Hvis du har erfaring med utroskab, så hjælp mig... tak.

Jeg er så langt nede. Jeg har i sidste uge fået bevis for, hva' jeg længe har haft en stærk mistanke om. Min kone er mig utro.
Vi er begge først i tredverne og har to børn. Vi har været sammen i 11 år og har været gift i syv.
Jeg har, som nævnt, haft en mistanke om at hun ikke længre var tro. Jeg vidste ikke hvem hun var utro med eller hvor længe det havde stået på.
Min kone har aften- og natarbejde uden bestemt fyraften og har derfor haft mulighed for at være utro uden at det virkede påfaldende at hun ikke kom hjem til bestemt tid (jeg sover jo også oftest når hun kommer hjem).
Forleden da jeg vidste hun var kommet sent hjem, skulle jeg møde senere end normalt og derfor bestemte jeg mig for at følge den mindste i børnehave, så min kone ikke behøvede at stå så tidligt op. Hun bruger gerne sin mobiltelefon som vækkeur og jeg ville så slå hendes vækkeur fra, inden det ringede. Da jeg troede jeg trykkede på "menû" blev det i stedet til "vis" da der var en ulæst sms. Den var fra ham. Der var slet ikke noget at tage fejl af. De har et forhold, som også beror på sex.
Selvom jeg længe har haft en mistanke var det alligevel mit livs største chok!
Jeg tjekkede hans mobilnummer på nettet og fandt ud af hva' han hedder og hvor han bor (400 meter fra os). Men det er ikke én jeg ved hvem er. Igår spurgte jeg, sådan lidt henkastet, en kollega om hun skulle ha' hørt nogle rygter om min kone og ham den anden. Først blev hun lidt forlegen, men så sagde hun at det havde hele byen talt om hele sommeren...
Nu føler jeg virkelig deprimeret. Jeg er i chok, jeg sørger og jeg har ondt over det hele. Jeg kan næsten ikke trække vejret indimellem og fatter slet ikke hvordan jeg overhovedet kan stå op om morgenen. Jeg føler jeg er blevet forrådt af min kone -og en hel by!
Jeg har ikke konfronteret min kone med det. Jeg kan ikke se hende i øjnene og jeg har næsten ikke talt et ord med hende siden jeg fandt ud af det.
Hva' skal jeg gøre?? Jeg har mest lyst til at køre ind i en bropille med fuld fart uden sele, men inderst inde ved jeg måske nok at det ikke er løsningen. Skal jeg konfrontere min kone med det? Skal jeg gå fra hende? (Jeg kan ikke finde ud af om jeg elsker eller hader hende lige nu)
Hva' har I, som har prøvet det samme, gjort? Hva' blev resultatet af jeres beslutning?
Jeg håber på at nogen vil dele deres erfaring med mig, eller gi' et par gode råd.
Knus fra en knust Jørgen.

Hej Jørgen.
Jeg føler med dig, da jeg selv har prøvet det.
Jeg synes at du skulle tage fat i din kone og få talt ud, det hjælper ikke at tie stille og lade som ingenting.
Sørg for at få passet jeres børn et andet sted når i skal tale sammen.
Har du svært ved at få begyndt samtalen, så læg et brev til din kone og læg det sådanne at hun læser det imens du aflevere jeres børn til nogle venner eller familie.
Skriv i brevet din mistanke og hvad du tænker, men også dine følelser for hende...på den måde kan det være lidt nemmere at få startet den ubehagelige samtale.
Gør op med dig selv, hvad du vil og om du føler at I kan komme videre sammen eller ikke.
Vigtigt, lyt til din kone og lad dig selv komme lidt i sidste række( det gør at man har en lille smule nemmere ved at se neutralt på det, så bid tænderne sammen imens).
Ps. Vil hun ikke dig mere, så giv slip, man kan alligevel ikke holde på en der ikke vil være der, men lad det for guds skyld ikke gå ud over jeres børn.
Håber det bedste for dig, uanset hvad der sker.
Christina

Kære Jørgen
Jeg skriver ikke fordi jeg mener at kunne råde dig, men jeg kan forholde mig til din smerte og har virkelig ondt af dig og hvor er hun en "rov" rent ud sagt. Sådan noget er utilgivelig og hat INTET med kærlighed at gøre. Jeg tror næppe på man kan være sin partner utro og samtidig elske dem. Jeg har ikke svaret, men handle er du NØD til! Jeg tror jeg ville konfrontere hende og så tage det derfra, for så tror jeg du vil finde ud af hvilke beslutning vil være den bedste.
KNUS

Tak cstine for dit svar og dit skulderklap. Jeg håbede netop på at høre fra nogen, som havde været i samme situation. Jeg er glad for at du ville dele din erfaring. Jeg har selv tænkt på det med brevet, det er nok en god idé, om ikke andet får jeg da også selv lidt styr på hva' vi skal tale om, for du har ret i at vi bliver nødt til at ta' en snak.
Tak igen, for dit svar.

