Hvad sker der lige for mit liv.

Jeg skal måske snart gå til psykolog.
Jeg græder ALT for tit/hver dag.
Jeg ryster virkelig tit.
Jeg er stoler ikke på folk.
Mine forældre skændes RIGTIG MEGET!
Jeg får INGEN støtte fra mine veninder, de spørger aldrig, hvordan det går eller ringer og høre om jeg vil mødes med dem og komme lidt ud og ha´ det lidt sjovt med dem (ikke til feste, kan ikke gå til fester, da jeg ikke føller mig tryk)
Jeg er opvokset med en far, der altid skal fortæller mig, hvad jeg gør forkert, og aldrig roser mig for det jeg gør godt.
Det har så gjort, at jeg tror på det og bliver dårligere og dårliger.
Det går ud over min skole, jeg får meget lave karaktere, fordi jeg ikke kan koncentrere mig, og det er vildt surt, fordi jeg tænker både logisk og kan se ting fra flere vinkler og med andres øjne.
Jeg har kun min kærlighed til hunde, det det eneste der holder mig oppe.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Mit liv er ikke noget værd, den eneste der har værdi i mit liv er min hund, som gør at jeg føler mit liv er alt får meget værd til at jeg vil væk fra det.
Jeg er sådan en, der kunne finde på at skære i sig selv eller få anoreksi eller en anden spise forstyrelse, men pga. at jeg har min hund, så har jeg noget jeg kan styrer og noget jeg er god til, og det gør mig for glad til at jeg vil skade mig selv. (god tanke at have).
I know, jeg virker glad nok og sådan, men det er fordi når jeg ikke tænker på noget, der kan gøre mig ked af det og mine forældre ikke skændes, så prøver jeg at glemmer det,
jeg vil ikke gå rundt og være sur og ked af det hele tiden, så hellere nyde den tid, hvor det går godt.
Synes i det er en god idé med en psykolog?
Hjælp mig skønne mennesker. [f]
Tak. :)

Du virker som et tøsebarn, der har mælkebøtte potientiale. Rank ryggen pige. Du kan selv. [l][l][f]

Og tro mig, det kan være mere ødelæggende end du tror, at have forældre der skændes meget og at man får at vide at man gør ting forkert.
Det er dejligt at du har din hund. Jeg havde også en dejlig hund dengang jeg var i nogenlunde samme situation som dig. Den gav mig virkelig en livsglæde.
Nogle år senere begyndte jeg at gå til psykoterapi og det hjalp rigtig meget faktisk.
Så der sker jo ikke noget ved at du giver det en chance. Jeg synes du skal gøre det. Det er for dumt at spilde så mange år og så meget tid på at være ked af det. Du kunne jo få hjælp og blive glad i stedet for🙂
Jeg synes du lyder fornuftig og stærk og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du nok skal få taget herredømmet over dit eget liv.
Jeg tror virkelig på at der kommer noget rigtig godt ud af det. Så fat i en psykolog og se om det hjælper. Nogle gange skal man mere end én igennem for at finde en der passer med en i kemien.

skulle stoppe med at tænke på dit liv som et problem .
Det er sådan fæder gør, de roser aldrig direkte.
Sig det til din far, så han får en mulighed for, at rose dig. Find sammen nogle interesser. Gå tur med hunden , se på kunst,shoope, på fisketur,biler,cykeltur,Male, strikke, lave mad osv. Det gælder om at I komme i gang med noget i kan være fælles om.
Det er altid godt med en hund.
Du,kunne træne hunde til brug for blinde, lufte hunde , læse en bog for den .
Det er altid godt at gå på biblioteket og læse.
Dit alternativ er ikke kun at skære dig selv .
Det er en god ide, at du får lært at aktiver dig selv.
At du kan slappe af når du " kun "er i dit eget selskab.
Måske en psykolog kan hjælpe med det

Selfølgelig skal du gå til den psykolog - du har behov for et voksent menneske at tale med.
Du er følsøm og påvirket af en del negative oplevelser - hører jeg.
Hos psykologen håber jeg du får støtte og hjælp til at håndtere det som gør dig urtyg og ked af det - dine forældres skænderier og måden din far taler til dig. Han kan nok desværre kun det han selv har lært/er opvokset med - og han tror han gør dig det godt,og gør som ham gør - fordi han ikke har overskud til andet.
Din uryghed sluger din gode energi - tænk på at nogen ting kan du ændre, gøre noget ved dem og andre kan du ikke gøre noget ved - feks. kan du ikke ændre dine forældre. Men du kan jo altid forsøge at fortælle dem at du bliver ked af det når de skændes, det er ikke sikkert de har oveskud til at forstå dig og vil måske optage det som en kritik.
Godt du har din hund - pas på den og dig selv.[l] Tænk på at alle skal lære - alle laver fejl og at du er helt OK som du er - prøv at lave små opgaver for dig selv ...f.eks. idag var jeg god til at lave lektier...til et fag.

