Hovrdan kommer jeg videre?

min kæreste har forladt mig efter 10 år.
(Hun elskede mig ikke mere og måtte videre , for hendes og min skyld)
Jeg er sønderknust og føler aldrig jeg kan elske igen.
Jeg har knuder i maven af savn og ligger tit søvnløs bare tænkende.
Jeg er sønderknust udover fatte evne, hun er i mine tanker hele tiden.
Hvordan kommer jeg videre ?

Dog havde jeg kun været sammen med hende i 5 år, men fik samme symptomer som du beskriver.
Mit råd er at du skal lade være med at se på de negative ting ved du er blevet single igen, selvfølgelig er det surt når du nu elsker hende men hårdt og brutalt sagt : så får du hende ikke igen ved at klynke. Start med at indse det, og endda også indse du nok ikke får hende igen på det plan du gerne vil, og begynd så at komme videre i dit liv.
Lad være med at barrikadere dig hjemme med sprut og bajere, men tag ud og oplev din by både ved dag og nat. Lad være med at være desperat på udkig efter en erstatning for hende, for det er der ikke nogen der vil være... heller ikke dig selv vil være en erstatning for andres kæreste.
Det er hårdt at komme igennem, og det tager lang tid... ikke for at være en lyseslukker men for mig tog det omkring 3 års tid før jeg var fuldstændigt afklaret med tabet af hende.
Brug dit sociale netværk til at komme videre, som jeg skrev før gør det bare det hele værre hvis du lukker dig inde med dig selv og dine egne tanker.
Håber du kunne bruge det til noget.
Held og lykke

Hej,
Da jeg var psykolog i Telemark gjorde det indtryk på mig, at fyre, som havde kærestesorg meget brugte at løbehver dag.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det virker, men jeg så det virkede, i øvrigt også på pigerne.
Men det tager alligevel tid...
f

Din stakkel - føler med dig. Kan ikke give dig råd for at komme videre. Sidder selv i samme situation - min kæreste og jeg har også brudt med hinanden efter 15 år.
Knus & Tanker
Trille

Du går en hård tid i møde, hvis du virkelig er ramt tager det tid, men den norske metode er nok det bedste bud, det handler om at få tankerne væk fra hende..

Det er nu 4½ år siden jeg var i samme situation, og har det stadig på samme måde. Jeg kan ikke forestille mig andre end HAM...
Men jeg tager det en dag ad gangen. Har stadig ikke lyst til at vove mig ud på "kødmarkedet", men det går da, stille og roligt...
Håber det går hurtigere for dig. Jeg krydser fingre for dig!!! Lille knuz fra din lidelsesfælle(inde)

Hvor lang tid siden er det hun har forladt dig?

Jeg lider selv af kærestesorger, men det er dog kun på 4 måned, men jeg frygter lidt at det vil strække sig over meget lang tid.
Men 4½ år, det er da vildt, jeg føler med dig, og håber en dag du vil finde dig selv som en lykkelig person igen.

hun forlod mig for ca 4 uger siden.

Jeg føler virkelig med dig!
Mit råd vil være, at i stedet for at fokusere på hvor meget du savner hende (selvom det er svært), så prøv at fokusere på, at det var for det bedste.
Du kunne ikke være tjent med en person, der ikke elskede dig som du elsker hende. Accepter tingene som de er. Jo før du indser, at jeres forhold på ingen måder kunne fortsætte på de vilkår i havde, desto før kan du komme videre med dine følelser.
Lige nu virker det uvirkeligt for dig, at du nogensinde kan elske igen! Husk, at ingen kan tage de gode år fra dig og mindes dem med glæde. Men husk samtidig også, at livet ikke ender her. At kærligheden igen vil passere din vej. Ikke som en erstatning for dit tab, blot som en ny begyndelse.
Knus og varme tanker
:-)

det beste middelet mot sorg som du opplever nå,
er trim ,feks lange spaserturer eller løpeturer ,
eller inviter noen venner på middag snakk om noe helt annet en at din kjæreste har forlatt deg ,
da kommer du raskere over henne.
jeg arbeider mest mulig de periodene jeg har det sånn,tar alt jeg kan få av arbeid så jeg ikke blir sittende hjemme og gruble men får noe annet å tenke på en hvor synd det er i meg.
lykke til og ut i frisk luft og på byen .
kos deg du er fri til å gjøre akkurat hva du vil.
klem fra gyda.

