Hvad skal jeg gøre? Nogen der kan forklare mig...
Problemet er: Min kæreste
Min kæreste og jeg har været sammen nu i 1 år.
I starten gik det meget fint, men også meget hurtigt.
Men nu går det hele bare ned af bakke, synes jeg.
Her er hele historien:
Jeg mødte min kæreste til en koncert.
Vi mente begge at det var en dårlig koncert, og var der begge kun pga. venner og hyggens skyld bagefter koncerten.
Så vi var ude i "gården" hvor man kunne ryge. Her gik jeg så hen og hilste på ham, fordi en af mine venner snakkede med ham, hvorefter jeg så bare gik videre (Jeg var meget fuld og fattede ingenting om mig)
Mens vi stod på gangen og snakkede sammen en lille gruppe,
begyndte han så at tage sin arm om min hofte, og vi begyndte bare at snakke.
Han inviterede mig hjem til ham hvor han ville holde after-party.
Normalt ville jeg aldrig tage hjem til en jeg ikke kendte,
men som sagt, jeg var meget fuld.
Her snakkede vi så og det endte med at jeg blev så fuld, at jeg ikke kunne gå hjem.
Så jeg sov ved ham, uden at der skete noget.
Uden at jeg kunne huske det, havde jeg åbenbart give ham mit mobil-nummer,
så vi skrev og ringede til hinanden næste dag, og fortsatte med det i nogen dage,
hvor jeg så blev inviteret hjem til ham for at møde ham hvor vi begge var ædru.
Og ja, så gik der ikke længere end 1½-2 uger, så var jeg blevet hans kæreste.
Det hele gik meget stærkt.
Det første stykke tid gik det hele bare så godt, alt var fint, og han var bare så dejlig.
Så fortalte han mig om hans eks-kæreste, som havde været en so overfor ham.
Hun havde altid holdt ham "i kort snor", ikke ville have at han tog nogen steder hen, heletiden ville skabe en konflikt over ingenting og alting, prøve at få ham til at få dårlig samvittighed, selvom der ikke var noget at have dårlig samvittighed over, heletiden ville bestemme over ham og styre det hele.
Det gjorde mig meget ondt at høre dét, så jeg tænkte:
"Sådan skal han ihvertfald ikke have det med mig"
Jeg havde oplevet noget lignende med mit sidste forhold, så jeg fortstod ham udmærket godt.
Så gik der nogen måneder, også var der nogen perioder, hvor han begyndte at være underlig.
Han blev pludselig fornærmet over ingenting og alting, skældte mig ud og sagde hold kæft til mig uden grund, og blev irriteret når jeg drillede ham, og irriteret hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne li´når han drillede mig, hvilket han gør tit.
Sådan; han må godt, men jeg må ikke.
Langsomt blev han mere og mere sådan, at det var mig der gjorde rent og vaskede op i HANS lejlighed (jeg bor stadig hjemme). Jeg mener; hvor jeg skulle gøre hans svinesti rent uden at han rører en finger.
Også kom han med bemærkninger, når jeg ikke hjalp til (og han spurgte ikke engang om det, han blev bare irriteret)
Så kom han ind i en periode, hvor han havde det svært økonomisk.
Jeg lånte ham 5000 kr., og betalte meget (mad, smøger o.lign. osv), og har til dags dato ikke spurgt en eneste gang:"Hvornår får jeg mine penge?"
Og fx. her for nogen dage siden, hvor jeg ville ned i banken og hæve penge, så jeg kunne købe aftensmad til os og købe noget smøger, havde jeg helt glemt, at bankerne lukker kl.16.00, så jeg kunne ikke hæve penge den dag (jeg har ikke hævekort pt.),
Også sagde han, at jeg skulle tage og styre min økonomi lidt bedre, have lidt mere styr på tingene og også tænke på ham (det skal lige siges, at han denne måned har styr på det igen, så han har penge på kontoen igen)
Og jeg stod dér og tænkte:"Hvad? Siger DU det til mig?"
Det er også tit sådan, at når jeg er henne ved ham, at så har han venner på besøg eller får besøg senere. På et tidspunkt var det så slemt at det var 5-6 dage om ugen, som jeg blev lidt træt af til sidst.
