Hvad gør man når kærligheden er ebbet ud?

Når ægteskabet har varet i mange år og tingene går op i madpakker, rengøring, indkøb, tøjvask, hente og bringe børn og alt hvad der udover førnævnte følger med i en travl børnefamilie, har kærligheden haft trange kår – og kærligheden er nu i terminalfasen.
Der har været børn/barn i sengen gennem 10 år hver nat, med deraf følgende afmattet og i lange perioder intet sexliv.
Min hustru og jeg har gennem årene ligeledes udviklet os i forskellig retning, eller rettere – jeg syntes ikke hun har udviklet sig meget, hvor jeg gennem uddannelse m.m. er et helt andet sted end for mange år siden.
Jeg har overvejet skilsmisse i perioder gennem nogle år efterhånden, da vi har slidt på hinanden, og har i (lange) perioder levet som hund og kat.
Men hvis jeg vælger at lade mig skille er konsekvenserne så omfattende, at jeg slet ikke kan overskue det.
At børnene skal dele deres forældre er en ting, men da ingen af os vil kunne beholde huset alene, skal børnene også flytte – og ikke bare bolig men måske også skole og daginstitution, hvilket betyder mistede venner både i skolen og i nærmiljøet.
I disse tider er huse jo meget svære at komme af med, så vi risikerer måske begge at komme til at sidde med en stor personlig gæld.
Hvis jeg bliver i ægteskabet, føler jeg, at jeg går på kompromis med mit eget liv og min egen lykke. På den anden side er det jo en spidskompetence som forældre at kunne tilsidesætte eget behov – for børnenes skyld. Men er det det rigtige valg – for nogen af os.
Min hustru og jeg har diskuteret parforholdet, og har overvejet parterapi.
Men jeg er bange for, at det ikke nytter, når kærligheden er død.
Tingene er jo noget mere komplicerede end ovenstående giver udtryk for, men har du – eller kende du nogen der har været i denne situation, så ved du nok hvad jeg taler om, og så er det netop dig jeg gerne vil høre fra.
Vi er begge omkring de 40 år.
På forhånd tak

Undskyld men hvad bilder du dig ind?
Medens din kone har passet dine / jeres børn har du haft mulighed for at videreuddanne dig, du har haft mulighed for at blæse udaf landevejen, nu er det dig der skal træde i karakter og vise bare lidt mod og mandshjerte, nu er det dig der stopper lidt op og giver din kone mulighed for at blomstre igen, så hold lidt lav profil, parterapi hjælper ikke en skid når det er dig der er galt på den.
Men selvfølgelig er utak verdens løn så fortæl bare din kone at du vil skide hende en lang march og at du er kold i røven over at hun har tilsidesat hendes egne muligheder for udvikling for at du kan køre dit egoistiske ræs.
Hvordan en i helvede skulle hun have haft de muligheder som hun har givet dig.
Du fremstår som en yderst ubehagelig, egoistist stymper.
Vor herre bevares, utaknemmelige skarn.

- det må være svært at være dig lige nu!
Men jeg tror, du kan finde svaret, i det du skriver.
Det lyder ikke til du ønsker at finde kærligheden til din hustru, da du ikke ønsker at forsøge parterapi. Ikke at det er løsningen - men mere en mulighed... For du vil så bagefter kunne sige, det i det mindste blev forsøgt.
Med kærlighed hører også respekt og det lyder det heller ikke til du har for din hustru... desværre. Hun har formodentligt, som de fleste kvinder, taget det største slæb med børn og hjem - og ikke haft overskudet til den "udvikling" som du selv har været så heldig at gennemgå, men tro mig - den kommer!! De fleste kvinder jeg kender blomstrer op, når deres børn er blevet selvstændige, og faktisk er dén udvikling ofte mere værd en alverdens uddannelse. Synd du ikke har tålmodighed til at vente...
Det ér svært at sige farvel til det man kender, og virker uoverskueligt - men min erfaring siger mig, at man overlever... Og når man kommer op igen, skinner solen stadigvæk og livet er måske endda bedre end man husker det.
Jeg forstår godt din bekymring for børnene, men de er bedre tjent med glade forældre, og intuitivt er de måske meget mere bevidste end I tror.
Og husk på - vi har kun dette ene liv at gøre godt med, så må det da gælde, at få det bedste ud af det!! Selvfølgelig uden at træde på andre mennesker...
Held og lykke til!! [f]

