Grev Dracula

Specielt i Rumænien har vi et stort problem med blod og blodtransfusion. her er en artikel der er 15 år gammel:

"AVISEN The New York Times for 8. februar 1990 bar følgende tragiske forsidetekst: „På grund af den forældede praksis at give nyfødte blodtransfusion, trues Rumænien af en AIDS-epidemi blandt børn som især hjemsøger overfyldte børnehjem og sygehuse.“
Nogle rumænske læger har tilsyneladende rutinemæssigt sprøjtet små mængder blod ind i navlestrengen på nyfødte børn, i den tro at denne „mikro-transfusion“ ville stimulere barnets vækst. Desværre har dette spredt AIDS i forfærdende omfang, idet en halv liter forurenet blod kan række til mange spædbørn.
Verdenssundhedsorganisationen, som har sendt et lægehold til Rumænien, anslår at 700 børn allerede er blevet smittet med HIV-virus og at sygdommen er brudt ud hos andre 50. Lederen af WHO's AIDS-program har til ovennævnte avis udtalt at antallet af AIDS-smittede børn procentvis er et af verdens højeste.
Under det nyligt styrtede Ceausescu-regime hed det sig officielt at der ikke fandtes AIDS i Rumænien. Alle oplysninger om sygdommens spredning blev bevaret som en statshemmelighed. Donorblod blev end ikke screenet for AIDS. Nu har piben fået en anden lyd. Men ikke engang i det sidste halvandet år før opstanden overvejede rumænske læger den blotte tanke om at det kunne være AIDS der var skyld i at flere og flere børn fik uhelbredelige infektionssygdomme. Som en af dem siger: „Hvorfor skulle man studere viruset når man fik at vide at det slet ikke fandtes i Rumænien?“

I Rumænien er 93 procent af alle HIV-smittede der får AIDS børn under 12 år, skriver journalisten Roxana Dascalu for Reuters Bureau. Hun bemærker at den højeste koncentration af HIV-positive børn i Europa findes i havnebyen Constanta, hvor der har været 1200 smittede børn. De 420 er allerede døde. Halvdelen af disse børn er efter sigende blevet smittet gennem blodtransfusioner og kanyler der ikke var steriliseret. Dette fandt sted før det gamle styre faldt i 1989. Meget af det AIDS-inficerede blod blev solgt af fattige sømænd og endte direkte på hospitaler og børnehjem. Rapporten fortæller at på plejehjemmene hvor der sørges for de HIV-smittede børn, måles en vellykket behandling „ikke efter overlevelsesprocenten, men efter hvordan børnene tilbringer deres sidste dage og efter hvordan de mentalt går døden i møde“. En plejer siger: „Vi lader ikke børnene dø alene i sengen. En sygeplejerske tager dem i sine arme, sætter sig i denne gyngestol og vugger dem.“