HVAD VAR PROFETERNES OPGAVE ?
HVAD kommer du til at tænke på når de hebraiske profeter fra fortiden omtales? Tænker du på mænd som fremsatte forudsigelser? Eller tænker du først og fremmest på mænd der tilskyndede folk til at gøre Guds vilje?
De hebraiske profeter forudsagde ganske rigtigt visse begivenheder. Dog var deres profetiske tale på ingen måde begrænset hertil. Det fremgår af det hebraiske ord for profet, navi’. I sig selv bibringer dette ord ikke nogen tanke om at fremsætte forudsigelser, men betyder blot ’en der lader ordene strømme’ eller ’en hvis tale flyder’. Brugen af dette ord viser at de sande profeter var Guds talsmænd som lod inspirerede budskaber lyde. Nøjagtig hvori deres gudgivne hverv bestod, vil vi bedre kunne forstå ved at sammenligne dem med de mænd der falskeligt gjorde krav på profetværdighed.
Vi kan for eksempel betragte forholdene på profeten Mikas tid. Moralen var blevet meget lav i Israel og Juda. Lederne undertrykte folket, især de fattige og nødlidende. Dommerne og præsterne havde en umættelig trang til penge. Blodsudgydelse og korruption af enhver art hørte til dagens orden. Man kunne ikke engang stole på venner eller nære familiemedlemmer.
Tiden var afgjort inde til at israelitternes vildfarelse måtte afsløres og der måtte appelleres til dem om at ændre handlemåde. Var det den opgave de der falskeligt gjorde krav på at være profeter havde påtaget sig? Nej. I Mika 3:5 beskrives disse profeter som nogle der førte israelitterne på vildspor, nogle der ’råbte om fred, når kun de fik noget at tygge, men yppede krig med den, der intet gav dem i munden’. Arten af det budskab som disse falske profeter fremholdt, afhang altså af den betaling de modtog. Så længe de fik deres løn var de villige til at give gunstige løfter for fremtiden, endog til et moralsk fordærvet folk. De gav ikke folket den mindste tilskyndelse til at forlade den syndige vej. Derfor følte israelitterne sig i sikkerhed og fortsatte deres lovløse adfærd. Men hvis én vovede ikke at give disse falske profeter noget, var de rede til at ’nedkalde Herrens vrede’ over den pågældende.
Jehovas sande profeter søgte imidlertid ikke personlig vinding. De forstod at de var udvalgt af Gud, og de prøvede derfor ikke at behage mennesker. Idet Mika sammenlignede sin egen tjeneste med de falske profeters, sagde han: „Jeg derimod er ved [Jehovas] Ånd fuld af styrke, af ret og af kraft til at forkynde Jakob dets brøde, Israel, hvad det har syndet.“ (Mika 3:8) Modigt afslørede Mika israelitternes synder — deres afgudsdyrkelse, uredelighed, uretfærdighed og ubarmhjertige undertrykkelse af andre. Denne afsløring var ledsaget af forudsigelser med hensyn til eksekveringen af Jehovas dom over Juda og Israel. Han forudsagde den kommende ødelæggelse af Samaria, ti-stammerigets hovedstad, og af Jerusalem, to-stammerigets hovedstad.
Profetierne om den kommende dom over det utro Samaria og Jerusalem tjente en dobbelt hensigt. For det første understregede de at israelitternes adfærd var ond og gudløs. For det andet tilskyndede de israelitterne til at ændre sind, så de kunne opnå Guds barmhjertighed. At profetier om kommende ødelæggelser også gav folk lejlighed til at ændre sind, vises i Jeremias 18:7-10. Her læser vi følgende med hensyn til Jehovas dom og velsignelse: „Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. Og snart lover jeg et folk og et rige at opbygge og plante det; men gør det så, hvad der er ondt i mine øjne, idet det ikke hører min røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det.“
Ikke kun dommedagsprofeter
Eftersom Guds profeter havde det ansvar at tilskynde folk til at forlade deres syndige veje, vil det da sige at de kun talte om død og ulykke? Nej, de kundgjorde ofte budskaber der gav håb for fremtiden. Skønt Israel som nation betragtet vendte det døve øre til forkyndelsen af Jehovas kommende dom, kunne enkeltpersoner vise at de ikke billigede den vold og lovløshed der var fremherskende på den tid. For dem ville eksekveringen af dommen over de onde og gudløse betyde en kærkommen udfrielse fra uretfærdigheden.
Da Jehova er en retfærdig og barmhjertig Gud, kunne de retsindige desuden nære tillid til at hans mishag ikke ville fortsætte i det uendelige. Dette understreges i Klagesangene 3:31, 32: „Thi [Jehova] bortstøder ikke for evigt, har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde.“
I overensstemmelse med sin barmhjertighed og kærlige godhed inspirerede Jehova sine profeter til at pege frem til et håb. Mika forudsagde for eksempel at israelitternes land skulle genopbygges efter at det havde ligget øde. Idet han citerede Jehovas ord, erklærede han: „Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels rest, få dem sammen som får i fold, som en hjord i græsgangens midte; af mennesker bliver der en summen.“ (Mika 2:12) Efter at have været vidne til ødelæggelsen kunne de angrende israelitter hente trøst i dette håb om genoprettelse.
