har "egoismen" en pris?
Det er vel næppe forkert at skrive: at "sætter du dig selv først, giver du andre, mindre mulighed for at være behjælpelige og de må lære at finde lykke, styrke, selvværd i sig selv, i stedet for gennem andres armod."
"og at nogen mennesker er afhængige af andres armod, for selv at have muligheden for at have det godt."
Den ene side af sagen er den, om afhængighed. Er den så skidt endda? Der er jo også nogen der finder glæde i at have en hund, fordi hunden bringer selskab til den som føler sig alene. Og så er der dem, der skaffer sig en hund fordi de ikke kan snakke med deres kone. Der er også nogen som bliver afhængige af kaffe og fjernsyn og andre ting. Det er vel heller ikke særligt velafbalancerede mennesker! Men er vi henne i den slemme ende af skalaen, når vi taler afhængighed? Og kan vi tillade os at "jokke rundt i deres jordbærbed", når drejer sig om så små ting? Hvis de har svært ved at finde balancen på andre måder....
Den med at finde sin egen lykke, sin styrke og sit selvværd er nemt sagt. Der findes 500.000 danskere på lykkepiller. Hvis det var så enkelt at finde en metode til at slippe de dårlige ting i livet, havde de selvfølgelig gjort det. Se nu eksemplet med hende, som også skriver på religion og livssyn og som helst vil have en ende på sit liv: skal hun bare blive mere egoistisk? Er mere egoisme løsningen på alverdens problemer? Og bringer kristendommen alt dårligt med ind?
Jeg kan tilslutte mig, at hjælpsomheden kan tage overhånd og virke som irritationsmoment for andre samt fratage dem muligheden for selv at finde ud af tingene. Men det, at sætte sig selv sidst er vel ikke altid en dårlig ting! Hvad gør dyrene? Hvordan opfostrer de unger? Ofrer de sig netop ikke, for at bringe afkommet videre?
Til den ande side af sagen: egoismen kan vel også tage overhånd! Voldspsykopater er superegoister - det er så den yderligtgående side af sagen. Men almindelige mennesker kan også volde skade på andre væsner - i jagten på fornøjelser for deres egen skyld - også uden de tænker over det. Hvad med: når man sidder og spiser fois gras? Det er da muligt, at smagen giver høj nydelse og at man får en lidt gladere aften og smiler mere til andre efter et dejligt måltid, men hvad med gåsen?
Sidespring har sikkert givet kulør på tilværelsen i mange parforhold - specielt hvis de er aftalte - men nok endnu flere har siddet tilbage med en følelse af svigt. Det er så bagsiden af medaljen.
Jeg ved det ikke. Det er debatoplæg det her, for jeg synes ærligt talt det er lidt svært at gennemskue det hele. Hvad synes I?
"og at nogen mennesker er afhængige af andres armod, for selv at have muligheden for at have det godt."
Den ene side af sagen er den, om afhængighed. Er den så skidt endda? Der er jo også nogen der finder glæde i at have en hund, fordi hunden bringer selskab til den som føler sig alene. Og så er der dem, der skaffer sig en hund fordi de ikke kan snakke med deres kone. Der er også nogen som bliver afhængige af kaffe og fjernsyn og andre ting. Det er vel heller ikke særligt velafbalancerede mennesker! Men er vi henne i den slemme ende af skalaen, når vi taler afhængighed? Og kan vi tillade os at "jokke rundt i deres jordbærbed", når drejer sig om så små ting? Hvis de har svært ved at finde balancen på andre måder....
Den med at finde sin egen lykke, sin styrke og sit selvværd er nemt sagt. Der findes 500.000 danskere på lykkepiller. Hvis det var så enkelt at finde en metode til at slippe de dårlige ting i livet, havde de selvfølgelig gjort det. Se nu eksemplet med hende, som også skriver på religion og livssyn og som helst vil have en ende på sit liv: skal hun bare blive mere egoistisk? Er mere egoisme løsningen på alverdens problemer? Og bringer kristendommen alt dårligt med ind?
Jeg kan tilslutte mig, at hjælpsomheden kan tage overhånd og virke som irritationsmoment for andre samt fratage dem muligheden for selv at finde ud af tingene. Men det, at sætte sig selv sidst er vel ikke altid en dårlig ting! Hvad gør dyrene? Hvordan opfostrer de unger? Ofrer de sig netop ikke, for at bringe afkommet videre?
Til den ande side af sagen: egoismen kan vel også tage overhånd! Voldspsykopater er superegoister - det er så den yderligtgående side af sagen. Men almindelige mennesker kan også volde skade på andre væsner - i jagten på fornøjelser for deres egen skyld - også uden de tænker over det. Hvad med: når man sidder og spiser fois gras? Det er da muligt, at smagen giver høj nydelse og at man får en lidt gladere aften og smiler mere til andre efter et dejligt måltid, men hvad med gåsen?
Sidespring har sikkert givet kulør på tilværelsen i mange parforhold - specielt hvis de er aftalte - men nok endnu flere har siddet tilbage med en følelse af svigt. Det er så bagsiden af medaljen.
Jeg ved det ikke. Det er debatoplæg det her, for jeg synes ærligt talt det er lidt svært at gennemskue det hele. Hvad synes I?