Hjælp! Kæreste gravid!

Jeg har en sød og dejlig kæreste. Vi er lige gamle (22 år). Jeg har tre år tilbage af min videregående uddannelse, og min kæreste blev færdigudlært for 9 måneder siden - lige da vi havde mødt hinanden - og har nu fast job. Jeg betragter hende som den der skal være mor til mine børn, men: Jeg synes godt nok det er gået lidt stærkt. Hun er i femte uge, ca.
Vi planlægger at flytte sammen, men grundet vores boligsituationer er det ikke muligt endnu. Jeg har gået og set frem til at skulle flytte sammen med hende. Jeg flyttede hjemmefra for 2 år siden og har boet alene indtil nu, og ser dette som et stort skridt i vores forhold. Men så sker der lige dette - endda medens hun er på p-piller! Jeg har hele tiden fortalt hende, at jeg ville vente et par år med at få børn, men har kunne mærke på hende at hun er lidt længere fremme:) Hun har i et tidligere forhold fået en abort, og er ikke specielt glad for at skulle igennem det igen, og jeg forstår hende fuldt ud. Jeg kan bare ikke slippe den følelse, at vi ikke "har været nok igennem sammen" endnu til at kunne få et barn sammen.
Min vennekreds består af folk på min egen alder, og op til midt-tyverne. Og ingen af dem har børn, men lever fortsat et "frit liv" - som singler eller med partnere - og dem er jeg jo en del af. Heller ingen i hendes vennekreds er forældre. Jeg har virkelig tænkt situationen igennem, men bliver ved med at ende op med konklusionen, at det er bedst med en abort. Jeg synes at det er så synd for min stakkels kæreste, og ville ønske det var mig der kunne tage alt skraldet! Men sådan er moder natur jo ikke indrettet:(
Min kæreste er bange for, at endnu en abort vil mindske chancerne for at blive gravid igen. Jeg mener at lægerne idag er så dygtige at det ikke vil gøre nogen forskel (Og jeg har trods alt gjort hende gravid efter hendes første abort, medens hun var på p-piller!). Er der nogen der ved noget om dette? Jeg skal bestemt være far en dag, ingen tvivl om det! Jeg er bare bange for, at komme til at sidde og ærgre mig over den tid jeg ikke nåede at få. Jeg vil helst have, at den dag jeg får at vide at min kæreste er gravid skal jeg juble og være glad, og ikke, som nu, gå og spekulere og være usikker.
Er der nogen der har været/er i samme situation (bare tilnærmelsesvis), som kan øse af sine erfaringer?
Mvh. SU

Med hver abort bliver risikoen for at få svært ved at få børn i fremtiden forøget.
Hvis ingen af jer er klar, så virker det på den anden side også dumt at få barnet. Det vil både i og barnet fortryde.
Man kan ikke undgå at blive glad når de lille kommer, men hvis udgangspuntet er at ens nuværende liv bliver ødelagt, risikerer man at give barnet skylden for en masse ting.

...kan nogle gange komme bag på en, mens man selv har helt andre planer.
Jeg kan sagtens se, at I stadig er unge, og at det sikkert ikke passede ind i jeres planer lige nu, at hun skulle gå hen og blive gravid.
Men, men, men:
Det er så pokkers nemt for en mand at mene, at kvinden kan få abort, men det er forbandet svært at skulle igennem sådan en både for kvindens krop og sjæl, og man vil altid spekulere over, hvor gammel det barn, man fravalgte, kunne have været. Man vil i lang tid skulle igennem en sorgproces over det lille barn, som ikke fik lov at leve.
Så i den situation mener jeg, at det er mandens forbandede pligt at bakke kvinden op i det valg, som hun har det bedst med. Det gør han i hvert fald, hvis han er en ordentlig mand! Man kan ikke vælge at have alle fornøjelserne og så vælge konsekvenserne fra, når de ikke passer ind i ens hoved.
Der bliver født masser af ikke-planlagte børn hele tiden, og selv om man ikke er klar i starten af graviditeten, så er det noget man bliver i løbet af de 9 ventemåneder, hvis ellers man elsker hinanden.
Og ja, det er hårdt at have små børn. En samlet nattesøvn er i perioder "en by i Rusland". Skrigeture i flere timer ad gangen følger nogle gange også med. Der medfølger alle mulige bekymringer for, om barnet vokser som det skal, trives normalt, kommer galt afsted, osv.osv. Det hører med til forældre-jobbet, og det bliver ved på et eller andet plan resten af livet. Selv når de er blevet voksne, følger man med i, om de nu får ønskejobbet, om de finder en god partner, om det i det hele taget går dem godt.
Men der er også glæderne, og de er i overtal - barnets første smil, første tand, første ord, hele fornøjelsen ved at opdrage/forberede et barn til at kunne håndtere sit eget liv. Det er Så STOR en fornøjelse, når det lykkes, at jeg ikke kan finde ord, som kan beskrive det.
Så i det store regnskab er 2, 3 eller fem år for tidligt ikke altafgørende.
Sørg for at få noget opbakning fra jeres bagland. Alliér jeg med en, som kan passe barn engang imellem, så I stadig kan komme til fest. Lad være med at sætte jer så hårdt i det rent økonomisk, at der ikke er plads til fornøjelser i budgettet. Vi har alle så travlt med at få en hel masse materielle ting, og de betyder ikke en pind i den sidste ende. Når du engang bliver gammel, vil du ikke tænke over, at det var vel nok godt, at I fik den store flotte lejlighed eller den og den bil. Du vil tænke tilbage på de oplevelser, som du har haft sammen med de mennesker, du elsker, og de præstationer, du har gennemlevet. Og her kan at få et barn i en alder af 22 sagtens være en af dem.
Så: Bak din kæreste op i hendes valg, og lev med at dit liv ikke altid følger din store masterplan.
mvh hønemor1001

