Forvirret/fortvivlet?

Jeg har haft samme kæreste/samlever i gennem 10 år. For cirka to måneder siden friede han, og vi (mest jeg) er så småt begyndt at tale lidt om bryllupsplaner.
Jeg er lidt bange for, at han kun friede, fordi jeg havde nævnt, at jeg ikke gad være pebermø, når jeg fyldte 30. Hver gang jeg taler om vores forestående bryllup (først til næste år), går han i baglås og ser ud som om, det er det værst tænkelige han kunne blive udsat for.
I dag sagde jeg, at vi skal være enige om at blive gift, og at han ikke skal føle sig presset, bare fordi det er noget, jeg gerne vil.
Jeg kan bare slet ikke se, hvorfor han åbenbart føler, at det er så skrækkeligt. Jeg glæder mig til sammen med familie og venner at kunne fejre, at vi har sagt ja til at tilbringe resten af livet sammen. Jeg ville ønske at han følte det på samme måde. Han synes, at det vi har sammen er fint, og at vi ikke behøver at blande et tåbeligt (og sikkert dyrt) bryllup ind i det.
Jeg har aldrig haft store planer om et avanceret prinsessebryllup, men håbede da, at vi ville kunne planlægge den hyggelige og mindeværdige dag sammen - og ikke mindste glæde os sammen.
Jeg tror hverken han ville foretrække at holde en stille ceremoni alene et fremmed sted i verden eller få det overstået på rådhuset - han GIDER tilsyneladende ganske enkelt IKKE et bryllup, på trods af, at hans forældre har levet lykkeligt sammen hele livet.
Det værste er, at han slet ikke gider tale om det, og jeg har behov for at få en afklaring.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an, og er også bange for at presse ham. Da jeg jo meget gerne vil giftes med ham, synes jeg jo også, at det er ærgeligt bare at skulle lade ham få hans vilje for at rette op på freden. Det værste er at vi slet ikke forstår hinanden på det punkt, og at han ikke gider drøfte det.
Skulle bare af med mine tanker. Hvis der er nogen der har seriøse kommentarer, er I velkomne til at skrive et par ord til mig.

Har i eventuelt en ven der står meget tæt på ham som kan snakke med ham om det?
Det kan godt være han ikke har lyst til at tale om sine følelser omkring et bryllup med dig for ikke at såre dig.
Eventuelt kan en af hans forældre måske tale med ham hvis de er tæt nok på ham.
Held og lykke med brylluppet

Din samlever er sammen med dig fordi han vil, du har med dine ord fortalt ham, at du er sammen med ham for at blive gift.
Jeg stiller større spørgsmålstegn ved din kærlighed til ham end omvendt. Hvis det var mig så var du blevet losset bag i !!

Hun har bare nævnt at hun gerne vil giftes før hun bliver 30 ikke sat et krav om det. Kan I mænner slet ikke læse

Altså...vi to har ikke SKYGGEN af samme opfattelse af bryllup, så jeg tror bare jeg holder mig fra at kommentere dit indlæg. Det lyser af misforstålser, og vidt forskellige forventninger men mest af alt af ubeskrivelig dårlig kommunikation...det vil jeg anbefale dig at gøre noget ved, før I binder jer i hymens lænker.....nå never mind...
Jeg kunne godt tænke mig at høre hvilken betydning det har for dig det med at blive pebermø? Hvorfor er det så vigtigt for dig at undgå at blive? Jeg er MEGET nysgerrig...for som jeg ser det er det et levn fra gamle dage der lever i bedste velgående...og det synes jeg er enormt interessant.