Men først skal ungerne altså ud af sengen. Medmindre de lider af en dødelig sygdom er der ingen forklaring på de ikke har deres egen seng, eget værelse.
Som andre også har været inde på, har din kone gået hjemme er hendes udvikling først igang når børnene er blevet selvstændige. Lige pt er hun mad/rengørings/hente/bringe/kalender/organisator/trådtrækkeren og det sidste hun har tid til er sig selv.
Hvad med at rejse lidt væk? Få ungerne passet et sted hvor I ved der ikke kommer problemer, sluk for mobilen (Tjek 1 gang dagligt for beskeder) og få talt ud.
Som skilsmissebarn kan jeg fortælle dig at man hellere vil være fra et opbrudt hjem end være i et. Dine unger kan udemærket godt mærke din modvilje til deres mor, måske er det der forklaringen på den delte dobbeltseng skal findes?
Det er ikke kun hende der skal udvikle sig, dui skal også give hende plads til det. Måske det var på tide at hun fik friheden til at videreuddanne sig mens du tog nogen hårde år derhjemme? Måske det ville få dine øjne op for hvor meget man putter sig selv i baggrunden når man er limen i familien?
Jeg synes du skulle tage til den parterapeut, jeres kærlighed er måske bare begravet i børn og forpligtigelser og måske kan han/hun hjælpe jer til at komme videre og hvis ikke kan du se dine børn og konen i øjnene og fortælle dem du prøvede alt du havde kært.
Jeg er som sagt skilsmissebarn, mine forældres ægteskab kørte så langt ud på et sidespor at min far blev alkoholisk, han tæskede os allesammen, jeg har stået og set på ham gennembanke min mor fordi vi ikke makkede ret. Jeg siger ikke du ender der, men jeg siger at det er hvda der kan ske når man fuldstændigt overser tegnene.

Det er som beskrevet ud fra mit liv og mine tanker - faktisk temmelig præcist! Jeg har nu gået på kompromis med mig selv i omkring 10 år. Jeg kan dog endnu ikke svare på om jeg har gjort det rigtige i at blive i forholdet.

synes ordet egoisme mere tilhører din personlighed - endda i allerhøjeste grad - du er da extrem egotænkende og overfladisk i din indsigt over andre mennesker. Jeg kender udemærket indlægsskribentens følelser og tanker, og kan alene ud fra det han skriver, læse at han er alt andet end ego.
Lev du blot lykkeligt videre leif - vor herre bevares selv - idiot!

hvorfor lige parterapeut.
Hvis den skulle virke betinger det at parterne står lige, men i dette tilfælde er der langt mellem mand og kone.
Manden her har en stor selvfølelse, han er ovenpå, det er ham der er selvsikker, det er ham der er skyld i at konen ikke har flyttet sig gennem de sidste mange år, han ahr medvind god uddannelse på konens bekostning osv. medens konen midlertidigt er gået lidt i stå for at manden kunne udlevere sine drømme.
Manden er pisse egoistisk og skulle have nogle klaps.
Hvordan har konen det egentligt, hun er formentligt fuld af skyldfølelse over ikke at kunne leve op til den selvglade mands forventninger så hvad har hun egentligt med i rygsækken?
Så her er det ikke nødvendigt med parterapi men om at give tilbage at den overflod man har modtaget.

egoisme er kun af det onde, men det er vel ukendt for en egoist som dig.
håber at din egen samlever har det godt.

