Hvad #%*#§* er der i vejen med de forældre?!

Jeg kom ved et tilfælde ind på en brevkasse, hvor jeg læste et indlæg, der gjorde mig så forbandet harm på forfatterens vegne. Sådan nogle forældre burde skamme sig uendeligt meget, for det, de har gjort, har ødelagt så forfærdelig meget. Læs selv:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/252393:Liv---Sjael--Forskelsbehandling-mellem-soeskende-goer-ondt

Jeg får helt ondt i maven af at læse det. Det er som om de slet ikke bryder sig omd eres ældste søn og hans familie.

Ja, de kan i hvert fald ikke nomineres til "Årets Forældre".

Dog ikke nær så slemt, men han er bitter og det går ud over mange.
Hans lillebror fik ikke børn så hans forældres opmærksomhed for næste generation gik så til min søsters børn, dog med indblanding i den førstes opdragelse hvor han direkte sagde til sin mor at hun skulle holde kæft, foran alle gæsterne ved en sammenkomst.
At hans forældre var lidt småborgerlige gjorde det ikke bedre.

Tænk engang at selv brevkassen skriver han kan få svar i næste uge. DET er dæleme da nederen.
Den brevkasseredaktør skulle på hjul og stejle 🙁

Der er jo hverken hoved eller hale i det.

også noget så eftertrykkeligt. Det havde jeg simpelthen ikke fundet mig i. Den lede kælling som er hans mor havde dog nok fået et par borgerlige ord med på vejen inden jeg havde kappet forbindelsen.

Da min mor gik bort, fandt min far sig en anden dame, det burde jo også være helt OK. Vi prøvede efter bedste evne at tage godt imod, men hun var totalt umulig at tage imod.
Vi søskende blev ikke accepteret, f.eks hvis vi kom for at få en kop kaffe, lød den her: " Jae jeg har ikke noget til kaffen, men en kop kaffe ka' I da få". Døren ind til stuen var låst, hvilket mine børn var kede af, for de kendte jo stuen fra bedstemor levede. Hvis det så skete at hendes børn kom mens vi var der, blev både døren til stuen åbnet og der kom brød på bordet, men hun skulle nu lige se om vi ikke skulle til og hjem.
Lige pludselig var det småt med pengene, så der var ikke råd til julegaver. Jeg tog mig det ikke særligt nært, dem om det, men indrømmet blev jeg noget træt af at se, at hendes søskende og deres børn fik gaver for min 200kr. pr. næse, mens hendes egne børn, svigerbørn og børnebørn fik væsentlig mere, hvor der mine børn ikke fik det der kunne ligge på en negl. Om de ville, eller ikke havde råd til at, give mig var i grunden ligegyldigt, men jeg synes det var synd at mine unger skulle se på de andre fik så meget.
Hvad min far tænkte på, ved jeg ikke, men jeg ved til gengæld, at det var ikke hendes penge der blev købt gaver for, for hun flyttede ind med en kæmpe gæld, som min far indfriede og hun ejede intet, men det gjorde hun og hendes børn, da den gamle døde, det var der sørget for. Så et eller andet sted var han vel også med til at gøre forskellen. Ihverttilfælde blev det ret hurtigt sjældent vi kom der, så kunne de da bedre få råd til de andre og mine børn skulle ikke stå og se til mens de andre fik.

at når et menneske er vant til at blive behandlet sådan, er det sværere at sige fra, fordi han/hun har behov for kærlighed og accept og mærkeligt nok desperat forsøger at få det fra netop de personer, der behandler vedkommende sådan. Man behøver en form for acceptabel lukning for problemet, og det sker bedst ved, at det er dem, der skader, der gør det. Det er jo ogå derfor, at mange bliver hos en voldelig partner osv.

Min mor holdt mest af sine andre børn. Jeg fik ofte øretæver og når hun opdagede det ikke var mig, der gjorde noget forkert sagde hun: Nå, så har du fortjent dem til en anden gang.
Min far tog mig i forsvar en gang, men ellers så han aldrig noget.
Mit ældste barn elskede hun, mit yngste sagde engang til mig: Jeg tror ikke mormor kan lide mig. Jeg sagde bare hun sommetider var underlig, men drengen havde ret. Ikke at hun ikke kunne lide ham, men alligevel, der var noget galt. Hun gjorde stor forskel.
Mine søskede fik betalt kørekort o.s.v., jeg fik intet. De fik udenlandsture, jeg fik intet. De fik 8 tusinde hver om året, det fik jeg også et stykke tid, så var det slut. Jeg opdagede så, det kun var slut for mig.
Men hun kunne da også være sød og hjælpsom, det var bare de andre der betød mest.
Det gjorde meget ondt.

Får helt kvalme ved tanken, hvor er det da modbydeligt [:*(]
Kender desværre selv, til det med at der bliver gjort forskel i familien (ikke min mor eller far, men bedsteforældre, og mine mostre) det er dog langt fra så slemt som i det læserbrev, men synes jo det gør ondt, så kan slet ikke tænke på hvor ondt det må gøre på ham fra læserbrevet, og hvor skulle de forældre da skamme sig 🙁 det er jo direkte skammeligt [:|]

jeg har sådan set oplevet det hele med min onkel, hans familie og hans børn (min kusine og fætter) har altid været forkælede af min mormor og især morfar. Det resulterede til sidst i at da mormor og morfar døde, var der ingen eller kun lidt kontakt mellem resten af familien og jeg mere eller mindre hader min kusine og fætter idag for dette har gjort dem til ulidelige mennesker, for det gør det.
Man skal virkelig være glad for at man ikke er den forkælede for de kommer før eller senere til at lide så frygteligt under det. De tilhører nogle af de svageste grupper i verden.
vi andre er stærke og vant til at klare os selv. med eller uden andres accept.