Historier fra hospitaler 2011

Ja det var ikke lige "planlagt" at jeg skulle sådan et sted hen, men det blev altså nødvendigt da jeg mistede kontakten med mine ben...!
Babu med ambulance og det hele ;)
Først blev jeg lagt bag et gardin. Uden nogen anelse om hvor længe jeg mon skulle opholde mig der...
Så fik jeg ellers lagt drop og sprøjtet et eller anden som gjorde vildt ondt ind. Og tjekket bogstaveligt talt i hoved og røv.
Næste dag vågnede jeg op til tomatsuppe, og en medpatient som tydeligvis var tæt på døden.
Men "servicen" var fin og der var rollatorer til alle som havde behov for en sådan for eksempelvis at kunne gå på toilettet, eller hente en kop vand selv.
Men efter en lille uge sådan, skulle jeg flyttes til "skod-gangen" - den som er ca 40 år gammel og ikke har fået opgraderet elevatorer eller noget som helst andet lige siden.
Her lå alt fra epilipsi-tilfælde til svært overvægtige, sukkersyge, sindsyge, små teenage-tøser med spise-forstyrrelser, demente gamle, gangbesværede i alle aldre, og folk med rygerlunger. Der var endda en på 82 som INTET kunne synke (altså ikke engang en tår vand eller sit eget spyt), og lægerne fortalte han gladelig at "alt var fint og iorden" - selvom han selv lå og var så hunderæd at han kunne finde på at hive i snoren - eller i mangle af evnen til samme - at bede MIG hive i snoren, blot fordi han ville gøre en sygeplejerske opmærksom på at han var mega-bange, og gerne ville spørge om "det var nu, eller snart (at han skulle dø)...
De sagde bare "neeeej dit blodtryk er fint, ingen problemer...." nå ok hvad hulen laver man så på et hospital?

Skrevet af tibiaCLAUSa
Jeg går ud fra at du er rask, eller i hvert fald kunne sendes hjem. Det kan heller ikke ses klart, om ”skodafdelingen” var en stresset medicinsk afd. eller en psyk. afd. der ofe er placeret i særskilte, måske op til 150 år gamle nødtørftigt renoverede bygninger, eller på særskilte matrikler flere kilometer fra det ”normale” hospital. Jeg synes meget tyder på, at det har været en overbelagt medicinsk afdeling, hvor man åbenbart også placerer psykisk syge, epileptiske og dybt senile patienter sammen med ”normale”, der blot er meget syge, hvor afdelingen også skal være ”hospice” for dem, der er så godt som døde.

Jeg havde heller ikke planlagt at skulle miste et ben på grund ag (uopdaget) sukkersyge, og samtidig moiste hele mit jobgrundlag, men var nok så ”heldig”, at jeg kunne placeres på ”ortopædkirurgisk” og siden på genoptræningsafd, men skulle lige midlertidigt til Rigshospitalet (også på en knokkel-afd.) hvor jeg lå som ”slangemenneske” (med både transfusions og iltslanger en rygmarvsbedøvelsesslange-tilslutning og kateder nederst, hvor jeg beundrer de sygeplejersker, der kunne skifte tøj på mig, hvor jeg havde en flot udsigt over Fælledparken og meget mere oppe fra 16 sal, mens min sidekammerat kun kiggede ud i et gardin. Da det en enkelt gang var trukket fra sagde vi til hinanden. Nå, det er sådan vi ser ud!
Deres stikkontakter kunne ikke uden videre bruges til en barbermaskine, medmindre man brugte en adapter med skrå stikben.
Lige før Rigshospitalet skulle jeg et enkelt døgn ligge på det lokale hospitals medicinske afd, hvor sengene nærmest ikke kunne være der for hinanden, og hvor personalet nemt kunne få brug for skadestuen. Jeg var sådan set i samtidig medicinsk behandling for diabetes foruden behndling efter operationen.

Jeg fik som sagt amputeret det ene ben, men det var ikke hospitalets opgave at holde øje med, og at pleje det andet ben, hvilket en sygeplejerske mente var helt ude i hampen. Også det andet ben skulle der klares småting med senere hen, herunder med en kortvarig indlæggelse som jeg ikke har kritiske bemærkninger til.
Tilmed skulle jeg da jeg var allermest syg, udfylde et skema til arbejdsmarkedsforvaltningen mht. om jeg kunne komme i arbejde igen. Også at jeg var ude for læger og fysioterapeuter, der ikke "snakkede sammen", selv om det drejede sig om de samme patienter. Efter hospitalet kom så et udredningsforløb bl. a. med arbejdsprøvning på et for handicappede nærmest utilgængeligt sted, netop da jeg skulle komme mig, hvilket hospitalerne ikke skal lastes for, men det gav en glimrende optræning i at gå på trapper med (i en periode også uden) kunstigt ben. Inden da blev jeg erklæret 1/3 arbejdsdygtig, også af en offentlig instans, nu var min situation måske en smule speciel, men det med hospitalerne og arbejdsprøvning er ikke særlig specielt!
Lige, at en medparient, der skulle opereres fra morgenstunden og havde fastet et døgn, først blev hentet af portøren sent på aftenen og måtte ligge og kukkelure hele dagen. For mit eget vedkommende skulle jeg til specioalundersøgelse på andre hospitaler og havde problemer med at nogen ville transportere mig retur. Det var som om man havde glemt mig, eller nogle beskeder om liggende transport ikke var blevet hørt.
Nu er det 7½ år siden, det kan sagtens være anderledes nu.