..fra den gamle kærlighed og plant den i ny sund kultiveret jord.
Dyrk den så og pas og plej den hver evig eneste dag, resten af jeres fælles liv.
Kærligheden dør jo yderst sjældent! Den kan være underernæret og sat til side.. Klart den trækker sig tilbage, gråner hen og til tider spiller død, men rigtig død - næppe!
Hvis der ikke er et "trediehjul" indblandet et sted i periferien. Skulle i vel nok, som voksne mennesker kunne aftale jer til et forhold - Hvor opmærksomhed, fælles interesser og dyrkelsen af mand/kone/familie altid står øverst :o)
Tænker! Hvis du føler du nu går på kompromi med din egen lykke, så har din lykke og udvilkling sikkert/måske været på bekostning af din kones lykke.. Hun har været med til at bære dig hen hvor du nu står.. Svigt ikke nu, hvor i gennem år har fået en masse erfaringer, som i kan benytte i jeres videre færden gennem livet.

som jeg også er midt i, og jeg er jo lidt heldig at være 44 år og børnene er flyttet hjemme fra, men det gør ikke beslutningen nemmere, jeg ved heller ikke hvad jeg vil, eller hvad det bliver til, jeg er tilmed fyret, så jeg har prøvet at søge jobs i udlandet, for at komme lidt på afstand, men man kan jo ikke løbe væk fra det, man bliver nød til at gøre noget selv, jeg venter stadig på at finde ud af hvad jeg vil, så du er ikke alene, jeg kan desværre ikke hjækpe dig, men kan kun sige du er ikke alene, og mange har været igennem som os, der er kun os selv til at gøre noget, og næsten lige meget hvad vi bestemmer os for, er der stadig fustrationer deri.
Min drøm nu er at bo selv, ude ved havet, leve livet mere simpel, og rejse rundt og se verden, jeg ved ikke helt hvad der holder mig tilbage, men mest fordi jeg ikke syntes at ku overskue det nu, hvad skulle jeg leve af, hvad skulle betale mine rejser, så det er det jeg prøver at koncentere mig om, bare for ikke at falde i selv medlidenheds hul, eller deprision, men et sted tror jeg denne stadie går over, om det bliver bedre ved jeg ikke, jeg håber, men der er jo kun mig selv til at tage beslutningen.
Jeg ønsker dig alt mulig lykke til, og håber du finder din vej.

Mit indlæg er desværre blevet tolket som om, jeg ikke tager del i den daglige drift af børn/hjem, samt at jeg har uddannet mig, uden at hun har haft mulighed for det.
Ovenstående er en misforståelse.
Vi har begge taget en uddannelse på samme niveau, imens vi har været gift.
Jeg har taget forældreorlov og har taget og tager fortsat min del af opgaven med både børn og hjem.
Når jeg taler om at udvikle sig, mener jeg udvikling som menneske – læse bøger – tilegne sig viden om ting der kan diskuteres – evne at kunne se tingene i et lidt større perspektiv, så det ikke kun er indhold i madpakker og sladder om kolleger der kan handler om.

Et forhold handler jo ikke kun om, at hvis den har gjort dét og den har gjort dét, så bør man acceptere dét og dét! Det handler om at de har glemt hinanden, vokset fra hinanden og er havnet i en situation som bliver mere end hård at ændre - så hård og med så mange konsekvenser at man selv skal prøve det, før man kan sætte sig ind i det!
At du er lykkelig, er da kun skønt - men vær ikke så egoistisk at tro, alle er lige så lykkelige som dig. Manden skriger jo om hjælp -og netop ikke om at blive overhældt med uvidende visdom!

