk fra den type boligform og få et eget liv.
I den statistik som ligger ang. dette problem er det ofte de samme som bliver talt igen og igen, p.g.a at man flakker fra et forsorgshjem til det næste og det fortsætter i det uendelige, med den social-politik som foregår.
Min baggrund for at skrive dette er den enkle grund at jeg er kommet og har boet på forsorgshjem igennem 20 år og set ændringerne ske langsomt men sikkert.
Med den nye kontanthjælps regel samling vil flere og flere blive sat på gaden og ende på forsorgshjem eller på gaden , med det resultat , der vil blive brug for flere og større boligformer samt flere som lever på gaden unge og gamle, er det fremtids billeder at overlade vores børn?.
Aktivering og mulighederne for at komme i job er lig nul, bare man opgiver sin adresse er beskeden *jo vi ringer til dig*

silverfoxdk

det er godt nok ikke lyde udsigter for Danmarks børn og unge.
Hvad stiller vi op med alle de unge der i dag er under uddannelse direkte ud i ledighed og som før eller senere havner på kontanthjælp til 5.000 før skat om måneden.
Hvordan har regeringen tænkt sig at sørge for at de unge ikke havner i en situation hvor kriminalitet er den eneste måde at få penge til mad og husleje?

Der er meget der minder om det de er ved at genindføre nu...desværre.
Jeg syns det er værd at læse lidt historie.