Men da jeg så ville have ham med nogen steder eller have besøg af nogen af mine venner,
var han fjendsk og negativ overfor dem, og sidder og snakker dårligt om dem efter de er gået.
Det er tit når vi snakker om ting jeg gerne vil ud med, at så begynder han at hidse sig op, "angribe" mig, give mig skylden, at jeg er den der ser et problem, at jeg burde høre mere efter hvad han siger.
Nogen gange når han er fornærmet, vender han bare ryggen til mig og lader være med at tale til mig, og det er næsten det værste af det hele.
Jeg har tilrettesat mit livet meget efter hans, og jeg føler ikke, at han er villig til at gøre det samme for mig.
Jeg har næsten ikke tid til mine interesser, ser sjældent mine venner, er tit knap til kassen o.lign.
Jeg føler virkerlig at han vil have kontrol over mig, hvordan jeg skal opføre mig, hvordan jeg skal være overfor ham, hvordan mit liv skal være.
Jeg vil ham kun godt, men efterhånden ønsker jeg ham bare ud af mit liv.
Jeg kan snart ikke holde det her ud mere.
Jeg mener selv, at jeg gør meget for ham og at jeg finder mig i meget.
Og alt det, bare fordi jeg håber, at han vil forblive den person jeg forelskede mig i, og ikke en tyran.
Min pointe med det hele er bare:
Hvad er det der sker?
Hvorfor har han lige pludselig forandret sig sådan?
Den side af ham lagde jeg slet, slet ikke mærke til de første 3-4 måneder,
og nu er han sådan der næsten heletiden.
Jeg savner den fyr jeg forelskede mig i.
Jeg vil have ham tilbage, og ikke det monster der er i ham lige nu.
Vi er stadig sammen, skal der lige bemærkes, men han mest af tiden mest lyst til at holde mig fra ham fordi han gør mig ulykkelig når han er sådan,
men når han viser sit "oprindelige jeg", gør han mig til den lykkeligste pige.
Og de stunder har man også med ham nogen gange, og jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg bliver sammen med ham, er at jeg venter på hans "gode side",
selvom jeg er dybt ulykkelig nu.
Nogen der har råd?
Nogen der kan forklare mig hvorfor han er sådan?
Nogen der kan hjælpe mig?
Min kæreste og jeg har været sammen nu i 1 år.
I starten gik det meget fint, men også meget hurtigt.
Men nu går det hele bare ned af bakke, synes jeg.
Her er hele historien:
Jeg mødte min kæreste til en koncert.
Vi mente begge at det var en dårlig koncert, og var der begge kun pga. venner og hyggens skyld bagefter koncerten.
Så vi var ude i "gården" hvor man kunne ryge. Her gik jeg så hen og hilste på ham, fordi en af mine venner snakkede med ham, hvorefter jeg så bare gik videre (Jeg var meget fuld og fattede ingenting om mig)
Mens vi stod på gangen og snakkede sammen en lille gruppe,
begyndte han så at tage sin arm om min hofte, og vi begyndte bare at snakke.
Han inviterede mig hjem til ham hvor han ville holde after-party.
Normalt ville jeg aldrig tage hjem til en jeg ikke kendte,
men som sagt, jeg var meget fuld.
Her snakkede vi så og det endte med at jeg blev så fuld, at jeg ikke kunne gå hjem.
Så jeg sov ved ham, uden at der skete noget.
Uden at jeg kunne huske det, havde jeg åbenbart give ham mit mobil-nummer,
så vi skrev og ringede til hinanden næste dag, og fortsatte med det i nogen dage,
hvor jeg så blev inviteret hjem til ham for at møde ham hvor vi begge var ædru.
Og ja, så gik der ikke længere end 1½-2 uger, så var jeg blevet hans kæreste.
Det hele gik meget stærkt.
Det første stykke tid gik det hele bare så godt, alt var fint, og han var bare så dejlig.
Så fortalte han mig om hans eks-kæreste, som havde været en so overfor ham.
Hun havde altid holdt ham "i kort snor", ikke ville have at han tog nogen steder hen, heletiden ville skabe en konflikt over ingenting og alting, prøve at få ham til at få dårlig samvittighed, selvom der ikke var noget at have dårlig samvittighed over, heletiden ville bestemme over ham og styre det hele.