Kære forstående.
Tak, for din opbakning. Jeg tror, som du og cstine skriver, at jeg må konfrontere hende med det.
Jeg gi'r dig ret i at der må være noget galt, for det kan ikke være af kærlighed til mig at hun har gjort det. Jeg har søgt en del på nettet om utroskab (også her på sol) og jeg gi'r dig ret i at det er utilgiveligt. Jeg er træt af at læse om at utroskab er en menneskeret fordi 75% af alle praktiserer det på et tidspunkt. Men samtidig er jeg bange for at jeg ønsker at tilgive. Jeg vil så gerne at alt kunne blive som det var, før jeg fik besked... men kan det det?
Tak, igen.
Knus tilbage.

alligevel vover jeg at svare dig. Du har jo et kolossalt problem som du er nødt til at gøre noget ved. Bropillen må du overhovedet ikke overveje eet sekund længere. Du har et liv foran dig sammen med dine dejlige børn og de vil aldrig tilgive dig hvis du gør noget dumt. Heller ikke nu. De børn har krav på dig, både nu og fremover.
Punkt 1 er, at du skal holde dig fra dumheder. En af dem er alkohol. Det lyder lidt tåbeligt, men det er hamrende vigtigt. Punkt 2 er, at du er nødt til at konfrontere din kone med din viden. Ellers taler hele byen pludselig også om, at du ved hvad alle ved, men at hun ikke ved hvad du ved. Aftal med en god ven, at du kan finde støtte hos ham/hende bagefter hvis det skulle blive nødvendigt. Det er helt afgørende, at du har nogen at være sammen med når du har brug for det.
Og så må I - du og din kone - tage den derfra. Reelt ved du ikke hvad hun vil svare eller hvordan hun vil reagere. Men forestil dig forskellige scenarier. Både det værste, at hun vil gå fra dig, vil skilles, er forelsket i en anden, vil ha' børnene osv osv.
Forestil dig også, at hun angrer og kommer "tilbage" til dig. At opgaven bliver at genopbygge og ikke at flå itu.
Forestil dig det der ligger lige imellem, at du slet ikke får et svar, at det svar du får er tvetydigt eller at hun ikke vil indrømme noget overhovedet. Mentalt må du være forberedt på alle varianter.
I samtalen må du være konstruktiv, forstående, vred, konsekvent, skuffet og alt muligt. Men IKKE tvær, sur, urimelig, over-nysgerrig, afhørende, ultimativ eller på anden måde opføre dig så du skræmmer hende endnu længere væk. Husk på hun har et sted at tage hen. Er du helt "underlig" kan konsekvensen blive destruktion i stedet for konstruktion.
Men husk beredskabet skal være der bagefter.
Normalt vil jeg ikke give mine råd på denne måde. Jeg lever et helt andet liv end du gør, men det forekommer mig at du er meget langt nede og ude. Det kan jeg ikke bare lade passere.
Lov mig at passe på dig selv. Og vend tilbage her og få opbakning. Du kan se af de andre indlæg at den er der.
Trøstende knus

At 75 % af det danske samfund mener utroskab er tilgivelig er forkastelig og dem det går ud over er resten...de 25 % af os, men giver vi slip på vores egen værdier og respekt, er vi 100 % tabt i vores OOooh så moderne danske samfund. Jeg ved ikke om man kan glemme og tilgive...for glemme lykkedes det mig aldrig selvom situationen var lidt anderledes for mig...men en ting vil aldrig forsvinde, uanset og du bliver i forholdet eller ej, og det er året i dit hjerte. Jeg har selv været i et forhold hvor jeg gik tilbage gang på gang og der eneste jeg fik ud af det var at jeg mistede min selvrespekt, for forholdet mistede jeg alligevel.

Tak, for et godt, varmt og yderst brugbar indlæg. Jeg havde ikke tænkt på at der ville være så mange scenarier og at det efterfølgende beredskab skal være der. TAK!
Jeg lover dig at jeg vil prøve på at holde mig fra alle dumheder.
Jeg har tænkt og tænkt på hvordan en konfrontation ville komme til at forløbe. Godt at få mulighederne perspektiveret.
Og ja, du har ret. Jeg er langt nede og ude at svømme. Jeg har aldrig stået i en lignende situation før og jeg har aldrig haft så store smerter, som jeg har lige nu og jeg har aldrig været så fortvivlet og grædt så meget før - og så ovenkøbet uden at kunne tale med nogen om det. Men den meget hurtige opbakning her, vil jeg "benytte" mig af.
Jeg tror du skal overveje at give råd, netop på denne måde. Jeg kan mærke den indlevelse og klogskab, der ligger bag dine ord...

