fra et samliv med en pæn psykopat

Det første årstid (ud af 6 år):
-Han lyser som foråret, smuk forelskelse, ren nydelse.
-Han elsker ubetinget.
-Springer ud af sengen og slukker lyset, I har glemt.
-Kommer med fantastiske blomsterbukette, specielt kreereet af ham hos blomsterhandleren.
-Køber lige det du ønsker dig, nærmest samme dag.
-Lytter i timevis til dine bekymringer.
-Laver skøn aftensmad, ikke overdådige middage, men gode dejlige almindelige middage, ofte.
-Et vidunderligt, frit og inspirerende sexliv (SKRRZZZZ han er til SM).
-Ringer til dig hver dag fra arbejdet, flere gange, savner dig, længes, er bål og brand.
-Tager fri midt på dagen og opsøger dig uventet -han kan ikke vente med at se dig :o)
-Bringer dig gaver fra forretningsrejser (SKRZZZ finder dog aldrig mulighed for at du kan komme med "fordi du ikke skal kede dig alene om dagen" trods din klare accept.
-Accepterer alle dine fejl og viser forståelse og omsorg.
-Kæler dig, elsker dig, forkæler dig.
-Vil passe på dig hele livet, siger du er for smuk til at lave noget. Du skal bare passe godt på dig selv, så skal han nok bære resten.
-Spør og spør og spør til dig og dit liv hidtil - kan ikke få nok af at høre dig (SKRZZZ undrer mig hvorfor han ikke fortæller bare lidt selv fra sit?).
-Inviterer dig på ferie, drømmeferien (ZKRRRRZZ og "har ikke lige dækning nok på sit plastickort, så du ender med at betale langt over ½delen af den invitation (han tjener 3x så meget som dig, og ville derfor invitere)
-Vil have børn med dig, nu. Kan ikke vente, du er jordens gudinde, hans kvinde, hans elskerinde, hans fortrolige, ven, kæreste, luder, madonna, et og alt.
-Synes du har indrettet en skøn lejlighed, han elsker at komme der. Elsker dine ting, dine måder, dit væsen.
-Introducerer dig stolt for familien, vennerne, kollegerne, chefen, alle skal se/møde dig.
-I hygger, griner, snakker, går på indkøb til dig (SKRZZZZZ altid sexet, smukt tøj (duer jo så smuk)eller smykker)
-HAn inviterer tit i byen, hyggelige middage, intime restauranter, danser med dig, viser han elsker dig.
-Holder dine hænder, de er så smukke, de må aldrig lave noget mere, du skal bare pleje dem og holde dem smukke - til ham.
-Alle dine brister og laster, hele din fortids fortrædeligheder "gør ikke noget", han har fuld forståelse, kan bære det hele, oprigtigt.
Lyder det som en drøm? :o) Det var det også. En smuk berusende tid.
4 år senere:
(Du er blevet syg af dit job, sygemeldt længere tid, I har købt bolig sammen, har fået et barn, venter et til)
Hverdagen nu:
-han håner dig med at du er syg. Hvorfor ligger du nu der igen. Boligen skal sættes i stand. Hvorfor laver du ikke det du skal.
-Skal du til jordemor for 1. gang, 10 km væk, og ingen offentlig transport? (I bor på landet). Du kan da bare ta hans mountainbike (mandestørrelse) med din snart 6 mdr. store mave og cykle frem og tilbage. (trods du var ved at miste 1. barn i samme periode af graviditeten og var sengeliggende i måneder dengang) Han skal ha bilen.
-Dine hænder? De er fulde af revner efter mørtel og af tømrerarbejde og byggeoprydning. Han kræver dog dagligt at du du laver noget! Ikke bare ligger der på rygskjoldet og feder den (med din mave og din sygdom) imens du maler, slæber rockwol, murer, styrer håndværkere.
-Tale med dig? Om hans jobproblemer. Og hans ambitioner for byggeriet når han selv går død i det. Om dit? Han går straks, nægter at tale med dig, siger du er uinteressant, han har vigtigere at lave. Gider ikke høre mere på dit ævl (fks jordemorbesøget)
-Du har "booket bilen", skal til jobsamtale. Samme morgen meddeler han, at han forresten har lovet mekanikren at komme ned med bilen til eftersyn I DAG. Det kan selvfølgelig kun være vigtigere end dit behov.
-Pengene? I de forgangne år troede du I havde fælles økonomi, så hver gang han oprigtig forklarede hvor dårligt hans økonomi havde det (trods hans store indtægt ifh. din) satte du troligt penge ind på hans konto. Nu mangler du lige penge en måned, og ber om et beløb. SLAM KAssen er lukket. Separat økonomi fra i dag af. aHan kan sgu ikke stå inde for din økonomiske uansvarlighed (mad, benzin til transport af barn til pasning, tøj til ham (hans jobtøj bla.) girokort - intet til dig selv).
-Fødslen? Den starter om morgenen efter han er kørt på job. Du ringer. Han gider ikke tale med dig før du er sikker på at nu er det nu. Slam, røret på før du når at sige mer. Frokost: du ringer igen, det er altså nu. Han har ikke tid til at tale med dig - har et vigtigt møde (med en kammerat). Eftermiddag: Han kører dig på sygehuset og passer ældste barn indtil afløsning. Er så med i fødlsens sidste 45 min. Hvor han dog når at skride midt under presseveerne, fordi han lige skal finde nogle penge så det ældste barn kan få mad (trods at barnet er med en anden voksen).
-Barsel? På 3 dagen efter barnets fødsel, du ammer i sengen om morgenen, stiller han sig op foran sengen og spørger dybt forurettet hvornår du har tænkt dig at stå op og arbejde videre på huset.
-Morgenmad til en barslende kvinde? Han hælder kogende vand på en kop the/thesi, og bliver rasende på dig da du 2 timer senere ikke har nået at drikke den. "Du sviner med hans ressourcer" Så han gider sgu ikke lave morgenmad til dig. (Smider dog en pakke havregryn på bordet dagen efter og siger der er morgenmad).
-Barselsgaver el. blomster? Dem får du af din familie. HAn? Hvad skulle han dog det for?
-Slår ud efter dig mens du står med jeres 3 mdr. baby på armen.
-Spør dig ved morgenbordet om du kan være flyttet i aften! Siger næste dag at du ikke må flytte - ikke endnu.
Nægter at forklare sig. Du må bare ikke flytte. Dagen efter kan han igen ikkek udstå synet af dig og du skal bare længst muligt ud af hans liv.
...der er flere episoder, men jeg orker ikke at genkalde flere.
................
ja, jeg er ude af det liv. Med 2 gode venner og krisecenters hjælp (uden at bo der, men rådgivning i månedsvis pr. tlf.)