-du kun læser fordømmelse i de indgåede svar, selvom det godt kunne se sådan ud...
Du virker jo som et dannet og hensynsfuldt menneske, og jeg tror måske ikke dette er forum for et kvalificeret svar.
Men jeg tror, når tiden er inde, kender du selv svaret.
Når den menneskelige udvikling går i stå, kan det være pga. situationer/kriser eller simpelthen manglende overskud. Tror du det kan være din hustru, trods din hjælp, kan befinde sig i dette "zombieland"?
Hvis ikke, eller hvis du mener du har gjort dit allerbedste, skylder du dig selv og din familie - at I alle får et godt liv. Det være sig sammen eller hver for sig.

jeg ved at ikke ikke alle er så lykkelige som jeg er men jeg ved også at det ikke hjælper en tøddel at snakke en efter munden, det giver ingen ændring og eftertanke at lyde åh så social og så videre, i" i tvivl" lægger noget frem til debat og der er ingen debat i at give manden ret og udbasunere at "sådan har jeg det også" det er jo på samme måde at debatten i enhedslisten foregår, " hvad skal vi diskutere? det ved vi ikke for vi er jo enige" "nå, hvad skal vi så lave".
Giv dog manden et modspil så han måske begynder at se situationen fra flere vinkler, ellers er et dabatforum totalt ligegyldigt, manden beder om hjælp ikke social forståelse.
han skal have et spark der får ham til at tage sagen i sin egen hånd, ikke i din.
fortsat god dag
PS! jeg er parterapeut men ikke en rygklapper og jasiger, så ville jeg hurtigt komme bag i arbejdsløshedskøen.

min mand og jeg er ikke gode til at snakke sammen, og det er ret fustrende, jeg gider ikke høre på hans snak om motorcykler, og han gider ikke at snakke om den store verden, eller meningen med ens viderer færd her i livet, mon der fandtes et forum for folk med lyst til viden om de større perspektiver, jeg er f.eks. træt af altid at skal høre på hans, og være overbærende, og hvergang jeg kommer med lidt af mine emner, knurre han bare, og har da også nævnt det for ham, men det giver da slet ingenting, vi har kendt hinanden i 25 år, men måske vi er vokset fra hinanden. Jeg ved det ikke endnu, som sagt er jeg selv midt i det, jeg skal jo bare ha fundet ud af, hvad det er jeg vil.

får hold i en barnepige til en enkelt aften, hvor man går ud og spiser og ikke meget andet.
Tager på et weekend-ophold
- se get-away tilbuddet på Kongebro Gården i Middelfart.
Finder en interesse at dyrke
- kun for voksne. Gå evt til dans med din kone.
Læg an på hende, flirt med hende som om du ikke kendte hende. Mand dig op og få noget liv sat i kludene. Giv det tid og se hvordan miraklernes tid ikke er forbi.

Uh sidder i nøjagtigt den samme misære. Har været sammen med min mand i 16 år og har bare ikke været kærester de sidste syv af dem. Det er hamrende sygt - men skilsmisse, det virker meget,meget skræmmende. Og synd for børnene. De siger så ofte til mig: I skal da aldrig skilles vel, mor? - og jeg er ved at tude..
Det store spørgsmål er jo, hvad der er bedst for dem - en mor, der er single og mere tilfreds eller mor, der er gift og frustreret og går og bider sig selv i læben for overhovedet at kunne holde ud at være hjemme samtidig med faderen.
Jeg ELSKER når vi er alene hjemme,mig og ungerne. Så har vi det meget megt bedre. Tror min mand har det på samme måde. Vi har forsøgt at indlede parterapi - efter jeg har tigget om det i årevis. Men da vi endelig sad der, ku' jeg mærke, at min energi på det her forhold er væk. Jeg holder meget af min mand som ven - eller måske som en slags bror. Men kærester, det tror jeg ikke, vi bliver igen. "Heldigvis" har jeg lyst til at skrive. Men det hedder vist "desværre".
Men hvor får man modet fra til at skuffe dem alle sammen? Må man elske sig selv så meget, at man "ødelægger" børnenes liv? Eller skal man holde ud et stykke tid - og i så fald hvor længe?? Børnene er 7 og 11 nu.

