Gnisten er forsvundet . .
Hej alle.
Jeg er en dreng på 16 år, går i 10. kl. Jeg er gået hen og blevet vanvittigt forelsket i en pige fra 8.
Det startede med at hun ansøgte mig på facebook, for omkring 4 - 5 måneder siden, og jeg kendte hende ikke rigtigt, men jeg accepterede alligevel. Så huskede jeg at have mødt hende til en fest engang, og vi havde talt godt sammen, og jeg huskede at jeg havde holdt om hende, og fulgt hende hjem osv.
Det første stykke tid var jeg fuldstændig ligeglad med hende. Svarede kun på halvdelen af hendes SMS'er og skrev ikke søde ord til hende, som hun altid gjorde til mig. Jeg gengældte aldrig hendes kærlighed og det sårede hende, kunne jeg mærke men jeg var bare et dumt svin.
Så fortalte en af mine veninder mig, at hun var vantittigt forelsket i mig, men at hun var meget genert osv. Hun var egentlig meget sød og pæn, så jeg forstod ikke helt hvorfor at gnisten ikke var der.
Hun smilede sødt til mig hver gang hun så mig, og hun var altid sød og smilende og sjov på sin egen klodsede måde😃hehe
Lige pludselig indså jeg hvor blind jeg hele tiden havde været. Hun var jo så perfekt. Jeg begyndte at blive blød i knæene.
Så begyndte jeg straks at skrive søde beskeder til hende, og smile til hende hver gang jeg så hende i skolen. Efter et stykke tid gik det rigtig godt og vi var begge så forelskede.. Uden at have snakket ret meget sammen.
Og sådan kørte det i 2 - 3 måneder.
Jeg tænkte hele tiden at jeg måtte gøre et eller andet, for at "komme videre", men chancen var der aldrig. Jeg kunne aldrig finde hende i skolen, og hver gang jeg ville snakke med hende var der altid et eller andet problem.
Jeg var så bange for at miste gnisten, hvis der ikke skete noget.. Og det var præcis det der skete :(
Jeg fandt ud af at hun var blevet forelsket i en anden, men samtidig var hendes følelser for mig ikke helt væk.
Så stoppede hun pludselig med at sende hjerter, og søde ord. Men så efter et stykke tid "vandt jeg hende tilbage" på en måde. Så var alt som det plejede i en måned mere, men så begyndte jeg at spørge hende, hvad hun ville og hvad hun tænkte omkring det hele, og så "mistede" jeg hende igen.
Nu gad jeg ikke at prøve mere, så jeg skrev ingen beskeder til hende overhovedet, og svarede heller ikke på hendes. Jeg ville jo ikke være venner med hende. Det ville gøre for ondt :(.
Og nu er det fuldstændig slut, og fra hendes synspunkt er jeg den mærkelige. Flammen er helt slukket. Jeg modtog det sidste besked fra hende for omkring en måned siden, og vi skriver aldrig sammen på MSN og facebook.
Jeg har bare stadig følelser tilbage for hende. Hun er så dejlig og jeg vil ikke have nogen andre, kun hende. Jeg har aldrig været så forelsket i mit liv, og jeg har haft en del kærester gennem tiden. Mine venner spørger hele tiden hvad der er galt med mig, og siger at jeg virker deprimeret.
Jeg tænker bare stadig på hende. Kigger hendes billeder på facebook, og jeg håber for alt i verden ikke at hun har glemt mig :/
Nu er jeg ovre hende. Jeg har bare stadig et sår i hjertet, som jeg føler at ingen andre end hende kan hele :'(.
Jeg vil vinde hende tilbage og gøre det på den ordentlige måde, men jeg ved virkelig virkelig ikke hvordan.. Hun synes jo at jeg er lidt sær, og jeg kan jo heller ikke bare ud af den blå luft, invitere hende ud eller noget andet.
