Hvalpen er bange for børn

Jeg har en hvalp på 4½ måned. Der hvor jeg købte ham, stod der han var vant til børn. Ja goddag, deres børn var omkring 13 og 17 år! Når jeg er ude og gå med ham, og der kommer et barn (jo mindre jo værre) hyler han og trækker og trækker for at komme væk, og hvis jeg bliver stående med ham, så han ikke kan komme nogen steder, begynder han at gø. I det hele taget er han bange for folk, og går uden om dem, men med børnene er det ti gange værre. Kender ingen der har mindre børn, og ved ikke hvad jeg skal gøre for at vænne ham til dem. Det er nærmest umuligt at trække ham med hen mod nogen børn, for han trækker simpelthen så hårdt den anden vej, og desuden vil jeg jo heller ikke gøre ham mere bange end han allerede er, ved at tvinge ham derhen. Og her hvor jeg bor, er der altså ret mange børn, især om sommeren, og der er steder vi simpelthen ikke kan gå hen, fordi jeg ikke kan få ham med. I starten var han ikke bange for folk, og gik selv hen til dem, men det stoppede han altså så med, efter nogen uger. Nogen der har nogen gode ideer?

og det skal gå hurtigt ellers udvikler det sig til et kæmpeproblem. Du må under ingen omstændigheder tvinge ham hen til små børn for du risikerer at han til sidst angstbider dem og så har du for alvor et problem.
Ved du om han har været udsat for små børn, der har været for voldsomme mod ham?
Oftest er problemet med børn og hunde, at de ikke forstår hinanden - børn stiller sig undertiden op og stirrer (evt med en finger i munden hvis de er meget betuttet) det gør børn og vi voksne og de fleste hunde ved at det ikke betyder trussel, men det gælder altså ikke dem alle.
Din hund kan måske ikke forstå børn og det kan eventuelt være problemet. Det er kun et gæt og jeg vil kraftigt opfordre dig til at få proff. hjælp til den NU mens den kan hjælpes. Kontakt Dansk Kennel Klub.

med lynets hast få fat i en adfærdsbehandler. I den alder han har kan det ikke gå hurtigt nok. Han risikerer at blive skadet for livet, og i vil blive kede af ham.
Har du snakket med dem du har købt ham fra. Kan/vil de fortælle noget om hvad der evt. er sket. Har de socialiseret ham i den tid de har haft ham?
Han skal bestemt ikke trækkes hen til børn, det vil kun forværre hans angst.
Der skal arbejdes med ham nu, for kommer han i puberteten med de problemer, bliver det rigtig svært. Der kommer også et par lømmelaldere, hvor al indlæring stort set er umulig.
Pøj pøj med ham. Lad os høre hvordan det går. 🙂

Jeg kan kun tilslutte mig de andre to overstående indlæg....
For mig lyder se som om han har haft en dårlig oplevelse med børn på en eller anden måde, men det der for mig til at tænke er at du skriver at "I starten var han ikke bange for folk, og gik selv hen til dem, men det stoppede han altså så med, efter nogen uger." og "her hvor jeg bor, er der altså ret mange børn, især om sommeren" - her tænker jeg på om han muligvis har haft en dårlig oplevelse med nogle fremmede på den anden side at hækken (det er jo ikke alle der er dyre elskere) - det er kun et mistanke (jeg ved jo ikke om i har have, og hæk for den sags skyld) men at nogle har rykket ham i halen, smidt sten efter ham, slået ham eller andre ting...
Og jeg siger hermed ikke at det er dig/jer der har gjort det.
jeg syntes i skal snakke med en dyrelæge, adfærdspsykolog til hunde, og en hundetræner. Det er med at få repereret skaden inden den graver for dybt

100% at der aldrig er nogen der har gjort ham noget. Jeg kender dem jeg fik ham fra rimelig godt, og ved de altid har været gode ved ham. Jeg tror problemet er, som i også skriver, at han ikke forstår børn, han synes de er mærkelige. Det er fuldstændig ligemeget hvor barnet står, hvad det laver, eller hvordan det ser ud, han er altid bange når han ser dem. De kan stå på 30 meters afstand med ryggen til eller stå og spille bold eller noget, og han er altid bange uanset hvad. Det med den dårlige erfaring ved hækken er ikke muligt, da jeg bor i lejlighed, jeg eller min søster er altid sammen med ham, han er højst alene et par timer nogen gange om ugen, hvor han så bare er i lejligheden.
Jeg tror et af problemerne er, at han ikke er vant til særlig meget, der hvor jeg har fået ham. De har da været søde ved ham, det ved jeg, men de bor et landligt sted, der er lukket helt væk bag træer, og jeg tror stort set ikke han har set andre end de fire personer de bor der, og så deres andre hunde. Han er ikke bange for andre hunde. I starten var han jo utryg ved alt, alt var jo nyt og han turde ikke gå uden for døren. Så når jeg endelig fik slæbt ham med på en tur, gik han ofte hen til andre og logrede. Men efter han er blevet tryg ved mig og min søster, og blevet glad for at bo her, tør han ikke komme i nærheden af andre mere. Han er i det hele taget meget skabet, og hyler og hyler bare en af os går.
Jeg kender også andre der har samme problem med deres hund, uden at der er sket noget dårligt med den. Nogen siger det går over med alderen, men det er måske netop nu der skal gøres noget så det ikke bliver værre.