Jeg sad lige og forsøgte at søge på Google på "lykkelig skilsmisse".Men der kom ingen links op, der kunne bruges. Kun noget om sportsklubber o.l. :)
Er der noen, der har et godt råd? Noen, der kender en lykkelig skilsmisse??

Når man er nødt til at foretage sig disse mange aktiviteter for at få liv i ægteskabet,er kærligheden allerede en død sild. Et par flyttede i nyt hus,som de så istandsatte i håb om det kunne redde ægteskabet. Det fik kun udskudt kedsomheden. For nylig blev soveværelset så sat ekstra i stand,men igen hjalp det kun i kort tid. Desværre for konen er min veninde. Manden flirter for tiden med en anden kvinde,som han ikke lægger skjul på interesserer ham. De er sammen,fordi begge ikke vil slippe børnene. Kærlighed kommer indefra.

Efter 22 år med min ex gik vi fra hinanden, årsagen kan jeg skrive meget om, råd til trådstarter kan jeg komme med, men jeg vil ikke trætte de andre debattører med mindre trådstarter ønsker mine råd og min fortælling.
Med venlig hilsen
Ernst

han bliver også pga. de uoverskuelige konsekvenser en skilsmisse er - ikke mindst for børnene. Men også økonomisk....
Parterapi hjalp ikke, og hvad er der så tilbage. Find dig en elskerinde måske? Det giver ilt til parforholdet og konen begynder at oppe sig kan du tro. Men hvad så når elskerinden ikke længere er interesseret? Så står man tilbage i samme situation.
Børnene æider også under at mor og far skændes eller virker kølige overfor hinanden. Det er synd for dem under alle omstændigheder. Mit råd er at du forbereder grundigt en skilsmisse om et år ca. Du skal forberede dig på alle måder - også mht. børnene. Kom til forældremøder på skolen - hent børnene i institutionen hvis du kan osv. osv.
Du skal overfor andre end lige din kone vise at du er en god far - måske er du det allerede og så er der vel ikke så meget at miste. Fædre står bedre nu end nogensinde.
Når kærligheden er blevet så slidt forstår jeg ikke nogen kan holde ud at leve i et ægteskab. Det er da en hån mod kærligheden og hvad livet har at byde på 😖
Håber du finder livsgnisten igen måske i kærligheden til en anden kvinde - og så helst single vil jeg håbe for dig 😉
Pusser

Der er altid svært at se nøgternt på tingene udefra når man sidder midt idet - og endnu lettere at kommentere når man ikke er i midten af "rodet".
Hvis jeg tager fuldstendigt fejl i nedenstående så undskylder jeg på forhånd.
Af dit indlæg føler jeg ikke du taler som en mand der ikke elsker din kone men i stedet at det der er ebbet ud er forelskelsen. Forelskelsen kommer og går. Det er noget man skal "arbejde" på - altid - på samme måde som lidenskab.
Jeg har selv befundet mig i en situation hvor jeg synes parfoholdet var løbet på grund. Daglid trommerum, ingen gensidig stimulans (jeg snakker ikke om sex her), ingen spændende diskutioner om alt muligt - kun praktiske ting.
Jeg er så heldig at have en god veninde som jeg åbnede mit hjerte til og fortalte hende hvad jeg følte - hvilket ikke var ulig det du skriver.
Hendes kommentar var:
"OK, nu har du fortalt mig hvad du syns er træls ved jeres forhold. Fortæl mig nu igen hvorfor du forelskede dig, hvilke ting du holder af, hvorfor hun er speciel. Fortæl mig igen om jeres bryllupsdag og bryllupsrejse, om jeres første ferie..."
Det fik mig til at tænke! Af en eller anden grund havde jeg/vi koncentreret vores dagligdag om alt det praktiske, lagde kun mærke til de små ubetydelige (og nok lidt gerenerende ting) men havde helt glemt at trykke på de knapper vi egentlig stadig godt vidste gjorde den anden glad, følte sig elsket og påskønnet...
Jeg ved ikke om dette hjælper dig på nogen som helst måde men jeg ønsker dig alt det bedste.

