Har min kæreste (x-kæreste) en krise/deperession?
Vi mødtes i september sidste år tilfældigt en aften i byen. Da han satte sig ved siden af mig har han fortalt han tænkte: ok der var HUN og jeg tænkte: der var ham jeg har ledt efter hele livet. Han var desværre gift så vi snakkede bare. Han er sidst i 40érne og jeg først i 40érne. Vi blev så ved med at mødes en måneds tid rund omkring – havde slet ikke sex, men snakkede, kyssede og krammede. Da der var gået den måned bad han sin kone om skilsmissse (hvilket hun var helt enig i, da hun også synes deres ægteskab havde været slut meget længe) og han flyttede så direkte ind til mig.
Her fulgte så nogle lykkelige måneder og så den 2. januar da jeg kom hjem havde han pakket alle sine ting og var rejst (ikke tilbage til eks-konen). Han havde efterladt et brev om, at han elskede mig mere end jeg kunne fatte, men at det betød meget for ham ikke at gentage sine fejl og derfor måtte have styr på sit hoved. Han håbede stadig vi kunne være sammen. Det var vi så og 1. februar flyttede han ind igen og vi var lykkelige. Der var så en krise i marts/april med mine teenagepiger der fuldstændig ignorerede ham i en måneds tid, fordi han blandede sig en aften i hvordan den ene snakkede til mig. Men VI havde det godt sammen. Vi har aldrig skændtes eller noget. Vi tog på en pragtfuld tur til USA sidst i april og var bare lykkelige. Jeg kom også godt ud af det med hans vokse børn, der accepterede mig fra dag 1.
Han var en meget åben mand omkring følelser – sendte SÅ mange sms med hvad jeg betød for ham og at han aldrig havde elsket noget som mig. Han sagde dagligt at han elskede mig og jeg var grunden til at han trak vejret o.s.v......
Men hans liv er noget rod. Han er selvstændig med et firma der går dårligt økonomisk, så han er konstant stresset over alt det arbejde han skal lave for at prøve at skaffe kunder, han har et hus med eks-konen som ikke kan blive solgt, så han har INGEN penge – jeg har måtte betale ALT mens han boede hos mig, han har slet ikke kunne bidrage økonomisk til hverken mad eller fornøjelser. Han er opvokset i en kristen bevægelse som ikke billiger at han er blevet skilt og har vist haft en ret streng baggrund. Både i hans opvækst og hans ægteskab har præstice og det at klare sig godt betydet rigtigt meget..... ting skal se godt ud udadtil og man snakker ikke følelser. Jeg er den type der er lidt ligeglad med om jeg har ens tallerkner i skabet – bare vi hygger os sammen
Han skulle så lave årsregnskab for firmaet her sidst i juni og det var der det begyndte at gå galt. Han måtte trække næsten 14 dage ud af sin kalender fordi ekskonen havde lavet så meget rod i det og det var der jeg kunne mærke at han forsvandt.
Lige pludselig holdt alle de søde sms op – han krammede mig ikke som han plejede eller sagde han elskede mig. Jeg er så ikke typen der bare lader stå til, så jeg sendte ham en lang mail sidst i juli om at jeg altså ikke kunne leve med at han ikke længere var ”på” og om alt det jeg synes havde ændret sig og at han var velkommen til at flytte hvis han ikke længere elskede mig, for det følge jeg ikke han gjorde.
Han sagde efter han havde læst den, at han ikke længere vidste noget som helst – om han elskede mig og ville blive sammen med mig. Vi aftalte at vi blev sammen august ud og at han skulle opsøge en psykolog og få snakket med hende, for han kunne jo godt selv mærke at han havde det dårligt.
Det gjorde han så, men fik det faktisk dårligere efter nogle gange, for hun fik jo sat gang i nogle ting (hun havde også sagt til ham at han var i krise). Nu vidste han ikke, om jeg bare var en redningsplanke, om han kun blev hos mig for ikke at gøre mig ked af det, at han ikke kunne tilbyde mig noget, at han altid valgte nemme løsninger og blev farvet af andre o.s.v.
