Hjælp mig med at slippe fri! (langt indlæg)

Hej, nu er i advaret om en laaaang tekst.
jeg er nået til et punkt i mit forhold med min kæreste hvor jeg simpelthen ikke magter det mere.
Jeg er en fyr på 23 år, og har været samman med min kæreste i 1 års tid. Vi bor i "min" lejlighed, hvor hun flyttede op. I starten var jeg vildt forelsket, og var sikker på at hun var pigen for mig. Efter som tiden er gået, er jeg sikker på at det er hun ikke. For mange små-skænderier (og jeg er enormt konfliktsky), over ligegyldige ting. Jeg plejede som regel at være i godt humør altid, men de sidste par måneder har jeg været trist, og egentligt ikke haft lyst til at være sammen med hende.
Det problem jeg har, er at jeg ikke kan tage mig sammen til at slå op. Jeg tænker for meget på hendes følelser, og når jeg har sagt til mig selv "imorgen slår jeg op" er der hele tiden kommet noget i vejen. FX i dag har hendes far fødselsdag, og hun har bedsteforældre der lige er kommet på sygehus, så det kan min samvittighed ikke bære. Hun græder rimeligt nemt, og at se hende græde får mig til at gå fuldstændig kold.
Vi havde desuden aftalt at skulle flytte snarest i et større rækkehus da hun har hund(den må vi ikke have hvor vi bor nu), og da det er mig der har indkomsten, er det mig der skal stå for alt det økonomiske, og hvis forholdet ikke skulle holde, vil jeg ikke have råd til dette, da jeg er i lære. Jeg har ikke lyst til at flytte, jeg har det udemærket hvor jeg bor nu. Det kan jeg bare ikke få taget mig sammen til at sige, og jeg har igesom spillet med på idéen om at flytte(mod min vilje)Nu er vi bare nået så langt, at tilbudende kommer ind af døren fra ventelisten af boligselskabet. =? Det ved jeg godt er meget forkert af mig, og jeg burde være ærlig. Men er så bange for at gøre hende ked af det. Jeg tror jeg har bildt mig selv ind at jeg elsker hende, fordi det er mit rigtige første seriøse parforhold.
Men jeg savner at være sammen med mine venner, og det tillader hun ikke hvis jeg bruger mere end 1 time på dem om ugen. Jeg har mistet den del venner, fordi jeg brænder dem af på aftaler, fordi hun får mig overtalt til at blive hjemme. Hun er sur når jeg skal til sport, og siger at det er vigtigere end hende, og jeg har dårlig samvittighed når jeg tager afsted. Hun elsker mig rigtigt højt, og derfor er det så svært. Hun siger flere gange i løbet af en alm. uge at hun elsker mig højere end noget i hele verden, og ikke kan leve uden mig. Og det gør det hele endnu sværere. Men så har hun nogle perioder hvor hun beskylder mig for at være utro, og er der noget jeg ikke er, så er det nemlig det. Det er hårdt at blive beskyldt for.
Hvis jeg slår op, vil det være ekstra hårdt, når hun kommer med sine forældre for at hente hendes ting, og så vil de sikkert blive sure på mig.
Nu virker det sikkert som om hun er den værste pige, og det er hun bestemt ikke. Jeg er bare ikke forelsket mere, og så ligger man mere mærke til hinandens dårlige punkter. Jeg har også mange, men hun kan leve med mine, og jeg ikke med hendes i længden. Så vil jeg ihvertfald ikke blive lykkelig...
Nogle det har et godt råd til hvordan jeg bærer mig ad?

der er kun et råd til dig:
Du er nødt til at sige det til hende - jo længere du venter - jo sværere bliver det !
Du kan ikke sige det itl hende uden at hun bliver ked af det, så hvis du vil gøre det "letteste" for hende så siger du det nu !
Det vil gøre meget mere ondt hvis I først er flyttet i hus og alt det der.
Sig til dig selv:
Hvad sker der hvis jeg siger det til hende i dag ?
Hvad sker der hvis jeg IKKE siger det til hende - hvordan har du det så med dig selv ?
Er du glad❓Bliver du gladere hvis det var sagt og hun var flyttet ?
Du ved jo godt hvad du skal gøre - men der er kun en der kan sige det til hende : DIG !
Se at få det overstået - det bliver ikke rart - men det ved du jo godt. Til gengæld vil du have det bedre bagefter - og det er også det mest rimelige overfor hende at være ærlig.
Altså:
Sig til hende at du ikke vil mere og at du gerne vil have hun flytter.