psykologer, terapeuter, kloge koner, bedemænd, negleklippere, og mange andre falske profeter kan ikke hjælpe dig, du trænger til forståelse og opmærksomhed.
det er ikke normalt at man ryster, men måske føler du at al den kritik du har fået stadig følger dig, så jeg vil anbefale dig at du når du har lyst at skrive et rigtigt langt brev til en ukendt person, specielt når du føler at du er i en dawn situation, og når du får det bedre så kan du læse brevet, og undre dig over hvem der har skrevet det.
jeg har arbejdet på en meget isoleret arbejdsplads hvor der hverken var kvinder, radio eller tv, kun arbejde hver dag, som naturligvis altid kørte på rutinen.
engang imellem havde jeg det som dig, men jeg kunne køre ud til nogle store tomme olietanke hvor jeg kunne kravle ind og skrige, synge eller bare græde, det tog toppen af det værste, for man bliver frustreret når man ikke har nogen at tale med.
pas på med veninder, på et tidspunkt får de andre interesser, og så kan de pludselig finde på at bruge dine "hemmeligheder imod dig.
livet er ikke så vanskeligt hvis blot du ser lyst på det, og glæd dig så over at du har en trofast ven i din hund, den vil altid kunne forstå dig.

Mit bedste råd er at du har nogen at kunne snakke med, hvilket helt sikkert gør psykologen til en ideel mulighed da jeg også er overbevist om at denne vil kunne hjælpe dig videre til dette.
Men du er nødt til at finde ud af om der er mennesker omkring dig som du kan begynde at snakke personligt med til den udstrækning du savner 🙂
Desuden overvejer jeg at spørge dig om du måske bør tage en konfrontation med din far, da dette muligvis kan gøre tingene bedre? Dog kender jeg ikke helt til det, og kan derfor ikke sige om det overhovedet har nogen virkning. Men se fremad, måske der kommer noget uventet positivt ind fra oven en dag 😉
Desuden, nu er jeg ikke helt sikker på hvor gammel du er, men hvis du ikke er begyndt på gymnasiet (eller andre ungdomsuddannelser) endnu, kan det jo være du får den slags venner du savner når du begynder der? 🙂

hej med dig....
af egen erfaring kan jeg sige at det er en god ting at få snakket med en anden terapeut agtig person...
det er godt at få sagt sine hemeligheder højt, at få dem ud til en anden....så bliver man ikke så bange for dem....og man kan acceptere det lidt bedre...men går det et sikkert sted, vælg en terapeut du kan godt med... og gør brug af det....det er ikke noget man deler med sine kollegaer i frokostpausen....
og lan være med at skære i dig selv...du vil fortryde det senere i dit liv... og du virker altså ret rationel og kvik på den måde at du kan finde på at skrive herinde først osv.... så lad være med at skade dig selv...gå til en proffesionel med det i stedet for...

få dig nogle sucses oplevelser i dit sociale liv...udfordre dig selv lidt efter lidt....kig på din angst, find ud af hvad det er for noget...det er jo en følelse man får...😕

jeg håber og ønsker det bedste for dig....
rigtigt godt nytår og en god tanke herfra....optiman🙂

