Først min far, så min mormor, og nu en af mine venner

Jeg er ved at gå helt i stå af smerte. Først døde min far pludseligt i januar af en blodprop. Vi havde haft et anstrengt forhold til hinanden i mange år, men det var som om vi var kommet tættere på hinanden i hans sidste år. Hans død slog mig virkelig hårdt fordi der var så mange ting, som jeg gerne ville have snakket med ham om. Som vi var klar til at tage hul på og som jeg nu aldrig får mulighed for at få svar på.
Jeg har prøvet at holde smerten væk i lang tid. Men så døde min mormor for en måned siden. Det var ikke en overraskelse for os. Hun var blevet gammel og havde haft et smukt liv. Men til hendes begravelse sad min søster og jeg og græd så tårerne flød ned gennem kirken. Det var som om alle følelserne fra vores fars død kom tilbage 10 gange forstærket af vores kærlighed til vores mormor.
Det sidste slag for mig var, at jeg i går fik at vide at en af mine gode venner har fået konstateret en ondartet kræft-svulst på størrelse med en tennisbold i hjernen. Han skal opereres, men det bliver formentlig kun en stakket frist. Det kan ikke helbredes totalt. Min hustru har været igennem bryst-kræft for 3 år siden, og jeg ved hvilken smerte han og hans familie nu gennemgår.
Jeg ved ikke hvorfor alt dette skal ramme mig i år. Det har virkelig været et annus horribilis, og jeg føler at hver gang jeg har været på vej til at rejse mig, så er jeg blevet slået omkuld igen. Jeg er selv ved at sprænges af smerte. Min viv er frustreret over, at jeg er så negativ og deprimeret, og vi skændes hele tiden efterhånden.
Min viv mener, at jeg har en depression. Men det jeg læste på NetDoktor's depressionsider passede ikke på mig. Så faldt jeg over disse sider og fik tårer i øjnene da jeg læste nogen af indlæggene. Beskrivelser af andres savn skar ind i min sjæl og jeg kunne mærke smerten lige med det samme.
Hvad skal jeg gøre?
Hilsen, En mand

der i heldigste fald, ind imellem, afbrydes af vidunderlige pauser fyldt med fred, lykke og ubekymret glæde".
Som man siger: "En ulykke kommer sjældent alene". Der er bare så hårdt, når man føler, verden styrter sammen gang på gang.
Du har også brug for at sørge, og skal give sorgen tid. Når du er kommet ikke over, men igennem sorgen, kommer du stærkere videre. Tro mig.

Havde også et år hvor jeg var ramt konstant. Det var lige oven i mine 9 eksaminer og jeg fik sindssyg stres af det, slog ud og kastede op osv.
Min far fik depression, én af mine venner døde pludseligt af hjertefejl, måtte sige farvel til en anden af mine venner der rejste tilbage til sit hjemland, en tredje af mine venner har fået konstateret kræft, som måske ikke kan helbredes, jeg slog op med min kæreste og en af mine veninders lillebror døde for nogle måneder siden. Værsgo. 25 år....nu har jeg afsonet, jeg kan ikke umiddelbart overskue mere. Men jeg er sgu ved at rejse mig igen.....Jeg har gjort god brug af mine venner, der har været gode til at rådgive mig og hele tiden være der for mig. Jeg er ikke selv gift og ikke ekspert i forhold, så jeg ved ikke hvad du kan gøre den situation. Har du sagt til hende at du har brug for plads. Min egen kæreste kan godt være lidt omklamrende hvis han mærker der er noget galt. Det er selvfølgelig i bedste mening, men han har lært, at jeg kommer tilbage hvis jeg lige får et pusterum...

det kan kun du selv.
Og husk, det er helt OK at græde, også selv om man er en voksen mand.
Men du kan forsøge at snakke om dine følelser. Og det kan da godt være, at dine omgivelser ikke ved, hvordan de skal håndtere dig og din snak, men hvis de er venner, lytter de til dig.
Og så kan du prøve at finde "de gode ting i livet", f.eks. digte, der betyder noget.
Vi har været så heldige her på SOL at opleve digte fra en mand, der ellers har en livshistorie, der kan knække de fleste af os. De er ganske vist på tysk, men et par stykker er allerede oversat, og der kommer nok flere til:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=74&posting=299592
Men sorg er svær at håndtere. Må du finde styrken i dig selv. Og husk, sorg er også en måde at vise, at "de andre" har betydet noget for dig, og at de stadig fylder i dit liv.