at få.
Nå, fat mod. Du er ikke den første, og slet ikke den sidste der kommer til at gennemleve dette - også uden at ta dit eget liv.
Mht. bropillerne:
Det er helt almindeligt når man bliver kastet ud i en problemstilling der er ALT for stor til at man lige kan finde løsningen, at man kan få tanker om at "stoppe det hele" - det er IKKE et udtryk for at du ønsker at dø! Tro ikke dET!!
Det er et udtryk for, at det her gør SÅ ondt, og at du ikke nu, ikke lige disse dage/uger kender gode løsningsmuligheder. Du er det der hedder i chock og afmægtig. - helt normalt.
Mht. hvad så.
Jeg føler at et liv skal have et vist indhold af livskvalitet i et forhold, glæde og tryghed. Vi får sgu sjældent alle opfyldt i den grad vi kunne tænke os, - og der kommer dine egne vurderinger ind: HVad skal der til for at du bliver tryg og glad igen ved et liv med din kone?
Og du må konfrontere hende (konstruktivt, -gerne vred, men konstruktivt vred og ikke totalt overfusende - men som et voksent menneske ,der magter en stor grad af selvkontrol trods det smertelige - - og tænk lige over at ungerne skal opleve mindst muligt af jeres dirkete konfrontationer. )
Dernæst: er hun parat til at sætte den nye kurs sammen med dig, så i kan sejle videre fælles? Og kan hun holde kursen?
Der kommer din og hendes tålmodighed og viljestyrke ind.
god vind

Hej Jørgen
Jeg ved godt min profil ikke signalerer at jeg kan tage denne slags alvorligt. Men det kan jeg og jeg gør det. Den måde jeg lever på adskiller sig fra den "normale" og sådan er det bare.
Jeg bliver lidt bekymret når du siger at du har været alene med det hele indtil nu. Du MÅ have en du kan snakke med om det her, en der ikke har "aktier" i sagen og som kan give dig den sparring du har så meget brug for. Du må IKKE gå med det alene.
Utroskab er et væmmeligt ord med en masse dårlige vibrationer. Det ligger i ordet at det er forkert og det er det også. Troskab fordrer kærlighed og du må se i øjnene, at den ikke er i ligevægt imellem jer p.t. Det er i dét lys du skal møde din kone. Hvor svært det end måtte være, må du møde hende i en erkendelse af, at hun ikke er smask forelsket i dig lige nu. Appeller ikke til hendes dårlige samvittighed, til hendes moderhjerte eller til de løfter I gav hinanden engang.
Du skal mønstre den absolut sværeste profil lige nu: at være fornuftig, ligevægtig, rationel, reflekterende og forstående, men med en balance der giver rum for en kritisk forholden, selvbeskyttelse, erkendelse, undren osv. Det er PISSE svært for dig det her.
Du er også nødt til at tænke over HVORFOR I er endt i den her situation. Hvad kunne du have gjort anderledes og hvordan vil du fortælle hende det uden det bliver angrende og uden at du bekræfter hende i at hun måske skal forlade dig.
Der er SÅ mange ting der er "de vigtigste". Endnu en af dem er: find fornuften og brug dén, brug ikke børnene.
Jeg er her hvis jeg kan, men lige nu er jeg nødt til at gå i seng. Du skulle gøre det samme. NU!
God nat.

Endnu et godt indlæg. Hva' sku' jeg gøre uden soldebatten??
Tusinde tak, for din direkte måde at skrive på. Jeg ved nu at jeg må tale med min kone om det, selvom det sikkert vil komme til at gøre endnu mere ondt, end det gør nu.
Jeg tror jeg har droppet bropillerne.
"Hvad skal der til for at du bliver tryg og glad igen ved et liv med din kone?" - spørger du. Umiddelbart vil jeg svare at det der skal til er at jeg aldrig havde fundet ud af hendes affære, men det er jo utopi nu. Vi har, efter min mening, haft et godt ægteskab til nu. Vi har stort aldrig brugt tid på at skændes og vi har suppleret hinanden godt uden at have særligt mange fælles interesser. Jeg har så svært ved at finde ud af hvor jeg vil vi skal hen nu. Kan det blive som før? Har jeg ikke mere lyst til bare at gå (med risiko for at blive weekend-far)? Jeg ved at jeg, midt i sorgen (det er mest sorg jeg føler) også har lyst til at hævne mig. Ikke at jeg vil være hende utro - det ku' jeg slet ikke, men på en eller anden nedrig måde...
Jeg må bruge jeres gode råd og så få talt det igennem med hende. Jeg håber vi er stærke nok.
Tak, for din opmuntring...

Kære Jørgen
Du er alt for stærk til at tænke i hævn-baner. Stop det lige med det samme. Bare det at du tænker hævn, vil være med til at du støder hende fra dig. Tænk konstruktion og ikke dekonstruktion. Nu skal du (og jeg) have noget søvn så vi også kan fungere i morgen.
God nat til dig. Jeg tror du er et stort menneske. Det skal du midt i alt det her være stolt over. Well done og sov godt.