Tillykke med at du er kommet ud af det forhold. al held og lykke i fremtiden, håber inderligt at du må finde lykken, og komme videre med dit liv .

Jeg er helt stum. Hvor er du modig at skrive dette, hvor er du stærk, at du har gjort det du har gjort, hvor er det forfærdligt, hvad du har været ude for, hvor er det skrækkeligt at det er børnenes far....håber livet vil bringe dig den mest vidunderlige pragtfulde nede på jorden helt gennemskuelige elskelige kæreste og et liv fuld af glæde. Det fortjener du.

Det var da sgu et helt utroligt godt indlæg. Moddigt af dig, at du har fået det skrevet ned. Men jeg ved ikke, hvor’n, jeg ellers skal kommentere det. Det er jo en barsk men velskrevet "historie".

Det er en fantastisk historie, som desværre nok ikke er enestående. For den der gennemlever det beskrevne helvede, må opleve følelsen af tomhed og Palle-alene-i-verden.
Men det kan give dig afløb at skrive en bog om det, som samtidig kan støtte andre i samme situation.
Gør det! - du kan givet vis få hjælp til det, om nødvendigt.

det der skal siges er sagt.
FLOT.

Jeg håber at dine medsøstre i fremtiden lærer at fokusere
mindre på en mands løn, når de ønsker at stifte familie.
Desuden er der mange socialt velfungerende mænd, som
kan få betegnelsen psykopat.
En god beskrivelse af en psykopat, så i kan undgå den type
personer i fremtiden: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=118&posting=64899

enormt brug for at lære at sige fra.
Ellers kommer der bare en anden og "tager røven på dig"
Mange venlige hilsner
Bølle

og modigt, at du skriver det offentligt. Desværre er psykopater så svære at gennemskue, hvis man ikke har været ude for dem, men som en anden har skrevet, så er der desværre flere end man umiddelbart tror, især blandt arbejdledere og chefer. Pas nøje på med samkvemsret og andre aftaler i den retning, men det har du jo sikkert snakket med dit krisecenter om.
Og selvfølgelig er der også en "rigtig" for dig på et tidspunkt.
Godd luck for dig og dine børn.

om løn. Det skal siges, at da vi mødetes, var han knap nok færdig med at studere. Og jeg havde perioder med arbejdsløshed trods god uddannelse. Han gjorde bare kometkarriere i de år vi kendte hinanden. Jeg har altså ikke valgt ud fra hans økonomi, som jeg tror du antyder. Bare denne lille rettelse.
Men i øvrigt er det typisk for hans slags, at de laver både kometkarrierer og bliver højtlønnende ledere, har jeg siden fået at vide. men det vidste jeg altså ikke forlods.

erfaringer fra det med feks samværsaftaler?

