Hjælp hjælp hjælp - jeg kan ikke klare mnin datter på 9år - det har stået på i flere år!

Hej.
Brainstorm uden rettelser....
Jeg er en Mor med en datter på nu 9 år, håber ikke at alderen er for høj til dette forum. Jeg har gennem årerne fra hun var godt 2 år og til nu søgt hjælp jeg kan ikke klare hende.
Hun vil på børnehjem, gør lig hvad der passer hende, og ved den mindste modstand har hun så store skrigeture at alt i vores familie er i oprør. Vi er en familie på 4 - hun har en lillebror på 6 år som hun er manipulerende og hård ved, slår, sparker, niver og vender man ryggen går det galt, hun er så jaloux eller mere direkte beskrevet ond på ham. Hun gør grin med hans handicap og han bliver meget gal og ked af det.
Det er ikke fordi vi ikke tager hensyn til hende, alt foregår efterhånden på hendes præmisser.
Vores største problem er at vi er en familie helt uden netværk, udover en storebror som af og til er kommet med taxi for at nå hurtigt frem når jeg har ringet efter hjælp og prøvet at få hende til at falde ned.
Ting bliver smadret, hendes lillebrors ynglingsting brækket over eller knust. Anfaldene kommer uden grund eller med den mindste modstand en kammerat - en dreng 2 år ældre der f.eks ikke har lyst til atlege mere. På alle vores ferier gennem årerne har der været så store optrin og lange skrige og amokture både i fly og på hoteller at folk har henvendt sig til os. Vi er fraflyttet en lejlighed da jeg var så flov over skrigeriet og kasten med sofaerne i gulvet og hamren på rørerne og råb om hjælp eller jeg dør eller jeg myrder dig jeg hader dig .....i den gamle lejlighed boede der 3 hold mens vi boede der, den sidste der boede der ( en stille dame omkring de 60 år ) viste sin afmagt en dag ved at råbe og skrige og hoppe i gulvet i en time eller mere, - hun gjorde det sikkert af afmagt, men prøv at tænk hvordan det er at være skyld i et. I den nye lejlighed vi er flyttet i havde hun i starten håbede vi fået en ny adfærd, men nu er den værre end det nogensinde har været. En opgang uden børn, men med stille rolige flinke beboere, der har vist deres afmagt ved at banke hårdt på rørerne og ellers bare holde afstand.
Vores datter vil gerne på børnehjem, hun vil gerne skifte skole. Skoleskift har jeg ansøgt om, børnehjem vil jeg gerne i en periode da det er ret uhyggelfigt det her. Hendes læge har jeg aldrig haft involveret, udover jeg har omatalt hendes temperament. Hendes skole og fritidshjem har ikke omtalt problemer, heller ikke hendes vuggestue og børnehave selvom sindet og temperamentet og nu ligegyldigheden med os er accellereret vildt. I år bliver man ikke tilbudt en samtale på skolen andet hvis der er problemer det har jeg bedt om nu hvor hun vil ud af skolen.
Jeg har præsteret at slå mig selv vildt for at standse hendes anfald, hendes bror flygter fra hende eller prøver at efterkomme hendes ønsker, så alt går efter hendes hoved, og vi forsøger alle at lave ting hun gerne vil, men alt forgæves.
Så børnehjem hvordan får vi sat det igang? Eller er der andre muligheder for at vi kan slappe af som familie, og så hun kan få sine behov stillet??

Her er nogle gode artikler om opdragelse af børn: http://www.farmorogborn.dk/artikler/

Ud fra hvad jeg læser så er det din datter der styrer hele molevitten - og det skal hun absolut ikke have lov til. Jeg er ikke psykolog eller noget, men jeg har set en hel del af de der "Nanny programmer" og de er gode. (Også har jeg også læst lidt psykologi). Der er et eller andet din datter er sur og ked af over. Har du prøvet at snakke med hende? Spørg hende om hvad hun er gal over. Selvom hun bare er 9 år kan hun sagtens bære rundt på en masse tanker og følelser - og hun bærer åbentbart rundt på noget som hun har det meget svært med. Du skriver at hun gerne vil skifte skole - har du overvejet om hun har det svært i skolen? Det kan godt være de ikke har omtalt problemer - men tag evt. en snak med lærene, og forklar dem problemet. Der er et eller andet din datter er meget frustreret over - og det er dit arbejde som mor at finde ud af hvad det er. Kom gerne med en tilbagemelding - jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan det går. En anden ting der er vigtigt - når du snakker med hende - sørg for at du er i hendes øjenhøjde. Håber det kan hjælpe lidt. Og lad for guds skyld være med at råbe af hende hvis hun begynder på det. Hvis hun begynder at råbe så sig stille og roligt - mens du kigger hende i øjnene, at du gerne vil hjælpe hende, men at du ikke har mulighed for det før hun fortæller hvad hun er ked af.

