Hun forsvinder som sand mellem mine hænder

Hvad vil du gøre hvis du har en veinde som du
ikke længere er sikker på at du kan stole på? - og som ignorerer dine henvendelser?
Vil du give hende et kærligt spark bagi - eller vil du helt opgive hende?
Jeg har en veninde, som i øjeblikket er midt i en personlig krise, og som følge deraf helt har lukket sig inde i sig selv, i sin egen lille verden i cyperspace, hvor hun tilsyneladende har det som en fisk i vandet.
Jeg har tilbudt hende min hjælp, men det er jo lidt svært at vide på hvilken måde man helt præcis kan være til gavn , når hun ikke vil åbne op og fortælle hvilke tanker hun gør sig - og hvad som i øjeblikket gør livet svært for hende.
Det danske sprog mestrer hun som få, men når jeg beder hende om at skrive en ganske kort mail, om et voksende problem, som hun selv har skabt, stikker hun hovedet i busken og svarer ikke.
Svaret til mig kunne ellers godt klares med 13 tasteslag!
Hvad skal jeg gøre, for at få skyklapperne fra hendes øjne, så hun opdager at der også er en verden at forholde sig til UDEN for cypperspace?
Det skal lige siges at vi bor i hver sin ende af landet, så jeg kan ikke bare lige tage over til hende for at få en ordentlig veindesnak - og hun har lukket sin telefon.
Gode råd modtages med kyshånd!
Mange hilsner
fra veninden, som efterhånden er ved at blive noget utålmodig.

Der skulle stå at dette indlæg var skrevet af
"veninden med den (for?) store tålmodighed", men der var ikke plads til bogstaverne.

At man har brug for at være alene -
Man ved at en god ven/veninde er der for en, men man må altså tage en pause fra nærhed med andre, for at finde ind i sig selv -
Har du aldrig haft det sådan -
At kærlige spark også kan virke for meget, når vennen/veninden har mere travlt med, at man skal komme ud af hullet, end man selv kan følge med -
Det handler også om respekt, respekt for den person man gerne vil hjælpe, og lytter man ikke til de signaler den anden sender (f.eks ved ikke at svarer på henvendelserne) så er det jo et signal om, at en time out er påkrævet for den, der har det skidt -
Selvfølgelig set i forhold til, hvor alvorligt din veninde har det, er hun depressiv og selvmordstruet, så er det ofte en nødvendighed, at gå over hendes grænser, for at hjælpe -
Men er hun udover hendes personlige krise ellers velfunderet og i "sikkerhed" så mener jeg du kan nøjes med at sende hende en mail, hvor du skriver at du pga hendes manglende svar tilbage til dig, opfatter det sådan, at hun har brug for, at være en tid i sit eget "rum" men at du er der for hende, når hun har brug for det -
DET er, at være en god ven, det er at respekterer andres rum og grænser, i mine øjne -
Hjælp kan påduttes i en sådan grad, at intentionen om at hjælpe, får den modsatte virkning -
Holder du af din veninde giver du hende den plads hun har brug for, uanset om du forstår hendes behov eller ej, og lader være med, at kræve svar og bevæggrunde fra en hende -
Overskud er jo netop det, hun ikke har lige nu, og det kan kræve mængder af overskud, at skulle forklarer sig -
God dag til dig
guller

Jeg vil starte med at sige, at jeg såmænd godt tror du kan stole på hende stadig. Hun er bare tom for energi og overskud. Desuden er hun ramt af en total og altødelæggende depression. Forårsaget af hendes personlige krise, tror jeg!
Du er selv lidt inde på, at din veninde befinder sig som en fisk i vandet i cyberspace. Og det ER jo, alt andet lige en form for virkelighedsforflygtelse. Måske er det det eneste sted, som din veninde KAN være lige nu.
Når altså hun ikke bliver behandlet af psykiateren. Måske kan hun bare ikke have mere i hovedet end hendes egen krise og behandlingen af den.
Din veninde HAR skam fjernet skyklapperne fra sine øjne. Det er hun blevet tvunget til af omstændighederne. Og virkeligheden er så hård, grim og ond, at hun bliver nødt til at flygte.
Du kan hjælpe hende ved at være der, når hun engang igen tør se virkeligheden i øjnene. Det problem, du har med hende nu bliver helt sikkert løst. Du skal bare væbne dig med lidt mere tålmodighed. Eller du skal opgive hende:-(. Det er jo ligesom op til dig selv. Selv om du opgiver hende, vil dit problem med hende alligevel snart blive løst, idet den passivitet som depressive mennesker ofte bliver ramt af letter lidt, når behandlingen begynder at virke. Og så får man atter sin handlekraft og energi tilbage.

er at være der, når hun har mod til at tage "virkeligheden" ind igen.
Vær hendes faldskærm, hendes trampolin, hendes kærlige back up, og vær tålmodig, giv hende plads og tid.
¤ dragonheartet

Der er en ting du kan gøre istedet for at vente: tage til den anden ende af landet og tale med hende, lur mig om hun ikke åbner døren når du ringer på....

Jeg har selv været i en lignende situation, altså den som din veninde er i. Den eneste grund til, at jeg ikke lukkede telefonen var, at venner og familie så ville komme og ringe på døren i stedet. Jeg ville bare have ro. Mine veninder mente også, at jeg skulle åbne mig og snakke med dem om tingene, men det var meget belastende at være sammen med dem, selvom de jo naturligvis kun ville det bedste for mig.
Nu er vi jo heldigvis så forskellig, nogle mennesker har brug for at være alene når noget går dem på, andre har brug for støtte fra familie og venner. Hvor længe har det stået på med din veninde? Hvad har udløseren været? Tror du hun er til fare for sig selv? Det er en meget individuel beslutning om du skal presse på eller ej, men du må jo stole på din egen dømmekraft for af alle os herinde, så er det jo dig, som kender din veninde bedst.