Jeg var selv i starten af 20'erne, da vi fik vores første barn.
Jeg var ikke et sek. i tvivl om, at jeg ville beholde barnet, men min kæreste (nu mand) følte sig ikke helt klar til at blive far.
Vi besluttede at få barnet, fordi vi elskede (og stadig elsker) hinanden, og vi mente at med det fundament skulle det hele nok gå.
Da vores søn blev født var min mand ude af sig selv af glæde. Han syntes det var den smukkest baby i verden, og stoltheden stråler ud af ham på de billeder der blev taget lige efter fødslen - al hans tvivl var glemt i samme sekund, han fik vores søn i armene. Så kære SU22, selv om det er svært at forholde sig til din kærestes graviditet lige nu, så vokser du med opgaven, og du skal nok nå at blive klar i løbet af de næste 9 mdr.
Held og lykke med beslutningen.

Kan man blive gravid, når p-pillerne bliver taget❓eller er det noget hun har gjort med vilje. Jeg spørger, for jeg ved det ikke. Er det ikke noget hun har gjort med vilje må du støtte hende, hvis hun vælger barnet.
Jeg ville aldrig selv have en abort. Det kunne jeg ikke. Sådan er vi forskellige. Jeg ville heller aldrig bebrejde nogen, der vælger abort.
Jeg hverken kan eller vil råde dig til noget. Det må være op til den enkelte. Jeg ved bare, at da jeg blev gravid, ganske ung, var min kæreste bestemt ikke moden til at blive far. Jeg fortrød det meget, for min ungdom var væk. Vores ægteskab blev ikke godt.
Til gengæld elskede jeg mit barn ud over alle grænser, men jeg ville gerne have ventet.
For hverdagen ændrer sig drastisk.
Jeg kan fortælle dig noget. Jeg kender en, som VILLE have et barn. Hendes kæreste ville IKKE. Hun blev gravid. Om hun snød ham ved jeg ikke. Men det gik sådan, hun elskede sit barn, men magtede alligevel ikke at passe barnet og forlod dem begge. Der var nemlig en smule i vejen med barnet. Han vendte på en tallerken og passede selv sit barn.
Ja,sådan kan det gå, så ingen kan fortælle dig, hvordan I vil reagere.
Livet bliver ikke altid, som man forventer. Der kan ske mange ting.

Det er hende der er gravid, så det er hendes valg. Så hvis jeg var dig ville jeg støtte op om hendes graviditet. Du siger du gerne ville have ventet nogle år, endnu, men sådan blev det altså ikke.
Så se at få pakket møblerne og flyt ind hos hende. Og så må I ned og se på babytøj, barnevogne og hvad ved jeg - sammen. For hun har brug for dig nu, og hvis du ikke ser og blive enig med dig selv om, at du skal være der for det barn du selv har været med til at lave holder jeres forhold altså ikke.
Men, men, men hun har jo nok "glemt" nogle piller, så I har også brug for at få snakket om, hvorfor hun "glemte" dem.....