det er næsten som at læse sin egen historie..... skræmmende og forfærdeligt - men helt utroligt at komme ud af det på den anden side :-)
"Manden" i mit liv er også far til mine 2 børn - jeg forlod ham for 7 år siden efter 7 års samliv der efter det første dejlige år blev ekstremt forfærdeligt de sidste 6 år.... og ja det kan godt være man skulle have taget beslutningen før - men når man står i det - har 2 små børn på armene - så tænker man sig om liiiiige lidt endnu - det KUNNE jo være at han blev "normal" imorgen ik?
Det blev han aldrig - og i de 7 år vi har været væk fra hinanden har der ikke været et øjebliks ro i forbindelse med samvær... retsager - Statsamtet - Civilretsdirektoratet - børnesagkyndige rådgivninger - mediationer - vi har prøvet det hele ... men man KAN bare ikke lave en aftale med en psykopat!!!!!
Det éne øjeblik er han sød, venlig og charmerende (specielt når der er andre mennesker i nærheden) og det andet tidspunkt er han dybt psykopatisk, med alt hvad dertil hører....trusler om at bortføre børnene, kommer når det passer ham og afleverer dem - eller henter dem - lader dem være alene hjemme om natten..... skræmmende.... og disse ting sker KUN når jeg er den eneste der er til stede..... Andre mennesker tror jo ikke jo ikke ét sekund på at DEN søde mand kunne finde på det....??? mon ikke bare det er dig der er lidt hysterisk??? ggggrrrr.....
Det har taget lang tid at kæmpe alle de kampe der har skullet til for at få nogle aftaler igennem Statsamtet...men det er lykkedes
Har fundet den dejligste kæreste i verden - og for første gang i mit liv oplever jeg respekt - anderkendelse, ét af de "normale" parforhold som andre sikkert har oplevet mange gange.... jeg er stadig overrasket over at min kæreste gider høre på når jeg siger noget til ham - og han kommenterer det - han vender ikke ryggen til .... han sviner mig ikke til - han er ikke dybt uenig med mig i mine holdninger foran børnene.... han er bare et fantastisk menneske - dejligt :-)
Så det jeg vil sige var egentlig bare - jeg har været det samme sted - og er kommet ud på den anden side.... med en hel masse erfaringer og styrke som var forfærdeligt da jeg var midt i det - men det har også gjort mig til dne jeg er i dag - og det har jeg det egentlig godt med.
Held og lykke!!!!! :-)

for at jeg må høre din historie også. Mest glad er jeg for at høre, at det er lykkedes. PT er vi i netop alenlange processer mht. samvær, advokater, mediation osv. Og ja, han er lige så indtagende, rolig, overbevisende, fornuftig, afklaret som de første måneder jeg mødte ham - indtil der ikke er andre til stede. Så er isen og hånen tilbage igen.
Hvordan klarede du kommunikationen mht. Statsamt og samavær? har du nogle gode råd som jeg må få del i? Evt. pr. mail?
Tak for din - og for alle jeres andres indlæg.
I aner ikke hvor meget det betyder at I ikke straks gør front og mistror mig. - for det er det man oplever uafladeligt i sådan et forhold- for det kan da ikke passe... Tak.

Tak for alle jeres indlæg.
I aner ikke hvor meget det betyder at I ikke straks gør front og mistror mig.
- for det er det man oplever uafladeligt i sådan et forhold- for det kan da ikke passe... Tak for tilliden og de varme kommenatarer.
(PS, ja det er første gang det er lykkedes mig at kunne fatte mig til at gengive vores samliv, så det ku forstås af udenforstående. Det krævede noget overvindelse at lægge herud, men jeg trængte til det, og tænkte at andre måske også kunne bruge det til noget?)

Vil meget gerne "bruges" i forbindelse med den erfaring man efterhånden får i forbindelse med alle de statslige instanser.... du er velkommen til at give mig din mail adresse? eller hvordan fungerer det lige herinde???
Rent faktisk fik jeg fat i en advokat til alle kontakterne... det kostede nogle penge - men ikke så meget som jeg frygtede - og det var det hele værd.... det gav mig en ro i sjælen om at jeg havde én der var "klog" rent juridisk til de her ting.... og så var jeg sikker på at jeg gjorde ALT hvad jeg overhovedet kunne - forstår du hvad jeg mener?
Mange gange hvor der havde været et sammenstød gav hun mig nogle helt klare og enkle ting jeg skulle gøre - og det virkede vildt godt.... :-)
Giv mig et sted at skrive til - så er du meget velkommen til at spørge løs :-)

Min "bedre halvdels far" er også den type. Bortset fra at han ikke nøjedes med at lange ud efter dem, han tog enhver chance han kunne til at gennem-prygle hele familien. (mor+børn)
Nogle gange frygter man at sønnen bliver på samme måde...
Men det er jo ikke fair at dømme ham pga hans far...