Kære Jørgen
Jeg kan sgu ikke lige lægge dig på hylden. Tændte pc'en igen for lige at sige, at jeg er klar til at møde dig på chatten hvis du virkelig ikke har andre du kan betro dig til. Men det er vigtigt at det er derfor vi mødes på chatten. Så find hellere din fortrolige ven og brug ham/hende.
Godnatknus

Og det gør altså forbandet ondt..Lige meget hvor meget man prøver at undgå det og være den forstående, lyttende, respekterende, accepterende person der skal se på at hele ens verden ramler. Det er jeg overbevist om man gerne må vise den anden part at man ikke altid magter, altså at man er ked af det og det gør ondt at få den besked fra dem ude i byen.
I mit tilfælde opdagede jeg det pga mange og meget direkte og saftige kontakter på min mands nick (som jeg kendte) på soldebatten, mistanke udtrykt gennem en af dem jeg har debatteret meget med, samt et utal af SMS der begyndte at komme på de mest underlige tider af døgnet. Koblet med at han var meget optaget af at få sit webcam til at være klart i billedet og telefonregningen viste at det var to bestemte numre han SMS ede med hele tiden.....og pludselig var MEGET længere om at køre turen hjem fra job end nogensinde før. Og havde elendige undskyldninger for det.
Men Du må tro på at der er en fremtid. Om det bliver med eller uden hende kan kun du afgøre - og afgørelsen er fortrinsvis din....Hvad hun vil er i første omgang temmelig uvæsentligt.. Men dine børn - de kan ikke gøre for det her, så dem er du nødt til at tage hånd om og have med i dine overvejelser.
JEg har selv været turen igenenm det sidste halve år. Det jeg gjorde var simpelhen at få taget fat fra en ende af og få set på hvor jeg selv var henne. Mine tanker og overvejelser skrev jeg simpelthen ned over en kort periode, læste det hele igennem og fik derved klarhed over hvad jeg ville..
Hvad ville jeg acceptere fremover.
Hvad var det der gjorde ondt, og hvorfor?
HVem var jeg rasende på, dem begge, min mand, eller kun hende?
Ville og kunne jeg leve sammen med et menneske der så totalt gik bag min ryg..og alligevel påstod at han jo ville mig og at jeg var det vigtigste i hans liv. Hun var kun en ligegyldig kvinde der ikke havde nogen anden betydning end P og K var hans første melding til mig...Hvilket også var en lodret løgn..
Hvad for sygdomme slæbte han med hjem, og måtte jeg til lægen oven i det hele. Kunne jeg overhovedet elske med en mand der rodede rundt på den måde med en for mig ekstrem ulækker løgnagtig kvinde.
Hvilke fordele og ulemper var der ved et fortsat liv sammen med et menneske jeg ikke mere stolede 100% på men kun 80%.
Jeg så rigtig grundigt på mig selv og hvor jeg havde svigtet. For selvfølgelig har jeg også selv en andel i at det går så vidt. Det jeg nåede frem til var at jeg var blevet for meget madonna og hustru..selv om vi ikke var gift. Det er nu ændret og herren skal til at oppe sig hvis han vil være med igen.
Efter at jeg havde arbejdet mig gennem hele det spekter af følelser, overvejelser, tanker, smerter, og mere end noget andet overvejet om jeg ville ham på de nye betingelser. Ja så tog jeg "kampen" op....og det er det. For man kæmper både med sine egne sår og smerter og med at få et liv til at fungere igen sammen med det menneske man ikke kan stole 100% på mere.
Vi er i dag langsomt men sikkert på vej fremad. Den gamle tillid til ham, den opnår jeg ALDRIG mere. Men den har siden også vist sig at bygge på falske præmisser. For han har bare så meget i gang alle steder...Men det har vi fået talt om og fundet løsninger på som vi begge - indtil videre - kan leve med.
Jeg håber denne historie kan give dig lidt at arbejde med...Tænk dig MEGET godt om. Overvej hvad DU vil og ikke vil. Se virkelig dybt i dig selv og accepter at noget af jeres gamle tillid er brudt. Det kan ikke genetableres, men med lidt held måske erstattes af en ny form for ærlighed over for hinanden.
Gør alt dette INDEN du konfronterer hende, så er du nemlig psykisk afklaret og forberedt. OG så kan du tage det roligt som så mange andre anbefaler dig..OG gennemføre samtalen i en eller anden form for respekt.
Med mange tanker til endnu et af de ofre der er for svig og løgn...bare for en gang sex, med en fremmed.
E_F_K