Profeterne tjente altså først og fremmest som Jehovas talerør over for israelitterne. De var interesseret i at hjælpe deres medmennesker til at følge den vej Gud godkendte og dermed undgå ødelæggelse. De bragte kun dårlige budskaber til dem der nægtede at gøre Guds vilje. Men for de retsindige bragte de bud om befrielse og håb. Temaet i Ezekiel 33:11 går igen i de forskellige profetier: „Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“
Det profetiske budskab i dag
Princippet i de gamle hebraiske profeters budskab gælder også i dag. Ligesom i fortiden, sådan billiger Jehova Gud heller ikke nu den lovløshed, vold, uretfærdighed og undertrykkelse der stadig tager til alle vegne på jorden. I sit ord har han udtalt at han vil bringe al ondskab til ophør. Bibelen siger: „For Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som undertrykker sandheden ved uretfærdighed.“ (Rom. 1:18) Før vredesdagen kommer har mennesker imidlertid lejlighed til at ændre deres adfærd, så de kan overleve hvis dommen skulle blive fuldbyrdet inden for deres levetid. De overlevende vil tilmed få del i et storslået håb om evigt liv i Guds nye orden. (2 Pet. 3:9, 13) I vor tid er det en vidunderlig nyhed at virkeliggørelsen af dette håb er meget nær.
Denne nyhed bør forkyndes i dag. Men hvem bør gøre det? Vil man ikke forvente at de der gør det, handler i lighed med de gamle hebraiske profeter — at de selv lever op til Guds ords retfærdige normer og tilskynder andre til at gøre det samme? at de advarer om den kommende tilintetgørelse af ondskab og peger på den strålende fremtid i den retfærdige nye orden?
Er der noget som tyder på at kristenhedens kirker virkelig bestræber sig for at hjælpe folk til at ændre deres adfærd? Finder man ikke snarere at gejstlige, så længe de blot modtager deres løn, ofte tolererer alle former for retsbrud blandt deres kirkemedlemmer?
Hvordan forholder det sig med dem der er kendt som Jehovas kristne vidner? Mange har indset at der er en mærkbar forskel mellem Jehovas Vidners samfund og kristenhedens kirker. De har lagt mærke til at de der aktivt er knyttet til Jehovas Vidner, må leve efter Bibelen. Har du også bemærket dette? Handler du i så fald i overensstemmelse hermed, ved sammen med dem at hjælpe andre til at leve i harmoni med Guds ord?
Med venlig hilsen, ftg.
De hebraiske profeter forudsagde ganske rigtigt visse begivenheder. Dog var deres profetiske tale på ingen måde begrænset hertil. Det fremgår af det hebraiske ord for profet, navi’. I sig selv bibringer dette ord ikke nogen tanke om at fremsætte forudsigelser, men betyder blot ’en der lader ordene strømme’ eller ’en hvis tale flyder’. Brugen af dette ord viser at de sande profeter var Guds talsmænd som lod inspirerede budskaber lyde. Nøjagtig hvori deres gudgivne hverv bestod, vil vi bedre kunne forstå ved at sammenligne dem med de mænd der falskeligt gjorde krav på profetværdighed.
Vi kan for eksempel betragte forholdene på profeten Mikas tid. Moralen var blevet meget lav i Israel og Juda. Lederne undertrykte folket, især de fattige og nødlidende. Dommerne og præsterne havde en umættelig trang til penge. Blodsudgydelse og korruption af enhver art hørte til dagens orden. Man kunne ikke engang stole på venner eller nære familiemedlemmer.
Tiden var afgjort inde til at israelitternes vildfarelse måtte afsløres og der måtte appelleres til dem om at ændre handlemåde. Var det den opgave de der falskeligt gjorde krav på at være profeter havde påtaget sig? Nej. I Mika 3:5 beskrives disse profeter som nogle der førte israelitterne på vildspor, nogle der ’råbte om fred, når kun de fik noget at tygge, men yppede krig med den, der intet gav dem i munden’. Arten af det budskab som disse falske profeter fremholdt, afhang altså af den betaling de modtog. Så længe de fik deres løn var de villige til at give gunstige løfter for fremtiden, endog til et moralsk fordærvet folk. De gav ikke folket den mindste tilskyndelse til at forlade den syndige vej. Derfor følte israelitterne sig i sikkerhed og fortsatte deres lovløse adfærd. Men hvis én vovede ikke at give disse falske profeter noget, var de rede til at ’nedkalde Herrens vrede’ over den pågældende.