Kære kvinde!
Uden at genere nogen vil jeg nok sige, at jeg for ofte har læst indlæg på soldebatten, som ikke stikker så dybt. Paradoksalt nok læser jeg alligevel videre på den ene streng efter den anden. (Hm - sagde han og så sig i spejlet). Da jeg læste dit personlige, inderlige og livskloge indlæg blev jeg dybt rystet og fik en ubændig lyst til at tale med dig - skrive til dig - rådgive dig.
Sjældent har jeg dog læst så hudløst ærligt og demaskerende et brev.
Til daglig undeviser jeg i psykologi og filosofi, og hvis jeg nogensinde har manglet en realistisk og autentisk casestory i belysningen af, hvad en "psykopat" er, må jeg nok sige, at dit indlæg gav stof til flere timer og lektioner. Enhver kan henvise til psykopattypen a la Peter Lundin, men det er i virkeligheden en ret uinteressant type, fordi den ret beset - og gudskelov - hører til sjældenhederne. Derimod er din beskrivelse af din ekskæreste så præcis og så rammende i sin "diagnose", at jeg blev helt lammet af at læse det.
I "gamle" dage var en "psykopat" en person som brutalt rendte rundt og bestialsk slog folk ihjel. Så blev billedet mere nuanceret og komplekst, samtidig med at man ikke måtte bruge betegnelsen. Nu skulle det hedde "karakterafviger".
I dag er man gudskelov gået tilbage til diagnosen "psykopat", som du har beskrevet så rystende og rørende, at jeg ville ønske at jeg kunne tale med dig mere personligt.
Jeg skal ikke "trøste" - for du virker som en bundsolid og dejlig kvinde, men jeg fatter ikke, at et menneske kan behandle dig på den måde, som din "kæreste" har gjort. - Og alligevel .... manden er syg ... ikke i moralsk fordømmende forstand, men klinisk. Han ER psykopat - og du skal hurtigst muligt lægge ham bag dig .... ikke som en traumatisk fortængning, men som en afgørende erfaring i din eksistens. Det gør ondt at blive klogere. Bagefter gør det godt ... i hvert fald bedre!
Hvor jeg dog beundrer dig!
Har du lyst til en "snak"? Jeg har!
"Psykologen" (men IKKE din "terapeut"!)

Det var bare et lille gæt, for der er en overvægt af
pæne psykopater blandt chefer. *S*
Du kan også læse om en anden kvinde, der også har levet sammen
med en pæn psykopat: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=171&posting=47175

Det løb mig koldt ned af ryggen , og genkaldte MEGET grimme minder , som er gemt langt, langt væk . Uha...godt du kom af det forhold. Tag i mod AL den hjælp du kan få !!!!
På et tidspunkt bliver dine veninder sikkert et træt af at høre på dig, find da en selvhjælpsgruppe igennem krisecentret ( og gerne inden !!!!), og vær ikke for stolt til at tage i mod hjælp fra andre .
Få det hele ud , græd , råb , søg psykolog, talt med din læge og socialrådgivere .
Min historie minder meget om din og det har været et stort chok for mig , og har taget lang tid at blive et menneske igen .
Du fortjener et godt liv , og dine børn , en glad og lykkkelig mor .
SKRIV GERNE IGEN , HVIS DU HAR BRUG FOR EN HÅND eller en skulder !!!!!!!!!

jeg har mail på: kvinde40@sol.dk
Tak fordi du ville svare igen. Jeg kan godt mærke at du er meget længere i processerne end jeg, selv om jeg er kommet langt det seneste år.

og mht. krisegrupper, så er jeg med i en, men kan ikke komme til møder pga. børnepasning og for stor afstand...
Jeg har lagt en mailadr. under indlægget over dit. Jeg vil gerne høre mere fra dig, hvis du har lyst?

- men snakke vil jeg gerne. - skal vi tage den videre over mail? kvinde40@sol.dk
Og ja, du har så evigt ret. Den extreme, og extemt fysisk voldelige psykopat er sjældent svær at afsløre, - og fordømme... men ham her. Puh. Det er så opslidende. Et Kafkask mareridt. Jeg takker mit intellekt, min stædighed og min empati for at jeg ikke er knækket. Og ruster mig til mange års angreb endnu. Må bare vide, at jeg ikke kan vide hvornår, og ikke altid vide om hvad, - men ved bare, at han ikke kommer til at ligge stille fra nu af som ved et trylleslag...
I øvrigt tak for din tilbagemelding. Det har været så godt for mig med jeres kommentarer og varme.

familimønstre nu engang er arveligge (social arv). At din kæreste, såfremt volden i hans familie er ubearbejdet hos ham, kan stikke sit hovede frem i hans egen adfærd. Trods at det er det han mest foragter. Den kan feks opstå som psykisk vold som hos min ex (der selv var barn af et fysisk voldeligt forhold, som han foragter sin far for den dag i dag).
Men det at lære at respektere andre mennekser/ sin kæreste, k a n følge med, omend med et andet voldeligt udtryk. Ikke at det gør det.
Statistisk: 92,3 % af de mænd der udøver vold mod partner/i familien, har SELV haft en opvækst i en voldelig familie.
Der er anonym og gratis rådgivning at hente flere steder: www.voldifamilien.dk hvor du finder flere links
knus til jer begge
PS - hvis moren kan tage imod støtte kan hun altid ringe anonymt til krisecentrenes hotline:TLF. 70 20 30 82.
Det betyder ikke hun skal flytte/ forlade manden. Men at hun kan få en snak med nogen der kender til det her. Få støtte til uanset hvad hun magter at beslutte sig for.