... sagtens læse i en kvindes øjne, at et ønske meget hurtigt kan blive til et krav.
Hilsen
Gråskæg

Hej Halfevil333
Jeg kan fornemme, at min min kommentar angående det at blive pebermø, er noget flere har bidt mærke i, så nu vil jeg forklare mig lidt bedre.
Det hele kom sig af, at vi skulle fejre den dag vi havde kendt hinanden i 10 år, kort før jeg fyldte 30 år. Da flere af vores venner (i øvrigt alle gifte par på nær enkelte singler) i tiden op til havde lavet sjov med, at de ville bygge kæmpe peberkværne til mig, nævnte jeg på et tidspunkt, at jeg håbede vi kunne slippe for det, hvis vi nåede at blive forlovet inden da.
Andet lå der såmænd ikke i det, og jeg har hverken siddet og fortalt min kæreste, at jeg meget nødig ville være pebermø eller noget andet. Det var blot en kommentar, fordi andre lavede meget sjov, med alt det peber jeg skulle have.
Om han har følt sig presset, fordi han følte, at jeg og andre synes det skal være sådan, skal jeg ikke kunne sige, for det har han på intet tidspunkt sagt noget om. Frieriet var meget sødt og oprigtigt, og jeg blev naturligvis glad.
Jeg har ikke forventet mig frieri på knæ eller blomster og en dyr ring - jeg fik det præcis som jeg godt kunne tænke mig - ringen er et arvestykke, som jeg i sin tid har sagt, at jeg godt ville bruge som forlovelsesring, og så fik jeg et knus, et kys og han spurgte om jeg ville gifte mig med ham.
Det er muligt, at du og jeg og mange andre har forskelligt syn på ægteskabet, og det skal der da være plads til. Jeg har aldrig haft de store bryllupsplaner, men ville da gerne have det på plads, inden jeg engang skal have børn. Min kæreste har aldrig før vist uvilje, hvis jeg har nævnt eet eller andet om, hvis man engang skulle giftes, men det er bare som om, at når nu skridtet er taget, er det blevet for meget for ham.
Det jeg vil have ud af selve brylluppet er en hyggelig dag med min kæreste, familie og venner, hvor vi sammen fejrer, at vi har givet hinanden ord på, at vi elsker hinanden. Jeg har aldrig haft prinsessedrømme om slotte og hestevogne og flødeskumskjole, men havde da altid troet, at vi kunne snakke om hvad vi hver især vil have ud af dagen i stedet for at der lægges op til at det skal være mig, der skal planlægge hvad og hvor og hvornår.
Du har da i høj grad ret i at kommunikationen er mangelfuld, men jeg fornemmede ret kort tid efter frieriet, at han gik i baglås, hvis jeg fx spurgte om han havde nogle idéer til, hvor vi kunne holde brylluppet. Jeg skal altså lige sige, at jeg måske har sagt ordet bryllup 5 gange i løbet af de sidste to måneder det hele har drejet sig om, og det er muligvis for meget for ham, fordi der er over et år til et eventuelt bryllup skal stå - men jeg snakker altså ikke om det i tide og utide, jeg ville bare gerne have, at han også gjorde sig nogle tanker om, hvad han vil og ikke vil.
I dag sagde jeg så, at jeg kunne fornemme, at han ikke havde det godt med at lægge planer for brylluppet, og så sagde han, at han glædede sig til det var overstået. Det var derfor jeg blev forvirret og undrede mig over, om han i det hele taget havde friet af oprigtige grunde eller fordi han havde følt sig presset. Og så sagde han ikke mere.
Vi bliver nødt til at tale om det, men jeg kender ham jo, og ved at han klapper i som en østers, hvis jeg bringer det på bane, og det nytter ikke noget, at jeg bare sidder og snakker. Jeg vil bare have ham til at forstå, at det IKKE er verdens undergang for mig ikke at blive gift, på trods af at jeg da blev utrolig glad, da han friede.
Jeg ved ikke om dette her giver nogen mening for jer andre, det er ret svært at gengive både mine og hans følelser nogenlunde korrekt, så andre også kan følge med.
I hvert fald tak for feedback.
De venligste hilsener
Duttegøj