Jeg håber du følger det - har selv været i samme situation. Når det er "overstået" vil du føle en lettelse, der er ubeskrivelig.

Kan du så få hende ud af vagten.Det er jo ikke et liv at have og modtage.Du er ung nok til at kan finde dig en anden sød pige og tro mig der er tonsvis af piger der venter på dig.Men jeg ved også at det er en stor beslutning at tage.Som kun du kan tage.....men jeg ville fortælle hende det på en pæn måde og så lad det komme som det gør.Og vi er mange der har været igemmen forliste forhold og har det godt i dag så hvorfor skulle du ikke også få det.Rigtig held og lykke min ven i fremtiden

Først og fremmest. Tak for det hurtige svar.
Jeg tror jeg siger det i morgen. Der tror jeg at der er bedst timing.
Ja jeg ved det rette er at sige det til hende. Og at hun bliver RIGTIGT ked af det.
Men et rigtigt godt svar du er kommet med syntes jeg, for hvis jeg siger dette til mig selv, ved jeg at det vil blive en ekstrem lettelse for mig at blive fri af forholdet. Jeg kan godt lide at være alene engang imellem, og jeg har faktisk ikke haft en aften alene i 1 år. Nogen gange trænger man til at være alene, og det er jeg bare aldrig. Og være sammen med vennerne igen ;-). Det vil jeg nyde, for dem savner jeg rigtigt meget.
Men jeg er bare i tvivl om hvad jeg skal sige og hvornår. Jeg er sent hjemme osv, så efter aftensmaden tror jeg at jeg siger stop. Så kan jeg køre hende hjem til hendes forældre osv hvis hun vil acceptere jeg kører hende. (det er nok hendes mor der kommer og henter hende)
- Men kunne forestille mig jeg kunne sige noget i stil med det her:
- Jeg syntes vi skal afslutte forholdet. Jeg har fundet ud af med mig selv at jeg ikke er moden nok til det her, og parat til at flytte rigtigt sammen. Vores liv har hver især en retning mod hinanden, og vi vil begge noget forskelligt, derfor syntes jeg det er bedst at vi stopper her.
Kan jeg tillade mig at sige det på denne måde, eller er det for barskt????

Du er nemlig kommet i klørene på en "pæn" psykopat, og
de plejer at manipulere med deres offer.
Stille og roligt overtager han/hun dit liv.
1. Først mister du dine venner.
2. Derefter mister du din frihed.
3. Tilsidst ender det med, at du vil
tage dit eget liv.
Kom væk fra ham/hende, inden det er for sent.

Læse mere her: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=259442
Du er tilsyneladende ved at miste dit sociale liv, og så går
det rigtig galt!
Psykopati er arveligt, så en af hendes forældre er sikkert psykopat.
Psykopater græder, når tingene ikke flasker sig for dem selv. De
bruger i vid udstrækning manipulation af andres følelser, for
egen vindings skyld.

Hej,
Og undskyld overskriften. Men ved at læse dig lange, og meget grundige indlæg kommer jeg til at tænke på, hvad der er problemet, - er det din kæreste, - eller dig, som er meget konfliktsky.
(Ligesom jeg selv i høj grad er!)
Det jeg tænker, hvis du følger de råd, du har fået, om at droppe hende, så finder du snarest en helt tilsvarende, og står med (næsten) samme problem.
'Nissen flytter med', om du vil).
Hvis du mener jeg har ret, burde du gøre noget ved dig selv, - det er der meget, som tyder på.
Jeg ville bede dig overveje at tage nogle timer hos en psykolog, hvis du kan finde en, du fungerer godt med.
Ikke fordi der er meget i vejen med dig, men du får let et dårligt liv på den måde, og du er ikke nogen god far for en søn!
Hej, og held og lykke!
f
paprik@sol.dk

Det lyder som et godt udgangspunkt. Tænk alt grundigt igennem også gerne flere muligheder.
Jeg har selv prøvet at skulle gøre det forbi med min kæreste gennem 2½ år. Han tog det meget pænt, men det var godt nok hårdt.
Jeg er selv en pige der græder meget nemt, og du skrev jo at din kæreste også gør det. Så forbered dig også på at det bliver hårdt at se hun græder. For det er jo helt sikkert der vil komme meget.
Tænk hele tiden på det er det rigtige for dig, men ikke være for hård ved hende, da hun jo sikkert for en hård tid efter bruddet.
Held og lykke med det hele.

