Hvordan gik det til at Guds navn forsvandt fra Bibelen?
Tidligt i det andet århundrede, efter at de sidste af apostlene var døde, begyndte det frafald fra den kristne tro som Jesus og hans disciple havde forudsagt, for alvor at gribe om sig. Hedenske lærdomme og filosofiske anskuelser vandt indpas i menigheden, der opstod sekter og splittelser, og den rene, uforfalskede lære blev besmittet. Og man holdt op med at bruge Guds navn.
Da den frafaldne kristendom bredte sig, blev det nødvendigt at oversætte Bibelen fra hebraisk og græsk til andre sprog. Hvordan gengav oversætterne Guds navn? Som regel anvendte de ordet for „Herren“. En oversættelse der kom til at få stor indflydelse var Vulgata, der blev udarbejdet på den tids almindelige latin af Hieronymus. Han gengav tetragrammet (JHVH) med Dominus, „Herren“.
Efterhånden opstod der i Europa nye sprog som fransk, engelsk og spansk. Den katolske kirke modsatte sig imidlertid at Bibelen blev oversat til disse nye sprog. Så mens jøderne brugte Bibelen på det oprindelige hebraiske sprog men nægtede at udtale Guds navn når de så det, hørte de fleste „kristne“ Bibelen blive oplæst i en latinsk oversættelse der ikke brugte navnet.
Med tiden blev Guds navn atter taget i brug. I 1278 blev det gengivet på latin i værket Pugio fidei (Troens daggert) af den spanske munk Raymundus Martini. Han benyttede stavemåden Yohoua.(I udgaver af dette værk som blev trykt nogle hundrede år senere, er navnet imidlertid stavet Jehova.) Kort efter, i 1303, fuldførte Porchetus de Salvaticis et værk med titlen Victoria Porcheti adversus impios Hebræos (Porchetus’ sejr over de ugudelige hebræere), hvori Guds navn også nævnes, stavet som Iohouah, Iohoua og Ihouah. Og i 1518 udgav Petrus Galatinus et værk med titlen De arcanis catholicæ veritatis (Om den almindelige sandheds hemmeligheder), hvori han brugte Guds navn i formen Iehoua.
Navnet blev første gang anvendt i en engelsk bibel i 1530, da William Tyndale udgav en oversættelse af Bibelens første fem bøger. Deri brugte han Guds navn en enkelt gang, stavet Iehouah, i Anden Mosebog 6:3. I en marginalnote i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Dette gav stødet til den praksis at bruge Jehovas navn i nogle få vers og skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste andre steder hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst.
I 1611 udkom den oversættelse der siden er blevet den mest anvendte engelske oversættelse, Authorized Version. Heri forekom navnet fire gange i selve teksten. (2 Mosebog 6:3; Salme 83:18; Esajas 12:2; 26:4) „Jah“, en poetisk forkortelse af navnet, forekom i Salme 68:4. Desuden forekom navnet skrevet helt ud i stednavne som „Jehova-Jireh“. (1 Mosebog 22:14; 2 Mosebog 17:15; Dommerne 6:24) Efter Tyndales eksempel havde oversætterne imidlertid de fleste steder erstattet Guds navn med titlerne „HERREN“ eller „GUD“. Men hvis Guds navn kunne blive stående i fire vers, hvorfor kunne det så ikke blive stående i alle de andre tusinder af vers hvori det findes i den hebraiske grundtekst?
Noget lignende skete med den tyske Bibel. I 1534 udgav Martin Luther sin oversættelse af hele Bibelen, foretaget fra originalsprogene. Af en eller anden grund anvendte han ikke Guds navn men erstattede det med forskellige titler, som for eksempel HERREN. Han kendte imidlertid Guds navn, for i en prædiken over Jeremias 23:1-8, som han holdt i 1526, sagde han: „Dette navn Jehova, Herren, tilhører udelukkende den sande Gud.“
I 1543 skrev Luther med typisk ligefremhed: „Når de [jøderne] nu påstår at navnet Jehova ikke kan udtales, ved de ikke hvad de snakker om . . . Hvis det kan skrives med pen og blæk, hvorfor skulle det så ikke kunne udtales, hvilket er langt bedre end at blive skrevet med pen og blæk? Hvorfor siger de ikke også at det ikke kan skrives, ikke kan læses eller ikke kan tænkes? Alt taget i betragtning er der noget fordægtigt ved det.“ Men Luther havde ikke rådet bod på dette i sin oversættelse af Bibelen.
Danmarks første fuldstændige Bibel, Christian III’s Bibel fra 1550, var stærkt præget af Lutherbibelen og indeholdt ikke Guds navn. I 1607 udkom en ny dansk oversættelse, udarbejdet af biskop Hans Poulsen Resen, og den indeholdt navnet i en fodnote til Første Mosebog 2:4. I Christian IV’s Bibel fra 1647 forekommer navnet i fodnoter til Første Mosebog 2:4 og Anden Mosebog 3:14 og 6:3.
