Hun er helt sin egen...

Jeg er en fortvivlet mand og vordende far. Min kæreste og jeg har siden vi mødtes for 14 måneder siden snakket børn og familie. Jeg har allerede en pige på 10 år fra tidligere ægteskab og min kæreste har haft en frivillig abort med en ekskæreste for nogle år tilbage. Jeg bor i hus i Sønderjylland, men stammer oprindeligt fra Kbh. Jeg nyder at være her i naturen og jeg er tæt på min datter, som bor i Tyskland og ikke mindst den økonomiske fordel ved at bo her. Jeg har efterhånden et godt netværk her af venner og kunder (jeg har et tømrerfirma), men har også netværk i Kbh, hvor jeg ofte er for at besøge venner eller lave arbejde. Min kæreste flyttede til mig i august fra Valby og er nu gravid i 10.uge. Vi er vildt glade for det, men hun kan ikke finde sig til rette her. Hun er vant til at cykle, tage busser og tog. Men her må hun efter min mening have en bil. Hun føler sig ensom og vil at vi flytter tilbage til Kbh. Jeg har ytret at det vil jeg gerne men at tiden skal være rigtig, men det vil hun ikke vente på. Vi skændes tit om dette emne for jeg kan ikke se hvordan jeg skal føre mit arbejdsliv med stilladser/trailer/maskiner videre i Kbh med den økonomi jeg(vi) har. Og hun føler sig overkvalificeret til at være her. Hun vil ikke tage kontakt til nogen af de netværker der findes her, dyrke social sport, eller omstille sig på nogen måde. Jeg er frygtelig ked af situationen. Vi har været til parterapi 2 gange, men lige meget hjælper det. Jeg syntes det er urimeligt at jeg nu skal gå fra hus og hjem, få længere til min datter og højst sandsynligt sidde i gæld til op over skorstenen, fordi hun ikke kan vente. Hun har jo vidst hvad hun gik ind i da hun flyttede til mig. Nu har hun pakket sine ting og jeg er ved at miste hende og mit ufødte barn. Jeg ønsker ikke dette, hvad skal jeg gøre? Hilsen fartilsnart2