Kære Jørgen
Glem alt om hævn( ved at det er fristende) men hæv dig over det og vis at du er en mand med en sund fornuft.
Hævn føre ikke noget godt med sig, samt at du også har dine børn at tænke på, de vil ikke undgå at blive påvirket.
Jeres forhold bliver ikke det samme, men det er godt det samme, hvis I beslutter for at give det en chance så skal der nogle ændringer til, ellers kan man ende i samme sitivation igen.
Har du brug for at snakke er du velkommen til at skrive mig en mail cstine@sol.dk

alle piger ER altid til salg
det er kun et spørgsmål om gotførelse i rette øjeblik
eller om prisen
som kan være enten kontant eller oplevelse f.eks. rejse
der ER alle "til salg"

Du har vist fået et forkert syn på kvinder, for det er noget pjat du siger, ikke alle er til salg, hverken for det ene eller det andet.
Cstine, som ikke er til salg :-)

Det her handler ikke om køb og salg og tåbelige fordomme. Ærgerligt at nogle debattører altid bevæger sig væk fra trådens fokus. Her er det Jørgen der har et problem.
Jørgen, jeg vælger at tolke din tavshed som at du har fået noget søvn. I mellemtiden er der kommet yderligere nogle gode indlæg til dig. Vi er mange der tænker på dig og som støtter dig. Men det er DIG selv du skal støtte dig mest til, når du skal tage hul på snakken med din kone. Husk den mentale forberedelse. Husk at undgå at ordene og bemærkningerne fyger frem og tilbage; pauser - lange og korte - er bedre end at forsøge at gøre det sagte usagt.
Husk værdigheden (alt andet lige) og husk børnene.
Støtteknus til dig

Jeg er aldrig før blevet så berør efter at have læst noget her på sol som da jeg læste dit indlæg. Det er enormt virkeligt, og gør andre problemer ligegyldige i sammenligning!
Jeg har erfaring med utroskab - begge veje. Men jeg ved desværre jeg ikke om jeg kan hjælpe, for det har udelukkende været i forbindelse med kærester af kortere eller længere varighed. Men jeg mener at man, ligegyldig hvad, skylder sin partner at fortælle vedkomne om sit bedrag - ligegyldig om eksperterne så siger at det er 'egoistisk'. Din kone burde forlængst have fortalt dig hvad der foregår (når det nu foregår)- det er tydeligt at noget af det der gør meget ondt er, at du netop har gået i uvidenhed så længe. Det er efter min mening utilgiveligt og formentlig meget svært, hvis overhovedet muligt, at glemme...Men man ka aldrig se ind i et forhold ude fra, så måske du kan tilgive? Jeg ville ikke kunne. Og, min erfaring siger mig også at det ofte, selvom man siger at man vil glemme, er umuligt at glemme og komme videre sammen med personen.

det kan man nok ikke, men det er faktisk også bedre at tilgive. Det er min erfaring, for så bliver man nødt til at forholde sig til det der er sket..
Tiden læger mange sår, og det er tiden der går godt der er med til at dulme smerterne...
E_F_K

Hej Jørgen
har selv været der, det gør skide ondt for at bruge et dækkende udtryk... jeg acceptede, græd, talte for døve ørere i ja nu 3 år(forfærdelige at skulle indrømme det) han lovede flere gange at det var forbi mellem dem og alligevel fortsatte det... jeg har givet op, det skal ikke være os, jeg vil ikke mere, kan ikke stole på ham, vil ikke stole på ham, så nu vil jeg skilles...
jeg synes du skal tale med hende, finde ud af hvad du føler om du vil give forholdet en chance, finde ud af hvad i hver især kan gøre anderledes så det ikke sker igen, for det er ikke kun hende der er skyld i at forholdet er gørt af sporet, han reagere bare uhensigtsmæssigt på et problem mellem jer.
hvis du ikke kan acceptere og tilgive så giv slip og gå for der findes også trofaste kvinder....
knus og held og lykke herfra