Tak for støtten, selvom jeg kun har fremlagt mine synspunkter mht forholdet. Jeg ved at livet går videre, og hvis jeg siger stop fredag, er det hele overstået i løbet af weekenden. Det værste der kan ske, er at hun græder, får sine forældre til at komme, råber og skriger af mig, "plyndrer" lejligheden for mine ting.
Men på den anden side: jeg har oplevet værre ting end dette. Men denne beslutning er den sværeste jeg nogensinde har taget. Det er mit valg, og mit liv. Og det råd med at jeg har ret til også at blive lykkelig er bare guld værd for mig lige nu.
Men det bliver hårdt at tage ringen af(forlovelse) og så videre... )-:
Men jeg må være stærk!!
Det skal dog lige siges at vi før har været rigtigt tæt på at slå op, jeg har direkte sagt til hende "det går ikke længere" med mere... Men hun fik mig overtalt til at fortsætte og "jeg skal nok lave om på mig selv" Det bliver man aldrig lykkelig af...

Jajaja, meget velmenende råd allesammen. Men én ting slår mig, at man mere eller mindre støtter op om den beslutning den unge man er ved at tage.
Man har ikke spildt én sætning på at det forhold måske slet ikke behøver at være slut?
Gode ven. Hvor mange forhold har du været i? Det første alvorlige? Og så ved du ikke at man skal "slibe sig til"? Jeg undrer mig såre over hvor lidt folk kæmper for et forhold nu om dage. Og det kunne gå godt i spænd med din meget åbne indrømmelse af at du er konfliktsky. Jotak, men skal det koste et godt forhold?
Når man er 22, så har man tillagt sig nogle vaner som single. Så kommer der et andet væsen, som måske har det på samme måde, og roder rundt i din dejlige single tilværelse. Det er sguda noget skidt. Men det er jo netop det man bruger "snuseperioden" til. At slibe kanter af. At lære hinanden at kende. At tage de konflikter der skal til for at man kommer ind på hinanden.
Og tro mit, der findes ikke et par i Danmark som har sluppet for den tilvænningsperiode.
Kæmp for det for fanden!! Vi gør os det alt alt for nemt. Og mange gode forhold fik aldrig en chance.

Jeg kan sagtens forstå hvad du mener. I alle henseende er jeg stærk og tager beslutninger, også i dagligdagen på min arbejdsplads hvor jeg har en høj kontorplads. Men må da indrømme at jeg er lidt konfliktsky, men psykolog vil jeg helst ikke gå til. Det mener jeg ikke at jeg har behov for.
Men har heller aldrig haft nogen problemer med at slå op med andre kærester, men med hende er vi kommet så tæt på hinanden, som jeg aldrig har prøvet før. Derfor kan du nok med rette kalde mig for et "skvat" hvad det angår med at slå op med lige netop hende her. Det bliver sværere og sværere som tiden går. Men når jeg siger tingene som de er til hende, vil hun bare ikke acceptere det. Men jeg tror selv at det er min samvittighed den er gal med i dette tilfælde. Jeg må tage mig sammen, mande mig op og simpelthen være 100% ærlig for hende. Det fortjener hun også og MIG SELV...

Det har du ganske ret i, at der ikke er mange der har prøvet. Men jeg vil ud af forholdet. Det er ikke noget jeg bare lige har fundet ud af. Jeg har ligget og tænkt når hun har sovet, og jeg har været vågen om at jeg må væk. Vi dur simpelthen ikke sammen. Vi er meget forskellige, og jeg har tilpasset mig hende, men så meget som jeg har tilpasset mig hende, kan jeg ikke leve med resten af livet. Hun er ikke pigen i mit liv. Ellers ville det aldrig være så svært, og vi skændes faktisk hver dag, men har da også lykkelige dage, men jeg ved bare jeg ikke vil mere.

..så forstår jeg dig. Ofte når man skriver et indlæg, mener man at være kommet med alle oplysninger. Nu har jeg læst dine svar til de andre debattører, og fået flere fakta. Og nu er jeg enig med dig og de andre.
Jeg så bare en smule "kamp" i dig alligevel. Du kommer med mange grunde til at du ikke lige kan "gøre det nu". Og det er i mine øjne ofte et tegn på at man ikke selv er 100% sikker på at det er det rigtige man vil. Du ved, alibier for ikke at gøre det lige nu :o)
Hvorom alting er, så ønsker jeg JER alt godt fremover. Og at I må træffe de rette beslutninger.
Mvh Fessor

