Fundamentalisme? Nej tak!! - her er en bedre vej.
Jehovas vidner er bekymrede over den nedbrydning af åndelige værdier der sker i verden, samt over den umoralitet og religiøse usikkerhed som præger samfundet. Som følge af denne holdning bliver de undertiden kaldt fundamentalister. Men er de det? Nej. De har en stærk religiøs overbevisning, men de er ikke fundamentalister i den negative betydning ordet har fået i dag. De lægger ikke pres på politiske ledere for at fremme et bestemt synspunkt, og de tyr hverken til demonstrationer eller vold mod dem de er uenige med. De har fundet en bedre vej. De efterligner deres fører, Jesus Kristus.
Jehovas vidner er overbeviste om at der er en religiøs sandhed, og at den findes i Bibelen. (Johannes 8:32; 17:17) Bibelen lærer imidlertid kristne at opdyrke venlighed, godhed, mildhed og rimelighed — egenskaber der ikke giver rum for fanatisme. (Galaterne 5:22, 23; Filipperne 4:5) I Jakobs Brev bliver kristne tilskyndet til at opdyrke „visdommen ovenfra“, der beskrives som „først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter“. Jakob tilføjer: „Retfærdigheds frugt [får] sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“ — Jakob 3:17, 18.
Jehovas vidner husker at Jesus satte sandhed i højsædet. Han sagde til Pontius Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Han var en frygtløs fortaler for sandheden, men han forsøgte aldrig at påtvinge andre sin overbevisning. Han appellerede derimod til deres sind og hjerte. Han vidste at al løgn og uretfærdighed vil blive fjernet fra jorden på den måde og på det tidspunkt som er fastsat af hans himmelske Fader, en „god og retskaffen“ Gud. (Salme 25:8) Derfor forsøgte han ikke at undertrykke dem som var uenige med ham. Tværtimod var det de ortodokse religiøse ledere på Jesu tid der prøvede at undertrykke ham. — Johannes 19:5, 6.
Jehovas vidner har klare holdninger når det gælder religiøse læresætninger, og deres adfærd er baseret på grundfæstede moralnormer. Ligesom apostelen Paulus er de overbeviste om at der kun er „én Herre, én tro, én dåb“. (Efeserne 4:5) De er også opmærksomme på Jesu ord: „Snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Mattæus 7:13, 14) De forsøger dog ikke at påtvinge andre deres tro, men „beder“ alle der ønsker det, om at ’blive forligt med Gud’. (2 Korinther 5:20) Dette er den bedre vej — Guds vej.
Religiøs fundamentalisme er, sådan som udtrykket bruges i dag, noget helt andet. Fundamentalister bruger mange metoder, undertiden voldelige, for at pådutte samfundet deres principper. Ved at gøre det bliver de en integreret del af det politiske system. Jesus sagde imidlertid at hans disciple ikke måtte være „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:16; Jakob 4:4) I overensstemmelse med disse ord holder Jehovas vidner sig strengt neutrale i politiske anliggender. Og som den italienske avis Fuoripagina skriver, „forsøger [de] ikke at tvinge nogen til noget som helst; alle kan frit vælge om de vil lytte til dem eller ej“. Resultatet er at folk af alle slags, selv tidligere fundamentalister, føler sig draget af det fredens budskab fra Bibelen som Jehovas vidner forkynder. — Esajas 2:2, 3.
Jehovas vidner erkender at mennesker ikke formår at løse de problemer som bekymrer fundamentalisterne. Man kan ikke tvinge en anden til at tro på Gud eller acceptere en religiøs overbevisning. Troen på at det kan lade sig gøre, har ført til nogle af historiens værste rædsler, såsom korstogene, Inkvisitionen i middelalderen og „omvendelsen“ af indianerne. Hvis man imidlertid stoler på Gud, vil man være villig til at lægge sagen i hans hånd.
Ifølge Bibelen har Gud sat en grænse for hvor længe han vil tillade mennesker at overtræde hans love og således være årsag til lidelser og smerter. Den tid er næsten udløbet. Allerede nu hersker Jesus som himmelsk konge i Guds rige, og snart vil dette rige fjerne de jordiske regeringer og overtage den daglige ledelse af menneskeheden. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 11:15, 18) Resultatet vil være et verdensomspændende paradis hvor fred og retfærdighed vil råde i overflod. Til den tid vil der ikke herske uenighed om hvordan den sande Gud bør tilbedes. „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) Evige værdier som loyal hengivenhed, sandhed, retfærdighed og godhed vil sejre til gavn for hele den lydige menneskehed.
Salmisten så frem til denne tid og skrev følgende i poetiske vendinger: „Loyal hengivenhed og sandhed har mødt hinanden; retfærdighed og fred har kysset hinanden. Sandheden spirer frem af jorden, og retfærdigheden ser ned fra himmelen. Desuden vil Jehova give hvad der er godt, og vort land vil give sin grøde. Foran ham vil retfærdigheden vandre, og den vil afstikke en vej i hans spor.“ — Salme 85:10-13.