Hvor det dog gør mig ondt at læse om al den sorg, der har ramt dig i løbet af så kort tid.
Hvad der hjalp mig, da jeg mistede nogle af mine kære var at opsøge en, der kan tale med de afdøde.
Jeg fik sagt rigtig godt farvel, og jeg er normalt ikke til det overnaturlige.
Der var ingen tvivl om, at jeg havde kontakt til mine afdøde, jeg havde ingen hints givet.
Tror du, at det kunne være en hjælp for dig, jeg tænker specielt med hensyn til din far.
Det er forfærdelig synd med din ven.
Støt så meget du kan og magter.
Forstår ikke, at din kone IKKE har forståelse for dig, når du har støttet hende gennem en kræftsygdom..........
Måske kan hun ikke klare mere kræft. men alligevel.
Hun bør støtte og trøste dig, som du helt sikkert har støttet og trøstet hende.

jeg misforstod med hensyn til din kone.
Læser nu, at hun mener, at du har en depression......
Det tror jeg nu ikke ud fra, hvordan du skriver, men det er da soleklart, at du er ked af det og deprimeret.
Der er også sorggrupper, men ....
Jeg tror, at du får det bedre, hvis du får sagt rigtigt farvel til din far???
Med hensyn til din ven og hans familie, husk også at både du og din kone skal passe på jer selv mentalt.......
Men støtte og lytte og være der for dem, hvis I magter det....

Det gør ondt, ingen tvivl om det, men når du spørger, hvorfor skal det rammemig, så tænk på at det faktisk er nogle helt andre det rammer. -du sidder kuin som tilskuer.
Klart det gør ondt at se på, og det er givet du har brug for at snakke om det. Tal med din hustru, din søster, og eventuelt også du gode ven. Han må jo også gerne vide at du sætter pris på ham, og ønsker ham alt godt, og det kan du jo lige så godt få sagt før det er for sent.
Netdoktors sider om depression er kun vejledende. De er ikke endegyldige. Hvis du er ked af det, og har svært ved at komme over det, så gå til din læge. Det er ikke umuligt han kan hjælpe, men det er heller ikke givet at han vil. Det afhænger jo alene af hvordan situationen er. Men udover det, kan det jo være at det hjælper at få åbnet op, over for et andet menneske, ansigt til ansigt, og læger er utroligt dygtige til at sidde og tage imod på den måde.

mange ansigter.
Der står en del om depression hos Netdoktoren, men det, du har er formentlig en reaktiv depression; og den bør du søge læge for.
Når man har det som du har, er det svært at holde gang i hjulene og hvis du ikke får hjælp til at hale dig op af hullet, vil tilstanden forværres.
Hvis du er gruppe 2 (sygesikring) kan du frit vælge en psykiater som du kan konsultere - er du gruppe 1, skal du op til din læge og få en henvisning.
God bedring - og husk at sige til din viv at hun har ret.

Utroligt barske ting du har oplevet, og dermed helt naturligt at du er helt slået ud. Om du har en depression eller ej... lad en professionel afgøre det. Jeg her arbejdet mig igennem en, og ved at der er en hårfin grænse mellem hvad der er en "rigtig" depression og hvad der "bare" er sorg/ ulykkelighedsfølelse.
Under alle omstændigheder har du ret til en henvisning til en psykolog (på grund af dødsfaldene i din nærmeste familie) og det er uanset hvilken gruppe du er i i sygesikringen.
Det er svært at vide hvad der er det rigtige at gøre i din situation, det er op til dig selv at vurdere hvad du er klar til. Men at starte med at gå til lægen og få af- eller bekræftet om der er risiko for at du har en eller anden grad af en depression ville da uden tvivl være godt for dig.
pøj,pøj.

