"Friend-Zone" - My ass!
For knap fire år siden, mødte jeg en pige jeg straks fik et godt øje til, problemet lagde bare i, at jeg mødte hende hjemme ved min daværende kæreste, det var nemlig hendes kusine. Til trods for hvor forkert det var, så begyndte den dejlige kusine og jeg så at skrive sammen og der opstod lynhurtigt en flirt og vi snakkede sammen hver dag og om alt. Min daværende kæreste og jeg gik så fra hinanden, men ikke langtid efter, så fandt hun ud af, at jeg havde kontakt til hendes kusine og der opstod et stort drama, hvilket resultere så i, at vi bliver nødt til at tá' lidt afstand til hinanden..
Få måneder senere får den dejlige kusine så en kæreste og kontakten dør så. Det var en svær periode, men som de fleste sårede personer nægter at tro på, så går livet videre! Der går to år og der er ingen kontakt overhovedet og alt går godt. I september sidste år er jeg så til håndboldstævne og selvfølgelig vil skæbnen, at den dejlige kusine er der og vi skal selvfølgelig spille i samme hal. Vi snakker sammen et par gange i løbet af dagen, men om aftenen er der fest, alkohol og glade dag og til de fester, får den altid fuld gas af alle! Jeg løber på den dejlige kusine ligesom jeg kommer ind af døren og vi falder straks i snak og tilbringer hele aftenen sammen og hun fortæller mig igen og igen, hvor glad hun var for mig den gang, hvor glad hun er for at se mig nu, hvor meget hun har savnet mig og hvor meget hun har lyst til at kysse mig. Utroligt nok, så er det mig der er den fornuftige den aften og minder hende om hendes kæreste hver gang vi er lige ved at falde i. Aftenen slutter og weekenden slutter og straks er hun tilbage i mit hovede og besættelsen lever igen. Vi skriver lidt sammen dagene efter, men den dør hurtigt ud.
For tre uger siden ringer hun så, jeg kan ikke finde ud af hvad der er galt, men vi snakker det meste af natten og til sidst fortæller hun mig så at hun er blevet single og selvom det var sent på natten, så livede jeg op og tankerne fløj rundt i mit hovede igen!
Nu kører det hele igen, vi snakker sammen hver dag, flirter og alt kører derud af. Efter et par uger med konstant ko takt, så føler jeg, at jeg bliver nødt til at reagere og åbne op for hvad jeg føler. Hun siger så, at hun er glad for mig, men følelserne er ikke gengældt og hun ser mig mere som en ven. Jeg bliver lidt skuffet, men til min store overraskelse, så skriver hun til mig et par dage efter, om jeg ikke vil komme og besøge hende - hun bor halvanden time fra mig. Jeg var lidt forvirret over det hele, men jo, selvfølgelig vil jeg det. To dage efter drager jeg så op til hende og vi har det virkelig hyggeligt sammen, MEN hun flirter helt vildt, vil holde mig i hånden, have kram, sidder og nusser mine fødder med sin egen fod, vil holdes om når vi går i gågaden, har aftalt at ses igen nu her og ja, hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro hun havde følelser for mig, men nu er situationen jo sådan, at det sidste jeg fik af vide var, at hun så mig som en ven, men de ting der skete den dag, det er bestemt ikke noget jeg gør med mine veninder! Nu står jeg i en situation hvor jeg godt ved, at hun lige er kommet ud af et forhold der varede knap fire år, men efter første gang jeg åbnede mig, så tør jeg ikke spørge hende om hun har ændret mening, da det i mine øjne virker sådan, men har brug for bekræftelse på det. Ved godt jeg skal give hende tid, men hvordan fanden undgår jeg at ende i den frygtede "Friendzone" som man næsten ikke kan komme ud af igen, når man først er endt der & hvad ville I gøre i min situation?! Føler jeg skal gøre et eller andet!
På forhånd tak!
Få måneder senere får den dejlige kusine så en kæreste og kontakten dør så. Det var en svær periode, men som de fleste sårede personer nægter at tro på, så går livet videre! Der går to år og der er ingen kontakt overhovedet og alt går godt. I september sidste år er jeg så til håndboldstævne og selvfølgelig vil skæbnen, at den dejlige kusine er der og vi skal selvfølgelig spille i samme hal. Vi snakker sammen et par gange i løbet af dagen, men om aftenen er der fest, alkohol og glade dag og til de fester, får den altid fuld gas af alle! Jeg løber på den dejlige kusine ligesom jeg kommer ind af døren og vi falder straks i snak og tilbringer hele aftenen sammen og hun fortæller mig igen og igen, hvor glad hun var for mig den gang, hvor glad hun er for at se mig nu, hvor meget hun har savnet mig og hvor meget hun har lyst til at kysse mig. Utroligt nok, så er det mig der er den fornuftige den aften og minder hende om hendes kæreste hver gang vi er lige ved at falde i. Aftenen slutter og weekenden slutter og straks er hun tilbage i mit hovede og besættelsen lever igen. Vi skriver lidt sammen dagene efter, men den dør hurtigt ud.
For tre uger siden ringer hun så, jeg kan ikke finde ud af hvad der er galt, men vi snakker det meste af natten og til sidst fortæller hun mig så at hun er blevet single og selvom det var sent på natten, så livede jeg op og tankerne fløj rundt i mit hovede igen!
Nu kører det hele igen, vi snakker sammen hver dag, flirter og alt kører derud af. Efter et par uger med konstant ko takt, så føler jeg, at jeg bliver nødt til at reagere og åbne op for hvad jeg føler. Hun siger så, at hun er glad for mig, men følelserne er ikke gengældt og hun ser mig mere som en ven. Jeg bliver lidt skuffet, men til min store overraskelse, så skriver hun til mig et par dage efter, om jeg ikke vil komme og besøge hende - hun bor halvanden time fra mig. Jeg var lidt forvirret over det hele, men jo, selvfølgelig vil jeg det. To dage efter drager jeg så op til hende og vi har det virkelig hyggeligt sammen, MEN hun flirter helt vildt, vil holde mig i hånden, have kram, sidder og nusser mine fødder med sin egen fod, vil holdes om når vi går i gågaden, har aftalt at ses igen nu her og ja, hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro hun havde følelser for mig, men nu er situationen jo sådan, at det sidste jeg fik af vide var, at hun så mig som en ven, men de ting der skete den dag, det er bestemt ikke noget jeg gør med mine veninder! Nu står jeg i en situation hvor jeg godt ved, at hun lige er kommet ud af et forhold der varede knap fire år, men efter første gang jeg åbnede mig, så tør jeg ikke spørge hende om hun har ændret mening, da det i mine øjne virker sådan, men har brug for bekræftelse på det. Ved godt jeg skal give hende tid, men hvordan fanden undgår jeg at ende i den frygtede "Friendzone" som man næsten ikke kan komme ud af igen, når man først er endt der & hvad ville I gøre i min situation?! Føler jeg skal gøre et eller andet!
På forhånd tak!