Jeg har været i fuldkommen samme situation. Da det gik op for mig hvor utilfreds jeg var med mit liv og især parforhold tog jeg en snak med manden. Og en til. Og endnu en. Efter 1 år fik jeg ham med til parterapeut. Hans svar gennem de næste år var konsekvent, at det jo var mig der var utilfreds og derfor også mig der måtte løse problemet. Han kunne ikke ændre sig. Han var jo den han var, som han sagde.
Jeg fik det råd at terapeuten at skrive alle de positive og negative ting ned. Tanker, følelser, værdier osv. Jeg kiggede bla. alle vores billeder gennem 20 år igennem, for på den måde at "fremprovokere" alle de gode minder.
Det billede jeg fik frem var desværre langt fra det liv jeg gerne ville leve. Jeg fortalte min mand om min "undersøgelse" og resultatet blev desværre en skilsmisse. Vi var meget langt fra hinanden mht. værdier og ønsker for fremtiden og min mand stod fast på at han ikke kunne ændre sig. Da min mand således havde givet tydeligt udtyk for hvor han stod, var det op til mig at afgøre om jeg kunne leve under de vilkår eller om jeg skulle gå min vej. Det lyder måske enkelt, men det var det ikke. Det var en meget følelsesladet og hård periode.
Det var hårdt at træffe beslutningen for 3 år siden. Jeg har jo aldrig ønsket skilsmisse, men omvendt var jeg jo heller ikke glad i mit forhold. Udsigten til at det skulle ændre sig var slet ikke til stede, fordi det kun var mig der kæmpede. Min eneste mulighed for at ændre fremtiden til noget positivt var at gå. Jeg havde brugt årevis på at undskylde og forklare min mands "opførsel". Jeg ved godt at han har nogle lig med i lasten, men jeg kan ikke redde ham. Jeg kunne have støtte ham hvis han havde været interesseret i at ændre noget, men det kom aldrig på tale. Man kan ikke ændre andre mennesker, men man kan fortælle dem hvad man tænker og føler og derved give dem en mulighed for at deltage i kampen for at ændre et dårligt forhold. Men hvis de ikke vil/kan, bliver man nødt til at gøre op med sig selv, om man kan leve under de vilkår. Eller gå. Der skal kun en til en konflikt men to til at kæmpe.
Mht. mine 3 børn har jeg haft dårlig samvittighed mange gange. Jeg føler jeg har sat min egen lykke over deres og splittet en familie. Men jeg øver mig i at tænke omvendt - jeg har givet mine børn samt deres forældre muligheden for at blive glade. Når man tænker børnenes tarv i forbindelse med skilsmisser skal man huske på, at man jo ikke vælger mellem et velfungerende og lykkeligt familieliv contra en skilsmisse. Man vælger mellem et dårligt fungerende familieliv og skilsmisse. Og bør man ikke lære sine børn at tage ansvar for sit eget liv? Man har kun et liv og man skal ikke nøjes.
Du havde efterlyst andres erfaringer. Jeg håber du kan bruge lidt af mine :-)
Hvis der absolut intet er at bygge videre på, syns jeg du bør overveje om det ikke er det rigtige for alle parter at I bliver skilt. I skal i hvertilfald ikke blive sammen af økonomiske eller praktiske årsager. Det er kun at trække pinen ud. Men du skal overveje meget, om der ikke er bare en enkelt lille kærlig følelse og lidt respekt du kan puste lidt liv i. Du kan selvfølgelig sagtens forelske dig i en anden kvinde og blive glad, men hun vil aldrig være dine børns mor, og du vil for altid have mistet kernefamilien og den samhørighed der ligger i den. Skilsmisse er et stort tab for hele familien, mere end man kan forestile sig når man sidder midt i det dårlige ægteskab. Det bør kun være en løsning i de tilfælde hvor de voksne og/eller børnene tager skade i ægteskabet. Følelsesmæssigt såvel som fysisk.