Hvis jeg nu skriver lidt mere om mit liv, så kan det være du forstår, hvorfor jeg har brug får en der bare kan lytte og være lidt hjælpsom omkring det.
Mit skole liv:
Da jeg begyndte i 0. klasse, så hvade jeg svært ved at begynde at tale med de andre,
det gik så lidt bedre efter nogle mdr.
(kan ikke huske så meget fra 0. og 1. klasse)
I 2. klasse var jeg blevet veninde med en af de andre piger, (det var også det år jeg fik min hund).
I tredje klasse forandre pigerne sig, og begyndte at danne gruppe, den pige jeg var veninde med snakkede jeg stadig med, men sammenholdet i klassen var ikke særlig godt, og pigerne var tidt op at skænes, (det var jeg så ikke indblandet i)
I midten af tredje klasse, startede der en dreng, som ikke var særlig sød ved de svageste i klassen, han var vrkelig tarvelig mod mig, jeg blev faktisk udsat for psykisk mobning (det var han frem til 9. klasse)
det endte jo så også med at jeg fra 6.klasse og frem gik fra skolen i hvert frikvarter.
I 4. klasse blev vi så endag sadt ved siden af hinanden, vi sad ved siden af hindanden i tre dage indtil min mor kontaktede min lære og bad hende flytte mig til en anden plads.
I 5. Klasse gik den eneste veninde jeg havde, ud af skolen.
Her stod jeg så alene tilbage.
Vi blev aldrig særlig mange piger i den klasse, og de piger der gik der, var både snoppede og ikke til at gerne med, og bare ikke min type.
fra 5. til 9. klasse havde jeg det virkelig skidt, men jeg kunne ikke flytte skole, fordi der ikke var plads på de nærmeste skoler.
I 9. klasse begynte der så en pige, der var ok sød, men hun var ikke så tit i skole og var sjældent inde til timerne.
Hun afleverde aldrig ting hun lånte tilbage selv penge.
Jeg kunne ikke klare fagene i skolen og fik lavere og lavere karakter, ligemeget selvom jeg lavede lektier og hørte efter i skolen, så lærte jeg ikke noget.
Jeg kunen gå fra en time/lektion og en time efter have jeg glemt hvad vi havde haft om.
Jeg fik virkelig lave karakter til afgangsprøven selvom jeg sad hjemme i 5 til 7 timer hver dag og skrev noter og læste.
Det endte så også med at jeg begyndte at side og græde, så min mor måtte sige til mig at jeg ikke skulle lave så meget.
Jeg ville jo bare bevise at jeg godt kunne og gøre mine lære stolte, men nej nej det var åbenbart ikke godt nok.
Jeg skulle gå til skolepsykolog pga min indlæring, men det blev aldrig til noget.