Har været lige der hvor du er nu, for snart et år siden.
i dag har vi den dejligste datter på 9 måneder.
og jeg ville ikke ha' undværet det for noget i verden.
jeg kan godt forstå at du som fyren i forholdet, går lidt i panik.
i er de første i jeres vennekreds, og det er bare ikke kutyme mere at blive forældre som 22 årig.
vi var også de første til at slå os til ro, men folk i vores omgangskreds er lige så stille begyndt at følge efter. og det er ikke sværere eller hårdere end man gør det til. man er jo ung og frisk :)
og et barn er ikke nødvendigvis en hæmsko. bedsteforældre og lignene, vil elske at babysitte i weekenderne, så man kan komme lidt ud.
og så har Ikea heldigvis lavet en masse billige møbler til baby, plus at man jo ikke behøver at rende ud og købe det dyreste babytøj.
det kan faktisk godt lade sig gøre at være unge forældre og stadig få sin vennekreds til at fungere :)
måske du skulle spørge dig selv om du er helt sikker på du elsker sin kæreste?? for det lyder lidt som om, du hellere vil krybe udenom end at finde en lidt heldigere løsning.
for som du selv skriver så har din kæreste været igennem en abort, og vil ikke igennem en igen, så der er jo ikke noget du kan sige, som får hende til at ændre mening.
og så må det blive med dig på sidelinen.
så du må lytte til din mavefornemmelse; du har to muligheder: du kan begynde at kigge efter et sted for jer, hvor der er plads til en baby, og være ved din kærestes side i tykt og tyndt.
eller du kan bakke helt ud af det.
jeg håber du finder en god løsning. :)
ps angående det med p-piller så er de ikke helt sikre, de dækker 99% ind, ligesom kondomer, så ja det kan lade sig gøre, selvom man er forsigtig. :)

har du ikke hørt om AT DER ER NOGET DER HEDDER KONDOMER???
så brug dem dog dit skvat

Jeg har aldrig selv fået en abort, men har man først været gravid tror jeg godt man kan forestille sig hvor hårdt det må være, at skulle tage stilling til en abort - også selv om det ikke var planlagt!!
Da jeg var 22, fandt jeg ud af at jeg var gravid. Min kæreste og jeg havde kun kendt hinanden i 3 måneder, så det var absolut ikke med i vores planer at vi nu skulle være forældre. Men sådan var det jo, og heldigvis var vi begge enige om at vi skulle have barnet. Ingen af os havde nogen uddannelse, men fast arbejde havde vi og så gik det jo.
Vores søn er i dag næsten 13 år, og selv om det til tider var hårdt, ville jeg ikke undvære ham og vores oplevelse sammen med ham for noget. Vores forhold holdte dog ikke i længden, men det havde absolut ikke noget med vores søn (eller hans efterfølgende lillebror) at gøre.
Vi var også de første i vennekredsen der fik børn, men så var vi jo de "kloge" da andre fulgte efter 😉Vi holdte vores 1 års dag på barselsgangen.....måske ikke det mest romantiske sted, men sådan blev det.
Så prøv at tænke lidt længere frem....det er jo ikke jordens undergang, men et barn vi taler om 🙂
Held og lykke med beslutningen
Kh Karin

glemt øøøøøøøøøøø ikke taget nogle piller.hvor kan han bakke hende op når hun røvrander ham på den måde.🙁🙁

Men du må ta en beslutning og stå ved den.
Hvis hun vil ha barnet, (som jo desværre kun ér kvindens endelige valg, da det er hendes krop)så må du beslutte om du vil være far for det barn, enten ved at blive i forholdet eller som deltidsfar.
Uanset hvordan din vennekreds lever deres liv, har det intet med dig og dit liv at gøre. Du er ikke færdig med det "frie" liv, synes du.. Og du har måske 8 måneder til at blive færdig med det i, og så får du derefter et helt nyt liv........... som garenteret er 100 gange mere berigende, end det dine venner har 😉
Eller du kan se bort fra, at man ikke kan leve frit med børn.. folk rejser med deres babyer og børn hele jorden rundt, der er forhåbentlig familie/venner til at passe barnet ind i mellem, så i stadig kan nyde "friheden"...
ting sker som de skal ske................ og når et foster hænger fast trods p.piller, så det altså en baby der gerne vil frem😉.. såå ...
Men for helvede.........jeg forstår dig.......... jeg er 32 og er stadig ikke klar til det ansvar børn er, til den kæmpe livsændring det er at være forælder..
Rigtig meget held og lykke, ønsker for jer i når til enighed og er lykkelige ved jeres beslutning[f]

P-piller er kun 99% sikre.
Den eneste form for helt sikre prævention er et kondom!

Pjækkede du i præventionstimerne?

til at du gjorde din kæreste gravid? Du må jo også have ønsket det og nu får kolde fødder.Hvordan kan finde på at ønske hende en abort? Det er DIT kommende barn.I er begge voksne,så opfør jer ( dig ) voksen og tag et ansvar!

to til at lave et barn,hvis ikke du allerede vidste det! Begge to har lige stor ansvarlighed hvad end de ønsker og i denne situation var det begge to som ønskede et barn.Hvis gutten ikke ville have barn nu,ja så ville han have brugt noget.Vi lever i et meget oplyst samfund og der kan endda købes præventioner i det lokale supermarked ( kondomer ).Hvad er problemet? Jeg ønsker parret held og lykke!

er problemet.det er nok vis kviden lyver om hun spiser p.piller og hun bevist ikke gør det så sider maden med håret i postkassen. jeg har selv prøvet det. men der gik noget galt med graviditeten så der skete ikke noget ved det. og det er jeg lettet over. for med den verden vi lever i ønsker jeg ikke at sætte børn i verden.

