Fortvivlet efter brud med kæresten

Hej allesammen!
Det her bliver nok noget af en roman, men jeg skriver herinde da jeg gerne vil høre jeres syn på min situation da det kan være svært at se det helt objektivt når man selv sidder i det.
For ca en måned siden kom jeg ud af et forhold med min daværende kæreste gennem halvandet år, og jeg må indrømme at tiden herefter har været utrolig underlig. Egentlig vil jeg sige at vi ikke kun var sammen halvandet år, for vi har haft noget kørende i et år inden vi kom sammen ca, så der har altid været noget meget specielt imellem os. Det startede da jeg fik job på samme arbejdsplads som ham, og han pludselig en dag begyndte at skrive til mig, og før jeg fik set mig om skrev vi sammen hele tiden og vi skrev faktisk næsten et halvt år hver dag, før vi som sådan begyndte at ses i forbindelse med nogle fælles venner. Da vi var til fest endte det med at vi blev oppe hele natten mens de andre var smuttet, og sad og snakkede og det var så speciel en følelse, for på en måde følte jeg jo allerede at jeg kendte ham, når vi havde skrevet så meget sammen inden, og det var lige så jeg følte det slog gnister når vores hænder mødtes. Sådan nogen oplevelser kom der flere af, og jeg synes det var noget af en vild følelse og der var utrolig meget kemi i mellem os. Jeg må nok også hellere sige at da han startede med at skrive til mig, så jeg slet ikke noget i ham, men med tiden da jeg fandt ud af hvor fantastisk sød og sjov han var, ændrede det jo mit syn på ham, og han blev pludselig meget kønnere i mine øjne. Men vi blev så kærester og i starten af forholdet gik det utrolig godt og jeg kunne ikke engang forestille mig at vi kunne skændtes eller noget som helst. Da en pige fra min klasse så bliver venner med ham og hans venner, blev det pludselig noget andet, da jeg tog ham i at skrive med hende konstant, og det var sådan nogen ting han skrev til mig i starten, så det skabte utrolig mange problemer, og i en periode var vi meget on/off, hvor der også opstod andre problemer. Vi kom så videre derfra og kom igen ind i en god fase, men det gik tit sådan at vi fx kunne gå en måned eller to uden at have en eneste konflikt og når der så pludselig opstod et eller andet, blev det gjort til en meget større ting end det egentlig var, og det kunne ende ud i at vi ikke så hinanden i flere dage, hvor han så også tog ud og drak. Det der var hovedproblemet var at vi havde så forskellige måder at håndtere tingene på, og hvis der opstod et problem, tog han altid ud for at drikke mens jeg sad fortvivlet tilbage og ikke forstod hvorfor han ikke hellere ville snakke ud om tingene med mig. Så på den måde er problemerne altid blevet meget værre, når han efterfølgende har gjort de ting han nu har gjort. Det der så gjorde at det stoppede for en måneds tid siden, opstod da vi blev uvenner på en lille ferie, da han har et temperament der siger spar to, og kommer nogen gange til at råbe og skrige af mig, så jeg blev utrolig ked af det. Da vi så kom hjem derfra, var vi som sådan ikke slået op, men han vidste at den var gal og vi skulle snakke om det hvis det skulle reddes, men der vælger han at drikke igen og tage alle mulige steder hen med hans venner og ignorere mig i nogle dage. Fra min side af blev det jo så bare endnu værre pga det, fordi jeg følte mig så ligegyldig og følte at han gjorde absolut intet for at redde det. Da vi så fik aftalt at snakke en dag, var det bare så lang tid siden vi havde set hinanden så det var vildt mærkeligt, og der havde han åbenbart haft den opfattelse at det var slut dengang på ferien, så han havde ligesom fået 'slaget', så i princippet var der ikke nogen af os der slog op med hinanden, men sluttede pga misforståelser og alt sådan noget rod. Det store problem vi har haft er kommunikationen, da vi åbenbart går så meget forkert af hinanden, og han kan gøre mig så ked af det, ved de valg han tager.
Men nu sidder jeg så med en følelse af at det hele virker forkert, da det på en måde altid har været 'os' hvis I kan følge mig. Noget siger mig bare at vores tid ikke er slut, men jeg ved ikke om det er noget man bare altid føler? Det at han nu også er begyndt at skrive at han savner det gamle, gør det heller ikke ligefrem nemmere, men jeg er godt på vej videre og meget siger mig alligevel også at det var godt nok det stoppede, men jeg føler mig virkelig splittet. Jeg følte jeg var en del af hans familie og elskede hans forældre så meget, og mine forældre synes også det er rigtig ærgerligt. Men hvorfor skulle det gå hvis vi fandt sammen igen? Det er jo mislykket de andre gange, og vi har været så meget on/off at det næsten ville være pinligt hvis vi kom sammen igen😕Men hvad synes I jeg skal gøre? Er det bedst bare at glemme ham og komme videre? Det skal lige nævnes at han var min første rigtige kæreste, så derfor også mit første brud. Undskyld det blev så lang en besked, men håber at høre fra jer :-)