... men det at lære IKKE at respektere andre...

og mht. at møde en charmeur og tyran, så skal man være ualmindeligt godt klædt på for at forstå de små tegn, der allrede viser sig tidligt i relationen. Og det er sgu de færreste af os der er så langt inde i psykologien, og kan sætte os så langt ud over vores forelskelse, at vi overhovedet kan fatte hvad der er ved at ske, mens det sker... Det er sgutte fordi vi er specielt dumme. Vi er bare almindelgt naive og glade for manden, og når at få børn inden vi for alvor opdager, at den er nedtur, de der små problemer der b are fortsætter med at vokse, at det er en dead-end. Der er ingen vej op igen. - han fejler jo ikke noget! Så det kan kun være din skyld... bop bop...

Moderen flygtede (bogstavligt) for flere år siden, og har en god mand nu!
Men hun og børnene ( som er voksne nu ) har taget skade. Deres far spøger stadig.
De kan stadig sidde og snakke om ham - som den store gyserhistorie ved bålet.
Det er 15 år siden nu.
De kan og vil ikke slippe det.
Resultatet er at sønnen som jeg elsker, kan være utroligt følelseskold.
Da vi lærte hinanden at kende var han varm og den eneste han havde lukket ind var mig.
Jeg blev syg og skulle opereres mm. Dengang ændrede han sig.
Han var ikke ligeså varm som før.
Et eller andet sted tror jeg, at han var bange for at han skulle blive forladt igen (sygdommen var ikke helt ufarlig, jeg går stadig til kontrol)
Ikke at jeg ville gå, men hvis sygdommen gjorde en ende på alt.
Der er meget mere i den historie......
Men faktum er, at han stadig spøger i familien, selvom alle ofrene har fået nye gode liv...

- for af og til så har jeg ønsket at han dog bare havde ramt, havde slået hårdere, præcis så meget så jeg havde en sag som politiet ville tage. men - det gør man ikke i DK: ikke uden "fysisk personskade til følge" (og her tæller enkelte, omend stort, blåt mærke ikke).
Og: ikke mindst for at omgivelserne kunne SE, se at igennem denne "gaslighting" (som den kaldes i amerikansk psykologisprog indenfor domestic violence: Verbal abuse, emotional abuse, ambient abuse). Så ville det være knapt så KAfkask...

for et barn af en voldelig familie. Børnene bliver selv "ufølsomme" - de er simpelthen overbelastede i deres system med lidelseshistorie, og kan have meget svært ved at tage andres lidelse alvorligt følgen (ex din sygdom).
Apropos psykopaters adfærd, er det også karakteristsisk, for der i DK puttes under en hat som psykopater, at han vender. Starter med at elske, får så senere at lukke helt i. Du kommer ikke til at nå ind til ham igen, medmindre han selv v il have hul igennem mmed hjælp udefra.
Og karakteristisk er det, at en "pyskopat" vil vende sig mod sin ´partner jo svagere vedkommende bliver, som fx ved sygdom. Så kan du jo ikke varetage dine normale funktoner og "passe" ham... Og det vækker vrede/ foragt (pga. følelese af at DU svigter, selv om det er dig der er syg og har brug for hans indsats...)
De er som små børn:
De piller vingerne af fluen, og bliver RASENDE over at den ikke kan flyve...
Hvis I bor i Kbh kan I evt. henvende jer til Askovgården på Nørrebro for rådgivning om hvad og hvor han kan få hjælp.

Præcis samme groteske tanker har jeg haft : kunne ham for fanden ikke slå lidt hårdere de steder det kan ses.
´Havde flere en sjælden gang i mellem prøvet at åbne mig for en veninde , som mistroisk kiggede på mig , som om hun spurgte : og hvor er de blå mærker så henne???
Min ex.mand var oh så charmerende , at alle mine veninder syntes at jeg var oh så heldig med sådan en mand!
Har iøvrigt skrevet til dig , på den private mail !
Kram .

Desuden gør kærlighed blind, og derfor så du ikke de små faresignaler.

- jeg øver mig... - det går bare lidt langsomt med at opdage hvornår det var jeg sku ha sagt fra...