...så husker du vel kondomet ikke bare hver gang, men hver eneste gang. Det vil jeg da i hvert fald forvente med den holdning.
mvh hønemor1001

du tro. nu kommer jeg ikke fast sammen med nogen mere men jeg har da en lille veninde som jeg ser om to gange i ugen.🙂🙂

Men det har du tilsyneladende gjort.
P-piller er ikke 100% sikre
Det er sq ikke hjernekirugi at regne sig frem til, at nogle hormoner man tilfører kroppen ikke virker med 100% garanti.
Hvornår har du sidst hørt om en form for medicin der var garanteret virkning?
Det er der li'som nok en grund til tupe!
En spiral kan ikke engang sikre dig 100%
Det er også derfor piger på p-piller ALTID får at vide, at hvis man vil være helt sikker, så brugerman også kondom.
Jaja, så kan kondomet sprænge, men så ved man det, og snupper en fortrydelsespille.
Hvis du ellers vil være sikret, så hedder den sterilisering af mand eller kvinde.

Kære SU22
Jeg vil starte med at sige tillykke...
Jeg kan et eller andet sted godt forstå dine bekymringer, og jeg vil prøve at svare på dine spørgsmål så godt jeg kan...
I har kendt hinanden i ca 9 mdr, og ja nu er hun i 5. uge, kan godt forstå du syntes det er gået lidt hurtigt...Jeg mener personligt også at det er gået lidt hurtigt
Angående det med abort så når man får en abort så jo længere henne man er i graviditeten, jo mere skader det kroppen og det kan forringe ens chancer i fremtiden for at blive gravid igen - man kan få sværer ved det...
Ang- p-pillerne så behøver din kæreste absolut ikke at have snydt med pillerne, man kan godt blive gravid på piller...
Jeg syntes at du skal sætte dig ned sammen med din kæreste og snakke med hende om det, det er ikke en beslutning der kan tages via en masse indlæg her på sol.
og hvis i så beslutter jer for at beholde barnet så kommer du ikke til at ærge dig over det du ikke her nået, men glæde dig over det du har fået.

Min mand blev far første gang som 22-årig.
Jeg blev mor første gang, to måneder efter jeg var fyldt 23.
Og der var adgang til fri abort.
Vi var begge så afgjort de første forældre i hver vores vennekreds.
Hverken min mand eller jeg er sammen med den partner, vi hver især fik første barn med, men men men: Ingen af os ville for nogen pris på noget tidspunkt have undværet de to (nu voksne) dejlige børn!
Som én i et tidligere indlæg skrev, er der masser af muligheder for at bevare vennekredsen, stadig have gå-i-byen-weekends, osv., osv. Især hvis der er to hold bedsteforældre - må man nok indrømme.
Hverken min mand eller jeg havde bedsteforældre i nærheden, men gode venner/veninder skiftedes til at være barnepasser, når der var behov for det.
Det værste var, som jeg husker det, at der var et pænt stykke tid, hvor det kneb med at sove længe! Og helt ærligt: Når man, selv om klokken er øv, øv, øv, står med en lille trold, der har fået mad og ren ble, og som pludselig bare smiler eller putter sig ind til én - ja, så er der INTET, der kan konkurrere med dén oplevelse.
Det vil være løgn at sige, det er ren idyl at få barn. Der er bøvl, masser af vasketøj, som sagt manglende nattesøvn osv., osv.
Alligevel: Hverken min mand eller jeg har ikke et eneste sekund fortrudt, vi fik barn tidligt. I dag er har begge vores hver-for-sig-børn selv børn. Det er så fantastisk en oplevelse - og de børnebørn ville altså ikke have været her, hvis vi i sin tid havde valgt vores børn fra.

Vi var i øvrigt begge under uddannelse, da vi blev forældre hver for sig.
Og det var vi også, da vi fik vores første fællesbarn.
Det gik alligevel!

At vi fik vores da vi var 21 og 22 år. Hun er selvfølgelig skøn og alt det der, men hvis jeg kigger tilbage nu så var det for tidligt. Det kostede fx forholdet efter nogle år. Man skal VIRKELIGT være et sammentømret par og have fx gode bedsteforældre til dem som har tid når i ikke selv har, hvis i også begge på sigt skal passe fuldtidsjob.