Fattiglove m.v.
Beskrivelse af de forskellige recesser, foordninger og love.
Op gennem historien har der altid eksisteret en gruppe mennesker, der af en eller anden årsag ikke har haft mulighed for at ernære sig selv, og som derfor har været nødt til at gå omkring og tigge om almisser. Før 1587 var der ikke nogen lovgivning, der regulerede de fattiges vilkår. Det var de kirkelige myndigheder, familien selv eller de lokale fællesskaber der tog vare på de fattige. For dem, der ikke havde nogen til at tage vare om sig, var det accepteret, at de tiggede. Ved reformationen i 1536 overtog kongen imidlertid de store rigdomme, som klostrene lå inde med, og fattigforsorgen overgik til den statslige myndighed "lensmandsvæsenet". I Danmark steg antallet af fattige voldsomt, og i midten af 1600 tallet anslås det samlede antal fastboende og omløbende fattigfolk at udgøre 40-50.000 mennesker. Dette voldsomme tal betød selvfølgelig, dels et nationaløkonomisk tab, men også et problem for almuen, der blev overrendt af de mange tiggere. Fattigdommen var nærmest bundløs. De mange forskellige fattige, der færdedes i store skarer overalt i landet bestod af gamle, krøblinge, dovne, drikfældige, psykisk syge, deserterede soldater, letfærdige kvinder eller blot arbejdsløse. Herudover var der selvfølgelig en stor del børn, der var sendt ud for at tigge.
Christian III's reces af 1536
Recessen i 1536 bestemte, at løsgængeri kunne straffes med døden - blev dog senere mildnet til piskning og forvisning Der sondredes mellem værdigt trængende og løsgængere. Bl.a. den koldingske reces fra 1558 tillod alle at pågribe løsgængerne og sætte dem i arbejde. Senere begyndte myndighederne selv at organisere dette tvangsarbejde, og fra 1570-erne blev løsgængere sendt til værftet Bremerholm.
Forordning af 27. december 1587.
Jfr. denne forordning skulle sognepræsterne udarbejde en oversigt over alle de fattige i sognet. Præsterne skulle så fra prædikestolen formane deres sognefolk til at føde og underholde sognets egne fattige personer. Hvis sognefolket ikke gjorde dette, kunne de tiltales og straffes af lensmanden. Hensigten hermed var dels, at sognefolket skulle tage vare på deres egne fattige i sognet, og dels at undgå at de fattige løb uden for sognet. Forordningen indeholdt endvidere, at alle tiggere fik et tegn, som blev bundet på deres bryst. Dette tegn skulle ved 3 eller 4 bogstaver være identitet for det enkelte sogn. Hvis tiggerne drog uden for sognet, kunne deres fattigtegn inddrages, og hvis tiggerne drog uden for herredet, skulle de "førlige og stærke" kagstryges. Forordningen løste selvfølgelig ikke selve fattigdomsproblemet, og tiggeriet var blevet af et sådant omfang, at der nødvendigvis måtte gøres noget herved.
Christian den IV's tugt- og børnehus i 1605
Oprettelsen heraf var en udvidelse og forbedring af det tvangsarbejde der tidligere var blevet pålagt løsgængerne. Alle omstrejfende børn og voksne fra hele landet skulle sendes til huset i København, for at lære et håndværk ved klædeproduktionen. I 1621 blev institutionen delt i et tugthus (til løsgængere og tiggere) og i et børnhus. Det blev dermed Danmarks første tugthus - senere kom der flere til bl.a. Tugt- og manufakturhuset i Viborg, hvor de fleste af natmandsfolkene blev indsat efter at være fanget som løsgængere rundt omkring i Jylland
Fattighuse - 1643
I 1643 påbød regeringen, at kirkeværgerne i alle sogne på landet, skulle sørge for at der blev bygget et "fattigfolkehus til de fattige, som ej kan få andet hus". I Fattighuset kunne de trængende få husly og evt. anden hjælp i form af penge eller naturalier. Da det ikke sket i fuldt omfang, blev dette påbud senere gentaget flere gange
Betleriforordningerne af 1708 (Frederik IV).
Indtil 1708 havde de forskellige forordninger og recesser skelnet mellem værdige og uværdige tiggere. Det havde principielt indtil 1708 været lovligt for "de værdige" at drive tiggeriet som erhverv. De værdige tiggere havde indtil da kunnet henvende sig til præsten eller lensmanden og få uddelt et tiggertegn, der havde givet dem ret til at tigge indenfor henholdsvis sognets eller herredets grænser. De tidligere forordninger m.v. havde dog ikke i tilstrækkelig grad mindsket tiggeriets omfang i Danmark.
Den 24. september 1708 får Danmark derfor en ny fattigforordning. Forordningen havde to formål, nemlig 1) at få udskilt uværdigt trængende og standset deres betleri, og 2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de værdigt trængende. Forordningen forbyder tiggeri - og derfor udstedes der ikke længere tiggertegn.. Nu er tiggeri kun tilladt undtagelsesvis i forbindelse med pludselig opstået ulykke fx brand og da kun inden for et afgrænset tidsrum, som regel et år. Til gengæld indføres forsørgelsesret, og ansvaret for den fattiges forsørgelse overdrages til lokale fattigkasser. Midlerne hertil forventedes at indkomme dels som gaver og dels som frivillige bidrag. Hjælpen til den fattige blev normalt ydet i naturalier (sjældent i penge) og forsørgelsen blev normalt praktiseret ved omgangsforsørgelse. Sognepræsterne