Selv om vi ikke kan forandre verden, kan vi allerede nu som enkeltpersoner opdyrke troskab mod Guds normer. Vi kan bestræbe os for at være den slags mennesker Gud ønsker som sine tilbedere i den nye verden. Vi vil da være blandt de sagtmodige salmisten omtaler: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:11) Gud støtter og velsigner dem der gør hans vilje, og han lover at udrette vidunderlige ting for dem i fremtiden. Apostelen Johannes siger: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.
Jehovas vidner er overbeviste om at der er en religiøs sandhed, og at den findes i Bibelen. (Johannes 8:32; 17:17) Bibelen lærer imidlertid kristne at opdyrke venlighed, godhed, mildhed og rimelighed — egenskaber der ikke giver rum for fanatisme. (Galaterne 5:22, 23; Filipperne 4:5) I Jakobs Brev bliver kristne tilskyndet til at opdyrke „visdommen ovenfra“, der beskrives som „først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter“. Jakob tilføjer: „Retfærdigheds frugt [får] sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“ — Jakob 3:17, 18.
Jehovas vidner husker at Jesus satte sandhed i højsædet. Han sagde til Pontius Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Han var en frygtløs fortaler for sandheden, men han forsøgte aldrig at påtvinge andre sin overbevisning. Han appellerede derimod til deres sind og hjerte. Han vidste at al løgn og uretfærdighed vil blive fjernet fra jorden på den måde og på det tidspunkt som er fastsat af hans himmelske Fader, en „god og retskaffen“ Gud. (Salme 25:8) Derfor forsøgte han ikke at undertrykke dem som var uenige med ham. Tværtimod var det de ortodokse religiøse ledere på Jesu tid der prøvede at undertrykke ham. — Johannes 19:5, 6.
Jehovas vidner har klare holdninger når det gælder religiøse læresætninger, og deres adfærd er baseret på grundfæstede moralnormer. Ligesom apostelen Paulus er de overbeviste om at der kun er „én Herre, én tro, én dåb“. (Efeserne 4:5) De er også opmærksomme på Jesu ord: „Snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Mattæus 7:13, 14) De forsøger dog ikke at påtvinge andre deres tro, men „beder“ alle der ønsker det, om at ’blive forligt med Gud’. (2 Korinther 5:20) Dette er den bedre vej — Guds vej.
Religiøs fundamentalisme er, sådan som udtrykket bruges i dag, noget helt andet. Fundamentalister bruger mange metoder, undertiden voldelige, for at pådutte samfundet deres principper. Ved at gøre det bliver de en integreret del af det politiske system. Jesus sagde imidlertid at hans disciple ikke måtte være „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:16; Jakob 4:4) I overensstemmelse med disse ord holder Jehovas vidner sig strengt neutrale i politiske anliggender. Og som den italienske avis Fuoripagina skriver, „forsøger [de] ikke at tvinge nogen til noget som helst; alle kan frit vælge om de vil lytte til dem eller ej“. Resultatet er at folk af alle slags, selv tidligere fundamentalister, føler sig draget af det fredens budskab fra Bibelen som Jehovas vidner forkynder. — Esajas 2:2, 3.
Jehovas vidner erkender at mennesker ikke formår at løse de problemer som bekymrer fundamentalisterne. Man kan ikke tvinge en anden til at tro på Gud eller acceptere en religiøs overbevisning. Troen på at det kan lade sig gøre, har ført til nogle af historiens værste rædsler, såsom korstogene, Inkvisitionen i middelalderen og „omvendelsen“ af indianerne. Hvis man imidlertid stoler på Gud, vil man være villig til at lægge sagen i hans hånd.
Ifølge Bibelen har Gud sat en grænse for hvor længe han vil tillade mennesker at overtræde hans love og således være årsag til lidelser og smerter. Den tid er næsten udløbet. Allerede nu hersker Jesus som himmelsk konge i Guds rige, og snart vil dette rige fjerne de jordiske regeringer og overtage den daglige ledelse af menneskeheden. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 11:15, 18) Resultatet vil være et verdensomspændende paradis hvor fred og retfærdighed vil råde i overflod. Til den tid vil der ikke herske uenighed om hvordan den sande Gud bør tilbedes. „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) Evige værdier som loyal hengivenhed, sandhed, retfærdighed og godhed vil sejre til gavn for hele den lydige menneskehed.
Salmisten så frem til denne tid og skrev følgende i poetiske vendinger: „Loyal hengivenhed og sandhed har mødt hinanden; retfærdighed og fred har kysset hinanden. Sandheden spirer frem af jorden, og retfærdigheden ser ned fra himmelen. Desuden vil Jehova give hvad der er godt, og vort land vil give sin grøde. Foran ham vil retfærdigheden vandre, og den vil afstikke en vej i hans spor.“ — Salme 85:10-13.
Selv om vi ikke kan forandre verden, kan vi allerede nu som enkeltpersoner opdyrke troskab mod Guds normer. Vi kan bestræbe os for at være den slags mennesker Gud ønsker som sine tilbedere i den nye verden. Vi vil da være blandt de sagtmodige salmisten omtaler: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:11) Gud støtter og velsigner dem der gør hans vilje, og han lover at udrette vidunderlige ting for dem i fremtiden. Apostelen Johannes siger: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.