Allerførst: Jeg synes bare det er SÅ synd for dig. Håber det hjælper på et eller andet.
4 uger er jo ingen tid, min ven. Tænk hvis du allerede nu havde det meget bedre. Så overfladisk er der vist ikke ret mange af os der er, vel? Trøst du dig selv med at det er du i hvert fald ikke.
Der hvor du er lige nu i processen, er den allerværste del. Du er kommet ganske lidt på afstand af hende, men dine følelser bliver jo så blot forstærkede. Sådan lidt abstrakt kan du sige at alle de følelser/projektioner du har afleveret til hende gennem ti år - dem har hun taget med sig. Det vil jo egentlig sige at hun er gået med "et stykke af dig". Det mangler du selvfølgelig og det er i virkeligheden, det lidelse består i. Det skal du så have fyldt op/ud på én eller anden måde.

Selvfølgelig kan du ikke se dig ud af nogen ting lige nu, men giv dig selv lidt tid, det er da tilladt at sørge også mere en 4 uger - for den sags skyld også 4 måneder.
Italienerne siger, at en sørgeperiode varer et år. Begrundelsen for det er, at man skal være alene om alle de ting én gang, som man har været to om så længe. Du skal altså gennem fødselsdage, jul, påske pinse o.s.v. Men du får ikke et helt år i den sindstilstand du er i nu. Fra nu af bliver det bedre. Måske kan du ikke mærke bedringen dag for dag. Men hvis du mærker efter kan du helt sikkert mærke den uge for uge.
Lav nogle "evalueringsdatoer" for dig selv. Sig "den 20 oktober, vil jeg tage temperaturen på min mentale tilstand i forhold til temperaturen idag - og igen den 10. november og så den 20 november eller hvilke datoer der nu passer dig bedst. Lav for den sags skyld et humørskema og tegn en graf.
Har du en god snakkeveninde? Eller er du én af de mænd der er så priviligeret du har en rigtig kammerat, du kan vende tingene med? Brug hvad du har, få talt om det til du ikke selv gider høre på det mere. Ud skal det.
Genoptage eller forøg hvad du har havde af fritidsinteresser. Sig aldrig nej tak til en invitation. Løb en tur og klar hjernen, når hun ikke vil forlade dine tanker.
Med andre ord; det er ikke sundt at "dyrke" sin ulykkelige kærlighed, men det er i hvert fald tilladt at være ked af man har mistet noget man elskede.
Har forsøgt at skrive det uden at blive for højtravende, men kvindesind er det jo. Jeg håber alligevel du kan bruge - om ikke andet - så noget af det.
Mine varmeste tanker og hilsener
Dulkis

Jeg er megett meget forvirret. Er på 3 uge hvor jeg er blevet efterladt af min kærest og og jeg føler mig helt fortabt. Det med at sove virker ikke. Jeg har ikke lyst til særligt meget mad og selv om jeg måske virker som om jeg fungere på arbejde og også griner engang imellem tænker jeg på ham hele tiden og jeg mener hele tiden. Jeg bor i vores lejlighed lige nu og det er mega tomt at komme hjem ovs. Mit problem er at han siger vi har brudt op men han har ikke taget stilling til at sælge lejligheden. Han siger han elsker mig overalt på jorden men hans krop sendte nogle signaler som han blev nød til at lytte til. Han er ked af det men ved ikke hvad det er. Ved heller ikke om det er os, men har taget konsekvensen hvad hans krop siger. Det skal så siges at vi har været igennem et MEGA lorte år. jeg har været udsat for voldtægtsforsøg og min far døde halvanden uge efter, så vi har brugt den resterende tid på at "komme" os og nu trækker han sig. Jeg er virkeligt på herrens mark. Skal jeg opgive mit håb eller har han bare brug for at samle tankerne ?