Kære Sabrina
Tak for din indlæg, det er svært at huske, hvor svært det er at være ung.
Det føles som om livet stopper, når smerten og bruddet med ens elskede lammer enhver følelse og handlingskraft i kroppen.
Jeg tænker, at det er rigtigt svært at være dig i dette. Du virker ansvarlig og moden på mig og måden du fremlægger denne tekst på, viser også, at du på en vis måde kan se en situation udefra. Dette er en god forudsætning for ikke at blive rodet ind i alt muligt mellem jer.
Jeg vil så sige til dig, at din ex-kæreste til gengæld virker som en lidt umoden og impulsiv type på mig. Han har åbenbart svært ved at være i sine følelser og måden han handler på afspejler også, at han kan være lidt umoden. Det er også sådan, at mænd oftest først er rigtigt følelsesmæssige modne, når de runder midt i tyverne.
Jeg tænker, at du enten kan arbejde med din smerte og komme videre eller du kan vente på, at han finder ud af, hvad han mener og vil. Det er dog med en vis følelse af tvivl, at jeg tror han kan forpligte sig til dig/ eller noget andet menneske. Det er kun en skjult følelse og om den har rod i virkeligheden, kan du formentligt bedst selv afgøre.
Hvis du vælger at vente ud og se, hvad der sker, skal du måske også have den uregelmæssighed og mangel på commitment fra hans side med ind i dine overvejelser om, hvad du vil med dit liv og din fremtid. Har du fortjent bedre?
God vind og søndag herfra.
De kærligste tanker
Tidlig Morgen

Mange tak for svar! :-) Men det med at være umoden giver jeg dig ret i, for det er han desværre. Det er også noget der har gået mig rigtig meget på. Jeg har også tænkt meget på fremtiden og inderst inde ved jeg vel godt at det aldrig ville holde, så jo før jeg komme videre, jo bedre, tror jeg.

Jeg er helt enig. Spar dig selv for en masse bøvl, som du ikke får noget ud af i sidste ende alligevel. Du ender blot som nu, bare endnu mere bitter hvis du kører forholdet helt ud. Så kom ud at det hurtigst muligt. Tag smerten på én gang og ignorer hans sms og kontaktforsøg. Der venter noget bedre på den anden side. Og ja alle afslutninger på forhold føltes som dit gør nu. Det er blot en del af gamet.

Tak for svar til dig også :-) Men ja jeg synes nemlig også det gør det hele sværere hvis man svarer på beskeder og lign. Måske kan man være venner om noget tid, men synes det vil været alt for svært at gøre det med det samme. Et eller andet sted er jeg både glad og ked af det af at høre at det altid føles sådan efter et brud, men det har bare gjort mig endnu mere afklaret om at jeg bare skal videre så

Kære Sabrina,
At slå op med en kæreste gør altid ondt, uanset alderen, uanset hvor langt tid man har været sammen.
Man bliver adskilt fra en person som man har talt sammen med, som man har hygget sammen med og har delt sine glæder og sorger.Det er meget naturligt at være ked af det.
Der er forskellige meninger, om man skal blive ved med at holde kontakt til den man er gået fra eller ej.
Smerten kan være større, hvis man slutter et forhold og taler aldrig med vedkommende igen. Når man skilles fra hinanden, kan der være mange spørgsmål man ønsker at besvare.
Som regel ønsker vi at tale og tale med vedkommende, på den måde kan smerten blive lidt mindre og man kan blive ved med at være venner med ham.
Hvis man vælger at slutte forhold og aldrig tale med vedkommende, kan smerten være stor, der er mange ubesvarede spørgsmål. Og så kommer der vrede, sorg, og krise perioden.
I dette tilfælde er det godt at have mange veninder der kan tale med dig og støtte dig.
Så du skal vurdere hvad der er bedst for dig.
K.h Parterapeuten Lina Von Bale