Ja, jeg har overvejet at spørge hans bror, om han måske ville tale med ham om det en dag, men jeg tror faktisk, at jeg selv vil prøve at få snakket ordentligt med min kæreste inden da.
Desværre er min kærestes mor død, men ellers ville hun have været en stor, stor hjælp - misforstå mig ikke, det er ikke fordi, jeg ville have hende til at overtale ham til at gifte sig, men hun var et rigtig dejligt menneske, og han lyttede meget til hende. Jeg kan godt tale med hans far om det, men jeg ved ikke om han vil bryde sig om at skulle drøfte det med sin søn - han synes vist i øvrigt, at vi skulle være blevet gift for lææænge siden - han brokkede sig i hvert fald over, at det skulle tage ham 10 år at fri, og at han ikke engang havde været ude at investere i en ring til mig :o)
Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg ikke skal giftes med nogen der ikke selv er parat til det.
De venligste hilsener
Duttegøj

for dig og din kæreste, men mest for dig. Tænk sig at få en bemærkning som "jeg glæder mig til det er overstået!!" Jeg ville blive utrolig såret hvis min kæreste sagde sådan. Jeg tror jeg ville blive så ked af det og så såret, at jeg slet ikke ville giftes med ham. Tror jeg ville sige til ham noget i retning af: "jeg kan jo mærke, se og høre, at du faktisk slet ikke har lyst til at blive gift, og at du faktisk har fortrudt dit frieri, og derfor skal du nok slippe, der bliver intet bryllup". Hvis det så viser sig at han bare har været lidt i panik og faktisk godt vil giftes, så må han komme dig i møde og snakke med dig om det. Og gør han ikke det, må det jo være fordi han vitterlig har fortrudt sit frieri. Jeg ville overhovedet ikke giftes med en mand der teede sig som din kæreste gør, det er utrolig barnligt og umodent. Bare det han ikke vil tale med dig om det. Du ender med at blive super ked af det uanset.

Tjah, det var også lige ved at være sådan jeg reagerede, fordi jeg virkelig blev såret - og i tvivl om hvorvidt han overhovedet ville giftes med mig.
Jeg reagerede faktisk med at sige noget i stil med den første del af din sætning - men mere i retning af, at hvis han havde det sådan, så var vi nødt til at tale om det, så vi ikke gjorde noget, som kun jeg er interesseret i.
Bagefter gik jeg ind og skrev mit første indlæg her, fordi jeg havde behov for at afreagere, men efter at have læst Halfevils indlæg, kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at bringe det på bane overfor ham igen, så det har jeg gjort her til aften.
Heldigvis er det bare en bunke misforståelser, der har gjort, at det hele kom så vidt, at jeg først blev såret - og så blev han også såret over min kommentar, fordi det slet ikke var sådan, han havde ment det han sagde med at "det ville være rart at få det overstået". Det er det med lige at tænke tingene ordentligt igennem før man taler ;o)
Han har altid haft svært ved at udtrykke sine følelser, men hvis jeg så efterfølgende giver efter og beder ham uddybe det, så lykkes det som regel - meeeen hvis man selv er blevet såret, er det bare ikke altid det, man mest har lyst til, og så håber jeg altid, han tager det første skridt til forsoning. Det er altså ikke fordi vi bliver uenige særligt ofte, men det sker da ind imellem (og det skal det jo også helst, da livet ikke kun er lyserødt!).
Men det jeg vil sige er, at han altså gik i baglås i dag, fordi han syntes, jeg allerede var begyndt at planlægge en masse ting - og vi havde jo først tænkt os at brylluppet skal være til næste år. Jeg blev såret, og overtolkede det til at han måske slet ikke ville giftes (med mig?).

Jeg har dog reelt ikke planlagt noget som helst, men var begyndt at spørge om hans holdning til dit og dat, fordi jeg godt ville høre hans mening, og det var altså bare for meget for ham lige nu. Det viser sig også, at min mor på et tidspunkt er kommet med et par "stikpiller" (... svigermødre - tsk tsk), som gør at han stejler, når man taler bryllupsarrangement - han er vist bekymret for, at hun vil planlægge det hele for os - men det skal vi nok selv bestemme, så jeg må vist lige tale lidt med min mor!!!
Nu har vi da fået styr på, hvad hinanden føler med hensyn til at skulle giftes, så "krisen" er drevet over.
Tak for jeres gode indlæg, jeg har kunnet bruge dem alle til noget.
De venligste hilsener
Duttegøj