Føler mig tilsidesat af min mor...
Hej!
Jeg er en kvinde sidst i 20´erne. Mit problem er:
Jeg har en søster der er to år yngre end mig og vi har altid haft og har det godt sammen. Vi er forskellige på en del punkter, men kommer godt ud af det. Ikke for at lyde "højrøvet", men måske det har en betydning for mit problem - jeg er højere uddannet end min søster, tjener flere penge og er i et mere solidt forhold (hendes forhold er op og ned) Min søster har altid været mere sårbar end jeg. Desuden er hun sådan én man altid vil hjælpe - jeg kan blive helt trist, når hun er ked af det! Mangler hun penge, låner jeg hende.
Mine forældre dvs. nok meget min mor, hjælper hende også altid og har altid gjort. Når jeg tænker tilbage på vores barndom, har min mor altid forsvaret min søster osv.
Problemet er nu, at jeg syntes det hele bliver for meget. For nogle år siden tog jeg min uddannelse 50 km væk fra mine forældre og jeg kan tælle på 1 hånd, hvor mange gange de besøgte mig på de 6 år jeg boede der. Hvis de alligevel skulle til den by jeg boede i, var det ikke altid de fortalte mig det og kom dermed ikke på besøg. Og de besøgte ofte min søster & hendes kæreste. Nu er jeg flyttet til samme by som min søster, men de besøger alligevel mere min søster end jeg - selvom de kører lige forbi! Min søster og mor taler i telefon ca. hver dag (fortæller de selv). Jeg ringer sjældent til mine forældre, fordi jeg ikke har noget specielt at berette og iøvrigt gider jeg ikke høre på min mor, da hun sjældent spørger ind til mig, da hun har mere travlt med alt muligt sladder fra den lille landsby de bor i og sladder om den øvrige familie...
Jeg har ALDRIG lånt penge af mine forældre, da jeg har formådet at klare mig selv. Min mor har dog engang sagt, at hvis jeg manglede penge, måtte jeg jo "ud på flisen"....!!!
Nu ved jeg, at min søster lige har fået betalt en fest for familie og venner - min mor hjælper og bestemmer, hvilket min søster syntes er fantastisk. Desuden blander min mor sig i min søster og hendes kærestes økonomi - sidder og laver forskellige papire for dem. Dette klare jeg og min kæreste selv - vi ønsker ikke at min mor blander sig (det sker så nok heller aldrig 😉 ) Da jeg blev færdig med min udd. kom mine forældre hurtigt forbi til en kage jeg selv havde bagt - da min søster var færdig med sin udd., var det med overraskelse og højtbelagt smørrebrød - som mor selvfølgelig havde stået for!
Det er vigitigt for mig, at understrege, at det her ikke handler om penge - men om et princip... Jeg har endnu ikke selv børn, men kunne ikke forestille mig, at jeg en dag ville gøre forskel overfor mine børn - jeg vil elske dem uanset hvilke valg de tager!
F.eks. har min søster og hendes kæreste samme ferie-form som mine forældre - det er jo dejligt - og min mor viser tydeligt begejstring for dette. Min kæreste og jeg tager ud i verdenen - min mor har ikke set et eneste billede fra vores tur - hun spørger nærmest ikke ind til det. Jeg har stået i lufthaven efter en måned i Sydamerika - jeg ringer hjem og fortæller at vi er landet - det næste hun siger er - "nu skal du høre noget om Ole" ( et familiemedlem).......
Jeg har aldrig sagt det direkte til min mor - har dog kommet med små bemærkninger, og så bliver hun lidt mut - inderst inde ved hun jo godt at det er forkert, tror jeg. Jeg ved hun er mor og selvfølgelig vil gøre det bedste og gerne vil hjælpe min søster, når hun er i enten økonomiske problemer eller har problemer i forholdet. Måske gør hun det netop fordi min søster er mere sårbar - måske fordi min søster ringer hjem hver dag og jeg ikke gør....Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det faktisk gør mig ked af det - jeg føler mig tilsidesat!