skulle med tre eller fire af de "vittigste og bedste" sognemænd udarbejde en liste over sognets fattige. Så skulle sognemændene høres om hvad de "godvilligen" ville give til de fattige helst i "ædende vare". Var det ikke nok, skulle de ansættes til en vis ydelse. Ordningen var sådan set god nok, idet der udvalgtes "visse mænd", som skulle levere varerne hos de fattige. Hvis en mand ikke afleverede, hvad han skulle, blev hans navn oplæst på prædikestolen. Det var herudover op til den enkelte, at give yderligere frivillige bidrag. I kirker og i værtshuse blev der opstillet bøsser, og ved de store kirkefester sendte man en tavle rundt. Helt nyt var det dog, at man pålagde præster og alle civile betjente i købstæderne, der fik deres løn fra kongen, at give en procent af lønnen til de fattige. Andre borgere skulle på en offentlig liste optegne, hvor meget de af egen fri vilje ville give som gave til de fattige. Hvis den faste afgift og de indsamlede beløb ikke dækkede forsørgelsen af de fattige, kunne bystyret med tilladelse fra kongen pålægge borgerne en speciel skat.
De fattige arbejdsduelige skulle sættes i arbejde, så de i det mindste kunne gøre nytte. Det var vel typisk tugthusene der blev henvist til. De fattige, der på grund af drikkeri eller andre laster selv var skyld i deres fattigdom, blev sat i pesthuset i København. De omløbende tiggere blev sendt til det herred de kom fra, til nærmeste fæstning eller spinde- eller rasphuset i København. Betlere uden hjemstedsret i Danmark, tatere fx., skulle udvises af landet eller sættes i rasphuset Lovens intentioner kom ikke til at virke i praksis, idet præsterne ikke blev udstyret med tilstrækkelig magt til at gennemføre ønskerne (inddrage fornødne midler). Tiggeriet fortsatte i stort omfang, for selv om flere af de påbudte frivillige fattigkasser kom i gang, så modsvarede de slet ikke behovet.
Herredskasser 1734
Da det var de færreste steder man efterlevede 1708 forordningen, enten ved ikke at oprette lokale fattigkasser, eller fordi man ikke kunne skaffe nok frivillige bidrag, fortsatte tiggeriet. De fattige folk var nok heller ikke så bofaste, men valfartede mellem sognene. Derfor erstattede man de lokale sognekasser på landet med herredskasser i 1734: "thi Kongen finder det billigt, at det sogn, der har flere fattige og mindre indkomster, hjælpes af det, der kan have mere indkomster og færre fattige".
Fattigloven af 1803
I 1803 kom så en ny fattiglov, der giver alle fattige ret til understøttelse hvis de ikke kan klare sig selv. Der blev i hvert sogn oprettet en fattigkommission og der blev bygget fattighuse i næsten alle sogn. I kommissionen var præsten født medlem sammen med 3 - 4 af sognets bedste mænd. De understøttede deltes i tre klasser: 1) de gamle, de syge og de handicappede; 2) børnene og 3) dem, der var for svage til at tjene til sig og mange børn. Det var fattigvæsenets opgave at oplære de unge i kundskab, sædelighed og arbejdsomhed, at give de arbejdsføre arbejde, at helbrede de syge og give dem og de gamle almisse. Forordningerne indeholdt regler om erhvervelse af forsørgelsesret i de kommuner, hvor den fattige havde haft fast ophold. Det medførte selvfølgelig mange sager, hvor der var tvist mellem de forskellige sogne om hvem der var forsørgelsesforpligtiget.
Ægteskabstilladelser 1824
I 1824 blev det indført, at fattige, der havde modtaget og ikke tilbagebetalt hjælp fra det offentlige (de sidste 5 år), ikke måtte gifte sig uden tilladelse fra de lokale myndigheder. Loven blev i 1857 blev ændret til kun at gælde mænd. I den nye fattiglov af 189l, fastholdtes disse "ægteskabstilladelser". Det blev først ændret i 1933.
Grundloven 1849
Ved grundloven fra 1849 blev det yderligere bestemt, at samfundet skulle forsørge folk, der ikke kunne tjene nok selv, og som ikke havde andre til at sørge for sig. F.eks. skulle en kommune give fattighjælp, hvis den fattige var født i kommunen eller havde arbejdet der i mindst 5 år. Andre fattige kunne sendes tilbage til den kommune, hvor de var kommet fra. Junigrundloven fastslår, at "den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtigelser, som Lovene herom paabyde". Det er de lokale myndigheder, der vurderer den enkelte persons trang. Princippet for fattighjælpen hviler på en tankegang om, at det er en hjælp, der gives som almisse. At modtage fattighjælp bliver betragtet som en stor skam. Den gives på ydmygende vilkår. En fattighjælps-modtager mister rådighed over sine ejendele, er bundet til forsørgelseskommunen, må ikke gifte sig uden tilladelse fra den lokale fattigbestyrelse, og samtidig mister mændene deres stemmeret.
Senere lovgivning
Senere er kommet yderligere lovgivninger på området, men de er uinteressante i denne sammenhæng.
Kilde:
"Fattighus i Ringsted" - Midtsjællands Lokalhistoriske Arkiv.
Dagligliv i Danmark bind 1 v/Axel Steensberg (red)
Dagligliv i Danmark bind 3 v/Axel Steensberg (red)
Dagligliv i Danmark bind 5 v/Axel Steensberg (red)
Fattigforsørgelse i Vestervig - v/H.A. Riis Olesen
Omløbere og tiggere i gamle dage v/ H. A. Riis Olesen

