socialfobi

Jeg håber at der er en eller anden( måske flere) der kan gi mig et godt råd.
jeg er en af dem der er ramt af socialfobi. har lige fundet ud af det.
jeg vil gerne vise min familie at jeg lider af det, og ha dem til at forstå det. men jeg kan ikke, og det er jeg trist over.
hver gang jeg prøver at fortælle dem det, skifter de emne. lige meget hvor mange gange jeg prøver. så jeg håber at der er en eller anden der kan komme med et godt råd.

Hvad er det lige du lider af? kan du uddybe sygdommen og hvad er eventuelle symptomer?

For at være blandt mange mennesker, at ingå i sociale sammenhænge.
Jeg har ikke andet råd til dig end, bank i bordet og forlang at blive hørt !
Det har du krav på, muligt dine nærmeste ike ved hvordan de skal forholde sig, men høre på skal de !!

Skriv et brev til den/dem af dine forældre og søskende som er bedst til den "følelser og den slags" og bed om hjælp til at forklare de andre det.
Bed dem også om at gøre sig umage med at forstå at velmenende råd ikke hjælper dig - tvært imod. Råd som "du skal bare tage dig selv i nakken" eller "der er folk, som har det værre" eller "bed Gud om hjælp" eller den allerværste "det går nok over med tiden".
Der findes mange gode kurser og grupper, der behandler din form for fobi. Håber for dig at du finder en løsning, der gør det hele lidt lettere til hverdag.
Op med humøret. Du er ikke alene : )

Hej med dig.
Jeg lider selv af socialangst, og jeg føler med dig. Mine forældre skiftede ikke emne men jeg tror problemet er det samme, de føler skyld og det må ikke være, mine forældre lider ihvertfald under det i dag, *suk* selvom det tildels ikke er deres skyld og dog... hvis du vil snakke om det så svar på mit indlæg med en e-mailadresse så kan jeg skrive dig en email.
Med venlig hilsen
Ann.

Der var et indslag i Go' aften Danmark i går om socialfobi. På hjemmesiden goaften.tv2.dk under info fra TV står der bl.a. lidt info om steder man kan henvende sig, hvis man har brug for hjælp. Der er sikkert nogen, der give dig et råd til, hvordan du får "råbt din familie op".
Her er de steder, der blev nævnt:
Kognitivt Psykologcenter www.buemann-wattar.dk
Lider du af angst, kan du bl.a. søge hjælp hos Angstforeningen på tlf. 38 38 48 23 eller Angstlinien på tlf. 70 20 71 70

Hej,
jeg har haft socialfobi i større eller mindre grad i årevis, og sammen med en spand andre problemer tager det godt nok på kræfterne ;-)
Det er jo altid individuelt, men kognitiv terapi (hvor der fokuseres på at ændre tilstanden i stedet for at forklare den) og medicin har hjulpet mig meget. Heldigvis har jeg en god læge som sendte mig til psykiater med det samme, så prøv at starte hos din egen læge. Hold fast i at det ER er et problem og at det ER hæmmende/et handicap for dig - også selvom det er svært at fortælle en anden (og at indrømme det i første omgang).
Jeg ved ikke hvor hårdt du er ramt, men jeg har selv prøvet at knække mig en hel nat igennem fordi jeg skulle ud af mit hjem om dagen, græde foran hoveddøren og andre charmerende ting. Jeg tror, det vigtigste er ikke at blive bange for at blive bange så at sige. Det kan godt være at din krop og dit sind fortæller dig at du er ved at dø, men tro mig: det bliver ikke bedre af at give efter eller op. Ikke at det er så nemt, men prøv ikke at fokusere på dine fysiske reaktioner (hvis du har nogle) og i stedet forsøge at "ride" angsten og få et billede af, hvad der sker i dine tanker. Alternativet er KUN at fokusere på dem og opdage, at man ikke dør af dem eller ligefrem prøve at fremprovokere dem. Hey, jeg kan fx. kaste op på kommando - fremragende hvis man har maveforgiftning eller influenza og ikke vil tilbringe hele natten på wc, så noget godt kommer der da ud af det ;-)
At forklare andre hvordan det føles er svært. Skægt nok bryder de fleste mennesker sig ikke om at høre, at man bliver lige så skrækslagen ved at se dem som ved at se en stor, fed giftedderkop på sin hovedpude, hvilket er hvad jeg plejer at sige.
Til en start tror jeg, at de fleste vil reagere ved at lukke ørerne - det er jo aldrig rart at høre at en man holder af har ondt, og det er svært ikke at kunne gøre noget eller kunne sige "det er bare et brækket ben, du skal bare i gips i en måned". Din læge/angstforeningen e.l. har sikkert en eller flere brochurer om socialfobi, og måske det kunne hjælpe at lade den/dem ligge på spisebordet? Det ville gøre problemet mere anerkendt/virkeligt. Biblioteket har også bøger om emnet.
Forbered dig på alle de råd, der begynder med "du skal bare". De gør ondt at få i nakken, for det er jo hvad - i hvert fald jeg - så gerne ville og ikke kan forklare hvorfor jeg ikke kan. Jeg tager diskussionen med folk hver gang, og de allerfleste gange er det positivt. Om ikke andet fordi de fleste er høflige nok til at nikke og give mig ret ;-)
Jeg har dog måttet sande, at det virkelig "bare" er et spørgsmål om at indse at kun jeg kan gøre noget ved det her og så "tage mig sammen". Jeg kan ikke rigtig forklare det bedre - det er sket gradvist og både er og har været skidehårdt. Hver dag. Hver gang. Men det bliver lettere. For mig har det hjulpet at skrive ned - fx med en uges mellemrum - hvordan jeg har haft det/ting jeg ikke har kunnet (gå en tur, købe ind, ringe til nogen). På den måde kan jeg tage sedler frem fra et år siden og konstatere, at ok, så dårligt har jeg det ikke mere.
Undskyld, jeg blev vist revet lidt med her :-)

Det er sku svært at sææte ord på oplevelser, som andre ikke kender til, jeg har opgivet det.
Selv blandt de mennesker der får penge for at skulle prøve at forstå andre, er det næsten udmuligt, ellers tror jeg ikke på den med sociale forbi, du er sku kun bange for at vise hvem du selv er, sådan har jeg det også til tider.
Du holder kun dig selv tilbage, fordi du er bange for dig selv og dine tanker og meninger. Andet er det ikke, og så giver de dig en diangnose for det, så du kan give det en mening for din omverden.
Mvh

jeg blev helt glad da jeg læste alle svarene. det er rart at hører at der er andre end mig. selvom det ikke er særligt sjovt at være i samme båd :)
jeg er igang med at få hjælp. har været ved lægen som også har sendt mig videre, så nu venter jeg bare på et tidspunkt for at komme til samtale :)
Endnu engang tusind tak for at ha taget mig seriøst:)
knus Cba