Det gjorde mig meget ondt at høre dét, så jeg tænkte:
"Sådan skal han ihvertfald ikke have det med mig"
Jeg havde oplevet noget lignende med mit sidste forhold, så jeg fortstod ham udmærket godt.
Så gik der nogen måneder, også var der nogen perioder, hvor han begyndte at være underlig.
Han blev pludselig fornærmet over ingenting og alting, skældte mig ud og sagde hold kæft til mig uden grund, og blev irriteret når jeg drillede ham, og irriteret hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne li´når han drillede mig, hvilket han gør tit.
Sådan; han må godt, men jeg må ikke.
Langsomt blev han mere og mere sådan, at det var mig der gjorde rent og vaskede op i HANS lejlighed (jeg bor stadig hjemme). Jeg mener; hvor jeg skulle gøre hans svinesti rent uden at han rører en finger.
Også kom han med bemærkninger, når jeg ikke hjalp til (og han spurgte ikke engang om det, han blev bare irriteret)
Så kom han ind i en periode, hvor han havde det svært økonomisk.
Jeg lånte ham 5000 kr., og betalte meget (mad, smøger o.lign. osv), og har til dags dato ikke spurgt en eneste gang:"Hvornår får jeg mine penge?"
Og fx. her for nogen dage siden, hvor jeg ville ned i banken og hæve penge, så jeg kunne købe aftensmad til os og købe noget smøger, havde jeg helt glemt, at bankerne lukker kl.16.00, så jeg kunne ikke hæve penge den dag (jeg har ikke hævekort pt.),
Også sagde han, at jeg skulle tage og styre min økonomi lidt bedre, have lidt mere styr på tingene og også tænke på ham (det skal lige siges, at han denne måned har styr på det igen, så han har penge på kontoen igen)
Og jeg stod dér og tænkte:"Hvad? Siger DU det til mig?"
Det er også tit sådan, at når jeg er henne ved ham, at så har han venner på besøg eller får besøg senere. På et tidspunkt var det så slemt at det var 5-6 dage om ugen, som jeg blev lidt træt af til sidst.
Men da jeg så ville have ham med nogen steder eller have besøg af nogen af mine venner,
var han fjendsk og negativ overfor dem, og sidder og snakker dårligt om dem efter de er gået.
Det er tit når vi snakker om ting jeg gerne vil ud med, at så begynder han at hidse sig op, "angribe" mig, give mig skylden, at jeg er den der ser et problem, at jeg burde høre mere efter hvad han siger.
Nogen gange når han er fornærmet, vender han bare ryggen til mig og lader være med at tale til mig, og det er næsten det værste af det hele.
Jeg har tilrettesat mit livet meget efter hans, og jeg føler ikke, at han er villig til at gøre det samme for mig.
Jeg har næsten ikke tid til mine interesser, ser sjældent mine venner, er tit knap til kassen o.lign.
Jeg føler virkerlig at han vil have kontrol over mig, hvordan jeg skal opføre mig, hvordan jeg skal være overfor ham, hvordan mit liv skal være.
Jeg vil ham kun godt, men efterhånden ønsker jeg ham bare ud af mit liv.
Jeg kan snart ikke holde det her ud mere.
Jeg mener selv, at jeg gør meget for ham og at jeg finder mig i meget.
Og alt det, bare fordi jeg håber, at han vil forblive den person jeg forelskede mig i, og ikke en tyran.
Min pointe med det hele er bare:
Hvad er det der sker?
Hvorfor har han lige pludselig forandret sig sådan?
Den side af ham lagde jeg slet, slet ikke mærke til de første 3-4 måneder,
og nu er han sådan der næsten heletiden.
Jeg savner den fyr jeg forelskede mig i.
Jeg vil have ham tilbage, og ikke det monster der er i ham lige nu.
Vi er stadig sammen, skal der lige bemærkes, men han mest af tiden mest lyst til at holde mig fra ham fordi han gør mig ulykkelig når han er sådan,
men når han viser sit "oprindelige jeg", gør han mig til den lykkeligste pige.
Og de stunder har man også med ham nogen gange, og jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg bliver sammen med ham, er at jeg venter på hans "gode side",
selvom jeg er dybt ulykkelig nu.
Nogen der har råd?
Nogen der kan forklare mig hvorfor han er sådan?
Nogen der kan hjælpe mig?