hjertebristen

Nu må jeg sidde i natten og gruble og fyldes af nagende martrende gru.
mit hjertes tikkende dunkende rytme blir´ikke læng´re båret af tro
hvor skal jeg vende min lyst mine tanker
hvor skal jeg finde mit liv og det smil
der før var mit håb mit kald og min verden
det sted på jorden jeg ønsked mig til
i hjerterummet hos dig var min varme og her lå min glædes søde eksil
er jeg fortabt forvist, for bestandig? fra dig og den nærhed der gjorde mig hel

såred jeg dig med en kulde der smerted
og fandt du en grund til frygte for svigt
så du da ikke min angst for at falde
igennem det utætte udspændte net
tror du da nu vi
må opgive drømmenes ønskernes fremtidens gyldne lyst
det er det spørgsmål der nu her i natten nager og smerter
dybt i mit bryst
Èn ting min elskede ved jeg da sikkert
intet så stort som det der var vort
intet var værd at bryde det bånd for
som lod vor tillid komme til kort´
nu og for altid ja evigt jeg græder
over vort tabte paradis´ bo