For et lille års tid siden slog jeg op med min kæreste og med den tro, at skulle jeg til at leve single liv og det var det bedste fordi kærligheden var væk. Det blev gjort, og de næste par uger snakkede vi ca. hver dag over telefonen. Efter 2 uger, fandt jeg så ud af jeg ikke kunne undvære ham længere. Så han flyttede lige så stille ind igen, og jeg blev acceptere af sviger-mekanikken igen.. selv om det dog tog lidt - når jeg nu havde været så ond ved deres søn... og nu jhar vi det helt kanont stadig her 1 år efter.
Så fordi man tror det er slut behøver der ikke altid ende sådan :-)
Men held og lykke i hvert fald

Tusind tak...
Men det er nok ikke for at redde forholdet at jeg kæmper. Mere for at undgå det uundgåelige...desværre *suk*

Kære mand,

Ja, du/vi er mænd og vi er som vi er. Mænd er forskellige fra kvinder i alle henseender.
Du har fået mange gode svar kan jeg se. Mit svar til dig er blot min mening.
Den man skal/vil dele sit liv med, er altså éns modsætning.
Det er udgangspunktet og ikke enderesultatet.
Det betyder, at i begyndelsen er forskellene udpræget og senere tilpasser man sig mere og mere.
Der er ikke noget i vejen med dig. Dine følelser er dybe og stærke, men de er ikke rettet mod din kæreste. Det betyder, at du ikke er parrat til, at indgå det parforhold du drømmer om. Det er der ikke noget galt i.
At man er/har været for hurtig er ikke nogen skam.
Du skriver og jeg citere dig:

1) Hun er sur når jeg skal til sport, og siger at det er vigtigere end hende, og jeg har dårlig samvittighed når jeg tager
afsted.
2) Hun elsker mig rigtigt højt, og derfor er det så svært. Hun siger flere gange i løbet af en alm. uge at hun elsker mig højere end noget i hele verden, og ikke kan leve uden mig. Og det gør det hele endnu sværere.
3) Men så har hun nogle perioder hvor hun beskylder mig for at være utro, og er der noget jeg ikke er, så er det nemlig det. Det er hårdt at blive beskyldt for.

4) Hvis jeg slår op, vil det være ekstra hårdt, når hun kommer med sine forældre for at hente hendes ting, og så vil de
sikkert blive sure på mig.
citat slut.
Ang. punkt 1)
Du må forstå og det må hun også, at man kan ikke ” låse” den anden part fast og holde én væk fra forskellige interesser. Så standser éns udvikling og fremtiden bliver helt på ” den andens” præmisser. Ja, man får faktisk ( i dit tilfælde) en mor.
Ang. punkt 2)
At elske hinanden drejer sig ikke så meget om ord. Eller hvor mange gange man siger ” jeg elsker dig”. At elske nogen behøver ikke at være selve ordene man fortæller hinanden.
Det gør man ofte for, at bekræfte noget eller for at få bekræftet sig selv. At elske uden ord betyder, at man kender hinanden og værdsætter hinanden for det den anden står for, gør og måden man er på. Det gælder også når man ( som du) går til sport.
Hvis man fortæller hinanden hele tiden, at man elsker hinanden med ord betyder det, at man er usikker på, om man nu også gør det.

Ang. punkt 3.
Et klart usikkerhedsudtryk. Hun er usikker på sig selv og usikker på dig. Kærligheden skulle jo forsikre én om, at man elsker og at man bliver elsket. Kærligheden kan man ikke sådan ”mane”.
Ang. punkt 4
Når du slår op, vil der opstå en ganske kort periode med nogle fornærmede miner. Det skal du ikke tage dig af, det hører med til ”spillet”.
Så du har alt at vinde og intet at tabe.
Venlig hilsen
Enoch

Nej, du behøver sgu da ikke en psykolog.
Du ved jo helt klart, hvad du har brug for: at komme ud af forholdet! Og det kan kun går for langsomt.
Du skal ikke tænke så meget på din kæreste - hvis hun virkelig elskede dig, ville hun tænke på dit bedste, og ikke overtale dig til at droppe venner og i det hele taget overtale dig til ting, du ikke har lyst til.
Jeg har selv stået i din situation, og selvfølgelig er det hårdt at bryde et forhold - men det er hårdere at lade være, og resultatet bliver det samme til sidst.
Så gør det NU, mens du stadig har respekt for hende. Hun er heller ikke tjent med at have en kæreste, der hellere vil noget andet.
Op med humøret, du får det meget bedre, når det hele er overstået!
Hans1