Har du ikke set for meget SOS-barnepige ????

Hold hellere din bøtte - hvis du ikke har andet at sige!

Jeg er altså i systemet og kender alt til sagsgang, sagsbehandling og behandling. Situationen, som beskrevet ville aldrig få lov til at udvikle sig til den "historie". ALDRIG!
Hvor dum kan man dog være!!!

Hejsa.
Da dit barn er i skolealderen kan du få hjælp af ppr som står for psykologisk pædagoisk rådgivning. Du kan kontakte din kommune og få oplyst deres nr. I første omgang kan du ringe i deres telefon tid. Det lyder som om du virkelig har problemer, men jeg kan ikke forstå hvordan børnehjem kommer på tale. Normalt kommer man jo ikke på børnehjem pga sådanne problemer og man kan jo heller ikke gå ud af skolen som niårig. Det lyder som om i har brug for hjælp til at sige fra overfor datteren, og til at forklare hende om acceptabel og ikke acceptabel adfærd.
Du kan osse kontakte sundhedsplejersken hvis du har svært ved at komme i kontakt med ppr. Hun kan faktisk godt hjælpe med større børn, og hun kan anbefale andre i jeres kommune som kan hjælpe jer.

Damen har jo brug for hjælp og i stedet er du bare en dum egoistisk bedrevidende kælling der kun kan rakke ned. Du har garanteret været en mobber i folkeskolen. Hvis du ikke kan lide indlægget kan du jo holde dig fra det! HVOR DUM KAN MAN VÆRE!! Spade!!! Og hvis du er i systemet - så synes jeg det er synd for den chef der har ansat dig!

- om man er 2 år eller 9 år, så er det for stor en opgave at skulle styre en hel familie, så job skal hun da sættes fra - omgående.
- Hun lyder som en temmelig stor mundfuld, så små bidder er nok det eneste overkommelige.
- Fordi hun får den idé at hun vil skifte skole er det vel ikke nødvendigvis noget der skal efterkommes. Hvorfor i alverden dog det? Tag en snak med skolen (eneste skole jeg har hørt om der kun holder "problemmøder")
- Hvis hun giver udtryk for at hun gerne vil på børnehjem, så er der noget der siger mig, hun forsøger at fremkalde en reaktion fra dig - og det er nok ikke at du undersøger mulighederne for hende. Find ud af, hvad hun vil straffe dig for.
- Og sørg så da for pokker for, at hun ikke forpester sin lillebrors tilværelse, hvordan kan du nænne det. Det skal ingen børn da leve i, det scenarie i her har frembragt.
- Og ja "forældre forfra" artiklerne ville du sikkert have meget fornøjelse af, om ikke andet, så kan de vel anspore til at søge sagkyndig bistand, for efter 7 år i helvedes forgård trænger alle vel til et pusterum. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig mig selv i rollen som en forældre, der er nødsaget til at overdrage magten til en hverken 2 eller 9 årig, så meget andet kan jeg ikke skrive til dig.
- Jeg håber da godt nok I finder en løsning på det her.

Hej Eva!
Jeg kan virkelig godt forstå dine frustrationer, men jeg tror bestemt ikke du skal tænke på børnehjem som den første løsning. Jeg tænker på at jeg synes l skal få hende undersøgt, måske der er en lægelig forklaring på hendes opførelse og at det kan løses med den rigtige hjælp/behandling. Det kan også være der er noget hun prøver at udtrykke men ikke kan finde ud af at gøre det på den rigtige måde, når jeg læser det du har skrevet lyder det desværre utrolig meget om mig dengang jeg var 9 år.
Jeg er selv opvokset på børnehjem og flyttede derfra for mindre end 2 år siden.Det er bestemt ikke steder man skal anbrange sine børn medmindre det er yderst nødvendigt, og det er også meget svært at få sine børn anbragt pga alle de nye kommunesammenligninger og at amterne er nedlagt, men ja det er egentlig irelevant lige nu.
Mit råd vil være at l får noget hjælp med hende, det lyder ikke til at være sjovt for jer, men tænker egentlig mest på hvordan hun har det. Men når det er sagt vil jeg også sige at ja der er en chance for at det bare er et spil hun spiller imod jer, jeg kan bare (pga min baggrund og at jeg selv har været sådan) ikke lade være med at tænke at hun måske har det meget dårligt indeni.
Du er velkommen til at skrive en mail hvis du vil spørge om noget, du kan bare spørger løs.
Held og lykke med hende, ja og jer alle som famile.