I de følgende århundreder delte bibeloversætterne sig i to retninger. Nogle undgik helt at bruge Guds navn, mens andre brugte det hyppigt i De hebraiske Skrifter, enten i formen Jehova eller i formen Jahve. Det var altså ikke Galatinus der "opfandt" navnet Jehova i 1520. Han gengav blot den form som datidens lærde var enige om, og udtalen Jehova kan spores tilbage til 1278.
Da den frafaldne kristendom bredte sig, blev det nødvendigt at oversætte Bibelen fra hebraisk og græsk til andre sprog. Hvordan gengav oversætterne Guds navn? Som regel anvendte de ordet for „Herren“. En oversættelse der kom til at få stor indflydelse var Vulgata, der blev udarbejdet på den tids almindelige latin af Hieronymus. Han gengav tetragrammet (JHVH) med Dominus, „Herren“.
Efterhånden opstod der i Europa nye sprog som fransk, engelsk og spansk. Den katolske kirke modsatte sig imidlertid at Bibelen blev oversat til disse nye sprog. Så mens jøderne brugte Bibelen på det oprindelige hebraiske sprog men nægtede at udtale Guds navn når de så det, hørte de fleste „kristne“ Bibelen blive oplæst i en latinsk oversættelse der ikke brugte navnet.
Med tiden blev Guds navn atter taget i brug. I 1278 blev det gengivet på latin i værket Pugio fidei (Troens daggert) af den spanske munk Raymundus Martini. Han benyttede stavemåden Yohoua.(I udgaver af dette værk som blev trykt nogle hundrede år senere, er navnet imidlertid stavet Jehova.) Kort efter, i 1303, fuldførte Porchetus de Salvaticis et værk med titlen Victoria Porcheti adversus impios Hebræos (Porchetus’ sejr over de ugudelige hebræere), hvori Guds navn også nævnes, stavet som Iohouah, Iohoua og Ihouah. Og i 1518 udgav Petrus Galatinus et værk med titlen De arcanis catholicæ veritatis (Om den almindelige sandheds hemmeligheder), hvori han brugte Guds navn i formen Iehoua.
Navnet blev første gang anvendt i en engelsk bibel i 1530, da William Tyndale udgav en oversættelse af Bibelens første fem bøger. Deri brugte han Guds navn en enkelt gang, stavet Iehouah, i Anden Mosebog 6:3. I en marginalnote i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Dette gav stødet til den praksis at bruge Jehovas navn i nogle få vers og skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste andre steder hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst.
I 1611 udkom den oversættelse der siden er blevet den mest anvendte engelske oversættelse, Authorized Version. Heri forekom navnet fire gange i selve teksten. (2 Mosebog 6:3; Salme 83:18; Esajas 12:2; 26:4) „Jah“, en poetisk forkortelse af navnet, forekom i Salme 68:4. Desuden forekom navnet skrevet helt ud i stednavne som „Jehova-Jireh“. (1 Mosebog 22:14; 2 Mosebog 17:15; Dommerne 6:24) Efter Tyndales eksempel havde oversætterne imidlertid de fleste steder erstattet Guds navn med titlerne „HERREN“ eller „GUD“. Men hvis Guds navn kunne blive stående i fire vers, hvorfor kunne det så ikke blive stående i alle de andre tusinder af vers hvori det findes i den hebraiske grundtekst?
Noget lignende skete med den tyske Bibel. I 1534 udgav Martin Luther sin oversættelse af hele Bibelen, foretaget fra originalsprogene. Af en eller anden grund anvendte han ikke Guds navn men erstattede det med forskellige titler, som for eksempel HERREN. Han kendte imidlertid Guds navn, for i en prædiken over Jeremias 23:1-8, som han holdt i 1526, sagde han: „Dette navn Jehova, Herren, tilhører udelukkende den sande Gud.“
I 1543 skrev Luther med typisk ligefremhed: „Når de [jøderne] nu påstår at navnet Jehova ikke kan udtales, ved de ikke hvad de snakker om . . . Hvis det kan skrives med pen og blæk, hvorfor skulle det så ikke kunne udtales, hvilket er langt bedre end at blive skrevet med pen og blæk? Hvorfor siger de ikke også at det ikke kan skrives, ikke kan læses eller ikke kan tænkes? Alt taget i betragtning er der noget fordægtigt ved det.“ Men Luther havde ikke rådet bod på dette i sin oversættelse af Bibelen.
Danmarks første fuldstændige Bibel, Christian III’s Bibel fra 1550, var stærkt præget af Lutherbibelen og indeholdt ikke Guds navn. I 1607 udkom en ny dansk oversættelse, udarbejdet af biskop Hans Poulsen Resen, og den indeholdt navnet i en fodnote til Første Mosebog 2:4. I Christian IV’s Bibel fra 1647 forekommer navnet i fodnoter til Første Mosebog 2:4 og Anden Mosebog 3:14 og 6:3.
I de følgende århundreder delte bibeloversætterne sig i to retninger. Nogle undgik helt at bruge Guds navn, mens andre brugte det hyppigt i De hebraiske Skrifter, enten i formen Jehova eller i formen Jahve. Det var altså ikke Galatinus der "opfandt" navnet Jehova i 1520. Han gengav blot den form som datidens lærde var enige om, og udtalen Jehova kan spores tilbage til 1278.