Tom, Tung, fyldt

Jeg er så tung, tung, tung
Jeg er tom, tom ,tom,
Jeg er fyldt til randen af min tomme tunghed med sort, sort, sort
De tanker der engang var
er meget langt væk,
måske endda forsvundet
Den kærlighed der engang var legende let
er forvandlet til en trist byrde
der triller ned af min kind og efterlader salte spor
Forsøger jeg at kikke frem, ser jeg kun et spejl
Et spejl der kun vil vise mig fortiden
Fortiden hyldet ind i en tåge, så tyk, sort og tung...Mit liv.

- hvor har du lagt dit lyse sind og din optimisme? Er det årstiden, kæresten eller hvad er hændt dig, der plager dig nu?
- Noget du gerne vil "vende/dele" så tror jeg, du har mange villige ører herinde.
- Sådan der skal du da i hvert fald ikke gå og have det [l]
- Du får lige et eftermiddagsknus [f][s][f]
//Dulkis

Dulkis, for de flotte ord og den positive engeri jeg nærmest kan mærke strømmer mig imøde.
Jeg har det desværrer sådan, lige nu, og jeg tror jeg ved hvorfor....I de sidste 9 år har jeg stået alene med min sclerose og min søn, som udviklede sig til Hashoman (SUK).... Når, men en lang, kedeligt, historie gjort læservenligt: Han er nu rejst ned til sin far i Dubai (min datter kommer også der ned), og jeg havde SÅDAN glædet mig til at kunne holde fri fra bekymringerne om han nu huskede at tage sin Skizofreni-medicin, og alt det aqndet der har rumsteret inde i mit hoved.. Han er væk i 3 uger, og istedet for at nyde min ny-fundne frihed, er det som om jeg er imploderet- kollapset... aner ikke hvad jeg skal still op med min tid, min tanker...som jeg skriver : TOM, SORT, TUNG.
Det er jo muligt at det bare er en tilvænningsfase - min krop og sind har ikke før kunne tillade-sig at reagere for hvad så med min dejlige søn... lidt ligesom hvis der er en deadline på jobbet, så kører alle 275 km/t indtil deadlinen er blevet mødt, og først der kommer forkølelsen....
Og tak fordi du lagde øren til min hælden vand ud af ørene (håber ikke du druknede 😖 )
knus