Jeg ville næsten ønske at jeg ikke har mødt hende.. (kort fortalt)
- Jeppe
Jeg er en dreng på 16 år, går i 10. kl. Jeg er gået hen og blevet vanvittigt forelsket i en pige fra 8.
Det startede med at hun ansøgte mig på facebook, for omkring 4 - 5 måneder siden, og jeg kendte hende ikke rigtigt, men jeg accepterede alligevel. Så huskede jeg at have mødt hende til en fest engang, og vi havde talt godt sammen, og jeg huskede at jeg havde holdt om hende, og fulgt hende hjem osv.
Det første stykke tid var jeg fuldstændig ligeglad med hende. Svarede kun på halvdelen af hendes SMS'er og skrev ikke søde ord til hende, som hun altid gjorde til mig. Jeg gengældte aldrig hendes kærlighed og det sårede hende, kunne jeg mærke men jeg var bare et dumt svin.
Så fortalte en af mine veninder mig, at hun var vantittigt forelsket i mig, men at hun var meget genert osv. Hun var egentlig meget sød og pæn, så jeg forstod ikke helt hvorfor at gnisten ikke var der.
Hun smilede sødt til mig hver gang hun så mig, og hun var altid sød og smilende og sjov på sin egen klodsede måde😃hehe
Lige pludselig indså jeg hvor blind jeg hele tiden havde været. Hun var jo så perfekt. Jeg begyndte at blive blød i knæene.
Så begyndte jeg straks at skrive søde beskeder til hende, og smile til hende hver gang jeg så hende i skolen. Efter et stykke tid gik det rigtig godt og vi var begge så forelskede.. Uden at have snakket ret meget sammen.
Og sådan kørte det i 2 - 3 måneder.
Jeg tænkte hele tiden at jeg måtte gøre et eller andet, for at "komme videre", men chancen var der aldrig. Jeg kunne aldrig finde hende i skolen, og hver gang jeg ville snakke med hende var der altid et eller andet problem.
Jeg var så bange for at miste gnisten, hvis der ikke skete noget.. Og det var præcis det der skete :(
Jeg fandt ud af at hun var blevet forelsket i en anden, men samtidig var hendes følelser for mig ikke helt væk.
Så stoppede hun pludselig med at sende hjerter, og søde ord. Men så efter et stykke tid "vandt jeg hende tilbage" på en måde. Så var alt som det plejede i en måned mere, men så begyndte jeg at spørge hende, hvad hun ville og hvad hun tænkte omkring det hele, og så "mistede" jeg hende igen.
Nu gad jeg ikke at prøve mere, så jeg skrev ingen beskeder til hende overhovedet, og svarede heller ikke på hendes. Jeg ville jo ikke være venner med hende. Det ville gøre for ondt :(.
Og nu er det fuldstændig slut, og fra hendes synspunkt er jeg den mærkelige. Flammen er helt slukket. Jeg modtog det sidste besked fra hende for omkring en måned siden, og vi skriver aldrig sammen på MSN og facebook.
Jeg har bare stadig følelser tilbage for hende. Hun er så dejlig og jeg vil ikke have nogen andre, kun hende. Jeg har aldrig været så forelsket i mit liv, og jeg har haft en del kærester gennem tiden. Mine venner spørger hele tiden hvad der er galt med mig, og siger at jeg virker deprimeret.
Jeg tænker bare stadig på hende. Kigger hendes billeder på facebook, og jeg håber for alt i verden ikke at hun har glemt mig :/
Nu er jeg ovre hende. Jeg har bare stadig et sår i hjertet, som jeg føler at ingen andre end hende kan hele :'(.
Jeg vil vinde hende tilbage og gøre det på den ordentlige måde, men jeg ved virkelig virkelig ikke hvordan.. Hun synes jo at jeg er lidt sær, og jeg kan jo heller ikke bare ud af den blå luft, invitere hende ud eller noget andet.
Jeg ville næsten ønske at jeg ikke har mødt hende.. (kort fortalt)
- Jeppe