Jeg er en kvinde sidst i 20´erne. Mit problem er:
Jeg har en søster der er to år yngre end mig og vi har altid haft og har det godt sammen. Vi er forskellige på en del punkter, men kommer godt ud af det. Ikke for at lyde "højrøvet", men måske det har en betydning for mit problem - jeg er højere uddannet end min søster, tjener flere penge og er i et mere solidt forhold (hendes forhold er op og ned) Min søster har altid været mere sårbar end jeg. Desuden er hun sådan én man altid vil hjælpe - jeg kan blive helt trist, når hun er ked af det! Mangler hun penge, låner jeg hende.
Mine forældre dvs. nok meget min mor, hjælper hende også altid og har altid gjort. Når jeg tænker tilbage på vores barndom, har min mor altid forsvaret min søster osv.
Problemet er nu, at jeg syntes det hele bliver for meget. For nogle år siden tog jeg min uddannelse 50 km væk fra mine forældre og jeg kan tælle på 1 hånd, hvor mange gange de besøgte mig på de 6 år jeg boede der. Hvis de alligevel skulle til den by jeg boede i, var det ikke altid de fortalte mig det og kom dermed ikke på besøg. Og de besøgte ofte min søster & hendes kæreste. Nu er jeg flyttet til samme by som min søster, men de besøger alligevel mere min søster end jeg - selvom de kører lige forbi! Min søster og mor taler i telefon ca. hver dag (fortæller de selv). Jeg ringer sjældent til mine forældre, fordi jeg ikke har noget specielt at berette og iøvrigt gider jeg ikke høre på min mor, da hun sjældent spørger ind til mig, da hun har mere travlt med alt muligt sladder fra den lille landsby de bor i og sladder om den øvrige familie...
Jeg har ALDRIG lånt penge af mine forældre, da jeg har formådet at klare mig selv. Min mor har dog engang sagt, at hvis jeg manglede penge, måtte jeg jo "ud på flisen"....!!!
Nu ved jeg, at min søster lige har fået betalt en fest for familie og venner - min mor hjælper og bestemmer, hvilket min søster syntes er fantastisk. Desuden blander min mor sig i min søster og hendes kærestes økonomi - sidder og laver forskellige papire for dem. Dette klare jeg og min kæreste selv - vi ønsker ikke at min mor blander sig (det sker så nok heller aldrig 😉 ) Da jeg blev færdig med min udd. kom mine forældre hurtigt forbi til en kage jeg selv havde bagt - da min søster var færdig med sin udd., var det med overraskelse og højtbelagt smørrebrød - som mor selvfølgelig havde stået for!
Det er vigitigt for mig, at understrege, at det her ikke handler om penge - men om et princip... Jeg har endnu ikke selv børn, men kunne ikke forestille mig, at jeg en dag ville gøre forskel overfor mine børn - jeg vil elske dem uanset hvilke valg de tager!
F.eks. har min søster og hendes kæreste samme ferie-form som mine forældre - det er jo dejligt - og min mor viser tydeligt begejstring for dette. Min kæreste og jeg tager ud i verdenen - min mor har ikke set et eneste billede fra vores tur - hun spørger nærmest ikke ind til det. Jeg har stået i lufthaven efter en måned i Sydamerika - jeg ringer hjem og fortæller at vi er landet - det næste hun siger er - "nu skal du høre noget om Ole" ( et familiemedlem).......
Jeg har aldrig sagt det direkte til min mor - har dog kommet med små bemærkninger, og så bliver hun lidt mut - inderst inde ved hun jo godt at det er forkert, tror jeg. Jeg ved hun er mor og selvfølgelig vil gøre det bedste og gerne vil hjælpe min søster, når hun er i enten økonomiske problemer eller har problemer i forholdet. Måske gør hun det netop fordi min søster er mere sårbar - måske fordi min søster ringer hjem hver dag og jeg ikke gør....Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det faktisk gør mig ked af det - jeg føler mig tilsidesat!