Hvad kan man tale med andre mennesker om?

Jeg er en pige, der har haft socialangst i snart 10 år.. jeg har de sidste år fået det lidt bedre og har besluttet mig for, at jeg vil have nogle venner.. jeg er startet på en uddannelse, hvor jeg har gået i et år, men har ikke fået nogle venner overhovedet.. det kommer så naturligt for andre mennesker at tale sammen, men når folk taler til mig, kan jeg sagtens svare, men samtalen går hurtigt i stå igen, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige, der vil interessere andre..
Alle fra klassen begyndte bare hurtigt at mødes udenfor skolen sådan to og to, eller en gruppe og jeg er da også med engang imellem, men føler ikke, at jeg kan komme ind.. jeg har ingen idé om hvad jeg skal tale om..
Jeg ved godt det lyder latterligt, men kan i komme med nogle eksempler på, hvad man kan tale med folk om.. så ville jeg kunne bruge det, til jeg er kommet så tæt på personer, at jeg bare kan være mig selv..
På forhånd mange tak..

Hej med dig
Jeg mener ikke at noget som bekymrer en i en sådan grad at man skriver et indlæg om det, kan være latterligt :o)
Det er så længe siden jeg var der hvor du er nu, at jeg slet ikke kan huske hvor svært det var at finde et emne. Jeg er dog sikker på at jeg også havde det problem. Det er du bestemt ikke ene om.
Jeg interesserer mig for stort set ALT. Og det gør det meget nemt at finde et emne at tale sammen om.
Kan du li heste?
Lytter du meget til musik?
Har du været på en spændende ferie fornylig?
Har du en kæreste? *fnis*
Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er glad for at lave hjemmesider f.eks. Kun på amatør plan, men alligevel.
Ellers ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Håber du kan bruge bare en del af det?
Venligst Fandango

at Fandango giver dig noget, at arbejde med her...
Har du tænkt denne tanke...?? Hvis du begyndte at lege med det, at lave en hjemmeside, har hørt man skulle blive bidt af det... ;0)
Så kunne du ud fra det, spørge dig frem hos andre om de havde nogle erfaringer, og hvis.. Så det da bare at invitere nogen hjem og hjælpe.. Og så var man da lidt på vej...
Og har hørt, at det at have en hjemmeside kan skabe gode kontakter også i form af penneven/inder..
Har også en bekendt der har en profil på en side der hedder Arto, hvor man finder penneven/inder og hun har mødtes med nogle og fået gode veninder der igennem, for ind imellem er man heldig, at afstanden ikke er enorm..
Verden er mindre end vi tror.. ;0)
Jeg giver dig lige linket til Arto,, Ikke at det er , at foretrække med udelukkende "viriotuelle" venskaber, men det kunne jo give pote og er forsøget værd, man kan lige så godt prøve de forskellige muligheder der er..
http://www.arto.dk/

De varmeste Hilsner Fra
Mummi

Kære Tanja,
Dit brev rørte mig meget, fordi jeg selv kender til følelsen af angst for sociale relationer. Efter mange års arbejde med mig selv, er jeg nogenlunde kommet over det, og har det godt med andre mennesker i dag.
Jeg ser det sådan, at hele problematikken ligger i den ene sætning, du skrev: "at jeg ikke ved hvad jeg skal sige, der kan interessere andre". Jamen du skal ikke kun tale om de ting, du tror interesserer andre - du skal finde ud af, hvad der interesserer DIG! For når man taler om emner, der interesserer én, bliver man også mere levende at snakke med. Ellers bliver man bare den, der spørger og spørger og spørger den anden i det uendelige, fordi man ikke selv har noget at sige om ennet.
Jeg tror, at andre mennesker (bevidst eller ubevidst) fornemmer, hvis man taler om noget, der dybest ikke interesserer en - at man mest taler om ting, som man TROR er interessante at tale om.
Du tænker sikkert, at du ikke har nogle interessante tanker at dele med andre. Men hvad med ting, du virkelig brænder for at åbne op for? Det kan være
- kærlighed eller angsten for ikke at møde kærlighed
- dine drømme
- din familie
- tanker om ensomhed
- tanker a la dem, du skriver i dit brev her
Sådan emner er nemlig SLET ikke kedelige, for det er emner, som alle kender til. Nogle gange kan man også være meget ærlig i den måde, man møder folk på og fx sige: "Undskyld, men jeg er lidt trist i dag, så jeg er nok lidt svær at snakke med. Men jeg vil gerne snakke med dig, så du må gerne sidde her lidt" eller "nå, jeg magter ikke small talk, så jeg vil gå ud efter en øl". Folk bliver imponerede over ærlighed!!!! Det kan faktisk være en god isbryder at sige at man har det ad helvede til - det kan faktisk ende med, at man bliver så afslappede i forhold til hinanden, at man ender med at sidde og grine sammen.
Endelig skal du huske på, at det ikke behøver at være din skyld, hvis en samtale ikke glider. Det kan være at den anden person taler om ting, som slet, slet ikke betyder noget for dig! Find ud af med dig selv, hvad DU interesserer dig for at snakke om - så kommer samtalerne helt af sig selv.
Op på hesten Tanja! Du har MASSER at byde på! (jo du har...).
Stort knus herfra.