skrøbeligt...
-Og vi bliver ældre og derfor er det jo så også, at ting begynder at forandre sig og vi tænker på livet og dets måde, at arte sig over, på helt anden vis end da man var ung og sorgløs...
Jeg har været hvor du er og kan kun sige der er kun en vej.. Fremad
Dette skete på et par år: Første med meget kort mellemrum døde 2 af mine venner fra ungdommen en bare lige pludseligt at blodprop, trods ung alder, så en der drak sig ihjel efter aldrig været kommet sig over sin elsked gik fra ham...
Så var der lidt ro på, om jeg så må sige...
Så blev min nu x´s onkel ramt af lungekræft, og det var en stor dejlig stærk mand af format..Der på bare et ½ år var væk...
Så skete det værdste for mig og mine.. Min dejlige og eneste bror blev dræbt i en meget stragisk solo bilulykke..
Det var nu så tæt. at jeg næste ikke kunne bære mere...
Et år efter kom så turen til min dengang svigerfar, ham elsked jeg overalt på jorden, da han var noget af det fineste, sjoveste og dejligste mandfolk, der kunne være på denne jord...
Han havde kun mig og x og vores børn, og aldrig har jeg gået igennem så stærke oplevelser...Han havde været meget syg, og jeg sad ved hans seng til det sidste åndedrag og holdt hans hånd til det var slut...
Tragisk men smukt på en måde, at se et menneske der har levet i et smerte helved mange år, lige pludselig, blive sluppet fri af de smerte, og jeg siger dig det var så tydeligt, at han nu var et bedre sted, en oplevelse jeg i dag ikke vil være foruden, da det lærte mig, at døden også kan være mærkbar smuk og god for dem der har levet et sådan smerte helved, og så blive sluppet fri...
Livet er til tider uretfærdigt, og her for nylig blev jeg single, hvilket igen var både en befriels, men også hårdt, og trak tænder ud...
Jeg fik en nedtur og sammen med min læge og gode samtaler med hende fik hun overbevist mig om, at det ikke var en depression jeg var godt igang med, så få snakket med din læge, også for egen og ikke mindst din kone skyld...
Det her må ikke ødelægge det der jo skal være det ultimative for jer... Nemlig at i trods alt har hinande, og det må og skal være det vigtigste nu, hvor i netop skal stå sammen og jeg er sikker på du kommer op igen..
Det er jeg kommet, og kan idag bare tænke gode og positive tanker om dem jeg har mistet undervejs, fra tid til anden tager jeg en ordentlig tuder over min bror for ham savner jeg tit, men en ting der hjælper er også, at give følelser frit løb, det er så befriende bagefter, og det slutter så altid med at jeg tager på kirkegårde og sidder lidt ved hans "sted" og bare tænker alle de dejlige ting igennem vi trods alt oplevede sammen...
Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke og kan sige dig; Der er lys for ende af den tunnel du lige befinder dig i.....
Kærligst Mummi

Rigtig mange tak for alle jeres indlæg. Jeg er helt overrasket over at der er så mange der har skrevet så hurtigt tilbage. Det er rart at føle at man bliver hørt derude.
Min far havde et gammelt sommerhus, som har ligget lidt hen i de sidste par år. Han kom meget derovre og han ligger begravet 10 minutters gang fra sommerhuset. Efter hans død har vi overtaget huset og har tilbragt nogle weekender og vores ferie de sidste par uger derovre.
Der er masser af fysisk arbejde at gøre og jeg har hver gang kastet mig ud i det - og har haft det meget bedre efter det. Det er som om det at føle min krop har medvirket til at gøre det nemmere at leve.
Endvidere er jeg gået op til hans grav flere gang og har siddet ved siden af ham. Det har været lidt af et fristed, hvor jeg har kunnet græde igennem og har kunnet mærke en forbindelse til ham.
Omend jeg ikke er religiøs, så har jeg også været nogle gange til gudstjeneste i den lille kirke der hører til kirkegården. Det har været dejligt bare at sidde under gudstjenesten og lade tankerne flyde.
Men det har været svært for min viv. Hun savner mit nærvær og har svært ved at acceptere, at jeg føler trang til at arbejde derovre og dermed være alene. Vi skændtes meget om det i den sidste uge af vores ferie.
Vi kom hjem fra ferie i går. Men jeg kan mærke at jeg ikke er klar til arbejdet igen. Af forskellige årsager kan jeg godt tillade mig at holde fri i denne uge også, så jeg har overvejet at tage i sommerhuset alene de næste 2-3 dage. Men min viv har været meget imod det. Hun føler at jeg svigter hende og fravælger hendes selskab.
Mit instinkt siger mig at det er godt for mig at være derovre. Det giver mig fred at besøge kirkegården og det bringer glæde og lys ind i min sjæl at gå og bruge kroppen fysisk i naturen.
Men jeg kan også mærke at det gør min hustru ked af det, og vi skændes meget om det. Hvad synes I? Er det ok at være "egoistisk" som hun kalder det, og tage afsted alene i nogle dage?
Manden