Jeg vil meget gerne høre din historie, erfaringer med børnenes tarv, omkostninger og fordele og hvordan du så har det nu.

jeg henter og bringer da børnene - både fra skole og dagnstitution og fra venner og aktiviteter. Jeg køber ind og laver mad. Jeg vasker tøj og gør rent. Jeg putter dem om aftenen - altsammen på lige fod med min hustru...
SÅ JEG ER EN GOD FAR...
(Og sig nu ikke, at jeg nok ikke er mand nok - for den holder ikke)
Faktisk er jeg rigtig godt tilfreds med mit liv.
Jeg har jordens dejligste unger, et spændende og udfordrende arbejde - der dog ikke sluger mere end 37 timer om ugen, et dejligt hus med super naboer - men der er lige det ene problem, som kan få hele korthuset til at ramle.
- Og spørgsmålet er så - skal jeg lade det ramle???

Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, om du nu 3 år efter syntes, at du traf det rigtige valg. For dig selv, dine børn og din ex-mand?
Var der noget du kunne have gjort anderledes ( det er der jo sikkert altid - set i bagklogskabens lys) - og i så fald hvad.
Skulle du have givet det en chance mere - eller skulle du have truffet valget noget før?
Hvordan fik du det fortalt til børnene - og hvordan har de det i dag.

Det var lige hvad jeg tænkte. Jeg har selv engang haft det sådan. HAN blev opvartet og passet, medens jeg rendte rundt med udearbejde , børnepasning og rengøring. I dag forstår jeg ikke , jeg var så snotdum. HAN udviklede sig, mens jeg børstede hans sko og passede børn. Så fandt han en anden, som kunne leve op til hans nye forventninger, den selvglade skid.
Havde jeg dog bare været en smule egoistisk. Nå, men det er for sent og jeg holdt da også op med at elske ham. 😕

Måske træffer din kone beslutningen og lader sig skille. Det kan jo være hun mener, du har udviklet dig i en forkert retning.
Jeg traf beslutningen, da min forh, ikke kunne bestemme sig. OK færre penge, men lykkeligere. Han blev ked af det, da det gik op for ham, at det var alvor. Men han havde haft chancer nok. Så tænk det grundigt igennem om det er skilsmisse du ønsker dig.
Det er da klart det bliver hverdag.
Man svæver ikke på en lyserød sky livet igennem.
Men det er da synd for børnene, hvis I skændes, I ødelægger deres barndom.
Har du tænkt på det. Eller har du udviklet dig for meget.
Jeg indrømmer, jeg hader din type.
Jeg fandt en anden og bedre mand, trofast, stabil. Vi svæver ikke mere, men vi holder sammen. Han blev farfar til mine børnebørn og han er elsket af dem.

