Har vi en nationalsjæl
det er et spørgsmål jeg ofte har stillet mig selv i de senere år, hvor i sær udlændinge debatten har haft et indhold og en form jeg ikke bryder mig om...men også lukningen af Pusherstreet og på sigt Christiania og andre indgreb mod den enkeltes frihed, som jeg syns jeg har oplevet siden sammenrendet af V&K med DF
Men det skal dette indlæg nu ikke handle om...konkret. Næ, nu skal vi op i lidt højere luftlag..hwis do forstår hwa je mener...
For jeg syns der har været og stadig bliver snakket meget om udlændignge...vel at mærke af dem der snakker...for jeg er såmænd ganske overbevist om at hvis vi tæller stemmerne hos det store brede flertal (det tavse flertal) sammen, så ville der være langt til et flertal for de rimeligt rabiate forholdsregler som landsforvisning og total udstødelse vi for eksempel møder krav om her på sol, i taxaer og i i busser....og igen og igen.
Men tilbage til spørgsmålet jeg forsøger at sætte fokus på: Har vi en nationalsjæl...en dansk kulturel, historisk, menneskelig egenart..og jeg mener svaret er et stort rundt ja.
For eksempel vores forhold til autoriteter. Godt nok retter vi os pænt efter loven...når der er nogen der kan se os..men hvis vi ikke lige er inden for synsvidde tolker vi loven lidt mere personligt...og ofte med myndighedernes accept. De gør selv det samme når uniformen ligger på hylden. Det er de færreste af os der holder loven blot fordi vi skal. Det finder jeg personligt særdeles sympatisk. Inden for visse rammer selvfølgelig.
Vi er også rimeligt uformelle i kontakten med hinanden og det går som regel nemt med at kommunikere på tværs af sociale skel....endnu et udtryk for den uhøjtidelighed jeg tillader mig at hævde er en del af den danske folkesjæl.
Og så er vi trods jantelov ikke bange for at tænke langt og stort. Gennem hele historien har vi formået at hævde os i den ene eller den anden sammenhæng og hvis vi for eksempel ser på det antal af elitesportsfolk med flotte reultater på verdensplan, som vi kan tælle i disse år, i forhold til hvor få vi faktisk er, så viser det meget godt, hvad jeg tænker på. Men det gælder også indenfor en lang række andre områder som videnskab, arkitektur og kunst...øh ja faktiak indenfor alle områder, hvis vi nu skal være lidt ubeskedne.
Et andet godt eksempel er vores humor, som jeg mener rummer elementer som ikke dyrkes på samme måde i andre kulturer eller lande.
Og ellers er vi vel lige så differentierede og forskellige som folk i alle andre lande. Også de arabiske og lande hvor Islam er blandt de store religioner. Men hvis jeg skulle nævne noget der i særlig grad kendetagner en dansk egenart ville det være det jeg har forsøgt at gøre rede for oven for.
Ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg skriver dette. Nok lidt i en form for afgmagt over netop hele den måde debatten og definitionen på det at være dansk har snoet sig rundt om Pia K.s makabre lillefinger. Hvilket jeg personligt mener er den største trussel mod det at være dansk og kunne være stolt af det samtidig. Men mere om det en anden gang. Jeg kunne godt tænke mig om nogle af jer andre har bud på egenskaber hos os der er så specielle for os at vi kan tillade os at regne det for noget specielt dansk.
Men det skal dette indlæg nu ikke handle om...konkret. Næ, nu skal vi op i lidt højere luftlag..hwis do forstår hwa je mener...
For jeg syns der har været og stadig bliver snakket meget om udlændignge...vel at mærke af dem der snakker...for jeg er såmænd ganske overbevist om at hvis vi tæller stemmerne hos det store brede flertal (det tavse flertal) sammen, så ville der være langt til et flertal for de rimeligt rabiate forholdsregler som landsforvisning og total udstødelse vi for eksempel møder krav om her på sol, i taxaer og i i busser....og igen og igen.
Men tilbage til spørgsmålet jeg forsøger at sætte fokus på: Har vi en nationalsjæl...en dansk kulturel, historisk, menneskelig egenart..og jeg mener svaret er et stort rundt ja.
For eksempel vores forhold til autoriteter. Godt nok retter vi os pænt efter loven...når der er nogen der kan se os..men hvis vi ikke lige er inden for synsvidde tolker vi loven lidt mere personligt...og ofte med myndighedernes accept. De gør selv det samme når uniformen ligger på hylden. Det er de færreste af os der holder loven blot fordi vi skal. Det finder jeg personligt særdeles sympatisk. Inden for visse rammer selvfølgelig.
Vi er også rimeligt uformelle i kontakten med hinanden og det går som regel nemt med at kommunikere på tværs af sociale skel....endnu et udtryk for den uhøjtidelighed jeg tillader mig at hævde er en del af den danske folkesjæl.
Og så er vi trods jantelov ikke bange for at tænke langt og stort. Gennem hele historien har vi formået at hævde os i den ene eller den anden sammenhæng og hvis vi for eksempel ser på det antal af elitesportsfolk med flotte reultater på verdensplan, som vi kan tælle i disse år, i forhold til hvor få vi faktisk er, så viser det meget godt, hvad jeg tænker på. Men det gælder også indenfor en lang række andre områder som videnskab, arkitektur og kunst...øh ja faktiak indenfor alle områder, hvis vi nu skal være lidt ubeskedne.
Et andet godt eksempel er vores humor, som jeg mener rummer elementer som ikke dyrkes på samme måde i andre kulturer eller lande.
Og ellers er vi vel lige så differentierede og forskellige som folk i alle andre lande. Også de arabiske og lande hvor Islam er blandt de store religioner. Men hvis jeg skulle nævne noget der i særlig grad kendetagner en dansk egenart ville det være det jeg har forsøgt at gøre rede for oven for.
Ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg skriver dette. Nok lidt i en form for afgmagt over netop hele den måde debatten og definitionen på det at være dansk har snoet sig rundt om Pia K.s makabre lillefinger. Hvilket jeg personligt mener er den største trussel mod det at være dansk og kunne være stolt af det samtidig. Men mere om det en anden gang. Jeg kunne godt tænke mig om nogle af jer andre har bud på egenskaber hos os der er så specielle for os at vi kan tillade os at regne det for noget specielt dansk.