Hvad er op og hvad er ned?? hjælp!
Hej.
Jeg er fanget i et gammelt forhold. For et år siden gik jeg fra min kæreste, fordi jeg ikke følte at vi kunne sammen mere. Jeg var en røv over for hende, for hun var knust over det og det eneste jeg spekulerede på, var bare at komme væk fra forholdet. Hun flyttede efter en måneds tid ud af vores lejlighed. Hun bosatte sig et ikke særlig godt sted, med kærestesorger og ingen venner. Jeg kom og gik som det passede mig. Jeg kunne få sex når jeg ville og brugte hende sådan set efter behov. Hun lod mig slippe afsted med det fordi hun håbede på at vi skulle finde sammen igen.
Til sidst blev det alt for meget for hende og hun blev meget voldelig og agressiv over for mig, når vi stødte på hinanden nede i byen. Det chokerede mig, da jeg slet ikke troede at det lå til hende. I frustration begyndte hun at se en fyr der tilhørte den samme vennekreds som jeg( kommer fra en ikke så stor by igen, så alle kender hinanden mere eller mindre) Jeg flippede fuldstændigt ud, og følte for første gang nogen dybe følelser jeg ikke vidste at jeg havde. I panik sagde jeg til hende at vi skulle finde sammen igen, for sad pludselig, med et stort tomt hul midt i solarplexus. Men hun ville ikke. Hun sagde at hun ikke kunne lukke mig ind igen. Hun sagde at tiden som hun oplevede efter mig, var det hårdeste hun nogensinde havde prøvet.
Hun begyndte at se mig i hemmelighed alligevel. Efter en periode med hemmelighedskræmmeri fik jeg hende overtalt til at prøve med mig igen.
Det var mildest talt en katastrofe. Hun ville ikke slippe den anden fyr alligevel. Han var blevet en ven nu, og jeg kunne næsten ikke ånde af jalousi. Jeg følte at det kunne hun ikke være bekendt. Så jeg bebrejdede hende for volden hun havde bragt ind i forholdet, og den nye fyr som jeg skulle acceptere? - det kunne jeg ikke. Hun bebrejdede mig for at have såret hende, så hun lukkede af, hver gang jeg berørte emner om os. Det var for hårdt for hende tror jeg. Det var hårdt for os begge. Det endte i at hun droppede mig offentligt, med hendes familie som publikum. Jeg var så vred og ked af det, at jeg gik og råbte og slog på væggene i min lejlighed i flere uger. Jeg drak mig i hegnet hver gang der var mulighed for det, og ikke mindst mit studie blev pænt syltet i flere måneder.
Hun kontakter mig så efter et stykke tid. Meget fuld og meget ked af det, og hun siger at hun fortryder at hun droppede mig på den måde. Jeg var så lykkelig! Hun kom tilbage :)
Vi prøvede igen i 1 måneds tid = katastrofe.
Til sidst prøvede vi at ignorere hinanden, når vi stødte på hinanden. Til sidst kunne jeg nogenlunde lukke af for hende og bare passe mig selv.
Så gik der 2 uger, og jeg savnede hende af helvede til, kan ikke sove eller stoppe med at tænke på hende. Så hende på gaden, selvom det ikke var hende.
Jeg tog kontakt til hende. Hun virkede glad for at se mig, men hun fortæller mig at der er endnu en ny fyr i billedet. Jeg bliver igen vred og føler lidt at det kæmpe drama, hun stillede på benene dengang. Handlede om at hun ikke ville være alene og ikke at hun elskede mig, over alt på jorden. Jeg lukkede fuldstændig af for hende og fortalte hende, at hun ikke skulle komme i nærheden af mig igen. Jeg var vred igen igen.
Et stykke tid senere støder vi sammen nede i byen, og ender med at være sammen. Vi havde begge savnet hinanden. Hun sagde at hun ikke elskede ham, men mig. Følte mig hel, når vi havde det sådan sammen. 🙂Efter et par dage sammen. Fortæller hun mig så, at det alligevel ikke er en god ide, at vi er sammen, fordi hun er faktisk glad for den her nye fyr.Jeg bliver af en eller anden grund bare hængende i hende, jeg vil ikke give slip på hende, jeg irriterer hende med mine sms`er. Jeg truer med at sladre til hendes fyr at vi har været i seng, sammen. Jeg ønsker ikke at hun fortsætter med ham. Hun skal være sammen med mig. Jeg vil ikke acceptere at hun bare skubber mig til side nu, fordi hun har fundet en. Jeg sidder hele tiden og tænker over om jeg skal konfrontere ham, med alt det, hende og jeg har lavet. Hun får mig altid talt fra det, at sige noget til ham. For så skrider han, det ved jeg.
Som I nok kan høre er jeg total forvirret, hvad angår mine følelser, og tanker. Lad være med at dømme mig for hårdt. Jeg har været så ærlig om mig selv som muligt. Jeg ved godt at der er mange problemer med mig. Men håber jeg kan få dem løst via terapi. Men mange af mine følelser kommer direkte af frygt. Jeg har aldrig været så bange for at et menneske skulle forsvinde ud af mit liv.
Jeg kan ikke holde det ud længere - vil bare gerne frigøre mig fra hende og mine følelser for hende. Nogen gange kan jeg slet ikke kende mig selv mere.
Hvis der er nogen derude med konkrete råd vil jeg gøre mit bedste for at bruge dem. Så både hende og jeg kan komme fri fra hinanden. Jeg er ikke idiot mentalt. Jeg er bare utrolig uerfaren, når det kommer til kærlighed og følelser.