Hej Alle sammen.
Tusinde tak, for jeres søde, varme og forstående ord og for jeres gode og konstruktive råd. Jeg er så overrasket over at så mange mennesker tager sig tiden til at hjælpe en fremmede, de aldrig har mødt. Det er imponerende, TAK!
Og så er det lige at jeg må skuffe jer; for så godt som alle er enige om jeg skal konfronterer min kone med det. Og det har ikke gjort, MEN jeg er ikke i tvivl om jeg vil gøre det, men bl.a. på grund af weekend-arbejde har jeg ikke haft den rette mulighed endnu. Jeg synes ikke det har været en god idé at ta' konfrontationen kort tid før én af os, er på vej ud af døren. Jeg synes jeg har fået så mange gode råd, jeg kan bruge i samtalen/konfrontationen at det ikke må gøres halvhjertet. Derfor har jeg (under et meget mystisk dække) fået min søster til at tage børnene på torsdag til en overnatning og så må vi få talt tingene godt igennem.
Og hvordan har jeg det så? Jo, det er ikke blevet bedre. Jeg har helt utrolig ondt, får ikke noget brugbar søvn, lever kun af smøger og kaffe og kan ikke koncentrere mig om mit arbejde. Jeg taler stadig ikke mange ord med min kone, og idag spurgte hun hvorfor jeg ligesom er ved siden af mig selv. Det lykkedes mig at undlade at svare på en eller anden måde... Men jeg ser faktisk frem til torsdag aften, når vi forhåbenlig får det hele frem i lyset.
Jeg kan ikke blive klog på om jeg helst vil tilgive hende eller om jeg helst vil at vi går hver til sit. Det tænker jeg meget på hele tiden.
Jeg har endnu ikke betroet mig til nogen. Jeg har indset at jeg ikke har noget særligt stort netværk. Jeg har et vennerpar, 22 km. fra hvor jeg bor, så det skulle være overkommeligt at indvie dem i situationen, men igen; jeg skal "ha' fri" fra børnene. De øvrige venner er vores fælles venner og dem føler jeg ikke at jeg kan tale med om det her. Flere af dem, ved det sikkert i forvejen (by-sladder) og vil sikkert være loyale overfor min kone.
Brugerne her på sol-debat har været fantastiske.
Til dig, "scormig": Du må være én af de smukkeste mennesker på denne klode. Tak, for din varme og dit engagement! Jeg ville ønske jeg havde en ven som dig og jeg håber på at din omgangskreds virkelig sætter pris på at have dig - du er jo guld!

Har prøvet nogenlunde det samme...Tog dem i at kysse i baghaven..
Jag valgte at konfrontere hende straks og give hende ultimatumet mellem ham eller mig...
Hun valgte mig... Utroskab er altødelæggende for et forhold/ægteskab. Tilliden forsvinder og er svær ... meget svær at genopbygge og for nogen lykkes det aldrig og det ender med et brud...
Gør op med dig selv om du vil kunne leve uden hende eller om din kærlighed til hende, er så stor så du godt mener du kan tilgive hende, hvis hun fortryder.
Gør op med dig selv hvad DU vil og hvad DU ikke vil.
Lad det ikke blive på hendes præmisser fordi du er bange for at miste....Havd jhar du at tabe ?? Som det ser ud nu.. ja, så har du tabt slaget, hvis ikke du gør noget..
Modgang gør stærk.
Jeg er selv stadig i mit ægteskab, hvor vi kæmper på 6 måned med at genskabe bare noget, der bare minder lidt om tillid til hende. Tro mig det er ikke let, og det er en kamp. Men jeg har valgt at kæmpe, fordi jeg mener, vi stadig har noget, vi kan tilbyde hinanden og der stadig er noget at kæmpe for.
Håber der i det her er en smule trøst at hente.
Held og lykke til dig.

Hej Jørgen
Jeg er bare rigtig glad for dine søde ord. At du har kunnet hente hjælp her på sol.dk tror jeg skyldes, at du helt fra dit allerførste indlæg lagde alle kort på bordet. Det lyste langt væk af et bundærligt, reelt, varmt og klogt menneske med et kolossalt problem.
Den slags er der heldigvis mange mennesker der ikke kan sidde overhørig. Jeg er blot en af dem.
Jeg håber (og tror) at du har truffet en klog beslutning med at vente til torsdag, og syns det er en rigtig beslutning at børnene er ude.
Det er nu du mentalt skal være et hestehoved foran i dine forestillinger om hvordan jeres snak bliver. Du er nødt til at runde de mest ubehagelige mulige slutninger, for bedst at kunne tackle dem hvis de opstår.
Husk også at det kan opfattes som et overraskelsesangreb på din kone. Noget der får enhver til at stritte imod og mange til at træffe lynhurtige og irrationelle beslutninger. Så tilpas hastigheden og hav hele tiden lidt snor du kan give af. At være trængt helt op i en krog uden flugtmulighed giver ubalance i jeres snak, som vel alt andet lige bør tage afsæt i ligeværd og respekt. Utroskaben til trods.
Vis hende at du er den mand hun ikke vil undvære. At du er en uundværlig del af det også hun gerne vil opfatte som en bæredygtig, glad, velfungerende og stabil familie.
Kommer I dertil, kan I ikke blot slå en streg over det der er sket, men I kan arbejde jer ud af det. Det arbejde kræver vilje til at forandre på fundamentale forhold i familien, lige fra bolig, økonomi, arbejde og fritid. På mig lyder det som om det er det hele værd, og spørge du jeres børn, vil de nok sige det samme.
Børn vil i langt de fleste tilfælde - uanset om forældre bliver skilt - inde i sig selv, til evig tid håbe, at det aldrig var sket og at de ville finde sammen igen.
Go' for it Jørgen, jeg tror på dig!
Knus

Tak, for endnu et godt svar fra din side.
I aften er det jo at vi skal ha' vores snak om situationen. Jeg "terper" alle de gode råd jeg fået her på sol igennem inde i mit hovede og jeg er faktisk ved at have skitseret en plan for forløbet.
Det kan godt være det er lidt plat, men jeg har også sørget for god vin og ost - ikke at jeg tror nogen af os, vil spise noget, men jeg håber det viser lidt om min gode vilje.
Jeg tror på at jeg har lysten, viljen og modet til at kæmpe for at redde vores ægteskab.
Det jeg frygter mest er at hun bare nægter forholdet, så jeg skal være den der skal "føre bevis" og så er jeg naturligvis også bange for at hun bare ta'r sit gode tøj og går...
Igen: Tak, for alle de brugbare råd til jer alle!!