hmm,man kunne jo evt.finde noget at gå højt op i!kræver at det intresserer en-hos mig er det.astronomi,tegning,film/bøger/biograf,dyr,fremtidsplaner,naturen i det hele taget,alt inden for det alternative,minder,mytologi,syning...
Nu er det jo ikke alle mennesker derer lige lette at komme ind på livet af-har få flinke venner men de er ikke kommet i stimer men efterhånden!prøver at holde kontakt med mine 3 venner-mest muligt!blir et par besøg om måneden!men elsker nu at nusse rundt selv,og gøre tingene bedre-er vel bare underlig men har det lettere på den måde...
jeg er åben..men indleder fx.ikke en samtale med en jeg ikke har et godt kendskab til med problemer-floller lidt!men vil heller ikke overdrive fjolleriet så det dominerer-det er heller ikke min sædvanlige personlighed-men blir lidt fjollet,overgearet,manisk når jeg er nervøs...det har medført mærkelige situationer før:-(
men er ret genert ellers:-p
det er dog gået af i perioder med store omvæltninger-lært ikke at være for oversød-specielt efter at blive manipuleret med-lært at det er ok,at vise temperament,vrede,råbe!og sige nej,før kiggede jeg på mine fødder men nu har jeg altid øjenkontakt-og føler ikke at jeg behøver leve op til hvad folk evt.venter
selvværdet er en væsentlig del af det her-ikke at føle sig sat i en bestemt rolle-at give sig selv lov til at have tænkepauser når man taler-ikke fortælle noget man fx.ikke har lyst til at fortælle(er sikker på ville blive misforstået-hellere vente til senere)-henlede samtalen på ens omgivelser:-)
dit kropssprog!efterlign evt.den du snakker med i din bevægemåde,betragt andre når de snakker,vær afslappet(tag et dybt åndedræt),brug bekræftelser,skriv dig ind i situationer,forsøg at:leve op til dine forbilleder,idoler,idealer hvordan opfører de sig?
på dagen,vejret,et kompliment,hvordan man har det,vise interesse,ikke føle at folk kan se lige gennem dig/eller forsøge at tænke på hvilke tanker de gør sig-det kan være udmattende...
vil anbefale kognitiv terapi ellers-det handler om at ændre på sine adfærdsmønstre,indøve forsvarsmekanismer,se fobier i øjnene,blive sat i situationer,opsøge dem mv.

Vil ønske det bedste for dig nu...angst er en mærkelig størelse,men den skal ses i øjnene for at komme til livs..
håber noget af mit rod kunne bruges
ellers en nathilsen
*sweet dreams*

allesammen.. det har virkelig givet mig meget at tænke over og ser faktisk det hele lidt mere positivt nu.. :)
Vil prøve at komme i skole igen efter sommerferien med nyt mod og så give det en skalle.. det er jo intet at miste alligevel..

Du uddybede faktisk det jeg mente. Og jeg vil da gerne uddybe det du skrev omkring pennevenner. Jeg har af og til besøgt www.fyldepennen.dk, og der er mulighederne også tilstede.
Men det får jo ikke én ud af sin ensomhed/isolation for nu at bruge et drastisk udtryk. Ét er at formulere sig på nettet, et andet at kunne gøre det IRL.
Men jeg synes at du gav den unge dame en del at arbejde med.
Mvh Fandango