Jeg blev bekymret for ham – også fordi han i flere måneder slet ikke havde taget kontakt til f.eks. sit barnebarn.... når vi blev inviteret fandt han en undskyldning for vi ikke kunne komme. Han kunne slet ikke fortælle mig hvornår han sidst havde været glad og havde de sidste halvanden måned bare været trist og ked af at han gjorde mig ked af det, for jeg var sådan en dejlig varm pige, så han burde jo bare elske mig men kunne ikke. Han følte lidt når han stod op om morgenen at dagen bare skulle overstås. Jeg fik ham så til at love at bestille en tid hos lægen selvom han havde nogle gange tilbage hos psykologen, for jeg mente han godt kunne have en lettere deperession.
Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det, for jeg har så svært ved at forstå, at han kunne være så sindsyg glad for mig og elske mig så højt i starten af juni.... og så midt i juli er følelserne bare væk. Alle der så os sammen sagde tit at det var helt vildt så højt han elskede mig.... skulle altid lige sidde og røre og skulle kysse midst hver 5. minut
Jeg fik så læst et brev han havde skrevet til mig her sidst i agust (det var krøllet sammen så det var ikke meningen jeg skulle have det) om at han flyttede, for han elskede mig ikke mere og han havde så mange ting fra barndommen der skulle bearbejdes samt fra hans ægteskab. Men når han snakkede efter jeg havde læst brevet lød det som om vi skulle være sammen. Han kyssede mig, hold i hånd, vi havde sex og han snakkede om ting i fremtiden..... men han virkede ikke GLAD, virkede ikke tilstede. Det eneste han efterhånden kunne snakke om var hans arbejde.... og han arbejde meget.
Enden på det hele blev så, at jeg bad ham pakke de ting som han brugte i dagligdagen og flytte uden at vi havde kontakt i en længere periode så han kun skulle forholde sig til sig selv...... og det gjorde han. Men det er godt nok hårdt – jeg ville jo SÅ gerne hjælpe ham og støtte ham og holde om ham, men når han ikke længere følte han elskede mig kan jeg ikke gøre så meget. Jeg håber så han fortsætter hos psykologen og han også har fået fortalt lægen hvor dårligt han har det (stress og kan ikke mærke nogen glæde overhovedet).
Men det kan også være det er mig der er naiv og han virkelig bare er holdt op med at elske mig og slet ikke har en depression ..... man kan man virkelig være så glad og lykkelige og forelsket i starten af juni og så 3 uger efter ikke have nogen varme følelser længere? Det skal lige siges at vi lige til det sidste havde det super godt... .har egentlig aldrig skændtes og var rigtig god til at lave hyggelige ting sammen.
Men alt i alt ligger jeg bare her i fosterstilling og prøver at lade være med at kontakte ham og HÅBER han kommer hjem igen.
Her fulgte så nogle lykkelige måneder og så den 2. januar da jeg kom hjem havde han pakket alle sine ting og var rejst (ikke tilbage til eks-konen). Han havde efterladt et brev om, at han elskede mig mere end jeg kunne fatte, men at det betød meget for ham ikke at gentage sine fejl og derfor måtte have styr på sit hoved. Han håbede stadig vi kunne være sammen. Det var vi så og 1. februar flyttede han ind igen og vi var lykkelige. Der var så en krise i marts/april med mine teenagepiger der fuldstændig ignorerede ham i en måneds tid, fordi han blandede sig en aften i hvordan den ene snakkede til mig. Men VI havde det godt sammen. Vi har aldrig skændtes eller noget. Vi tog på en pragtfuld tur til USA sidst i april og var bare lykkelige. Jeg kom også godt ud af det med hans vokse børn, der accepterede mig fra dag 1.
Han var en meget åben mand omkring følelser – sendte SÅ mange sms med hvad jeg betød for ham og at han aldrig havde elsket noget som mig. Han sagde dagligt at han elskede mig og jeg var grunden til at han trak vejret o.s.v......
Men hans liv er noget rod. Han er selvstændig med et firma der går dårligt økonomisk, så han er konstant stresset over alt det arbejde han skal lave for at prøve at skaffe kunder, han har et hus med eks-konen som ikke kan blive solgt, så han har INGEN penge – jeg har måtte betale ALT mens han boede hos mig, han har slet ikke kunne bidrage økonomisk til hverken mad eller fornøjelser. Han er opvokset i en kristen bevægelse som ikke billiger at han er blevet skilt og har vist haft en ret streng baggrund. Både i hans opvækst og hans ægteskab har præstice og det at klare sig godt betydet rigtigt meget..... ting skal se godt ud udadtil og man snakker ikke følelser. Jeg er den type der er lidt ligeglad med om jeg har ens tallerkner i skabet – bare vi hygger os sammen
Han skulle så lave årsregnskab for firmaet her sidst i juni og det var der det begyndte at gå galt. Han måtte trække næsten 14 dage ud af sin kalender fordi ekskonen havde lavet så meget rod i det og det var der jeg kunne mærke at han forsvandt.