Kære unge ven!
Jeg har læst dit indlæg, de andre debatørers råd og dine svar godt igennem. Du lyder som et klogt, sødt, (be)tænksomt og indsigtsfuldt ungt menneske, og jeg har helt klart opfattelsen af, at du har gjort dig mange tanker omkring det brud, som du længes efter at få overstået.
Få det gjort hurtigst muligt. Du bliver langsom ædt op på både den ene og den anden vis, og det er du ikke tjent med.
Hvis du ikke har modet til at SIGE det direkte til hende, så SKRIV et brev. Det giver dig mulighed for at få det hele med - også de gode ting. Lad hende hyle og lad forældrene skule - det er DIT liv, det drejer sig om. Der er intet fejt i at fortrække fra lejligheden, mens hun får pakket og bliver afhentet. Tag du bare en tur i byen med vennerne imens - det kunne du vist snart trænge til.
Som flere andre har skrevet til dig: tænk engang på den lettelse, der vil fylde dig bagefter. For du VED jo, at du trænger til igen at være dig selv.
Det kunne være dejligt at høre fra dig, når du har fået gjort op. Pøj-pøj!

mit råd er:
gør det så kort som muligt - lad være med at unskylde og komme med bortforklaringer - de bliver enten ikke hørt - eller brug til at forsøge at overtale dig til at blive hos hende.
Gør det så kort som muligt - det bliver barskt uanset hvad - men jo mere direkte du er jo mindre kan budskabet misforstås og jo hurtigere bliver det overstået.
Du kan sagtens sige det du vil.
Du kan tillade dig at sige alt - bare det er sandheden. Her er du nødt til at tænke på dig selv - og kun dig selv. Hun bliver ked af det uanset hvad - det kan du ikke hjælpe på.
Gør det kort og klar at det ikke er noget midlertidigt og " at I kan flytte i hus i næste måned".
Held og Lykke - du kan godt klare det og du vil være en gladere person bagefter fordi du sagde fra.
viki

Det var et meget sødt indlæg. Hvis det er dit første seriøse forhold, har man ikke den erfaring og overblik der skal til, for at kunne se, hvor meget nemmere tingene blir når man når ud på den anden side. Du blir nødt til at slå op. Hun lever på en løgn og DET kan du ihvertfald ikke byde hende. Selvom du tænker meget over ikke at gøre hende ked af det, så er det værste at leve på en løgn. Der vil hele tiden komme ting i vejen, du vil erfare at der aldrig vil være et "godt" tidspunkt at slå op på. Hun virker meget besiddende i og med, at du ikke får frihed til at gøre de ting du har lyst til og ses med dine venner. At miste sine venner pga et forhold er det mest tåbelige og det er du ikke tjent med.
Det er i øvrigt også meget hurtigt at flytte i rækkehus allerede efter et år når I ikke er ældre. Det er en stor risiko at løbe.
Det her pigebarn skal ud af din lejlighed så hurtigt som muligt, så du kan få lidt luft og tankerum. Det har du brug for. Forældrene blir selvfølgelig ikke sure. I er jo ikke ældre og det er jo hvad der kan ske. Du har ikke lovet pigebarnet at du vil være sammen med hende for evigt, det er jo ikke ligefrem fordi I er gift.
Hun skal ud af den lejlighed, så du kan få plads til dig selv. Hun er sikkert sød, men virker meget besiddende som sagt, og det er ingen tjent med !!!!

Ja det er faktisk rigtigt. Det er MEGET vigtigt at du UNDGÅR for enhver pris bortforklaringer osv. Det skal holdes så kort som muligt. Det forslag du kom med i dit eget indlæg er noget af det som vi er ude i. Meget mere skal der ikke siges. Du kan evt snakke det igennem med én af dine venner i dag. Om ikke andet bare for, at få noget ro på og evt et godt råd. Jeg ved godt det er en tøseting, men det er sgu meget rart om ikke andet at snakke med nogen der er mere erfarne.
Du får det så godt bagefter du har sagt det til hende....TRO MIG. Frihed, glæde over at kunne være sig selv, glæde over at kunne gøre hvad du vil, kunne gå i byen, være sammen med dine venner, sove længe når du har lyst, se fjernsyn når du har lyst, gøre alt muligt når DU Har lyst. Det blir alt for fedt. Jeg glæder mig helt på dine vegne......I morgen eller lørdag er du tilbage her på debatten og fortæller os hvordan det er gået ;-)

Du skal ikke gå til psykolog, det er noget fis. Det her kan du godt klare selv. Det er først hvis du stadig har det på den her måde efter en del forhold, at du bør overveje det. Det er normalt at være meget konfliktsky ved de første forhold. Især det første, selvfølgelig. Men man blir hurtigt stærkere. Ingen psykolog her. Bare dig

