Føler mig svigtet

Hvordan forholder jeg mig til:
En rigtig god veninde, gennem mange år, har fuldstændig glemt mig-- fuldstændigt--
Efter hun har fundet måske manden i sit liv !!! Jeg har altid været der for hende, så jeg skrev om det havde noget personligt, med mig at gøre!! Nej nej vi ses snart!!!
Der er nu gået et ½ år, jeg føler mig øv øv
vi er ikke helt unge mere. Omk. 55 år

tænker kun på sig selv - jeg er den eneste der tænker på mig!"
Hvad med at glæde dig over at hun har fundet manden i sit liv? Hvis hun har svaret dig at det ikke har noget med dig personligt at gøre, så forhold dig til det svar i stedet for - på typisk kvindevis! - at blive ved med at gruble over noget som kun foregår i dit eget hoved!
Glæd dig nu bare og giv veninden lov til at nyde sit liv uden bebrejdelser fra dig!
Har du ikke andre veninder? Hvad med om du foreslår at I mødes? Inviter hende - hvis hun ikke vil komme må du acceptere at hun hellere vil være sammen med sit livs kærlighed fremfor veninder!
Lyder måske hårdt, men er venligt ment :-)

Og glæder mig på hendes vegne.
Men er det ikke lidt egoistisk, jeg ville aldrig behandle mine venner sådan.
Jo jeg har andre venner, men er alligevel lidt skuffet.

Det er aldirg rart at sidde tilbage og føle sig svigtet, men din veninde har valgt sin måde at leve sit liv på og det kan du ikke ændre og skal heller ikke prøve på det. Jeg tager det for givet, at du har inviteret både hende og kæresten over til dig..flere gange.
Glæd dig over alle de forhåbentlige dejlige oplevelser i har haft sammen.
Glæd dig over hun har fundet lykken og und hende den.
Glæd dig over hun stadig holder af dig.
Glæd dig over du har et langt liv foran dig, med alle de muligheder der ligger i det.

..er det farligste ord der findes om fremtiden. Du ved ikke hvad livet kommer til at byde dig, og om du kommer til at gøre det samme, bevidst eller ubevidst.
Du ønsker ikke at gøre det, for du ved det er et tab og at det gør ondt.
Men man kan ALDRIG vide...

Det KAN jo være at du en dag også rammes af en pludselig forelskelse! Så vil det altså være skønt at vide at veninderne under én det godt og ikke bebrejder dig din nyfundne glæde!
Accepter hendes beslutning - andet kan du ikke gøre ved det, hvis du vil bevare venskabet. De bedste venner er dem der er der selvom man måske ikke ses så tit!

Livet må da have lært dig at det er en klassisk situation du er havnet i.
Hun kommer igen, når det er blevet hverdag med kæresten, men det kan selvfølgelig tage lidt tid.
Du siger du ALDRIG ville handle sådan. Det kan da godt være det er rigtigt, men jeg har nu aldrig set andet og er man oven i købet et venindepar, der har været rigtig meget sammen fordi man har brugt hinanden, mens der alligevel ikke var nogen mænd i en liv, så vil det uværligt give en reduktion i samværet - ikke?
Inviter dem. Inviter hende sammen med jeres andre veninder osv. Det bliver nok aldrig helt det sammen igen, men derfor har du vel ikke mistet hende.

Og tag det for guds skyld ikke personligt. Det har intet med dig at gøre, blot en ændret livssituation for din veninde.

Kan godt forstå du er ked af det, og det har du lov til.
Synes da også selv det er lidt underligt aat man bare sådan uden videre kan ryge ud af en venindes liv, jo vel har veninden travlt- men er man veninder har man vel også travlt med at plapre om sin udkårne?
Se på mændende de opgiver ikke skraks fluks alt når de får en kæreste!
Det kan godt virkel sådan lidt kunstigt selve venindeskabet når det bare sådan har været der og så bare lige ik er der.
Man grubler da i den sammenhæng over hvad der i grunden var.
Jeg gør og det har INTET at gøre med at man ikke kan unde veninden lykke, men jeg mener bare at kvinder ofte når de har fundet manden, fravælger alt andet (også på længere sigt)
Intet ondt i det, men man føler sig måske ikke særlig betydelig.

Jeg ser sådan på det, Det virker, for nogle kvinder måske sådan,( Nu har de deres på det tørre,) ER DET VENSKAB**
Hvis forholdet ryger for hende-- ved jeg hun kommer igen, (sket før). Skal jeg igen stå med udstrakt hånd?
Vendes problemet!!! Havde jeg foretrukket en ærlig udmelding-- Jeg har ikke overskud, til andet end ham.
Min kæreste mener det er for uværdigt.
Selvom man er forelsket, kan man trænge til en god snak, med en man kender godt.
Venskaber med gamle rødder-- er ikke noget man lige trækker ud af en automat.
Tak for jeres kommentarer. Meget forskellige

Det er en svær situation.
Problemet i vores kultur er jo også at man nærmest bliver hånt jo mere ''large'' man er.
Det er jo ik lige det man vil opnå, hvor er det trist.
Man bør nok give nyforelskede tid til hinanden, men ikke mere end et halvt års tid vil jeg mene, så bør man genoptage venskabet.
Man er vel unik, og et menneske der har betydning, det ændrer en kæreste jo atså ikke på lige meget hvad.
Ja du har krav på nærhed hvis i skal være veninder.
Det kræver sgu ik så meget, et telefon opkald en søndag middag, et kort, en lile gave, alle de der ting, og så selvfølgelig hvis man har brug for en snak som du skriver.
Hvis du giver plads ka du også stille krav.