Kontakt: Hans Jørgen Mølle

er forbavsende tæt på dagens Danmark.
Vi får dog ikke kagstrygning (pisk)... endnu.

mand det ser godt nok grimt ud...
gad vide om der er nogen der overhovedet ved hvad der sker...i dag.

Skal vi endnu en gang til at snakke om stakkels hjemløse, så lad os da endelig gøre det.
Jeg har selv en gang prøvet at være en "stakkels" hjemløs på forsorgshjem, og jeg må sige at den oplevelse fik mig til at skifte grundlæggende mening om mangt og meget.
Min støtte og sympati går fuldt ud til ofrene for forskellige naturkatastrofer ude i verden, men "staklerne" herhjemme har i forvejen fået al den hjælp og støtte de kan tilkomme uden at det har hjulpet en skid, så de kan efter min mening få et spark i en bestemt legemsdel.
Jeg har selv en gang været ganske tæt på problemet, idet jeg en gang selv var hjemløs på et forsorgshjem.
Jeg skaffede mig selv en lejlighed og flyttede fra forsorgshjemmet efter nogen tid, men kort efter blev jeg kontaktet af en "stakkel", som havde "glemt" at betale husleje til hjemmet, hvorefter han flyttede sammen med et kvindebekendtskab, som imidlertid ret hurtigt også kylede ham ud.
Nu stod han så og bankede på min dør og bad om hjælp, og jeg forbarmede mig over ham fordi jeg syntes det var synd for ham.
De næste to måneder kunne der næsten skrives en hel roman om, men jeg skal gøre historien kort:
Telefonregningen som "staklen" gav mig som tak for hjælpen lød på 10.000+, og da en gorilla-type en dag troppede op i en sort BMW for at inddrive narko-gæld havde jeg simpelthen bare fået nok.
Ud med sådan en ka'l, og jeg er bedøvende ligeglad med om han skal sove på gaden. Han låner i hvertfald ikke min sofa mere.
Jeg kunne da selv skaffe mig et arbejde og en bolig, selv om jeg boede på forsorgshjem, og det vil jeg også sværge på, at dem der virkelig seriøst mener at de vil, også kan. Det er ganske enkelt et spørgsmål om intelligenskvotient!
Og til dem der bare ynder at slå andre oven i hovedet med hva for nogen dårlige mennesker de er fordi de ikke gør noget vil jeg sige:
Hvis I virkelig mener det, så inviter da nogen hjem for at overnatte på jeres sofa, og se hvad der sker.
Og hvis I lige pludselig kommer i tanker om en hel masse grunde til at I bestemt ikke kan gøre dette, så kan I for min skyld godt pakke al jeres selvgode dobbeltmoralske hykleri ned og holde det for jer selv.
Henning

det sædvanlige...du generaliserer alle !
Så du siger : skid på dem...det er deres egen skyld fordi de er dumme.
Et I tidsånden typisk svar.

et historie om et kvaj, med en familie som bliver sat å gaden efter at være blevet ramt af kontanthjælpsloftet eller en ung under 25 som ikke har penge nok til at betale husleje?
S'elvfølgeligt er der brådne kar som kommer på forsorgshjem, jeg er kommet og boet der igennem 20 år og kender vist miliøet lidt bedre end en engangs fortegelse.
Der kommer ganske alm mennesker med arbejde som er blevet uvenner med manden/konen som ikke har anden muligheder end det.
igen *skær ikke alle over en kam*
silverfoxdk

citat>Hvis I virkelig mener det, så inviter da nogen hjem for at overnatte på jeres sofa, og se hvad der sker.<citat slut
jeg har boet på forsorgshjem til for kort tid siden ( 6 mdr) og har nunte nogle problemer med det så ja jeg ville invitere nogle af dem hjem når jeg får bolig uden at tvivle, men er også nogle som jeg ikke ville invitere hjem uden at bolte stolen fast til gulvet, man vælger selv hvem man invitere indenfor sine døre.

silverfoxdk

md alt og alle. har du ikke lært noget som helst i dit liv? Eller af at læse debatten herinde?
At skære alle over en kam er så himmeråbende infantilt. Kan du ikke komme med noget bedre?
Et brodddent kar og alle er bare rådne.. infantilt sludder.

