Psykologhjælp ?

Jeg har erkendt for mig selv at jeg lider af stres. Ikke voldsom stres, men nok til at gøre mig handlingslammet i perioder.
Jeg skal prøve at gøre det kort.
Årsagen til mit stres skyldes utallige flytninger mens jeg har læst. Og det har sværet svært at få til at hænge sammen da jeg har gået på et studie med mange eksaminer. Ikke nok med at jeg har flyttet rigtig meget, men mange gange har jeg ikke haft mit eget værelse men har måtte dele med en veninde eller flytte ind til min daværende kæreste sådan halvt, da han også har boet på et værelse i den tid. Oven i alt det her flytteri har jeg så haft min uddannelse og en skrækkelig økonomi at tænke på. Alt det flytning har gjort at min økonomi hurtig blev ret forfærdelig selvom mine forældre var søde til at hjælpe mig. Tingene gik stille og roligt den forkerte vej men jeg tænkte at det nok bare var en periode og så ville det blive godt igen. Men NEJ. Det blev en stresfaktor, der ikke blev plejet men fik lovat sidde og det blev ikke bedre af, at jeg tog på udveklsing og igen skulle vænne mig til nye omgivelser. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om studiet. Det gjorde mig stresset men jeg var stadig rodløs. Jeg blev nødt til at opgive mit "job/fritidsbeskæftiglese" i det internationale miljø med alle de udvekslingsstuderende, sådan mere eller mindre for til sidst kunne jeg slet ikke overskue at skulle lære de her nye mennesker at kende for så derefter at sige farvel til dem. Mit hjerte/sind kunne ikke rumme mere af den slags.
Det hele kulminerer så med sidste forår hvor jeg kommer i en elendig BA gruppe der kører hetz på mig fordi jeg havde en anden måde at arbejde på. Oven i det havde jeg igen eksaminer (mange) og det endte med at jeg lå og kastede op inden jeg skulle op til én afdem og måtte aflyse.
Jeg har nu brugt et semester på at tjene penge og få min økonomi på ret køl igen og den er også nogenlunde kommet ovenvande igen. Jeg har også arbejdet hårdt. Nu er jeg på SU igen og jeg kan mærke at jeg har præstationsangst overfor mig sev. Jeg kan mærke det her stres sidder der endnu. For et stykke tid siden mistede jeg et kært familiemedlem og én af mine bekendte fik konstateret uhelbredelig kræft. Jeg kender ham ikke så godt, men nok til at det påvirker mig.
Jeg har længe tænkt på om jeg skulle gå til psykolog nogle gange og få hjælp til at håndtere min stres. Men så tænker jeg mange gange at så dårligt har jeg det da heller ikke. Jeg bliver ikke decideret deprimeret når jeg har en dårlig periode, men jeg bliver mere og mere handlingslammet og jeg føler mig rodløs og forvirret og kan mindre og mindre overskue hvad jeg skal stille op med alting. Mine forældre har talt om også at sælge mit barndomshjem om et par år...endnu en base der bliver fjernet føler jeg. Og så alligevel, det er jo normalt. Det sker jo for alle. SUK
Jeg har så dårlig samvittighed over at skulle tænke at jeg nok må søge psykolog eller psykoterapeut, da jeg mener det i min situation er svagt. "Kan jeg virkelig ikke klare det her alene" Kender I den tanke?
Jeg tror ikke at jeg skal have mange behandlinger dog hvis det er at jeg endeligt beslutter mig. Jeg skal nok bare have nogle redskaber som jeg selv kan arbejde videre med.
Har du selv stået i den situation hvor du egentlig havde det dårligt men stadig ikke mente det var nok til at søge psykolog?
Det er en svær beslutning...men jeg er bange for at det skal blive ved med at gå ned af bakke hvis ikke jeg gør noget.

med til det her strescirkus hører også at jeg er blevet konfliktsky. Jeg kan ikke rumme særlig mange konfrontationer og beskytter mig selv overdrevet meget nogen gange.
Jeg vil så gerne ud af det, kan ikke rigtig kende mig selv i den rolle :-/

der kommer først, din rodløshed eller stresset?
En hurtig løsning kunne være at flytte ind ved dine forældre? Derefter kunne du måske slappe mere af, kun for den periode du selv ønsker. Derudover skal du måske heller ikke tænke i økonomiske baner.
Drop dette med at være udvekslende, få rod i din hjemby og koncentrere dig om dit studie. Hvis gruppearbejdet tager for meget af dine kræfter, så læse alene. (Kender gruppearbejde og ja det kan være belastende).
Hvis du mener du har brug for en psykolog, så start hos din læge, jeg er næsten sikker på, at han kan rådgive dig, det gjorde min, da jeg havde stress.
For din egen skyld også set med de briller, at du både er rodløs og har stress, kunne yoga/meditation eller lign. være en ide??
Ikke at mine ideer er den ultimative løsning, men du bliver nød til, at lave et eller om på dit liv, det er det din krop signalerer.
Spejder efter dig i morgen, hvis du har lyst til en videre snak.
Mvh