Kære Jørgen
Hvordan gik det?
Knus
Malene

Det lyder hårdt men mere fortjener hun ikke! jeg kan ikke ta folk der er utro. jeg har oplevet det med min eks og min bedste veninde de kyssede dog kun men det var de to mennesker jeg elskede mest og så svigtede de mig!! jeg synes du skal sige til hende at du ved det og be om en forklaring.. men husk uanset hva hun siger.. en gang utro altid utro! ikke blive for ked af det men vær vred la hende se at hun har svigtete dig og BØRENE!!!
hva ville de ikke tænke om deres mor hvis de fandt ud af det en dag??
hun fortjener ikke en skid den dumme kælling!!

Det lyder hårdt men mere fortjener hun ikke! jeg kan ikke ta folk der er utro. jeg har oplevet det med min eks og min bedste veninde de kyssede dog kun men det var de to mennesker jeg elskede mest og så svigtede de mig!! jeg synes du skal sige til hende at du ved det og be om en forklaring.. men husk uanset hva hun siger.. en gang utro altid utro! ikke blive for ked af det men vær vred la hende se at hun har svigtete dig og BØRENE!!!
hva ville de ikke tænke om deres mor hvis de fandt ud af det en dag??
hun fortjener ikke en skid den dumme kælling!!

Kære Alle sammen.
Vi tog vores lille snak i går, det kom til at vare til langt ud på morgenen.
Med hensyn til utroskab var hun meget ærlig. Hun var lettet over at det kom for en dag. De havde imidlertid lige brudt med hinanden.
Vi fik vendt hver en sten i vores ægteskab og selv om vi begge føler at vi opgiver, har vi besluttet at vi indleder separation.
Jeg har idag downloaded statsamtets blanketter og jeg fandt ud af at vi godt kan blive skilt med det samme, fordi det (bl.a.) er utroskab, der ligger til grund for skilsmissen.
Jeg ved ikke hvor jeg fik styrken fra, men jeg gik i eftermiddag over til ham og spurgte om han ville skrive under på 3. parts erklæringen. Det ville han godt og jeg blev inviteret indenfor. Det værste er næsten at han ikke var et dumt svin (i mit hovede var han det styggeste monster) han var tværtimod en helt okay fyr og vi sad og snakkede længe. Han har jo også mistet min kone så det gik bare så nemt at snakke sammen. Det viste sig også at vi faktisk er ret ens og at vi har mange fællestræk i vores opvækst. Vi blev enige om at under andre omstændigheder, ku' vi godt være blevet gode venner.
Men selv om han skrev under, blev min kone og jeg alligevel enige om at en vi vil "nøjes" med en separation fremfor en øjeblikkelig skilsmisse. Det er nok en god idé... Foreløbigt skal jeg ha' fundet et sted at bo, mens hun og børnene bliver boende i huset.
Jeg havde selv håbet på at vi kunne ha' klinket skårene i går aftes og i nat, men jeg må også erkende at vi -utroskab eller ej- har bevæget os langt væk fra hinanden, de sidste par år. I øvrigt er vi enige om at separationen ikke nødvendigvis skal resultere i skilsmisse. Vi holder muligheden åben for at vi kan finde sammen igen, hvis savnet bliver for stort for os begge og hvis vi får et mere klart billede af hvor vi sætte ind for at kunne leve sammen.
Uanset hvad fremtiden bringer, vil jeg altid elske min kone - også når hun bli'r min eks-kone.
Tak til jer alle på sol for alt jeres hjælp. Jeg vil aldrig glemme jer! TAK!