Det ka jo også være du bare skal gi det tid, acceptere at det er en lang udviklingsfase for dig.
Det fede ved at lave noget fysisk sammen, er netop at man ikke behøves at snakke, men alligevel forbinder sig med hinanden og lærer hinanden at kende.
Og måske kan du spørge nogen som du godt ku tænke dig at være sammen med, om de ku tænke sig at se en film sammen, eller løbe en tur, eller hvad ved jeg, og måske ka du sige at du ved aldrig rigtig hvad du skal sige, men du ku godt tænke dig bare at hænge ud med dem hvis de har lyst.
Når man har haft den slags social angst så længe, så tror jeg at et område i dig har meget lidt energi, og det tar tid at bearbejde og genopbygge, hvilket det lyder til at du stille og roligt er i gang med, så det er nok ikke så godt at presse noget igennem.
Hele det her med at ha kontakt til andre ka være svært, især hvis folk lynhurtigt går i kliker og sådan, men jeg tænker at det må være vigtigt for dig, at du gir din nysgerrighed til, din tryghed tid. For den kontakt man laver til andre bygger på en oprigtig interesse, det er ikke bare noget man kan fake... jeg mener... man kan jo sige tusind ting, man kan lyde som en båndoptager, hele kunsten ligger jo i at man kan aldrig rigtig forberede sig, og derfor synes jeg du skal være mild og tålmodig med dig selv og stole på at din intention om at skabe kontakt nok skal finde vej.
På den anden side, nu jeg tænker over det, ka jeg faktisk godt se en pointe i at skrive 25 standard sætninger ned derhjemme, eller gå på biblioteket hvor der er en masse psykologi bøger( jeg ved ikke hvad du skal søge under, men prøv dig frem og stol på din fornemmelse) som helt sikkert fortæller alt muligt om det at ha social angst, hvad det handler om og hvad det er for en vej folk går for at komme gennem det.
Hvis du kunne ønske dig alt, hvis alt var 100% muligt, hvilken type kontakt drømmer du så om? Har du en bestemt forventning eller et bestemt behov? Måske er der een der har det lissom dig i din klasse, - er der nogen muligheder du overser?
Det er svært når man føler sig så isoleret, men det har muligvis været din eneste måde at føle dig tryg på... at afskære dig fra andre mennesker, fordi livet blev for skræmmende at mærke. Sådan kender jeg det ihvertfald fra mig selv.
En sær ting. At liv og lyst og spontanitet og faktisk også kærlighed kan virke vanvittig skræmmende... for det gør ondt. For mig var det fordi jeg voksede op i en familie, hvor alle på et eller andet plan gik rundt som døde. Man måtte ikke føle noget, ikke udtrykke sin lyst eller ulyst. Det var en enormt anspændt atmosfære, der føltes meget kold, og ingen kunne gi udtryk for deres kærlighed. Der var kun al den vrede og angst og zombie agtige tilstand. Ingen vidste hvordan de skulle ta omsorg for sig selv eller andre.
Og når man så møder folk som er helt almindeligt fungerende, så virkede det vanvittigt skræmmende. Jeg savnede at være en del af al den leg og det liv jeg så, men samtidig gjorde det så ondt af længsel i mig, at jeg hellere isolerede mig, for kontakt mellem "normale" (undskyld udtrykket) mennesker er styret af lyst og ved at gi udtryk for sine følelser, og hvis man ikke har lært hvordan man skal manøvrere med de ting, så blir man angst eller blir deprimeret eller aner ikke hvad man skal stille op.
Men man kan godt komme ud af det. Det er du jo igang med. Jeg kan høre din intention og styrken i din intention, og din villighed og din åbenhed, og dit mod. Så du er ved at bygge dit selvværd op.
Prøv at mærk efter hvad du synes er interessant, selv om det er begrænset til en lillebitte ting, det gør ikke noget. Om du synes en piges nøglering er flot, eller om du beslutter dig for at interviewe een, eller om du læser en lille tale op. Start hvor du er.

Er du i behandling for din lidelse? Der findes nemlig gode muligheder for hjælp bla. samtale terapi og medicin.

ikke rigtig.. får lykkepiller, men er på SU, så jeg har ikke råd til at gå til psykolog.. har søgt hjælpe gennem kommunen, men det var vist ikke alvorligt nok..

der hedder "At overvinde socialangst og generthed" af Gillian Butler, kan lånes på biblioteket eller evt. købes på nettet. Den er meget fremadrettet og resultatsøgende, og den kræver selvfølgelig at man virkelig gør noget for at ændre sin situation. Det kræver tålmodighed, noget jeg ikke har haft desværre, hvilket er dumt, for det er meget, meget bedre at bevæge sig langsomt afsted end slet ikke at flytte sig; men hvis man har tålmodigheden, så er jeg sikker på at det er en god bog!
Hmm...Det blev nærmest et lille reklameindslag, hvilket muligvis ikke er tilladt herinde...?
Men jeg har samme problemer som dig, jeg er ofte totalt mundlam, og aner ikke hvad jeg skal sige, og så bliver det ofte noget ret formelt noget med at spørge om specifikke ting, hvad folk laver og den slags. Men jeg tror ikke det er en dårlig ide at sætte sig ned og lave en liste over ting man kan indlede en samtale om, eller spørge om, for hvis alternativet er at man ikke siger noget, ja så er stort set alt andet bedre... I hvert fald for dit vedkommende, der er så andre mennesker der måske burde holde lidt igen :)
Held og lykke med det!
Vh Pelle

www.ventilen.dk
Ventilen er et mødested for ensomme unge rundt omkring i landet, ved ikke hvor du bor, men du kan se om der er noget i nærheden...
Vh Pelle