Jehovas sande profeter søgte imidlertid ikke personlig vinding. De forstod at de var udvalgt af Gud, og de prøvede derfor ikke at behage mennesker. Idet Mika sammenlignede sin egen tjeneste med de falske profeters, sagde han: „Jeg derimod er ved [Jehovas] Ånd fuld af styrke, af ret og af kraft til at forkynde Jakob dets brøde, Israel, hvad det har syndet.“ (Mika 3:8) Modigt afslørede Mika israelitternes synder — deres afgudsdyrkelse, uredelighed, uretfærdighed og ubarmhjertige undertrykkelse af andre. Denne afsløring var ledsaget af forudsigelser med hensyn til eksekveringen af Jehovas dom over Juda og Israel. Han forudsagde den kommende ødelæggelse af Samaria, ti-stammerigets hovedstad, og af Jerusalem, to-stammerigets hovedstad.
Profetierne om den kommende dom over det utro Samaria og Jerusalem tjente en dobbelt hensigt. For det første understregede de at israelitternes adfærd var ond og gudløs. For det andet tilskyndede de israelitterne til at ændre sind, så de kunne opnå Guds barmhjertighed. At profetier om kommende ødelæggelser også gav folk lejlighed til at ændre sind, vises i Jeremias 18:7-10. Her læser vi følgende med hensyn til Jehovas dom og velsignelse: „Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. Og snart lover jeg et folk og et rige at opbygge og plante det; men gør det så, hvad der er ondt i mine øjne, idet det ikke hører min røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det.“
Ikke kun dommedagsprofeter
Eftersom Guds profeter havde det ansvar at tilskynde folk til at forlade deres syndige veje, vil det da sige at de kun talte om død og ulykke? Nej, de kundgjorde ofte budskaber der gav håb for fremtiden. Skønt Israel som nation betragtet vendte det døve øre til forkyndelsen af Jehovas kommende dom, kunne enkeltpersoner vise at de ikke billigede den vold og lovløshed der var fremherskende på den tid. For dem ville eksekveringen af dommen over de onde og gudløse betyde en kærkommen udfrielse fra uretfærdigheden.
Da Jehova er en retfærdig og barmhjertig Gud, kunne de retsindige desuden nære tillid til at hans mishag ikke ville fortsætte i det uendelige. Dette understreges i Klagesangene 3:31, 32: „Thi [Jehova] bortstøder ikke for evigt, har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde.“
I overensstemmelse med sin barmhjertighed og kærlige godhed inspirerede Jehova sine profeter til at pege frem til et håb. Mika forudsagde for eksempel at israelitternes land skulle genopbygges efter at det havde ligget øde. Idet han citerede Jehovas ord, erklærede han: „Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels rest, få dem sammen som får i fold, som en hjord i græsgangens midte; af mennesker bliver der en summen.“ (Mika 2:12) Efter at have været vidne til ødelæggelsen kunne de angrende israelitter hente trøst i dette håb om genoprettelse.
Profeterne tjente altså først og fremmest som Jehovas talerør over for israelitterne. De var interesseret i at hjælpe deres medmennesker til at følge den vej Gud godkendte og dermed undgå ødelæggelse. De bragte kun dårlige budskaber til dem der nægtede at gøre Guds vilje. Men for de retsindige bragte de bud om befrielse og håb. Temaet i Ezekiel 33:11 går igen i de forskellige profetier: „Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“
Det profetiske budskab i dag
Princippet i de gamle hebraiske profeters budskab gælder også i dag. Ligesom i fortiden, sådan billiger Jehova Gud heller ikke nu den lovløshed, vold, uretfærdighed og undertrykkelse der stadig tager til alle vegne på jorden. I sit ord har han udtalt at han vil bringe al ondskab til ophør. Bibelen siger: „For Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som undertrykker sandheden ved uretfærdighed.“ (Rom. 1:18) Før vredesdagen kommer har mennesker imidlertid lejlighed til at ændre deres adfærd, så de kan overleve hvis dommen skulle blive fuldbyrdet inden for deres levetid. De overlevende vil tilmed få del i et storslået håb om evigt liv i Guds nye orden. (2 Pet. 3:9, 13) I vor tid er det en vidunderlig nyhed at virkeliggørelsen af dette håb er meget nær.
Denne nyhed bør forkyndes i dag. Men hvem bør gøre det? Vil man ikke forvente at de der gør det, handler i lighed med de gamle hebraiske profeter — at de selv lever op til Guds ords retfærdige normer og tilskynder andre til at gøre det samme? at de advarer om den kommende tilintetgørelse af ondskab og peger på den strålende fremtid i den retfærdige nye orden?
Er der noget som tyder på at kristenhedens kirker virkelig bestræber sig for at hjælpe folk til at ændre deres adfærd? Finder man ikke snarere at gejstlige, så længe de blot modtager deres løn, ofte tolererer alle former for retsbrud blandt deres kirkemedlemmer?
Hvordan forholder det sig med dem der er kendt som Jehovas kristne vidner? Mange har indset at der er en mærkbar forskel mellem Jehovas Vidners samfund og kristenhedens kirker. De har lagt mærke til at de der aktivt er knyttet til Jehovas Vidner, må leve efter Bibelen. Har du også bemærket dette? Handler du i så fald i overensstemmelse hermed, ved sammen med dem at hjælpe andre til at leve i harmoni med Guds ord?
Med venlig hilsen, ftg.