Hvornår jeg Grinede sidste gang...???+
Jeg Grinede meget af dit Brev...
UNDSKYLD.....
Men, det er til GRIN,,,,,Jeg vil ønsker Din EX....
at han prøve læse det...
Hilsen UNIQ

Interessant fortælling.
Da jeg læste overskriften fik jeg den tanke at der sikkert var tale om en ekstremt voldelig mand, der havde tævet dig gul og blå, misbrugt dine børn seksuelt eller gjort noget andet helt forfærdeligt. Men det er da ikke rigtig noget spor af i din beretning.
Din argumentation for at han skulle være psykopat er dårlig. Okay, han er til SM, men skal man være psykopat for at kunne lide det? Det ved jeg ikke, men det skal man jo nok næppe. Og så lod han dig betale for en rejse fordi der ikke var dækning på hans eget kort, jamen dog, sikke dog en utilregnelig type!
Så din beskrivelse af de første 'lykkelige' år, hvor du nu i bagklogskabens klare lys, kan 'se' at der tilsyneladende i glimt dukkede tegn op på at han havde psykopatiske tendenser, forekommer mig temmelig latterlig.
Som jeg ser det har han været helt vild betaget af dig til at begynde med, men så er kærligheden efterhånden døet hén. Sikkert har din sygdom, kombineret med hans arbejde og ansvaret for at opdrage børnene, slidt for meget på jeres forhold. Han lyder til at være en meget travl mand og så kan det være svært at få familielivet til at hænge sammen.
DU skræmmer mig faktisk mere end han gør! Du virker som en meget selvoptaget og narcissistisk personlighed, der ikke kan tåle hvis du ikke bliver behandlet som den følsomme prinsesse på ærten, der er centrum for al opmærksomhed. Jeg kan godt forstå at han blev træt af dig med din psykopatiske selvoptagethed.

følte dig vel ikke tilfældigvis truffet fordi det er en beskrivelse af dig selv?

Jeg kan da godt genkende visse træk som hun beskriver om sin mand der også passer på mig, det indrømmer jeg gerne. Men er jeg så en psykopat??
Jeg synes at det er meget overdrevet at kalde en mand for psykopat hvis han ikke har gjort andet end det hun beskriver.
Hun minder mig derimod om en kvindetype man ser alt for tit; Hun gør fremstiller sig selv som at offer for en eller anden frygtelig uretfærdighed og får andre menneskers sympati, bliver centrum for opmærksomheden. Se bare på reaktionerne hér! Alle har SÅÅÅ ondt af hende! Det er faktisk en meget narcissistisk og selvoptaget opførsel.
Ikke så sært at hun blev indlagt på et krisecenter, der får man også opmærksomhed og får lov til at have rigtig ondt af sig selv, ligesom et lille barn... eller en forfængelig kvinde?
Tro mig, det er HENDE der har brug for hjælp!

Ja du har ret - du ER psykopat

heriblandt også alle de stille uden fysisk vold.
Følelsesmæssig vold, verbal vold, og stemningsskabende vold, bare for at nævne et par få der ikke giver blå mærker.
men de virker ens. De nedbryder alle kvindens selvværd, ikke på en dag, men i løbet af måneder eller år (eller mandens, hvis han er ofret)

tror på ofret, som du er blevet. Alt for mange forstår ikke hvad en psykopat er, men tror bare er det er et slanglignende skældsord.
Min afdelingsleder var da også super sød og venlig de første par måneder. Lige indtil hun opdagede, at jeg var en meget selvstændig person, som hun ikke kunne forme på hendes måde, og nu har jeg så oplevet hendes meget mørke og psykopatiske side adskillige gange. Så ... jo jeg tror dig 100% og håber at du på et tidspunkt kan glemme denne syge person, og komme videre i dit liv ...Du lyder til, at være et godt menneske, med hjertet på det rigtige sted ;)

Ja, hun havde brug for hjælp. Men ikke den slags hjælp som du tænker på.
Lidt synd du aldrig selv har oplevet en psykopat på tæt hold gennem længere tid, så ville du helt bestemt ikke skrive det du gør.

Med en meget lykkelig udgang,du kom mvæk fra ham

Når jeg læste dit indlæg, var det som at se mit eget helvede sort på hvidt. Jeg er en glad, udadvendt pige og har mange venner. Mænd har jeg ikke haft mange af, men bare en fra skoletiden i mange år. Desværre skulle det gå sådan at jeg løb ind i en psykopat. Ikke at jeg havde den mindste anelse, jeg anede ikke engang hvad en psykopat egentlig er for en... men det ved jeg nu.
Han er himlen på jord. Mere forelsket, romantisk og sexet findes ikke. Hans opmærksomhed har ingen grænser, han tillader dog ikke at du beholder dine venner - hvad skal du dog med dem - vi har det jo perfekt sammen - du og jeg. En øde ø kun dig og mig. Mit syn på mig selv blev fantastisk, hvis sådan en perfekt Adonis kunne elske mig betingelsesløst - så må jeg jo være lykkens gudinde. Hans svagere sider - humørsvingningerne, arbejdsproblemerne, det var altid de andres skyld. Og tænk det troede jeg på. Det endte med altid at være min skyld. Men først flere år senere. Nu vil jeg ikke trætte med mere af min historie. Men den er lang og der er meget.
Jeg vil med glæde høre fra andre i min situation.

