"Har du lyttet til dit barn idag..."

"...eller bare sagt hej?"
http://24.dk/article.jsp?articleId=527
Tror nogle gange vi forældre er for hårde ved os selv og er præget af dårlig samvittighed, skyldfølelse og af ikke at slå til. Samfundet sætter normer for, hvordan vi skal være sammen med og forholde os til vores børn. Der er skrevet og sagt utallige ting om, hvad vi gør "forkert" og hvordan vi kan gøre det "rigtigt".
Ovenstående artikkel rammer da i og for sig ind i tanker jeg gør mig i mit samvær med mit barn. Jeg prøver så godt jeg kan at være til stede, men omstændigheder gør altså også at jeg har mit eget univers. Ved godt at artiklen henvender sig til dem som stort set aldrig er til stede, hverken i ånd eller krop, men sat på spidsen, så syntes jeg at
vi også skal rose os selv for at være forældre og kunne multitaske i hverdagens trummerum. Det er da værd at tage til eftertragtning at "bare være" med sine børn, men vi kan ikke altid være på og børn skal heller ikke evig og altid stimuleres - tror faktisk at hvis vi lod være med at klandre os selv som værende "utilstrækkelige" forældre, at vi måske ville have et større overskud til at være mere tilstede med vores børn. Ja vi kan altid gøre tingene bedre. Men skal jeg altid gøre "det bedste", kan jeg ikke bare gøre "mit bedste."
Hilsen Musna.Hende der nogle gange har svært ved bare at lade opvasken stå(den løber jo ingen steder) og tage et slag 500.[f]

- så det har sandelig været svært at undgå.😃😃
- Har så lige spurgt, om han også blev lyttet til som barn. Han nikker ja og snakker videre om det, han var igang med. 😃
- Pause i ordstrømmen! "det bedste er at gå en tur sammen, og snakke om alting og ingenting - det ved du da"
-...men bortset fra det, så synes jeg egentlig jeg var én stor dårlig samvittighed, fra de blev født til de flyttede hjemmefra - sådan under alting altid. Den eneste måde at komme af med den havde nok været at være sammen med dem i døgndrift, sådan cirka, men det har vel også noget med ens egne behov at gøre. Jeg kan da egentlig ikke lige komme i tanker om nogen jeg hellere vil være sammen med end lige dem. Jeg syntes bare livet var nemmeste, hvis jeg kunne se dem hele tiden. Så var der ingen grund til bekymring. 😉

jeg har ik nogen børn...

Tror alle forældre har bekymring i større eller mindre omfang. Jeg har ihvertfald. Der hvor der kan være en forskel er hvordan man handler på bekymringen. Som du nævner ville din bekymring blive dulmet eller helt forsvinde, hvis du var sammen med dine børn hele døgnet (kan godt læse mellem linierne at du selvfølgelig ved bedre) og det kan jeg da godt følge dig i, men det om andet ville for mit vedkommende være at handle irrationelt på mine bekymringer og jeg har heller ikke lyst til at være sammen med mit barn hele døgnet. Jeg kan dog af min dårlige samvittighed, klandres for at jeg har forsømt den "berømte" kvalitetstid med mit barn (det sker af og til), men jeg vil ikke styres af den. Nogle gange har min dårlige samvittighed sin berettigelse andre gange er den skruet op til noget der ikke har sin berettigelse, som hvis jeg bruger tid på mig selv for eksempel. Jeg skal have næring og stimuleres ud over det at være "mor barn". Det giver ihvertfald mig styrken til "at være" mor.
Tror vi forældre skal give os selv lov til at forfølge vores drømme/karriere uden at få dårlig samvittighed over det - gøre noget for os selv, som gør bliver glade eller opfyldte, selvom det ikke lige indbefatter vores børn. Det ville det jo gøre på sigt - tilfredshed smitter jo af. Der hvor essensen ligger er at vi måske lader tingene flyde for meget sammen. Hjemme bliver arbejde, arbejde bliver hjemme - ens individualisme/individuelle behov lider omsorgssvigt på bekostning af familien og omvendt. Passer mig fint at være mor, men det passer mig også fint at være individuel. Med det mener jeg at "forældre barn" forholdet har behov og individet har et behov (set med mine øjne).

...efter min mening noget at glæde dig til. 😃

Hvad ellers?