Retten til rettens navn

Hvordan kan det være, at man i nogle tilfælde må, og i andre ikke må opkalde et fødevareprodukt efter et andet land eller by?
Russisk salat, tja det må man godt kalde det, uden tilladelse fra Rusland.
Vi må såmænd også kalde et franskbrød for et franskbrød, uden at det har en pind med Frankrig at gøre.
Sågar italiensk salat og andre salater må vi både producere og navngive, uden indblanding fra EU.
Men nu bliver det for alvor sjovt. Hvorfor?
Fordi nu ryger kæden pludselig af.!
Hvordan kan det for eksempel være, at Danmark vandt en EU dom, så vi selv må producere fetaost i Danmark, uagtet det originale produkt er fra Grækenland?
Ikke fordi det generer grækerne, at vi i Danmark producerer osten, når bare vi ikke kalder den for FETAOST. Så det både må og gør vi så bare, med tak for lov til EU.
Ville det tilsvarende være muligt, at opkalde en danskproduceret vin for fx ”Champagne”, ”Bordeaux”, ”Bourgogne” … m.v. ?
Svaret er forudsigeligt nok – og det er hermed tilladt at trække på smilebåndet.
Så langt så godt – men hvori befinder logikken sig så, spørger jeg efterfølgende?
Er der nogen der kan forklare mig og andre, om ovenstående?

Profeten.

...jeg kan sige til det, er at jeg har ligeså meget anelse om hvor logikken er som dem der har fundet på de regler. Nemlig ingen overhovedet. Det er vel bare en eller andens fine, snobbede fornemmelser der har gjort at han/hun har følt sig fornærmet over at vi kalder det fetaost eller hvad det nu måtte dreje sig om.

Profet - jeg går ud fra du ved lige så godt som jeg, at det med at kalde en dansk vin for "Champagne", "Bordeaux" eller noget tredje, vil være umuligt, da disse vindistrikter i Frankrig har patent på deres navn.
Men ellers er jeg rimelig tolerant overfor, hvad man må kalde sine produkter - bare det ikke er vildledende markedsføring.