Hvor bliver pengene af?

Tusindvis af milliarder af kroner bliver sendt som hjælp til de fattige lande. Penge der ubeskåret skal gå opbygning af samfundet, skoler, sygehuse, sikkerhed, uddannelse, job osv. osv...
Men der sker bare aller en skid. Der sker ingenting, ingen vækst til trods for alle de millarder af penge, der bliver pumpet ind i de fattige lande.
Så er det store spørgsmål; Hvor bliver pengene af? Bliver pengene overhovedet sendt? Bliver pengene modtaget? Hvem får del i pengene?
Det undrende er når der ikke skal så meget til, fx ting som mad, vand og husleje koster næsten ingenting i tredjeverdenslandede, heller ikke maskiner og bygninger og arbejdskraft koster det særlig meget. Så med de mange milliarder burde tredjeverdenslandene sådan set været genopbygget for længst

Al støtte til ulandene bliver omsat til flere børnefødsler. Dvs. at der bliver endnu flere munde at mætte. Det er skruen uden ende.

Det der er tilbage efter administration går direkte i diktatorernes og embedsmændenes lommer og til indkøb af våben.
Gennem tiderne er mange projekter kommet op at stå, men en del er blevet ødelagt af borgerkrige.

Derfor er det bedst hvis du vil støtte, at finde projekter, der går uden om regeringerne. Det er den fejl, der er i vores officielle u-landsbistand også. Du kan evt støtte Samvirket med deres Jord til Mor projekt. Det er noget der virker, og har du lyst kan du følge pengene.
http://www.ms.dk/sw164695.asp
Der er ikke landsindsamling før om et år. Sidste var Mors Dag i år.

Du skriver at mad, vand og husleje koster næsten ingenting - det er ikke altid korrekt
Maskiner, bygninger og arbejdskraft koster og det er heller ikke sådan at den arbejdskraft der er tilstede reelt set er i stand til at varetage det arbejde der skal gøres.
Nuvel, skal vi bære fx. Afrika på hænder og fødder eller er det hjælp til selvhjælp der skal til?
Mad i munden og tag overhovedet betyder altså ikke at man kan genopbygge et land - det er grundlæggende nødhjælp.
Nu er der en debattør, der nævner et projekt i Zambia.
Zambia er et rigtigt dejligt land, dejlige mennesker og en aller helvedes masse projekter. Mange af disse projekter der støttes af Danida, MS osv. går på regulær oplysning.
Der er jo ikke tale om at man bruger u-landsbistand til at opkøbe jord og så uddele til kvinderne, nej det gælder om at nå ud i de øde områder hvor stammekulturer er fastgroet og snakke dem ihjel om kvinders rettigheder osv.
Zambia er nok det man kan kalde et sponsorland.
Hvis Zambia skal have bygget en bro, eller renoveret en meget vigtig hovedvej, så kommer projektet i "udbud" - hvem vil støtte???
Så melder fx. Kina ind på at de vil gerne hjælpe til at bygge denne meget vigtige bro og Zambia er glade.
Zambia tror at det betyder at der er en del af befolkningen, der får arbejde, de vil få løn og der vil blive brugt penge til forbrugsgoder og siger naturligvis ja tak. Men det viser sig, at kineserne kommer med alle arbejderne og containere fulde med mad, så Zambia får nok en bro men det er ikke noget der får "befolkningen" igang.
Nu nævnte jeg det med arbejdskraft der koster. Kender man til fx. Zambias historie vil man vide at Verdensbanken lavede en markant brøler og i korte træk gjorde undervisning betalingspligtig - hvis du ville have undervisning, så skulle du også betale for det, og ja.. i et fattigt land som Zambia der kan man jo godt forestille sig hvilke konsekvenser den beslutning medførte.
Med andre ord, der er ikke alle de ingeniører, mekanikere osv. som der er behov for.
-nu kommer der så et projekt der skal støtte kvinder, de skal eje egen jord, hvor de kan dyrke deres yams og andre afgrøder. Nogen synderlig betydning for genoprettelse har det altså ikke, for når en familie er afhængig af høsten for overlevelse, så hiver de bare deres børn ud af skolen for at arbejde i marken, og så er de penge man støtter til undervisning også gået tabt.
Jeg kan ikke huske hvilket land det var, tror det var Uganda, men der var en minister der gik ud og direkte frabad sig bistand. I en dokumentar på DR, viste vedkommende rundt i nu nedlagte fabriksbygninger der tidligere havde været gode og lukrative fabrikker for tekstilindustrien.
Desværre kom der så meget genbrugstøj til landet, så der var ikke længere nogen der havde råd til eller grund til at købe det tekstil der blev produceret i landet, så det gik - nedenom og hjem.
De fleste projekter er kortsigtede - efter 3 år med gode resultater så skal en ny projektleder tage over og for at holde projektet igang, så skal der fyldes mere på. Når projektet udvides koster det flere penge. Og til sidst har ikke engang landet råd til at holde projektet kørende når de skal overtage det.
Man snakker tit om hvor latterlige aktiveringsprojekter er herhjemme - sådan er mange af projekterne i U-landene også.