Jeg er fanget i et gammelt forhold. For et år siden gik jeg fra min kæreste, fordi jeg ikke følte at vi kunne sammen mere. Jeg var en røv over for hende, for hun var knust over det og det eneste jeg spekulerede på, var bare at komme væk fra forholdet. Hun flyttede efter en måneds tid ud af vores lejlighed. Hun bosatte sig et ikke særlig godt sted, med kærestesorger og ingen venner. Jeg kom og gik som det passede mig. Jeg kunne få sex når jeg ville og brugte hende sådan set efter behov. Hun lod mig slippe afsted med det fordi hun håbede på at vi skulle finde sammen igen.
Til sidst blev det alt for meget for hende og hun blev meget voldelig og agressiv over for mig, når vi stødte på hinanden nede i byen. Det chokerede mig, da jeg slet ikke troede at det lå til hende. I frustration begyndte hun at se en fyr der tilhørte den samme vennekreds som jeg( kommer fra en ikke så stor by igen, så alle kender hinanden mere eller mindre) Jeg flippede fuldstændigt ud, og følte for første gang nogen dybe følelser jeg ikke vidste at jeg havde. I panik sagde jeg til hende at vi skulle finde sammen igen, for sad pludselig, med et stort tomt hul midt i solarplexus. Men hun ville ikke. Hun sagde at hun ikke kunne lukke mig ind igen. Hun sagde at tiden som hun oplevede efter mig, var det hårdeste hun nogensinde havde prøvet.
Hun begyndte at se mig i hemmelighed alligevel. Efter en periode med hemmelighedskræmmeri fik jeg hende overtalt til at prøve med mig igen.
Det var mildest talt en katastrofe. Hun ville ikke slippe den anden fyr alligevel. Han var blevet en ven nu, og jeg kunne næsten ikke ånde af jalousi. Jeg følte at det kunne hun ikke være bekendt. Så jeg bebrejdede hende for volden hun havde bragt ind i forholdet, og den nye fyr som jeg skulle acceptere? - det kunne jeg ikke. Hun bebrejdede mig for at have såret hende, så hun lukkede af, hver gang jeg berørte emner om os. Det var for hårdt for hende tror jeg. Det var hårdt for os begge. Det endte i at hun droppede mig offentligt, med hendes familie som publikum. Jeg var så vred og ked af det, at jeg gik og råbte og slog på væggene i min lejlighed i flere uger. Jeg drak mig i hegnet hver gang der var mulighed for det, og ikke mindst mit studie blev pænt syltet i flere måneder.
Hun kontakter mig så efter et stykke tid. Meget fuld og meget ked af det, og hun siger at hun fortryder at hun droppede mig på den måde. Jeg var så lykkelig! Hun kom tilbage :)
Vi prøvede igen i 1 måneds tid = katastrofe.
Til sidst prøvede vi at ignorere hinanden, når vi stødte på hinanden. Til sidst kunne jeg nogenlunde lukke af for hende og bare passe mig selv.
Så gik der 2 uger, og jeg savnede hende af helvede til, kan ikke sove eller stoppe med at tænke på hende. Så hende på gaden, selvom det ikke var hende.
Jeg tog kontakt til hende. Hun virkede glad for at se mig, men hun fortæller mig at der er endnu en ny fyr i billedet. Jeg bliver igen vred og føler lidt at det kæmpe drama, hun stillede på benene dengang. Handlede om at hun ikke ville være alene og ikke at hun elskede mig, over alt på jorden. Jeg lukkede fuldstændig af for hende og fortalte hende, at hun ikke skulle komme i nærheden af mig igen. Jeg var vred igen igen.
Et stykke tid senere støder vi sammen nede i byen, og ender med at være sammen. Vi havde begge savnet hinanden. Hun sagde at hun ikke elskede ham, men mig. Følte mig hel, når vi havde det sådan sammen. 🙂Efter et par dage sammen. Fortæller hun mig så, at det alligevel ikke er en god ide, at vi er sammen, fordi hun er faktisk glad for den her nye fyr.Jeg bliver af en eller anden grund bare hængende i hende, jeg vil ikke give slip på hende, jeg irriterer hende med mine sms`er. Jeg truer med at sladre til hendes fyr at vi har været i seng, sammen. Jeg ønsker ikke at hun fortsætter med ham. Hun skal være sammen med mig. Jeg vil ikke acceptere at hun bare skubber mig til side nu, fordi hun har fundet en. Jeg sidder hele tiden og tænker over om jeg skal konfrontere ham, med alt det, hende og jeg har lavet. Hun får mig altid talt fra det, at sige noget til ham. For så skrider han, det ved jeg.
Som I nok kan høre er jeg total forvirret, hvad angår mine følelser, og tanker. Lad være med at dømme mig for hårdt. Jeg har været så ærlig om mig selv som muligt. Jeg ved godt at der er mange problemer med mig. Men håber jeg kan få dem løst via terapi. Men mange af mine følelser kommer direkte af frygt. Jeg har aldrig været så bange for at et menneske skulle forsvinde ud af mit liv.
Jeg kan ikke holde det ud længere - vil bare gerne frigøre mig fra hende og mine følelser for hende. Nogen gange kan jeg slet ikke kende mig selv mere.
Hvis der er nogen derude med konkrete råd vil jeg gøre mit bedste for at bruge dem. Så både hende og jeg kan komme fri fra hinanden. Jeg er ikke idiot mentalt. Jeg er bare utrolig uerfaren, når det kommer til kærlighed og følelser.