Ja, det er i orden at forsøge at få sjælefred ved at være alene i din fars sommerhus - MEN det er ikke i orden, hvis det er noget der "tager overhånd" så du ender med hellere at ville være der end sammen med din familie. Det kan jo ende med at I må gå hver sin vej i stedet for. Men fordi du vælger at tage derover et par ekstra dage det kan jeg ikke se der er noget i vejen for. Og så må du jo stadig forsøge at få din kone til at forstå at det ikke har noget med hende at gøre men at det udelukkende handler om din sorg, din (begyndende?) depression osv. så hun ikke tror du er på vej til en skilsmisse.

Allerførst vil jeg sige, at det gør mig ondt, at du skal gennem dette. Det er så svært med sorgen når man mister.
"Du skal husker, at sorgen er et tegn på, at du har elsket. Det er alt den kærlighed, som du nu ikke kan komme af med". Dette var der én der skrev til mig, da jeg mistede min far for knap et år siden. Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig at tænke sådan, men jeg følte en lille trøst ved det.
Samtidig vil jeg sige, at hvis du har noget du ikke fik sagt til din far og, hvis det ikke er nok at fortælle det ved graven, så opsøg en clairvoyant. Jeg er nu selv kommet så langt, at det blive et af mine næste projekter i min bearbejdning af sorgen. Håber på, at jeg kan få kontakt til min far og få sagt, hvor meget jeg elsker og savner ham. Selv om han godt vidste det. Men jeg kom sølle 10 min. for sent, da han døde og jeg mangler ligesom at få sagt rigtig farvel.
Min mand havde lige som din kone lidt svært ved at jeg sørgede. Det skændtes vi også lidt om. Han blev ved med at sige, at det var godt min far fik fred (han havde haft sclerose i 20 år og led meget til sidst). Det var det SELVFØLGELIG også, men jeg var slået helt ud ved tanken om, at jeg nu ingen far havde mere. Synes jo også, at det var alt for ung en alder, at han døde i. Jeg var 34 og han var 54..
Jeg havde lige som dig brug for at være alene. Jeg gik lange ture. Jeg tror, at det gjorde ham utryg. Han har siden sagt, at han var ked af, at jeg ikke var mere åben om, hvad jeg følte. Men nogen gange kunne jeg slet ikke finde ord for den tomhed jeg havde inden i mig.
Men jeg kan godt forstå, at han blev lidt bange. Jeg var langt nede. Det her var bare MIN måde at bearbejde sorgen og det måtte han accepterer.
Måske mangler din kone også, at du er mere åben. Også selv om det er svært. Men det du gør, er jo DIN måde at bearbejde på. Tag den tid det tager.
Hvis jeg havde haft muligheden for, at tage ud og blive fysisk træt af at arbejde på et sommerhus i nærheden af min fars grav, så havde jeg bestemt også gjort det.
Jeg ved ikke, om der er noget af dette der har hjulpet dig. Ellers kunne du måske prøve at gå ind på Mindet.dk. Her kan du læse andres fortællinger om deres sorg, komme i kontakt med nogen der har det som dig eller måske bare tænde et lys for din far.
Alt held og lykke til dig.
Mvh
Tina

For to år siden mistede jeg min far. Den dag han blev begravet, blev min mand indlagt med et galdestensangreb, som udartede sig næsten livstruende p.g.a. en mislykket operation. Midt i det hele døde en af vore bedste venner pludselig af en blodprop. Målet var fuldt - så rigeligt endda, og man ved næsten ikke, hvor man skal hente kræfter og overskud til at komme videre. Mit råd til dig er at tale om det, skrive om det, acceptere at du er inde i en dyb krise med sorg, savn og fortvivlelse - og kan du ikke klare dig igennem selv og/eller med familie og venners hjælp og støtte, så tøv ikke med at bede om professionel hjælp. Mine bedste ønsker for dig!

se under www.netpsych.dk
Der er en depressionstest, som du måske kan bruge til noget.
Hvis det hjælper dig, skal du da tage afsted et par dage i sommerhuset.
Men det er bedst for dig og din kone, at I er sammen om det her.
Du må ikke udelukke hende, det er synd.