Hvis det forhold er ment to be så finder I sammen senere. Nu har du brug for noget plads. Sålænge du ikke får det, så kan du ikke se noget klart og det forhold vil aldrig kunne fungere. Hun skal ud af den lejlighed, før du kan sætte tingene i perspektiv. Det med at afslibe forholdene kan altid komme senere i andre forhold. Men som sagt, hvis I skal være sammen, jamen så kommer I det igen senere. Men nu skal du have plads, luft, frihed til at genfinde dig selv. Afsti afsted

du er nødt til at gøre det nu... jo længere du venter jo værre blir det, ikke bare for dig, men også for hende...
du skal aldrig give slip på dine venner på grund af en pige, om hun så har været nok så dejlig...
se at komme ud af det, og vær ærlig over for hende, ikke noget med " det er ikke dig der er noget galt med.." sig det som du føler det, og så lad hende være ked af det.. ring eventuelt til en af hendes veninder så du ved hun har en backup, så du ikke skal sidde og ligge skulder til når hun skal ha tudet færdig, hvis det er så hårdt for dig når hun er ked af det, for det blir hun... du har jo tydelig vis ikke ladet hende tro at der er noget galt i jeres forhold....
se at komme ud af det, og få fat i dine venner, og få fikset det forhold til dem, som du har lade falde fra pga hende..

Det er for kujonagtigt at skrive et brev. Det skal siges mundtligt, så har hun også fået chancen for at sige hvad hun mener om sagen. Du ville heller ikke selv synes det var fedt, at få stukket et brev i næsen mens kæresten var ude og feste med vennerne, så du ku få dine ting pakket. Det byder man ingen mennesker. Det skal gøres værdigt, så du kan være dig selv bekendt bagefter og det gøres mundtligt. Du kan sagtens, du ved jo inderst inde godt hvad det er du vil isge og har oven i købet skrevet et udmærket eksempel på hvad du vil sige. Så det er det du skal gøre.

Det er rigtigt dejligt læsning det her. Det eneste der mangler nu, er mit mod til at gøre det.
Det indlæg med at hun er ret besiddende er lige i plet. Og ja tryghed er godt, men kan også blive for meget. Jeg kræver plads, og være mig selv. Det kan man selvfølgelig ikke altid i et forhold, men jeg føler jeg har mistet så meget, som venner, oplevelser med mere. Jeg ved godt der er en masse at give afkald på når man binder sig. Det er jeg ikke bange for, men hvis man ikke er forelsket mere, og intet lyst kan se i en fælles fremtid sammen, og vi som sagt ikke er ældre (jeg 23 hun 19)så må der ske noget.
Jeg har hele tiden sagt til mig selv det ville blive bedre, men hun har allerede skrevet til mig idag på arbejdet, at hun ikke syntes jeg skal tage til sport idag! Men jeg er ikke - og bliver aldrig en person der kun hverdag sidder hjemme i lejligheden/huset og ikke oplever noget uden hinanden. Ens udvikling går i stå, og man får ikke det ud af livet man kan. Det kan jeg sagtens selv se, men jeg må tage mig sammen....! Jeg kan ikke mere, for hun er ikke tjent med en der ikke elsker hende mere, og deler samme opfattelse.

Det er jeg enig i. Jeg ved godt hvad problemet er. Jeg skal bare tage mig sammen, og lave handling ud af mine tanker. Det er bare "sjovt" det kun er i det her forhold jeg har svært ved det....!

Det her forhold er du nået at køre rigtig godt sur i om man ender med ikke at kunne se hvad der er hoved og hale i det hele længere. Hun har jo også rykket meget tidligt ind på dit territorium, hvilket også gør det enormt svært. De andre forhold er du sluppet ud af inden det blev fængslende, formoder jeg. Du virker rigtig fornuftig og jeg tror nok du skal blive bedre med tiden, til at håndtere de konflikter. Man lærer jo hele livet af sine erfaringer :0)

At hun i dag har skrevet og bedt dig om (igen) at droppe sporten, må vel - set i lyset af dine følelser og alt det skrevne i denne debat - kun skærpe din trang til at få det forhold afsluttet.
Dråben, der får det navnkundige bæger til at flyde over. Hun vil eje og omklamre og besidde, og du skal slå dig fri. Nu! I dag!
Må jeg i øvrigt rose dig for dine velformulerede indlæg - indholdsmæssigt såvel som sprogligt og grammatisk. En fornøjelse at læse!