Det er altså mig, der er chefen!.......udover at jeg er hankøn!
Der er alt for meget i den "historie", der ikke passer. Tro mig eller lad være.
Jeg føler mig til grin over sådan et fake indlæg, hvis eneste mission er at komme i centrum. Jeg gider ikke engang pege på de mange punkter i "historien", der klart gør den utroværdig.
Tak for tippet - og vil bestemt finde på andet at bruge min tid på.

DU SKAL HENVENDE DIG ET HELT RIGTIGT STED.... Ikke her!
;-) ;-(

Din lille pige har brug for dig, og der er et eller andet helt helt galt som hun igennem sin opførsel forsøger på at fortælle dig.
Når hverken skole, eller institutioner har reageret eller udvist tegn på at de har nogle problemer med hende, kan det ikke være fordi hun er syg af eks, damp.
du skriver at hun gerne vil på børnehjem - HUN er 9 år gammel, en lille pige der skriger på at DU hendes MOR ser hende, og viser at du er den voksne, og den der passer på hende.
hendes højeste ønske er at DU træder i karakter, sætter nogle klare grænser og holder ved!!!!!
Det vil give hende tryghed - og den tror jeg hun mangler, for det lyder som om du har svært ved at påtage dig voksen rollen, her hæfter jeg mig ved at du skriver:
Jeg har præsteret at slå mig selv vildt for at standse hendes anfald, hendes bror flygter fra hende eller prøver at efterkomme hendes ønsker, så alt går efter hendes hoved, og vi forsøger alle at lave ting hun gerne vil, men alt forgæves.
Altså ja undskyld mig, men hvad fanden har du dog gang i? Du er den voksne, og så begynder du at opfører dig som et barn, ved at slå vildt på dig selv?????!!!??
Hendes bror flygter fra hende, og alle forsøger at gøre hende tilfreds - hvor har din søn sin mor henne her?
DU må vise hende at DU ikke vil have den opførsel. Og at den har en konsekvens. Hun skal vide HVAD den konsekvens er, og at der er en konsekvens HVER gang.
Og så skal du se og få fortalt din lille ulykkelige pige, at du elsker hende højre end noget andet - og at du aldrig nogensinde sender hende på et børnehjem - for det er det hun længes efter at du fortæller hende.
Og så skal du lære at skælde ud på den rigtige måde: Du skal fortælle at det er hendes OPFØRSEL der er forkert, det er IKKE hendes PERSON!!!!
Du skal da på ingen måde give hende medhold i at hun er et forfærdeligt barn, og at hun skal på børnehjem - hvad pokker tænker du på???!!!
Mit ordsprog herhjemme til min datter er: Du kan gøre mig vred, hysteisk og meget ked af det, men du kan ALDRIG gøre noget der er så slemt at du ikke kan fortælle mig det, uanset hvad elsker jeg dig højere end noget andet.
Fortæl hende HVER dag at du elsker hende af hele dit hjerte, at du er stolt af hende fordi hun er en dejlig lille pige.
Hun skriger på at du SER hende for den hun er, at du viser hende din kærlighed, med klare grænser, at du tager ansvaret for hende så hun kan få lov til at være et barn, og at hun er elsket selv på trods af sin dårlige opførsel.
Hendes opvækst lyder som min egen: en vag mor, der ikke formåede at sætte grænser, ikke orkede at tage konfrontationer, en mor der kritiserede mig og hakkede på mig evig og altid, gav mig et elendigt selvværd der i mange år og til stadighed stikker sit hovede frem og forpester mit liv på alle tænkelige måder.
En mor der fik anbragt mig uden for hjemmet, fordi hun ikke orkede mig!
En mor der ikke evnede at se hendes barn havde det rigtig dårligt, og en mor der ikke orkede at tale med barnet på en ordentlig måde.
Behøver jeg mon fortælle dig at jeg har lagt i med så mange mænd at jeg ikke har tal på det fordi jeg troede jeg kunne finde kærlighed.
at jeg i flere år var på hårde stoffer og druk fordi jeg ikke magtede de følelser jeg havde indeni og som dukkede op når jeg ikke var påvirket.
Og ja jeg er sku til tider bitter på min mor!
Så mit råd til dig er: fortæl din datter at hun ingen steder skal, at du har nogle nye regler som skal følges, og at der er straf når de ikke bliver fulgt. og at du elsker hende og at hun er det bedste der er hændt dig.