Ikke det er noget der går over med alderen! Du skriver han kommer fra landlge omgivelser. Det fortæller mig at det er manglende socialsering.
Hvordan har han det når i har ham med eks. i byen?
Som du beskriver ham, lyder det bestemt ikke som normal hvalpeadfærd. Hvis du intet gør ved det, tror jeg desværre det bliver værre med alderen.

Jeg tror også det er manglende socialisering. Vi fik at vide det var vigtigt at tage ham med til mange forskellige steder, for at opleve noget og vænne ham til folk og omgivelserne. Men på det tidspunkt var han allerede så skide skræmt fra vid og sans, bare vi forsøgte at gå ud af døren. Men nu er han ikke bange for gå længere, det elsker han. Så han er okay i byen, så længe der ikke er alt for mange mennesker i nærhenden af ham. Men jeg er endnu ikke nået så langt at tage ham med til en meget trafikeret by, for han bliver bange når der er for mange mennesker. Jeg prøver at gå stille og roligt frem, så han så småt møder flere og flere mennesker, men er bange for det går alt for langsomt, og han vil blive endnu mere bange som voksen, især for børn!
Det er ligesom om han bliver mere og mere ligeglad med at der er folk i nærheden, men samtidig mere og mere bange, hvis de først kommer hen til ham. Og så andre gange er det ligesom om det pludselig slår klik for ham, og han farer afsted fordi han ser en tilfældig person langt væk, bare fordi der ellers slet ikke var nogen, fx sent om aftenen. Ja han er ret sær, kan i nok høre. Hvad angår adfærdsterapeut har jeg simpelthen ikke råd. Jeg kan jo godt regne ud at problemet hverken bliver løst første eller tredje gang, og jeg har set på det, men det er jo ubetaleligt.
Et eller andet sted er der vel heller ikke andet at gøre end at rose ham når han er så tæt på nogen som han selv tør, uden at gø eller noget, og så forsøge at gå længere og længere, og det prøver jeg også. Men problemet er bare at jeg kender ingen som helst med børn.

et forslag...
er ikke 100 % på at det virker men prøv.
godbidder i massevis, han skal lære at børn ikke gør noget. prøv at alliere dig med nogle forældre til nogle søde børn der ha forstand på dyr (både forældre og børnene) så de ved man ikke skla hive dem i ørene osv... giv barnet hvalpens yndlingsgodbidder. lige så stille skal du så få hunden tættere og tættere på ved hjælp af godbidder og når så hund og barn kommer tættere på hinanden skal barnet give hvalpen de godbidder så han forbinder barnet med noget godt...- og ja det tager mere end en uge...du bliver nødt til at have tålmodighed med han. han skal socialiseres... NU.
ps husk at barnet skal være så lavt som mulig (ikke lille) men fx sidde på græsset, gulv osv, store ting er ofte skræmmende
ville gerne kunne hjælpe dig, men ved ikke hvor i dk du bor

Jeg har hele tiden gjort det at jeg har rost ham når han er i nærheden af børn, uden at gø, men det er som om han aldrig har taget sig så meget af det. Har også tænkt mig at prøve med godbidder, men problemet er også lidt at han altid har være bedøvende ligeglad med godbidder, når der er noget han er bange for. Det er nærmest umuligt at få hans opmærksomhed, og han ænser ikke godbidderne, men står bare og stirrer, gør, eller trækker som død og helvede, for at komme væk. Jeg har, her på det sidste, prøvet en del at undgå børn, folk tror jo hunden er bimlende sindssyg i roen, når den opfører sig sådan! Der er også mange der ikke tror han er en hvalp fordi han er stor, så det er ikke så sjovt at stå med ham ved siden af nogen, når han er sådan. Men de sidste par dage har både mig og min søster været ude at gå med ham sammen. Vi er gået i nærheden af børn der var rolige, og kælet, klappet og rost ham, ganske overdrevet, mens barnet gik forbi, og han blev faktisk lidt bedre, og gøede ikke. Jeg tror jeg går forbi børnehaven i morgen med nogen kiks. Det lyder måske lidt skumelt for nogen... Håber i hvert fald det virker i længden! Bor forresten i Næstved.

Jeg kan godt forstå hunde bliver bange for børn når de kommer væltede ned, det gør min også. Børn kan altså være temmelig skræmmende - det kan de sq selv for os voksne😮
Men sig det børnene de skal sætte sig på hug 1-2 m fra din hund tage hånden frem, måske ligge nogle godbider i deres hånd, og lad hunden komme til dem. De skal ikke med det samme forsøge at ae hunden, men lad den blive tryg ved dem.
Og lad være med at presse din hund hen til børnene. Når du ikke selv har børn, er det vel ikke en katastrofe den ikke kan lide børn vel?

Hvilken race er din hvalp, du skriver han er stor og knap 5 mdr.
Jeg ved ikke om du har set det program der hedder "det er mig eller hunden" med hende den engelske Victoria Stilwell... øh når der er noget/nogen hunden er bange for eller vil fare i flæsket på, så skygger hun af for det når hunden reagere på det så den ikke kan se det.... (Det skal lige siges, at jeg ikke aner om det virker da jeg ikke selv har prøvet det...)
Det er rigitg godt at du og din søster hjælpes ad, og at i roser ham, og selvom det virker total overdrevet så er det det der skal til...
Kan ikke personligt komme og hjælpe, bor i vestjylland - desværre