Ja, jeg traf det rigtige valg. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl. Men jeg har været ked af, at beslutningen var nødvendig. Ked af, at min ex ikke tog kampen op og tog mig alvorligt. Jeg tror han opfattede min snak om skilsmisse som tomme trusler, men de var jo bare et råb om hjælp.
Jeg traf min beslutning fordi der ikke var udsigt til at jeg nogensinde ville blive glad i mit ægteskab. Ud fra det kriterie var det den rigtige beslutning for hele familien. Det triste var, at vi var kommet derud, hvor der ikke var noget at redde.
Vi fortalte børnene det i fælleskab, og selvom vi ikke var enige i beslutningen aftalte vi inden, hvad og hvormeget vi ville fortæle børnene. Vi havde også aftalt alle de praktiske ting med bolig osv. På den måde fremstod vi enige og fælles om beslutningerne, og vi stillede ikke børnene i den svære situation med, at de skulle tage stilling til noget. Senere har vi ladet dem være med til at bestemme, og vi har hele tiden været lydhøre overfor deres argumenter men ladet dem forstå, at vi som forældre skulle være enige om beslutningerne. Det har været svært fordi det er så mange følelser indblandet, og ind imellem får man lyst til at afreagere ved at sige noget negativt om den anden. Men det kan børnene ikke bruge til noget som helst. De kan ikke forstå hvad det er der foregår, og det skal de heller ikke. Det er forældrenes problem. Vi har haft masser af skænderier og diskussioner, men vi har forsøgt at gøre det uden børnenes viden. Det er desværre ikke altid lykkedes lige godt.
Børnene på 10, 12 og 15 blev selvfølgelig ulykkelige over at vi skulle skilles. Og det tog hårdt på dem. Selvfølgelig. De fik jo revet tæppet væk under sig. I de første mange måneder var alt på deres præmisser. Altså tids- og følelsesmæssigt. De havde brug for at snakke og brug for omsorg. Det blev meget tydeligt for mig, at kvalitetstid er et begreb fortravlede forældre har opfundet. Tid i overflod var den vigtigste parameter i mange måneder, fordi det var når vi gik en tur, spillede spil, så en film eller bare lavede ingenting deres tanker kørete på højtryk og alle spørgsmålene kom. Iøvrigt blev vi sammen ihuset i 1 uge efter børnene havde fået beskeden. Det var egentlig ikke planlagt, men jeg tror det var meget godt at de mærkede, at deres forældre godt kunne være i stue sammen.
De to ældste har flere gange fortalt mig, at de i starten syntes det var utrygt og pinligt at være skilsmissebørn. De var bange for usikkerheden - skulle de flytte, skifte skole osv. Men samtidig sagde de, at de var glade for at de ikke længere skulle være sammen med os begge samtidig, fordi stemningen tidligere ikke var særlig god. Det har da givet mig stof til eftertanke, fordi jeg i flere år primært blev i forholdet af hensyn til børnene. Men børn opdager meget mere end vi tror. Også selvom der ikke er direkte skænderier.
Min ex derimod har vist stadig ikke forstået hvor vi er blevet skilt. Han har fundet en ny kæreste, men er stadig bitter. Det første år var præget af mange skænderier og problemer med at etablere en nogenlunde kommunikation om børnene. Idag fungerer det fint, men vi holder os til praktiske emner. Indtil der var nye kærester indblandet fejrede vi deres fødselsdage sammen.
Udover at give børnene beskeden om skilsmissen, har det sværeste været at inroduceres nye kærester for dem. Heldigvis gik der ca. to år før det var tilfældet. Og vi havde fra starten aftalt, at når vi en dag havde mødt en vi ville præsentere for børnene, skulle vi informere den anden inde, såldedes at børnene ikke følte at det var et fatligt emne.
Jeg har bestemt ikke gjort alting korrekt, men der er ikke så meget jeg fortryder. Jeg var lang tid om at træffe beslutningen, men det tror jeg hele vejen har været med til at jeg aldrig har været i tvivl. Jeg ved at jeg har kæmpet.
Det blev lidt langt 🙂 Håber du kan bruge lidt af det 🙂

God smøre, det var godt du fik fortalt din ex var en idiot.
Det er utroligt at folk altid skal retfærdiggøre sig

Hvor er du heldig at dit forhold ikke er så dårligt at både du og dine børn tager skade. Du har jo på mange måder ret i din "opsang", og selvom din tone er meget fordømmende tolker jeg det som, at du er blandt de heldige, der har et ægteskab der er værd at bevare, og slet ikke er vidende om, at der findes ægteskaber der er ganske forfærdelige at leve i.
Men der er desværre også andre verdener end din...
Desværre er det ikke alle der har samme holdning til at kæmpe for ægteskabet og familien, og istedet dyrker egoismen på så højt et niveau at vi er nogen der bliver nødt til at sige fra og vælge skilsmisse. Der skal jo to til at kæmpe for et forhold, men det er desværre ikek altdi tilfældet. Og så vælger man skilsmisse. Ikke som en løsning, men som en udvej. For at overleve.

det er svært men diskuter snak om det