Go for it. DU kan sagtens kan jeg høre. Drik evt en lille sjus inden. Det gør jeg. Bare lige for at blive lidt beroliget. Det med mailen sidder jeg og blir helt sur over. Hun er kun 19, hvem tror hun hun er. NOGEN i denne verden skal sætte det pigebarn på plads, Du gør hende faktisk en tjeneste. Nogen må fortælle hende, at hun ikke kan jonglere rundt med folk som hun vil. Jeg var blevvet stiktosset hvis min kæreste havde bedt mig om at blive hjemme fra en fritidsaktivitet. Det er ok en sjælden gang, men hvis man ikke får lov at køre sit eget liv med de ting man synes om, hvorfor så overhovedet leve ????? Jeg glæder mig til at høre hvordan det går :0)

Ja meget tidligt kom hun ind på mit "territorium"... Hvis man kan sige det. Vi mødtes for et års tid siden. Efter at have kendt hinanden et par måneder flyttede hun fra sine forældre hjem til mig. Det skulle kun være midlertidigt pga transport om vinteren (motorcykel) så jeg kunne ikke besøge hende derhjemme uden offentligt transport. Så blev vi enige om at flytte sammen bare til det blev forår, men allerede efter 14 dage, omlagde hendes forældre hendes værelse, og rev væggen ned for at få større stue. Det gør så nu at, jeg tror hun ikke kan få sit værelse, uden ombygning med det samme. Jeg ved godt det måske ikke er mit problem, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Jeg må vel bare være stærk, og stå ved min holdning. Hendes forældre havde for travlt, og burde måske have været mere realistiske, og ventet min. et halvt års tid med at ombygge. Og det var iøvrigt uden hendes samtykke. Så vi blev faktisk tvunget til at flytte "fast" sammen. Min kæreste tror fuldt og fast på forholdet, men jeg har så bare haft mine "hemmelige" tanker det sidste stykke tid, og det er syndt. Hun siger hun godt har kunnet mærke på mig, at der har været noget galt, men jeg har bare rettet mig op og ignoreret det, og fortsat forholdet. Hun har det ikke let, og tror hun vil tage det rigtigt tungt... desværre men hendes liv går jo også videre. Hun skal jo nok finde en mand, som kan tøjle hende. Jeg kan bare ikke....

Ja, du er meget velformuleret og meget velstruktureret i dine indlæg. Du skal ud og have en bedre. Én der kan udfordre dig intellektuelt også....ud af røret. Jeg synes i øvrigt du skal tage til sport i dag. Det kan du skrive til hende og så sige, at du gerne vil snakke med hende bagefter....nå nej, NEJ lad være med det. Så kan hun bare forberede et angreb. Det skal hun for Guds eller din egen skyld ikke. Du tager bare til sport.

Ja jeg har tænkt mig at tage til sport idag. Hun har ferie iøjeblikket fra skole, og keder sig måske. Men jeg er gået på kompromis så mange gange. Nu er jeg ikke i tvivl om, at hun vil bestemme over min vilje. Det er sørgeligt, men der er næsten ikke noget værre, end at diskutere over en mobil på SMS-beskeder. Sådan nogle kolde svar som "du skal jo også altid til fodbold, og har ikke tid til mig" - "og tag du bare til din dumme fodbold". Så har man ikke lyst alligevel, og er irriteret hele dagen over det. Når hun kommer og siger hun skal ud med hendes veninder, så siger jeg da "det lyder hyggeligt. Du må have en rigtig god tur, og få det rigtigt sjovt. Du kan bare lige skrive om jeg skal vente oppe, eller om det bliver sent".
Der er kun en vej tror jeg. Jeg må mande mig op.

at i er så unge. Især hende. Der er det vigtigt at kemien bare passer. IDer handler det ikke så meget om at "kunne tøjle" nogen. Dvs, det gør det selvfølgelig også, men det er sådan noget man nårtil i senere forhold, når man har noget erfaring på bagen. Det at forældrene har ometableret huset, det må blive deres problem. Det kunne de jo bare lade være med. Kan hende pigebarnet ikke flytte ind på et værelse et sted??? Jeg mener leje et værelse? Medmindre I bor ude på landet selvfølgelig, så er der ikke så mange værelser til udlejning. Nå, men det må blive deres problem. Det var da large af dig, at huse hende efter så kort tid, så forældrene samtidig kunne få deres hus bygget om ;0) Men nu er der en anden der må overtage.

Hun virker ikke så moden. Du er vokset fra hende. Det er jo meget normalt i vores alder. Er selv kun 2 år ældre.
Det kan du jo også evt sige til hende, at I er vokset fra hinanden. Det kan hun jo ikke bortforklare, det er jo ikke noget man kan gøre for

sød og betænksom, og selvom det burde påskønnes og gengældes, så sker det ofte, at modparten (som din snart eks-kæreste!) tager hele armen og i stedet opfører sig urimeligt, forkælet og egoistisk. SELVFØLGELIG skal du tage afsted til sport i aften - og du skylder hende ikke engang en forklaring på hvorfor - så nærmer det sig nemlig en undskyldning, og dem har hun vist fået tilstrækkeligt mange af fra din side.