Nogen gange bliver jeg bare så vred, over at læse et brev som dit. Hvad har du egentlig som et problem. For mig at se, er du et forkælet barn. Og du er heldig. Du har økonomiske problemer, du er under uddannelse. Du er sgú da heldig. Jeg har selv en uddannelse, og fint nok. Men når man får problemer som du har, synes jeg du er heldig.
Mine problemer er mange. Nogle af dem kommer her. Banket sønder og sammen fra barndommen af, både fysisk og psykisk. Kun set min far i spjældet. Min kæreste fik barn med min søster, politiet mistænker mig i en bedragerisag, jeg ikke kender til, Min økonomi efter mit job blev nedlagt, gør at jeg må sælge hus og hund,jeg har fået konstateret en uhelbredelig sygdom, min nye kæreste og livs kærlighed, forsvandt sporløst i flere måneder,før han blev fundet af spansk politi, og dømt for narkosmuling, en stor overraskelse. Min bedste veninde har fået kræft, min far er lige død. Jeg drikker hver dag og tager piller, for at kunne kapere dette. Ja, jeg kunne blive ved. Det er ikke for at håne dig, men jeg ville gerne bytte problemer ud med dig, hvis jeg kunne. Du har det ikke så slemt, der er folk der har det 10 gange være end dig. Hvor sørgeligt det end er, er det det jeg klamrer mig til. Jeg bor ikke i et uland, og jeg har ihvertfald én god veninde, jeg kan klamre mig til. Se mulighederne istedet for begrænsningerne. Så er jeg sikker på vi begge, kommer helskindet igennem vores problemer. Stort knus herfra. Og lykke på din vej.

vurdere at man har brug for hjælp til at løse et problem - det hedder modenhed.

jeg har nævnt er nogen der HAR fundet sted. BA gruppen, udveksling osv. Og mine forældre bor for langt væk til at jeg kan flytte over til dem.
Jeg sidder i en klemme føler jeg og magter ikke selv at komme ud af den :-/ Jeg tror desværre ikke mit probleme er nok til at jeg kan få en henvisning til en psykolog. Plejer man ikke at skulle være på sammenbruddets rand der? Det er jeg ikke, jeg er bare status quo i mit sind. Der er ikke de store udsving længere i humør

om hvordan sindet virker. Måske er jeg svag, men jeg har været ude i konstant uro og har en masse pres hængende på mine skuldre. Det kan du godt holde til i en periode, men ikke i flere år hvor der ingen bedring sker. Men jeg er da ked af at mit indlæg gjorde dig sur. Det var bestemt ikke meningen at mine psykiske problemer skulle ødelægge andres dag.

Det er et stort skridt at erkende at der er noget man ikke selv kan klare længere. Det er ikke særlig fedt og oven i har man ikke lige brug for at få ad vide at man bare skaber sig. Jeg har gået med det her i nogle år og føler ikke det er skaberi ligefrem !

Jeg synes at det lyder meget fornuftigt at du får taget kontakt til din læge eller søger et par psykologtimer. Det er en fornuftig beslutning for man skal altså ikke vente til man er brudt sammen med at spørge om hjælp. Det skal tages i opløbet og det skal tages inden det eskalerer og det kan det gøre lige pludselig. én af mine veninder havde de samme symptomer som dig men insisterede på at klare det selv og hun gik ned på det og det var ikke et rart syn. Ikke for at skræmme dig men et belastet sind skal man ikke spøge spøge med. Så selvom ham knolden et sted i tråden siger du er forkælet så aner han praktisk taget ikke hvad du taler om. Stres og depression kender jo flere niveauer og sider og er ikke nødvendigvis kun betinget af at man har haft en dårlig barndom. Det troede jeg alle vidste...
Mvh Rotte
og god bedring eller hvad man nu siger :-)

for når jeg har gode perioder så tænker jeg at det er da for dårligt at jeg vil søge hjælp. Når jeg har dårlige perioder tænker jeg at det er simpelthen for dumt at jeg ikke har søgt hjælp før. Men du har nok ret. Det er bare så svært at gribe tlf ned til lægen og skulle fortælle det... :-( Ved ikke hvorfor...

Mange misforstår, hvad psykologhjælp går ud på og tror, at det kun er virkeligt syge eller nedbrudte, der har gavn af det. Kender en psykolog, som siger at kriteriet for at kunne gå hos en psykolog er: At du har lyst til at blive klogere på dig selv. Så i teorien kunne alle nok have gavn af en psykolog! Du kan sagtens gå hos en psykolog med henblik på at arbejde med din stress, så du bliver bedre til at håndtere den...det foregår stille og roligt og har intet med det stereotype billede at gøre, hvor man absolut SKAL bryde grædende sammen for at være berettiget til at være der. Men du skal nok ikke regne med at kunne få det betalt, hvilket måske også er fair nok - men tænk på hvor meget andet unødvendigt man render rundt og bruger penge på. Så er de altså rigtig godt givet ud...

for jeg havde den opfattelse at man næsten skal gøre sig fortjent til at gå til en psykolog.
Min læge mente dog at der var rigeligt grundlag for at give mig en henvisning eftersom jeg har gået med stress i meget meget lang tid og der ikke er sket nogen bedring.
Regner dog ikke med at bryde grædende sammen men regner mere med at komme til at tænke temmelig meget og blive meget træt efter de første samtaler.
Er rigtig glad for dit svar :-)