Lige pludselig holdt alle de søde sms op – han krammede mig ikke som han plejede eller sagde han elskede mig. Jeg er så ikke typen der bare lader stå til, så jeg sendte ham en lang mail sidst i juli om at jeg altså ikke kunne leve med at han ikke længere var ”på” og om alt det jeg synes havde ændret sig og at han var velkommen til at flytte hvis han ikke længere elskede mig, for det følge jeg ikke han gjorde.
Han sagde efter han havde læst den, at han ikke længere vidste noget som helst – om han elskede mig og ville blive sammen med mig. Vi aftalte at vi blev sammen august ud og at han skulle opsøge en psykolog og få snakket med hende, for han kunne jo godt selv mærke at han havde det dårligt.
Det gjorde han så, men fik det faktisk dårligere efter nogle gange, for hun fik jo sat gang i nogle ting (hun havde også sagt til ham at han var i krise). Nu vidste han ikke, om jeg bare var en redningsplanke, om han kun blev hos mig for ikke at gøre mig ked af det, at han ikke kunne tilbyde mig noget, at han altid valgte nemme løsninger og blev farvet af andre o.s.v.
Jeg blev bekymret for ham – også fordi han i flere måneder slet ikke havde taget kontakt til f.eks. sit barnebarn.... når vi blev inviteret fandt han en undskyldning for vi ikke kunne komme. Han kunne slet ikke fortælle mig hvornår han sidst havde været glad og havde de sidste halvanden måned bare været trist og ked af at han gjorde mig ked af det, for jeg var sådan en dejlig varm pige, så han burde jo bare elske mig men kunne ikke. Han følte lidt når han stod op om morgenen at dagen bare skulle overstås. Jeg fik ham så til at love at bestille en tid hos lægen selvom han havde nogle gange tilbage hos psykologen, for jeg mente han godt kunne have en lettere deperession.
Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det, for jeg har så svært ved at forstå, at han kunne være så sindsyg glad for mig og elske mig så højt i starten af juni.... og så midt i juli er følelserne bare væk. Alle der så os sammen sagde tit at det var helt vildt så højt han elskede mig.... skulle altid lige sidde og røre og skulle kysse midst hver 5. minut
Jeg fik så læst et brev han havde skrevet til mig her sidst i agust (det var krøllet sammen så det var ikke meningen jeg skulle have det) om at han flyttede, for han elskede mig ikke mere og han havde så mange ting fra barndommen der skulle bearbejdes samt fra hans ægteskab. Men når han snakkede efter jeg havde læst brevet lød det som om vi skulle være sammen. Han kyssede mig, hold i hånd, vi havde sex og han snakkede om ting i fremtiden..... men han virkede ikke GLAD, virkede ikke tilstede. Det eneste han efterhånden kunne snakke om var hans arbejde.... og han arbejde meget.
Enden på det hele blev så, at jeg bad ham pakke de ting som han brugte i dagligdagen og flytte uden at vi havde kontakt i en længere periode så han kun skulle forholde sig til sig selv...... og det gjorde han. Men det er godt nok hårdt – jeg ville jo SÅ gerne hjælpe ham og støtte ham og holde om ham, men når han ikke længere følte han elskede mig kan jeg ikke gøre så meget. Jeg håber så han fortsætter hos psykologen og han også har fået fortalt lægen hvor dårligt han har det (stress og kan ikke mærke nogen glæde overhovedet).
Men det kan også være det er mig der er naiv og han virkelig bare er holdt op med at elske mig og slet ikke har en depression ..... man kan man virkelig være så glad og lykkelige og forelsket i starten af juni og så 3 uger efter ikke have nogen varme følelser længere? Det skal lige siges at vi lige til det sidste havde det super godt... .har egentlig aldrig skændtes og var rigtig god til at lave hyggelige ting sammen.
Men alt i alt ligger jeg bare her i fosterstilling og prøver at lade være med at kontakte ham og HÅBER han kommer hjem igen.