Du må lige fortælle hvordan det er gået. Jeg glæder mig til at høre fortsættelsen. Tro på dig selv, det gør vi andre herinde :0) Os må du ikke skuffe...he he ;0)

Jeg har lige læst hele debatten igennem og fået mig et indtryk. Det er ikke et forhold som I kan leve i, det kan jeg godt se, så, det er bedst at slå op, uanset hvad.
Det næste jeg vil sige: Tag til sport - for DIN skyld. I din situation ville jeg gøre det, jeg ville aldrig lade mig presse til at lade være med at nyde mit liv, i såfald ville jeg ikke være gift nu. Hvis man ikke kan dele interesser eller acceptere at den anden har nogle, duer et forhold ikke.
Så, tag til sport idag, det kan godt være at du føler dig rigtig godt bagefter, tro mig, det er sandt at man får det rigtig godt når man dyrker motion, især bagefter er man lettet (hvis man nu går og tænker så meget som du gør).
Du skal også lige få ros for dine pæne indlæg, det er blevet ret sjældent at folk udtrykker sig pænt når de er i din situation.
Jeg ønsker dig al held og lykke fremover.
Mvh. Doreen

Hej... nu har jeg ikke lige læst det hele igennem, så det kan godt være at der kommer nogle gentagelser.
Slå op med hende!
Der er et eller andet grueligt galt i jeres forhold, hvis hun kan give dig dårlig samvittighed over at du skal noget andet, end at se hende konstant.
Jeg tror ikke på, at to mennesker, kan holde ud at se på hinanden konstant... og det er altså meget sundt at lave ting der ikke har noget med den anden part at gøre.
Som f.eks. sport.
Det burde hun også kunne indse, hvis hun har en interesse for hunde, men du ikke har denne.
Altså, har hun noget, der ikke er dit, og så virker det helt galt at du ikke må have noget af dit eget, som hun ikke kan være med til.
Hvis i ikke har jeres eget liv, så løber i også tør for samtaleemner på et tidspunkt.
Jeg har nu haft den samme kæreste gennem 3-3½ år, og jeg må da ærligt indrømme, at jeg ikke ville gide kun at se på ham, en hel uge. Og jeg tror ærligt talt også han ville blive lovligt træt af mig, hvis der ikke skete andet end at vi var sammen.
Så for mig lyder det ikke som et sundt parforhold.
Og ja, det lyder godt nok ikke som om hun har en videre fed periode. Men hvis du bare sætter dig stille og roligt ned, og forklare hende hvordan du har det med det hele, uden at himle op, så kan du jo ikke gøre andet.
Du skal ikke ofre din glæde, til fordel for hendes. Du risikerer bare at kamme over i sidste ende, hvis du ikke får sat en stopper for det.
Held og lykke med det hele.

Jeg kan ikke være den eneste, der er interesseret i, hvordan det gik dig (-()-) i går? Kom du til sport? Fik du taget mod til dig m.h.t. at få afsluttet forholdet?

fået mange svar, men jeg vil dog lige tilføje en ting til det indlæg hvor du spurgte om råd til hvad du skulle sige til hende. Jeg synes ikke helt at det er nok at sige at du ikke er parat til et seriøst forhold. Hvis følelserne for hende havde været der og hun ikke satte sig på dig men i stedet lod dig have dine venner og fritidsaktiviteter i fred, så ville du jo sikkert sagtens være klar til et forhold.
Jeg synes godt du kan fortælle hende hvad det er du er utilfreds med. Hvis bare du siger du ikke er klar, vil hun sikkert gå og vente og håbe på at du lige pludselig kommer tilbage. Jeg synes du skal gøre hende klart hvad det er du ikke kan leve med, på en pæn måde selvfølgelig, også for hendes egen skyld til fremtiden. Hun vil jo aldrig finde en hun kan behandle på den måde og så holde et forhold kørende, så måske er det meget godt for hende at få det at vide. Det virker som om du er helt afklaret med at det ikke skal være jer to så for din egen skyld ville jeg sørge for at hun forstår det.
Held og lykke jeg ved det ikke er nemt, men du vil få det bedre når det er overstået.

Håber han kommer forbi debatten snarest. Skal gå snart. Ellers i aften....

.......fortæl. Slog hun dig ned eller klarede hun det, som alle andre kan ?