Hvem fanden tror du idioten snakkede i telefon med for 10.000,-?
Det var sgu' da folk der var ligesådan!
Det myldrer sgu da folk den slags skvadderhovede latterlige taberpjok her og der og alle vegne.
Og jo, jeg har sgu da godt nok lært rigtig godt og grundigt aldrig nogensinde mere at føle nogensomhelst medlidenhed med sådanne lavtstående snylterkryb.
Jeg vil aldrig mere i mine dage røre så meget som en finger for dem.
De ligger som de selv har redt, og hvis de ikke selv er indstillet på at gøre en indsats for at komme ud af suppedasen, er der intet at gøre.
Gammelhenning

du kender et par uheldige elementer så er alle bare nogen snyltende svin. Flot!
Godt jeg ikke er dig, for du må godt have det skidt når du regner med at alle mennesker bare er nogen svin. 6 milliarder svin. Det må være et mareridt at leve med den 'viden'.

det vil sige at jeg kommer hjem fra udlandet og har ingen bolig flytter på forsorgshjem er jeg automatisk *lavtstående snylterkryb.* jeg takker meget for betegnelsen.
Læs lige hvad debatten egentlig er omkring *loften over kontanthjælp* som sender flere og flere på forsorgshjem er de så også *lavtstående snylterkryb.* uanset hvad de har gjort!
Bravo klapper i mine hænder over din overmådige indsigt i urimeligheder. Et kalrsyn ud over alle grænser.
silverfoxdk

en helt anden er at opleve på egen krop og sjæl, en helt tredje er en empati stærk nok at det man ser sker med andre mennesker føles så stærkt som om man selv oplever det.
De fleste er i en katoegori, virker det som om, hvor de ved at hvad der foregår men de lader som om det ikke sker. 'Det er jo ikke mig, det er ikke engang min familie, eller i min by' og på den måde skaber de afstand til alt det ubehagelige, som de ikke vil tage stilling til forid det smadrer deres pyssenyssede verdensbillede.

Jeg tror nok jeg er mindst lige så godt klar over hvad det drejer sig om, som dig.
Faktisk tror jeg endda nok ligefrem jeg roligt kan vove at påstå at jeg er langt bedre klar over hvad det drejer sig om end dig.
Fordi ser du:
Jeg har jo altså faktisk en gang selv været der hvor du er nu, men til forskel fra dig har jeg præsteret at komme op af hængedyndet, også selv om jeg var så naiv at prøve at hjælpe en med op.
Hvis din påstand er, at flere og flere kommer på forsorgshjem, ja så er min påstand at det skyldes at flere og flere vælger det, og hvis de ikke selv er indstillet på at tage ansvar for at få noget andet, jamen så er det så bare det.
Tak for i aften.
Vi er jo nogen der skal tidligt op i morgen for at passe vores arbejde.
GammelHenning

at du tror at man vælger at bo på forsorgshjem, hvis man har en ok lejlighed, hvor man bor med sine unger. Men hvor man ryger ud fordi man falder for kontanthjælpsloftet og mister sin boligsikring.
Du siger du ved det hele, men det vil jeg godt påpege at det ser det ikke ud til herfra hvor jeg sidder.

du skriver at du kender til forsorgshjem efter at have boet der engang for hvor mange år siden?
Kan muligvis godt være at du kender mere til det end jeg, skulle nu undre mig men det er ikke det som debatten drejer sig om, men om hvor mange der bliver tvunget til at tage bolig der mister hjem og famile på regeringens bekostning.
du jagter en del *uskyldige på bekostning af en mands fejltagelse, din egen at du ikke så manden an før du lukkede ham'
Jeg fik tømt min 5 værelses lejlighed af en tdl.skolekammerat som var blvet sat på gaden af hans dame og havde ingen andre muligheder, men mødte mig så han om ikke på forsorgshjem!
skulle jeg så nægte at hjælpe alle andre? fordi en mand var et kvaj

skal jeg også så god arbejdslyst

silverfoxdk