at en pige på 9 år overhovedet ved noget om børnehjem og ydermere at hun vil vælge det! Er historien således at hun fx er blevet stillet spørgsmålet OM hun vil på børnehjem og dertil har svaret ja? Et barn på kun 9 år er da slet ikke i stand til at ræssonere over følgerne af sådan et valg! Noget siger mig at problemets rod skal findes nærmere stammen ;-)
Bruger du det som en trussel mod hende?

- fordi hun er tyrannisk og hysterisk behøver jo ikke være uoplyst. En 9 årig ved nok godt er noget, der hedder et børnehjem, at så realiteterne om at bo der ikke er helt præcise for hende er vel en anden ting.

Der er ikke noget i historien der ikke passer, hun blev hentet igår af hendes bror. Alt passer og historien har altså udviklet sig uden "hjælp" fra nogen, de problemer hun har - og vi har viser jo nok at noget er gået helt galt her hos os. Jeg har ellers gennem årerne forsøgt at opdrage, være synlig m.v. -
Sårende at læse at nogen skriver at der er noget der ikke passer, jeg sad i største afmagt igår og skrev og hvis indlægget bærer præg af at være usandt så gør det mig meget ked af det. Problemerne er ikke sat på spidsen, men det der sker at hun bruger vores afmagt mod hendes skrigeri og ødelæggelser. Så derfor bad jeg om hjælp måske nogen har oplevet nogen lignende.
At skrive det er et fake indlæg og at det ikke passer osv. Hvorfor skulle jeg dog bruge tid på et så personligt brev om mit barn, hvis det skulle have været "fake" havde jeg valgt et andet emne og sat det lidt lettere - og sjovere op!

Dem blev jeg glad for at læse. Vil lige fortælle at PPR har vi fået en tid til her i maj mdr. Klasselæreren har vi kontaktet over mail og bedt om en samtale med ifm. hendes ønske om skoleskift, og skolen hun gerne vil på istedet har vi kontaktet og afl. ansøgningsskema, der er bare ikke plads da der er 24 elever på begge klassetrin, men de gemmer ansøgningen. I den klasse hun går i nu er de kun 19 børn, så måske det ikke er nogen god ide at skifte. Det kan jo detsværre også give nederlag for hende. Vedrørende børnehjemsnakken er det hende selv der bruger det meget - når hun får anfald. I hendes klasse er der en pige der er på børnehjem, hun har besøgt hende flere gange der, og hun er vild med de forhold der er der. Pigen som er den eneste pige fra klassen hun ser uden for skoletiden skal flytte til en anden skole efter sommerferien.
Vi har tit snakket om at hvis vi boede i hus - og ikke var så påvirkelige for at hendes opførsel og over at vores liv bliver skreget ud til alle i opgangen - ville hun måske ikke bruge skrigeriet, hun kan se at det gør os yderst frustrerede.
Det jeg skriver med at slå mig selv var ikke i går men tidligere, og de gange jeg har gjort det har jeg ikke været i tvivl om at det var dumt, men på det tidspunkt har smerten og afmagten været for stor.
Hun har også en anden side hvor hun er sød og kærlig og leger med sin bror, og elsker os overalt på jorden, skriver søde breve og laver tegninger og overraskelser. Så krydser vi fingre og håber at hun er vendt.
Så altså tusinde tak for svarerne, det varmede at læse.

Jeg er total rystet !!
Du bør omgående søge hjælp hos din egen læge, som kan henvise dig til det rette sted for jer.
Hvordan kan i tale om børnehjem, når i ikke har prøvet alle muligheder (tænker på sundhedsplejerske, egen læge, skolepsykolog, børnepsykiatrisk afd m.m )?
Det er jeres lille piges barndom i taler om, og ikke hvad jeres naboer tænker !
Undskyld hvis jeg er lidt hård, med det her er synd for jer alle og allermest synd for jeres datter.
Håber i for hjælp hurtigst muligt :)

på dit kontor og været "en del af systemet" - der aldrig kan hjælpe med noget som helst.
Tak for dine indlæg, nu kender vi holdningen der ligger til grund for manglende støtte til børn og forældre: Manglende fantasi og forudindtagethed.

