har du oplevet kærlighed ved første blik?

Romantik, romantik, romantik. Man læser det i bøgerne og man ser det i filmene. men har du nogensinde - for alvor - prøvet kærlighed ved første blik?
Da jeg var 9 år, indtraf min første forelskelse. Han var to år ældre end mig, og alt han gjorde var at spørge om mit navn - et spørgsmål jeg normalt hadede. Men her skete det stikmodsatte og jeg drømte om ham i et helt år. Ikke lykkeligt, ikke ulykkeligt. Jeg så ham kun den ene gang. Det var jo "bare" en børneforelskelse.
Men helt alvorligt: Ja, så har jeg også prøvet kærlighed ved første blik. Så snart jeg så ham første gang, fortalte min underbevidsthed mig at det var "ham". Jeg havde aldrig snakket med ham. Vidste heller ikke noget om ham. Til at starte med afviste jeg tanken om at det var "ham". Alligevel blev jeg nærmest draget af ham. Og et par dage efter så jeg ham smile og klappe i en forsamling - og lige dér, lige dér, kom en susende fornemmelse gennem mig og jeg vidste det med det samme. Det var min intuition der sagde: jeg må være en del af hans liv!
- Og det besluttede jeg mig for at blive!
En beslutning der har ændret mit liv fuldkommen.🙂Jeg troede ellers ikke på "kærlighed ved første blik", nu ved jeg det findes.
Har du prøvet noget ligende?

jeg. Hun stod og skabte sig i en af mine butikker over at hendes cykel ikke var færdig, den skulle komme fra Ålborg, men var ikke fremme. Jeg tog over som chef, og fra det øjeblik var jeg solgt. Den dumme pige måtte være min for evigt. Gudsbenådet, skøn, fræk og jeg ved ikke hvad. Vi har levet sammen uden ophold i 24 år. Intet kunne bare nå det i format. Så ja hun er den eneste ene, jeg har ofte drømt om andre, men aldrig drømt om at der skulle være en anden end hende.

Første gang var min første "rigtige" kæreste. Jeg kan huske at jeg så ham første skoledag og der var et eller andet ved ham der rørte noget i mig.
Jeg var for genert til at tale med nogen drenge overhovedet og jeg havde overhovedet ikke forestillet mig at jeg skulle have en kæreste. Så når de andre talte om drenge meldte jeg mig ligesom ud og lyttede bare. Hver gang en anden pige nævnte hans navn, mærkede jeg et lille sug i maven, men jeg havde aldrig rigtig talt med ham, så jeg forstod ikke helt hvad det var.
Efter nogle måneder var vi til en julefrokost på skolen hvor jeg blev fuld for første gang og jeg kan ikke helt huske andet end at vi pludselig sad alene sammen i et mørkt musiklokale og havde nogle meget filosofiske samtaler og at han pludselg kyssede mig.
Vi var kærester i cirka 3 år og jeg har aldig været så forelsket siden! Jeg ved ikke om det tæller?

for vi havde kendt hinanden i et par måneder da vi så hinanden første gang. Vi fandt hinanden på nettet og talte sammen i timevis hver dag. Vi havde set et par billeder af hinanden men da jeg så ham i virkeligheden første gang, var det som en bekræftelse af at jeg var DYBT forelsket i ham. Det er 3 år siden nu og jeg ved, at jeg aldrig glemmer smilet han sendte mig, første gang vores øjne mødtes. Det var det varmeste, kærligste, gladeste og mest oprigtige smil man kan forestille sig! Åh, gud hvor jeg elsker ham...

og ny i 1. klasse, da jeg kom i klassen med 14 dages forsinkelse. En pige bag min plads prikkede mig på ryggen og ville låne et viskelæder. Da jeg vendte mig, så jeg lige ind i de mest kærlige, klare blå øjne. Jeg husker det som om, jeg så lige ind i fremtiden med os sammen! Sådan *paf*
Desværre fik jeg aldrig erklæret min kærlighed, dette er nu 31 år siden. For 6 år siden mødtes vi til noget gammel-elev fest og det gjorde ondt dybt inde i hjertet på mig. Jeg har nemlig i samfulde år været dybt forelsket i hende helt uden at have turdet at sige det til hende. I mange år har jeg så kæmpet med at prøve at glemme hende og at komme videre, men der for 6 år siden blev min verden slået i stykker.
Men det er bare så let for andre at sige, at jeg skulle prøve at komme videre. Jeg har desværre ikke overskud til smileys her.

helt sikkert.🙂heldigt!

Hold da helt op. Hvis det er sandt det du siger, synes jeg du skulle tage mod til dig og evt. invitere hende ud. :)
Du mister vel ikke noget ved det.

Og jeg har en kone, som jeg har været rigtig glad for i mange år. Man kan jo ikke bare "leve sit liv om". Hende min "hemmelige barndomsflamme" har fået sine børn og har sit liv. Det, der skete for 6 år siden var jo kun drømmen om drømmen - og jeg skammede mig ligeså meget over, at jeg kunne falde tilbage i en gammel rille.