Jeg blev totalt forblændet. Han fik mig hurtigt til at flytte ind til ham med mine 2 børn, han havde 1 dreng selv. Og så startede han stille og roligt på, at være mindre behagelig når vi var sammen med mine venner. Hvis jeg spurgte hvorfor han ikke havde været sit glade dejlige selv, var det fordi de var urimelige og ikke kunne lide ham, gav ham ikke en chance, og kun ville have mig tilbage til min x (mine børns far). Altså, han fik mig til at tro på, at mine venner ikke var værd at samle på, og senere har jeg fået at vide at hvis han tog telefonen, var det umuligt at komme til at tale med mig. På den måde mistede jeg mine venner, men jeg havde jo ham at leve for...Som sagt var han meget humørsyg, alt var altid de andres skyld. Han havde ingen fejl. Han manipulerede mine tanker, så jeg troede på ham. Pengesager var ikke hans stærke side - tværtimod, men han rådede over de penge vi havde og jeg skulle altid spørge ham om penge hvis jeg skulle handle, og da skulle jeg altid redegøre for, hvormeget jeg skulle have og til hvad. Vi røg begge to. Han syntes jeg skulle stoppe så jeg fik bare ingen penge til cigaretter! Simpelt. Han røg stadig og købte sin tobak på vej til eller fra arbejde. Vi boede på landet og jeg var alene hjemme med vores fælles datter samt vores sammenbragte 3 andre børn. Hans adfærd var nu væsentligt forandret - nu ejede han mig. Han spottede mig, nu også når der var andre tilstede - det var jo alligevel hans familie. Og han begyndte også at blive voldelig. Han slog ikke - nej for som han sagde: gå du bare til politiet de vil grine dig lige op i fjæset når du siger nej til at jeg har slået dig. Du er rent til grin. Jeg troede på ham. Og det var nok også min egen skyld at han var nød til at skubbe mig så jeg faldt ind i borde, stole, køkkenbordet - jeg var nok ikke så hurtigopfattende, og det var naturligvis irriterende for ham. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg skulle jo være glad for, at han i det hele taget kunne holde mig ud.Jeg havde et par veninder der hårdnakket holdt ud, selvom han virkelig var ubehagelig overfor dem. Han ville ikke finde sig i at de indoktrinerede mig med alt deres vanvittige sludder, men de holdt ved. De blev gang på gang smidt ud - bogstavelig talt - hvis de f.eks. havde tilladt sig at beklage sig over, at han aldrig hjalp mig med det mindste. Desværre så og hørte hans søn nogle af de gange hvor jeg blev skubbet eller sparket, og i dag har hans søn allerede 2 domme for vold i skolen og han er 17 år. Naturligvis satte sønnen sig også op overfor mig. Da jeg ventede vores datter fik jeg bækkenløsning og måtte derfor ikke støvsuge eller slå græs. Det skulle jeg så få drengene til. Det nægtede hans søn: jeg skulle kraft edemig ikke bestemme over ham, så jeg måtte gøre det selv. Så blev jeg spottet af min mand fordi jeg var svag og ikke kunne sætte mig igennem. Dette foregik ved bordet foran hans søn. Ikke et ord til ham om at hjælpe mig. Senere blev det værre og værre. En gang smed han sit ur efter mig, jeg sad med vores datter på 3 mdr og det passerede hendes hovede med få cm. Han tog gerne kvælertag på mig og løftede mig fra gulvet: op i mandshøjde! Og alt det gjorde han, bare for at få lidt skik på mig. En gang bulede han vore køleskab med sine bare næver medens han råbte og skreg ad mig, og han havde vores datter på armen. Hun skreg - bare et år gammel. Den dag i dag, kan hun ikke lide hvis nogen råber og skriger. Men, han havde jo ingen fejl. Når jeg kunne se et raseri i ham kunne jeg altid forsøge at stoppe det ved at give ham ret. Ja det var fordi jeg havde en forkvaklet opvækst, ja jeg var syg i hovedet. Så blev han rolig for det var jo derfor, og godt jeg kunne se det. Hvis han havde været lidt for voldelig var han altid utrøstelig. Han kunne græde i timevis, for han prøvede jo med alt han havde for at få det her til at fungere og det var altid nogen andens skyld, folk var ikke til at have med at gøre og bare det kun var dig og mig på vores øde ø. Så var han romantisk. Duftende karbade med stearinlys tændt, massage og sex. For ham eksisterede elskov ikke det var hård sex. Bare for at vise hvor meget han elskede mig - ja indtil mærkerne var væk! Men jeg havde bestemt mig. Jeg ville væk, problemet var bare hvordan - med livet i behold. Jeg var da ikke i tvivl om, at han virkelig ville slå mig ihjel. Han fortalte mig ofte at de skide 4 år i fængsel ikke var noget at regne for at slippe af med mig hvis jeg prøvede på noget. Det endte med at han slog - og da vidste jeg at nu havde han overskredet sin egen grænse for nu kunne jeg jo gå til politiet og sige Ja når jeg blev spurgt om han havde slået - så nu var han farlig. Jeg snakkede ham efter munden det bedste jeg kunne for at få hans raseri ned i styrke, jeg underkastede mig totalt, prøvede at kysse og kramme ham alt imedens han sparkede og slog - han holdt mig presset op i en radiator, og ind imellem knaldede han mit hovede bagud - ind i væggen. Jeg fik ham stoppet, for børnenes skyld - jeg ville så nødigt at de skulle opdage hvor hjernedød jeg var og hvor meget det krævede af ham at prøve at få mig til at forstå! Og han troede på det. Det, at han ikke har nogen fejl i hans egne øjne, blev min billet til friheden. Han gik ganske enkelt i min fælde med undskyldninger så jeg kunne komme ud af huset, og han grinede ad politiet da jeg kom med dem, men han blev nød til at flytte. Jeg lever stadig i frygt for ham nu 5 år senere. Og det bedste. Han har tilgivet mig.Det var slet ikke min skyld at jeg gik til politiet det var alle de andre der manipulerede mig. Det vi havde var noget helt specielt findes aldrig igen - og han er sikker på at vi finder sammen igen. Vi var jo perfekte sammen. JEG HOLDER MIG LANGT VÆK og tro mig - en psykopat lærer ikke af sine fejl - for de har jo ingen!