Veninderne:
Jeg havde en rigtig sød veninde, som jeg fra 1. klasse så efter skole næsten hver dag, men hun gik ikke i klassen.
I 6.klasse gik hun så ud af skolen, og flyttede ind til byen.
Min anden veninde, som gik i klassen, gik også ud af skolen i 6. klasse.
Jeg kunne ikke lide de andre i klassen pra deres væremåde og man kunne slet ikke stole på dem og det var ikke særlig venlige.
Min ene veninde (hende fra klassen er flyttet og jeg har ikke snakket med hende i fire år, fordi jeg fik slettet hendes nr. da min mobil gik i stykker)
Den anden min bedste veninder ser jeg højst hver tredje år, og ja jeg spørger hele tiden om hun kan være sammen, men når jeg kan så kan hun ikke og når hun kan så kan jeg ikke, men vi er ikke uvenner eller noget, så hende faktisk for en måned siden.
Men jeg er ked af at jeg ikke ser min bedste veninde noget mere.
I 9. klasse startede der så den her nye pige, som jeg så var sammen med over i skolen og lidt bag efter også, men hun var ikke helt til at regne med og jeg skulle altid høre på hendes problemmer.
Ja, jeg skal faktisk hele tiden høre på andre, men der er ingen der spørger om hvordan jeg har det og interessere sig lidt for mit liv.
Nu går jeg så i 10. klasse og jeg har fået det bedre og fået lyst til at gå i skole, men jeg kan stadig ikke koncentrere mig og jeg bliver hutigt træt.
Jeg har fået nogle veninder der over jeg snakker med og arbejder godt sammen med, men jeg ser ikke nogle af dem efter skole.
Jeg ser næsten aldrig nogle efter skole, og jeg føler mig ensom, men det er altid mig der skal spørger og tage interitiv til noget.
Og mine veninder har sagt at de synes at jeg er sød og sjov at være sammen med og at de elsker mig, og jeg ved hvor travlt de har, så jeg bebrajter dem ikke noget.
Så til der hjemme:
Min mor og far er næsten altid sure og hver dag skændes de enten virkelig meget med råb og skrig og du skubber til hinanden.
Andre gange går min morbare rundt og er sur og min far smækker med dørene og skabbene.
Nogle få gange er de ikke så sure, men der skla ingen ting til at hidse dem op.
Især min far, jeg tør ikke spørger ham om noget, fordi han tit svare på en rigtig tarvelig måde, og min mor misforstår tit mine spørgsmål og bliver sur.
Min mor er overbekymret og hvis jeg skla nogle stedder så skal jeg hele tiden ringe og skrive til hende, det fint nok hun er bekymret, men jeg er 16 år og jeg vil bare gerne have lidt frihed.
Nogle gange når jeg skla et sted hen, og jeg så efter et time opdager at jeg har glæmt at skrive til min mor, så ringer jeg og så er hun vildt sur.
Jeg må ingen ting.
Jeg må ikke endgang få farvet hår, (jeg har så sagt til hende at jeg godt selv kan betale de 600 kr. det koster hos min frisør at få farvet det)
Min far har i rasserig smadret to tallerkner kastet en stol og mere end det.
Min mor og far skændes så meget og jeg fårstår ikke de ikke er flyttet fra hinanden.
Mig selv:
Jeg vil ikke på en eller anden ungdompension fordi jeg ikke er tryk sådan nogle stedder og jeg kan ikke klare mig ret længe uden min hund (ja ja tænker i nok, men hvis i vidste at tanket om min hund er det eneste der holder mig fra selvmor)¨
Jeg har tit ligget fuld af tåre i øjnene og tænkt, når jeg bliver voksen så har jeg flet dårlige minder fra min bardom og mit teenager liv, som jeg vil kunne huske tilbage på.
Så er det her jeg tænker hvorfor er jeg ikke cutter eller har fået en spise forstyrelse, men når jeg så tænker på min hund, så bliver jeg så glad at jeg bare vil være sammen med hende og at jeg sikkert vil få mange andre søde hunde, som jeg bare ikke må gå glip af.
Jeg tænker også at mit liv nok vil blive bedre når jeg bliver større.
Min hud er ikke så køn, jeg har en meget uren hud selvom jeg har prøvet alt muligt for at pleje den.
Jeg hader mit hår og min krop.
Det er som om selvom jeg sætter mit hår fint så når jeg går ud, så sidder det virkelig dårligt.
Jeg har ikke overskud til et normalt ungdoms job, og tjener højst 300 kr. mdr.
og så lidt lommepenge ca. 100-200 om mdr.
Så jeg har ikke råd til at købe noget lidt dyrt tøj og se lidt smart ud, lige som de andre piger, (ikke fordi det betyder så meget, men jeg ville bare gerne prøve at ligne de andre på skolen)
Jeg tør ikke gå til fester fordi jeg bliver utrykt
Jeg vil ikke have en kæreste fordi jeg ikke kan klare hvis han dropper mig (har så heller ikke fundet en jeg er tiltrukket af)

Det er tit hvor jeg ikke kan spise noget fordi jeg er så ked af det.
Jeg sover ca. 3 til fire timer om nattet og om dagen har jeg ikke overskud til noget og er træt, men alligevel så går jeg lange ture med min hund og koncentrere mig i skolen.
Jeg kan ikke snakke med min far og min mor siger bare at hun ikke vil høre på det.
Minne veninder er ikke særlig lyttende, jeg har ingen at snakke med.
Jeg har talt med min lære og sagt, hvordan jeg har det.
og hun siger at hun synes jeg klare det godt.

Det er rat at læse et svar fra en der har prøvet det selv. :)
Jeg har fortalt min lære at jeg ikke altid laver læktier pga det med mine forældre, det er jo lidt svært at lave dem, når de skændes.
Det har været rigtig rart at få det sagt, eftersom jeg de sidste seks,syv år har gået med det uden min lærer vidste det (dem på den gamle skole), jeg var jo vandt til at komme i skole og ikek havde lavet mine lektier og så blev mine lære jo self sure og skrev hjem.
Jeg turde ikke fortæle nogle at mine forældre skændes, men jeg er glad for jeg nu er gået det skridt videre.
Tak får dit svar. [l]

