Hjælp, min veninde bliver ved med at tabe sig!

Hej, jeg håber der er nogen der vil hjælpe mig, fordi jeg er virkelig nervøs!
Min bedste veninde gennem flere år har altid været meget besat af sin vægt, hun er aldrig tilfreds, og vil altid tabe sig mere. Hun træner aktivt og spiller håndbold, og det er ikke noget med at hun lader være med at spise, men hun er meget meget påpasselig med hvad hun spiser. Hun ved godt selv at hun har et problem, men alligevel vil hun gerne fortsat tabe sig. Hun vejer ca.57 nu, og det synes jeg i hvert fald ikke er ret meget, hun ser ikke spinkel ud som sådan, men hvis hun taber sig mere gør hun. Hendes selvtillid er helt i bund, og ligemeget hvad alle siger, er der intet der hjælper. Hun har ingen problemer med fyre eller noget de render altid om hende.
Hun vil knap nok se sin søster som er et år ældre, fordi hun er bare spinkel bygget, og når hun ser på hende får hun det dårligt. Hun har før prøvet at begå selvmord, og forleden finder jeg et afskedsbrev hos hende. Jeg er så nervøs, men aner ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe hende. Jeg har foreslået hende professionel hjælp, men sidst hun prøvede at tage sit eget liv kom hun til psykolog og hun hjalp hende absollut ikke, tværtimod.
Hvad skal jeg gøre??
Hilsen, den bange veninde.

Jeg vil nok foreslå dig at drage dem ind i det hvis du snakker med dem. Det er jo lidt meget at bære alene. Men det er svært.
Du kan i virkeligheden ikke stille meget op tror jeg. Andet end blive ved at forsøge at snakke hende til fornuft. Men kan godt forstå din bekymring. Ved hun du så brevet ?

Hvad siger hendes forældre?
Er de opmærksomme på problemet?
Hvor høj er din veninde?

Skal så lige siges at hun er 20 år, og bor alene. Men nu har hun besluttet sig for at flytte hjem til sine forældre igen. Jeg ved ikke præcis hvor meget de ved mht. hendes besættelse, men noget ved de da. Ja, hun ved godt jeg så brevet. Jeg sagde til hende at det måtte hun virkelig ikke gøre, og jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre uden hende. Hvad vi alle sammen skulle gøre uden hende, og at vi nok skulle hjælpe hende.

Du er nødt til at indse, hun ikke er dit ansvar. Det kan du slet ikke løfte. Jeg ved ikke hvilken forudsætning du har for at sige at en psykolog absolut ikke hjalp, tværtimod. Noget siger mig, hun er smuttet da processen er startet op. Det er nemlig en proces og den er ikke smertefri. Hun skal afsted igen. Vil hun til en anden psykolog then let it be, så finder hun bare en anden, men det er stort set, hvad du kan gøre udover at være på sidelinien.
Du kan aldrig hjælpe et menneske, der ikke vil hjælpes.

Igen, hun er 20 år. Men ja, de ved det delvist godt, pga. det der er sket før. De er opmærksomme på det, men tror også de føler sig hjælpeløse. Hun er på samme højde som mig. 168. Jeg vejer 63 og hun 57. Men hun er altså tynd, hun har ikke mere at tabe af.

Hun vil gerne hjælpes, hun vil ikke have det sådan. Men den psykolog hun var til valgte og tage hendes forældre med til en af de første samtaler, og det lavede rag i hele familien pga. de ting der blev sagt, så der mistede hun respekten for psykologen og gad ikke komme hos hende mere. Jeg ved godt hun ikke er mit ansvar, men som veninde er det stadig mit ansvar at prøve at hjælpe hende. Jeg kan da ikke bare se til at hun ødelægger sig selv. Fordi hun vil virkelig ikke. Men hun ved ikke hvad hun skal gøre!

Din er 22,34 - altså pænt under 25
Hendes er 20,21 - altså et godt stykke over 18. Så indtil videre er der ingen krise i vægtkurverne. Der er noget andet galt, som hun laver til "spiseforstyrrelse". Hun har det ikke endnu, men er sikkert på vej til at lave den.

det er da positivt hun flytter hjem .. så måske gør hun i virkelgheden mere ved problemet end du lige opfatter ?
Jeg tror desværre at hvis en vælger at tage sit liv .. så er personen så langt ude at denne ikke kan rumme andre. Du har gjort hvad du kunne som jeg ser det. Altså strukket en hånd frem ... det er jo op til hende at tage den.
Men måske er det at hun flytter hjem et tegn på hun gør noget ved det.
Du kan ikke gøre så meget mere tror jeg ... måske snakke meget med hende og forsøge at gå lidt dybere ned i hvad der rør sig hos hende.
Men ligegyldig hvad så kan du jo ikke hekse ... skulle det forfærdelige ske så er det hendes valg.
Jeg tror du skal få så mange du kan involverede .. altså hendes søster måske og hendes familie. Men det er svært.

Men éen ting er meget vigtigt og det er hvor høj hun er?? Det er en verden til forskel om man er 160 eller 175 cm, når man vejer 57 kg....
Og hvad med at tale et alvorsord med din veninde- du skriver at hun godt ved at hun har et problem- men kun på et overfladisk plan... Som jeg ser det, trænger hun meget til at ERKENDE, at hun har et stort problem og så tror jeg at LMS- Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, kan hjælpe!
http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/default.asp
Jeg beklager, hvis linket ikke virker, men det håber jeg.....
For jeg mener, der skal handles nu! Din kære veninde har jo allerede skrevet afskedsbrevet!
Jeg ønsker jer begge held og lykke!

Venlig hilsen
K33.

Jeg så før indlæggene hurtigt igennem, og så ikke hendes højde, men den ser jeg nu! OK 168 cm, som du selv er.... Jeg har selv i sommers været nede på 59 kg og dér stak ribbene altså ud og en ung fyr, klagede over, at det gjorde ondt, da mine hofteknogler, ramte hans, da vi havde sex... Men nu er jeg så også en rimelig muskuløs kvinde og muskler vejer det dobbelte af fedt! Smiler!
Venlig hilsen
K33.

Der er problemer af en anden karakter, end du kender til. Det er ikke normalt, at tage forældrene til en 20-årig med til konsultation hos en psykolog, MEDMINDRE det er de involverede parter i en konflikt/situation man vil invitere.
Hun er ikke ærligt overfor dig og leger "anoretiker" for på den måde at skjule det reelle problem. Tro mig. Jeg har set det masser af gange før.

at lukke ud!!!
jeg er 34 og går til terapi med mine forældre. Det kaldes familieterapi. SElvom kun jeg lider af Anorexi.

Jeg er selvfølgelig meget spinkelt bygget, men jeg er 165 høj og vejer 53 kg og det er fint til mig.
Men det kommer jo meget an på kropsbygning.
Det lyder ikke som om hun er for tynd (min nu har jeg jo ikke set hende), men kan virkelig godt forstå din bekymring over den besættelse hun har af sin vægt.
Jeg håber forældrene måske kan hjælpe, hvis du inddrager dem?!
Du er en super god veninde. En dag vil din veninde for alvor sætte pris på det🙂