Kære Jørgen.
Det er jeg ked af at høre.
Jeg har fulgt med i denne tråd fordi jeg selv har problemet inde på livet. Jeg troede at I ville klare det, for du virker så klog, stærk og ærlig. Jeg håber alt det bedste for dig. Du skriver ikke meget om dine følelser i aften. Hvordan har du det?
Tænk at du kan sige at du altid vil elske hende og tænk at du er i stand til at tage en mandfolke-snak med ham hun er utro med. Du er alletiders.
Jeg håber alt det bedste for dig.
Knus fra
Cariina

Åh ja det liv, det liv.
Jeg har også fulgt lidt med i dit debatindlæg vedr. din nuværende krise. Har også forsøgt, at skrive til dig,- men er ikke lige en "ørn" på feltet, endnu.
Jeg kan kun sige, også af egen erfaring,- at livet bringer ups og downs. Jeg skal ikke gøre mig klog, ud fra hvad du har offentliggjort,- og naturligvis skal det være sådan. Men,- jeg vil, ud fra hvad jeg har læst, sige til dig, at jeg tror, at det er under alle omstændigheder nok er en god ide for Jer, at tage en pause.
Om jeg jeg så er helt enig i, at allerede, så kort tid efter, din konfrontation med din kone, at lægge separationspapirer på bordet!?! Det stiller jeg mig lidt mere tvivlende overfor.
Jeg tror mere på -
En tids adskillelse, hvor I hver især kan finde ud af Jeres følelser for hinanden.
Og så derefter, alt hvad der viser sig, skal snakken og kampen tages op.
Ja, det er virkelig mine tanker. Tingene kan også gå FOR hurtigt. Giv det også tid,- såvel dine kone også vil. Hun skal måske også lige have nogen tid, til af "finde sig selv" igen.
Varme ønsker til dig/og jer begge.
Kærligst

Hej Jørgen,
Du er et utroligt menneske. Det gør mig meget ondt at I FORELØBIG er kommet dertil hvor I er. Til gengæld er jeg afsindig imponeret af, at du tog konfrontationen med "ham den anden". Om du og din kone (det er hun stadig) har truffet den rigtige beslutning, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg har en del viden om hvad det for processer der er gang i når to mennesker er der hvor I to er. Jeg ved også noget om hvor vigtigt det er at skabe en bevidsthed hos jer om, hvad det er for processer.
Med den viden kan I langt hen ad vejen tolke situationen ens, uagtet at I reelt anskuer den fra forskellige ståsteder.
Når I har valgt seperationen frem for skilsmissen, kan der ligge flere forhold bag. Men er det de samme for dig som for hende? Er det en vurdering af tryghed vs uvished, håb vs magtesløshed, kærlighed vs tvivl, skyldfølelse vs god samvittighed. Eller helt andre forhold. I må - også for jeres børns skyld - vide meget om hvor i hver i sær står. Det skylder I.
Lige nu er I lige. Det må du sikre dig at hun får at vide. Hun må ikke føle skyld, men vide (ikke bare høre, men VIDE), at du ikke bærer nag. For det må du ganske enkelt ikke! Det har du ikke ret til. At det er kommet dertil hvor det er, skyldes kun i sidste omgang hendes sidespring. Men der ligger noget forud. Om du så skal søge det i jeres forhold, i jeres måde at være familie på, i hendes ungdom, i din måde at være mand på eller noget helt syvende er lige gyldigt. Der findes en grund. Er du i tvivl om hvorvidt det er rigtigt, så spørg dig selv hvad du har været for hende på det sidste. Hvordan du har begæret hende. For lidt og for meget kan være lige galt. Sådan har mange kvinder det - jeg er selv en af dem.
Forståelse og selvforståelse. Men også forståelse FOR selvforståelse. Altså hvordan forstår du hende? Hvordan forstår du hende, forstå dig? Og omvendt.
Og vil du ud i "3. orden" så spørg hvordan forstår du at hun forstår dig, forstå hende. Og det hele kan vendes og drejes.
Jeg er HELT med på at det her er akademisk teori og RET langhåret. Men I er dér hvor jeg tror I vil have fantastisk glæde af at gå i parterapi. Både for jeres egen selvforståelses skyld, for hinanden, men i sær for jeres børn.
En psykolog kan, om ikke andet, betyde, at I får en højere grad af vished og bevisthed om jeres valg.
Jørgen, jeg bakker ud af denne tråd nu. Aldrig før er jeg i den grad blevet revet med. Du er enestående. Hvis du har lyst til at vi skriver sammen kan du bruge min mail: scormalene@sol.dk
Knus til dig og dit afbalancerede væsen
Malene
Jeg tror denne tråd, som så mange andre, er ved at ebbe ud.

Du har helt ret. Godt tænkt og skrevet. Lyt nu, Jørgen.
Har du tænkt på at vise din kone denne debat? Måske ikke lige i nu'et, men hvis I finder en fornuftig måde at tale om tingene på. Taler om hvordan du har haft det osv. Jeg syns den har været så sober og god, at den fortjener at hun ser den. Og ser dig i den.
Malene

Kære Jørgen.
Din / Jeres historie er godt nok trist. Jeg blev meget berørt over at læse denne tråd og jeg må sige at både dine indlæg og alle svarene er meget sober -og det er ingen selvfølge på soldebatten. Jeg har ingen gode råd til dig, men jeg håber I finder ud af det og meget gerne sammen. Se nu tiden lidt an, ikk'. Skriv og fortæl hvordan det går Jer.
Tanker og knus.