"for" dit svar, self. 🙂

tak.
Jeg gå ture og samværet med min hund er virkelig en god hjælp.
Jeg er jo hundelufter for to små hunde, og det ligger i tankerne at jeg vil være mange år frem, også med andre hunde. :)
Jeg vil aldrig skære i mig selv (sådan tænker jeg i hvert faldet nu) jeg føler meget nemt smerte og er utrolig følsom (også psykisk) jeg er bange for at stikker mig på en nål, så det vil jeg ikke, så langt ud vil jeg heller ikke.
Jeg låner bøger på biblioteket om sind og psykologi og jeg interessere mig meget for det overnaturlige og psykiske evner, så jeg får en del tid til at gå med at læse den slags bøger.
Jeg læser mest bøger om hunde og så det jeg lige har nævnt, og nogle få andre, men romaner og sådan kan jeg ikke læse, fordi jeg ikke kan huske det jeg har læst, kun hvis det interessere mig, og så er jeg mere til bøger hvor jeg lærer noget.
Især som sagt hundebøger, får jeg meget ud af da jeg jo interesser mig meget for hunde.
Jeg vi gerne gå til kunstskøjteløb men der er nogle ting der holder mig væk.
1. Jeg føler det for sent, hvis det er skulle jeg starte til efteråret når jeg er 17 år, men jeg føler at det er for sent til den tid.
2. Når man går til det så skal man vise det for nogle dommere til konkurrencer, men det har jeg det ikke godt med, så jeg vil helst bare gå til det uden at man skal til konkurrence, men jeg kan ikke finde ud af om det kan lade sig gøre.
Det er egentligt bare det der holder mig væk fra det, så hvis der er en der kan modbevise det så er jeg helt klart på for at prøve det. 🙂

og de søde ord.
Min far er enebarn og er jo vant til at få¨det som han ville have det, så han vil jo også bestemmer her, men det tror jeg mange mænd gerne vil.
Min far kan ikke forstå at jeg er pige i teenager årene, og det er normalt at jeg bliver sur og ked af det uden nogle særlig grund nogle gange.
Han siger det ikke er normalt at en pige på 16 ligger i sin seng og græder, men det ved jeg det er for det er der mange der gør.
Det lyder som en god idé det med opgaverne, det vil jeg klart prøve.

Jeg holder altid hovedet koldt og kan gå helt ind i ting, så det er underligt at jeg ikke klare mig bedre i skolen, men det er jo nok pga hvordan jeg har det.

tak for svaret. [f]

Jeg ville gerne gå til en psykolog fordi jeg bare gerne vil have lov til at tale ud engang i mellem uden at folk siger at de ikke gider at høre på mig.
Ja, jeg har virkelig brug for forståelse, men det får jeg kun fra meget få.
Det skal lige siges at jeg ikke røser hele tiden, det mest når jeg føler mig rigtig meget trådt på eller når jeg bliver utryg, eller når jeg holder min hånd forkert, men det er heldigvis ikke hele tiden.
Men tak for dit svar. :)

Tak for jeres svar.
Nu har jeg fået rigtig mange gode svar, og jeg elsker jeg virkelig for det, alle sammen.
Jeg har på min nye skole fået nogle rigtig søde veninder som jeg er sammen med der over, og det er jo rart med en lille pause.
Tit ser jeg det som en pause at være i skole, fordi der er sådan et godt sammehold i min klasse, alle snakke med alle og ingen er onde, så det er jo bare rigtig rart.
Jeg har masser af interesser og ting jeg kan lide at lave, som jeg elsker at bruge tid på.
Jeg bruger jo en del tid på min hund, og jeg har jo også bare en drømmehund, så det kunne jo ikke være bedre hvad det angår.¨
Jeg er glade for jegers svar, og råd.
Mange mange tak for jeres forståelse. [l] 🙂
Jeg ønsker også det bedste til jer alle sammen.[f]

.... og hold det sådan 😉
Du skal arbejde mod at holde det humør, og egentlig samle hvad du kan af overskud, det er det som hjælper dig mest. At snakke ud med folk er altid godt, hvis det ikke er blevet sagt, siger jeg det lige igen (gentagelser er godt 😉 ) Find en som kan og vil lytte til dig, du får det desværre ud som om at dine forældre nok næppe vil lytte til dig mht. psykolog? [:|]
En anden ting, sørg for at se om du kan få lidt søvn, det vil også gavne dig i sidste ende 😉,

Ja, jeg har altid sagt til mig selv, "bare fordi andre ikke altid er søde ved mig, så behøver jeg ikke være lige så tarvlige mod dem, for så er jeg jo lige så slem selv".
🙂

Vil du søge en psykolog pga dine småproblemer? alstå undskyld mig, men det er godt nok småproblemer det der. Folk har det sku værre end dit vrøvl du fyrer af lige der. Man gør selv sit eget liv til godt og dårligt, tænk over den. Altså man starter et "nyt liv" når man skifter skole, går videre til ungdomsuddannelserne osv, somregel kender folk ikke en der..
Altså bare tag dig sammen, så går det nok.. Du har alligevel kun dig selv i sidste ende