Der skete en masse i går. Bla pga alle jeres svar herinde (tak) så fik jeg taget mig sammen til at tage fat om nogle ting. Jeg var først oppe ved et gammelt familiegravsted, som jeg er blevet klar eksisterede efter min fars død. Det var en god oplevelse at se gravene for mine oldeforældre som jeg aldrig har haft en relation til. Jeg fik ryddet op deroppe og fik tænkt og grædt lidt mere.
Derefter var jeg hos lægen for at finde ud af om jeg nu var depressiv, som min viv påstod. Han var meget klar i sin diagnose. Det var sorg og ikke depression, og syntes absolut ikke at jeg skulle have medicin. Han anbefalede dog en terapeut, som andre herinde. Det går jeg og tygger på.
Men det vigtigste var at jeg besluttede at blive hjemme. Det gik op for mig hvilket slag det ville være for min hustru hvis jeg bare tog afsted uden hende i denne situation.
Jeg holder meget af hende, og det gjorde på en måde også godt at fokusere på hende igen. Jeg kan altid slå græsplænen, hvis jeg trænger til noget motion.
Igen tak for jeres input. Jeg tror, at jeg er kommet lidt videre. Der er i hvert fald mere mod på tilværelsen i dag.
Knus. Manden

Uanset om du har en depression eller ej, så er det en tøft tid. Jeg vil anbefalde dig at tag fat i din læge. Så kan det være at du kan undgå en depression.
/t

Jeg syntes, det lyder som en helt almindelig sorgreaktion.
Maaske en lidt voldsom reaktion. Dyster.
Man gaar altsaa fra snoevsen, naar man mister,- og det er ret massivt for dig for tiden.
Snak aerligt med din kone om din sorg og angst.
Proev saa at gaa ud og faa nogle gode oplevelser sammen i naturen, her findes ro og healing til alt det, der rasserer indeni og nye oplevelser at dele og koncentrere sig om.
Man soerger og bekymrer sig ikke, naar man kigger efter svampe i en skov eller gaar tur ved vandet,- og det er ogsaa omsonst at skaendes der.
Faa gode oplevelser indeni til at fylde ud for al den sorg og tomrum, og saa maaske snak med en terapeut, der kan hjaelpe dig videre.
Det er en kliché- men tiden laeger virkeligt alle saar,- tingene gaar altid paa en eller anden maade altid , og vi mennesker bekymrer os for meget.
Lev! Og kan du ikke selv komme videre, da soeg hjaelp.
Jeg mistede min far, da jeg var 14, -siden flere naere familiemedlemmer,- og i torsdags var jeg til min elskede barndomvenindes begravelse.
Jeg er tung i livet af sorg over den sidste begravelse, men gik selv en tur i skoven og drak en oel med min mand og barn nede ved vandet i dag, mens vi kiggede paa det smukke omkring os.
Livet skal gaa videre, og man maa ogsaa selv goere et stykke arbejde for med tiden at bearbejde sin sorg...og vaere omgaengelig.
Maaske har konen ret, at du er deprimeret- det ved du bedst selv.
Taenk over det.
Selv, naar man foeler sorg, skal der gerne vaere stunder, hvor der ogsaa er stor glaede...ellers er det vel, det graenser til at vaere en depression
Jeg tænker, at sorgen for mig er mest at miste,- altsaa rent egoistisk savn, for de doede maerker jo ikke mere.
Men der er ogsaa en angst i mig,- for at alle pludseligt forsvinder (altsaa doer) fra mig- og angsten for selv at doe.
Doedsfald kradser i doedeligheden for mit syn paa mig selv og alle omkring mig.
- Maaske spoeger det ogsaa i dig, jeg ved det ikke.
Du lyder somom, du fokuserer meget paa doeden omkring dig...du kan ikke tage al det elendige paa dig, du skal huske at leve.
Det er ikke overfladisk ment, men man kan ikke grave sig ned i det hele.
God vind fremover
kjaerligst
Dark Wings