Helheden er en person

Nogle tror, at Gud intet andet er en totalsummen af sine dele. Men Gud er den ufattelige person, der er indeni alting og udenfor alting. Således forbliver alting der udgår fra Ham, ligesom sjælen, indeni Ham.
Det bekræftes i Vedaerne:
Guddommens Højeste Personlighed er fuldkommen og fuldstændig. Eftersom Han er fuldstændig fuldkommen, er alt, der udspringer fra Ham såsom denne materielle verden, fuldkomment udstyret som fuldstændige helheder. Hvad der end udgår fra den fuldstændige helhed, er også i sig selv fuldstændigt. Eftersom Han er den Fuldstændige Helhed, forbliver Han uformindsket, selvom så mange fuldstændige enheder udstrømmer fra Ham.
-- Sri Ishopanishad 1

Forsættelse af fluen på væggen.
Der svarede du mig at sjælen ikke var helheden.
Nu skriver du. Citat: Men Gud er den ufattelige person, der er indeni alting og udenfor alting således forbliver alting der ugår fra ham, ligesom sjælen, indeni ham.
Hvis Han er den fuldstændige helhed vil alt der udspringer fra Ham også være den fuldstændige helhed.
Så er sjælen også helheden.
Smør og ost er lavet af det samme men giver også en helhed.🙂
M.v.h lightness

Og delen er aldrig helheden.
Achintya abedhabedha tattva, kaldes den filosofi, jeg står for.
Det betyder, at sjælen på ufatteligt vis på en og samme gang er lig med Gud og forskellig fra Gud.
Vi er lig med Gud i kvalitet, men vi er forskellig fra Ham i kvantitet. Det er ligesom en dråbe havvand - den består af samme kvalitet som havet, nemlig saltvand, men den er ikke hele havet, den er blot en lille mikroskopisk del. Så dråben er af samme kvalitet som havet men den er ikke samme kvantitet. På samme måde er sjælens forhold til Gud. Gud er helheden og sjælen er delen. Delen er aldrig lig med helheden, andet end i den forstand at den har samme kvalitet som helheden.
Guds kvalitet består af evighed, kundskab og lykke. Krishna er summen total af evighed, kundskab og lykke. Sjælen er blot et lille fragment af disse kvaliteter.
Det er derfor vi som personer altid graviterer mod evighed, kundskab og lykke. Vi søger altid disse kvaliteter. Hvorfor? Fordi det er vores naturlige tilstand. Men kroppen eller materien er lige det modsatte. Kroppen er midlertidig og fuld af elendighed og uvidenhed.
Det er derfor at sjælen aldrig kan blive fuldt lykkelig i materien.
"Ud af alle de utallige bevidste væsener er der en af dem, der opretholder alle de andre." (Katha Upanishad 2.2.13)

OK.
Den er så fiset ind.🙂
Jeg tror altså stadig på det andet.
Synes bare det lå tæt på hinanden.
M.v.h lightness

De to opfattelser minder om hinanden, fordi de begge er fra den vediske filosofi. Der er grundliggende to åndsretninger indenfor vedisk filosofi.
Den ene er Vaishnava, dvs. dem der tror, at Gud er en person (det er mig:)- og så er der upersonlister eller Mayavada, og de tror ikke at Gud er en person. De tror at vi allesammen er Gud. De kalder den endelige tilstand efter befrielsen for Brahman. Det er det, du kalder lyset.
Her er hvad Gud har at sige om den opfattelse - Krishna siger:
Uintelligente mennesker, der ikke kender Mig rigtigt, tror at Jeg (den Højeste Personlige Guddom, Krishna) først var upersonlig, og nu har påtaget Mig denne personlighed. Pga. deres minimale viden kender de ikke Min højere natur, der er uforgængelig og suveræn. (Bg. 7.24)