et landsdækkende netværk for os der har været i et voldeligt forhold, eller stadig er i et forhold med vold.
det første og sværeste er nok at finde ud af at det man lever i, er vold. det tog mig mange måneder at begynde at forstå. At jeg intet kunne stille op ud over at flytte (hvilket jeg ikke måtte!)
men det lykkedes alligevel, bla. ved en advokats mellemkomst.
i det landsdækkende netværk kan du finde ligestillede kvinder at dele dine oplevelser med. du vil blive hørt og troet uden dumme modspørgsmål eller uvidende beskyldninger om at du nok selv var skyld i dit og dat.
der er tlf tid hver aften kl 20-22 på 70 266 112
hvis du stadig har problemer med ham eller der er reaktioner hos dig og dine børn kan du også ringe til kvindekrisecentrene og få rådgivningssamtaler. det er gratis og de er skide-gode til at snakke med (tidligere) voldsramte kvinder. Både om det liv der var og om de problemer der følger efter at være flyttet fra et forhold med vold.
kh
ps du kan også se på www.kvinderikrise.dk

for uden den hjælp havde jeg nok fortsat måske et eller 2 år endnu med ham. jeg vidste ikke at vold kunne være psykisk også, troede det skulle være brækkede arme og ben og blod. Men det fik et krisecenter belyst for mig. Og mødrehjælpen har også stor viden på det område.
så jeg rakte ud efter hjælp og fik den. derfor gik det nok forholdsvis godt i dette tilfælde. og derfor gik der ikke mange år før jeg kom væk.
tak for anerkendelsen. det er langt fra alle der kan/tør se at den voldsramte ikke er skyld i den voldeliges reaktioner, men kun er (endnu) en ting han bruger som undskyldning for sine voldsomme reaktioner

Jeg er ligenu i et lignende forhold som beskrevet. Han behandlede mig som en dronning, købte roser, fortalte mig som ingen anden at min krop er dejlig osv.
Vi fik 2 børn og alt var anderledes. Jeg ved aldrig hvordan dagen bliver. For det meste er dagen fuld med trusler om at hvis jeg forlader ham så vil han gøre mit liv til et helvede. Jeg må ikke få børnene, fordi jeg er uduelig. Han slår mig ikke, men den psykiske terror er ligeså hård, eller måske værrer. Jeg kan jo ikke melde ham til politiet, for han har jo ikke rørt mig. Jeg ville ønske at man kunne melde folk for psykisk vold, men det kan man ikke.
Jeg skriver ikke et langt indlæg, for ord kan ikke beskrive et sådant forhold eller ikke eksisterende forhold. Jeg er aldrig glad, kan ingen vej finde ud af dette helvede. han truer med at hvis jeg går, så vil han sørge for at jeg og hele min familie vil lide.
Udråb, hvad skal jeg gøre ?
Jeg er helt uenig i at en psykopat udelukkende er psykopat hvis han udøver fysisk vold.
Tanni.

jeg har været sammen med en psykopat i 2år og har rt barn med ham der nu er 13 mdr og han har nu søgt om at få samvær men jeg ønsker ikke det skal fore gå i mit hjem da jeg bliver bange og syg af at se på ham hvad gør man