"Pigen som er den eneste pige fra klassen hun ser uden for skoletiden skal flytte til en anden skole efter sommerferien."
- Lige i den sætning er der en pære der lyser! Hvis pigen er den eneste hun snakker med og den pige skal flytte til en anden skole efter sommerferien....! Det er da hvert fald et af de steder den er gal. Hun er jo glad for sin veninde og hvis hun flytter efter sommerferien - så er der måske ingen tilbage i klassen hun kan lege med!?!? Det kan være hun tror at ved at skifte skole ligesom pigen så kan de stadigvæk godt komme til at lege sammen??

Når en pige på 9 år, er så åbenlyst frusreret og vil VÆK HJEMMEFRA, er det fordi, der sker noget i hendes hjem, som hun vil væk fra !
Hvad er det, hun vil væk fra ?
Jeg kan også spørge: Hvem piller ?
Hun skriger jo på hjælp, det arme barn !

Kære Eva.
Jeg må indrømme, at det i mine øjne tyder på, at i har behov for øjeblikkelig hjælp. Det var dog en frygtelig beretning...
Må jeg foreslå, at du printer dit eget indlæg ud (jeg håber inderligt jeg er inde på rette "tråd", som det vist kaldes), da du har udvist et stort mod og ansvarlighed ved at skrive dette indlæg. Det kan være meget svært at finde ud af hvad man mener, for slet ikke at tale om at få det formuleret sat ned på papir.
Så synes jeg du skal tage en kopi med op til din læge,(hellere på mandag end på tirsdag, sic!) jeg er sikker på han vil råde dig. Desuden synes jeg du skal medbringe det til psyk./pæd., hvor du vist havde fået tid i maj måned.
Du formulerer dig glimrende, og så behøver du ikke sidde og tænke på, om du nu har husket det og det. Så er der et godt oplæg til en konstruktiv samtale. Det lyder helt ovenud rædselsfuldt for hele familien i mine ører, og jeg synes, det har stået på lige længe nok.
Men jeg er ikke psykolog, og det kan jo være vanskeligt at abstrahere fra sin egen verden og sætte sig i andres tilværelse.
Må jeg spørge, hvor faderen står i dette billede. Du skriver, at i er 4 i familien, men det er måske 'storebroderen' du hentyder til? Din datters storebror eller din? Hvor krævende er lillebrors handicap, som du kort omtaler.
Jeg ønsker dig og din lille familie alt godt. Kunne du søge en støttefamile til lidt aflastnig, reservebedsteforældre oder so?
VH jette-

skulle du tage hende til lægen?? Kan være hun fejler noget, har psykiske problemer..

jeg vil bare lige rose dig for dit flotte indlæg :-)jeg er sikker på det er det bedste, og at det er et råd hun kan bruge.. :)rigtig rigtig godt skrevet..
Hilsen Anne kathrine..

Jeg er glad for alle de gode råd den "skæld ud" og den opbakning der har været. Det har været meget brugbart for mig at læse og sødt af Jer at I vil hjælpe.
Den kritik der har været har jeg også taget til mig, og der skal hjælp til.
Vedr. spørgsmålet om hvor Faderen er, er han blandt de 4 i familien. Jeg har også ondt af hendes lillebror og er selvfølgelig ked af at min datters væremåde. Vi har forsøgt med alt fra konsekvens, ekstra opmærksomhed, at ignorere anfaldene osv. men der hvor vi er nu kan jeg godt se at der skal hjælp til udefra.

For mig lyder det som om, at din datter mangler en far. Du kan være en udemærket mor, som ikke må bebrejde dig selv at du ikke er i stand til at være far.
Det lyder også som om at hun er skolens mobbeoffer og at lærerne er med til det, for hvis lærerne var imod det, havde de gjort dig opmærksom på det og kommet med forslag til en løsning osv.
Tro mig, der er voksne der er med til at mobbe. Jeg er selv blevet mobbet som barn af voksne og børn. Barnet tør ikke fortælle sin mor, hvis en lærer f.eks. har smidt barnet ud fra undervisningen, da barnet føler at det selv var skyld i det og tror derfor at du bare vil fortsætte med at skælde ud, hvis det sladre til dig.
Fortæl dit barn at det har ret til at blive behandlet ordentligt og at du gerne vil hjælpe barnet.
Hvis systemet begynder at beskylde dig for at have været utilstrækkelig, er det urimeligt, da barnet tydeligvis mangler en far.

mange tak for dine søde ord, de varmer - god sommer til dig :-)
kærligst Enya