Hvor ER jeg dog dum!

Jeg har på skift igennem mit liv hadet og tålt min mor. Adrig rigtig elsket hende....
Vi bor i samme by, men jeg har kun besøgt hende et par gange i de 7-8 år vi har "delt by".
Jeg har altid så travlt, gider ikke rippe op i fortidens traumer....det gør altid så forbandet ondt, det hun gør ved mig...(kan de andre i min familie dog for helvede ikke forstå, hvor ondt det gør på mig? Lad dog være at bebrejde MIG, at vi ikke ses...HUN kan holde op med alle hendes bebrejdelser og idiotiske pis...ikke mig...det er jo mig, det gør ondt på!)
Hun ringede for et par timer siden og under påskud af at skulle tale med mig om mine børn, nærmede hun sig emnet. (TYPISK...kan ikke være direkte hvad? Gamle nar!) ....Om jeg ville komme til hendes fødselsdag? Hun havde lavet en masse gaver til os allesammen...også en til mig.

Øhhhh?!?!? "Ja, ja, jeg skal nok komme....skal du ikke have gaver? Nå, nå...nej det er også åndssvagt...og i øvrigt så har jeg ABSOLUT heller ingen penge, for mit ombyggeri er som sådan noget jo altid er, blevet alt, alt for dyrt. Står og skal tapets.....!"
"...Jamen må jeg ikke have lov til at give dig penge til tapet og maling? Du skal bare sige hvad det koster!. Jeg kan ikke længere, hjælpe dig med at tapetsere...men jeg vil meget gerne give dig pengene hvis jeg må."
'Kæft mand, hvor er jeg dum i hovedet!
'Kæft mand hvor har jeg bare KUN kunne få øje på mig selv!
'Kæft mand hun er en gammel kone, der er så syg og svag så hun dårlig kan røre sig, og alt hvad hun vil, er at give mig kærlighed.
'Kæft mand at jeg tror jeg lider, fordi hun ikke kan elske mig på den måde som JEG vil have, men faktisk, meget naturligt, kun kan elske mig, på den måde der nu engang er hende.
'Kæft mand hvor er jeg dum i hovedet....
'Kæft mand hvor jeg bare slet ikke har kunne få øje på kærligheden, selvom den var lige foran! Den ser jo ikke ud som JEG vil have det...den ser ud som dem der giver mig den, vil have det.
Jeg tror, faktisk jeg elsker min mor....det har jeg aldrig nogensinde sagt før!

Eh.... Og det gik op for dig, fordi hun ville give dig penge til materialer og maling..? Hun er måske ved at være gammel, ja... Men hvad gjorde udslaget..?

.....

kan man faktisk selv skaffe sig af med, når man bliver voksen - men det ved du måske ikke endnu???
Hvorfor alt det klynkeri, det er nok din egen egoisme og samfundets "det er de andres skyld" der har tag i dig.
Har du virkelig ikke overskud til overbærenhed og kærlighed i dit liv. Husk dine børn bliver et spejlbillede af dig selv og dit liv!! Så vil du have den samme behandling af dig selv, som du giver din mor - så forsæt endelig i samme spor................

sådan en erkendelse (at man i bund og grund elsker sin mor) er da nok til, at tage pippet fra selv den hårdeste nød ;-)
Jeg har det på samme måde med min mor, altså et lettere anstrengt forhold. Nu (indenfor det sidste år) har jeg så fundet mig til rette med dét forhold vi har, fundet ud af, at det ikke BEHØVER at være familieidyl, lært ikke at dele alting med hende, lært at man ikke er et dårligt menneske, fordi man kun ser sin mor 3 gange om året, lært at der findes forskellige former for kærlighed og, at like it or not, så er én af dem forbeholdt ens mor!

Jeg VED godt det der.... intellektuelt set....har altid hørt: "Det er ens eget ansvar." "Det handle om at DU skal tilgive".....men en helt anden ting er, når det fiser ind følelsesmæssigt!
En helt anden form for indsigt, som jeg kun har hørt om ude i byen...Troede aldrig JEG skulle komme dertil, havde faktisk tænkt at det kunne være det samme....
Men det kommer altså ikke udefra. Det er erkendelse, og jeg har været FUCKING amnge år om at komme tilde det....og så kom det fra hende!!!!
Jeg blev virkelig helt ydmyg.

Åh...hvor jeg kender det! Det der med at man føler sig som et slet menneske fordi man ikke jævnligt ser sin mor...Jeg kender SÅ mange piger/kvinder, der har det sådan....Mærkeligt! Men du ER ikke noget slet menneske, fordi du ikke ser din mor oftere. Du er nok mere ÆRLIG overfor dig selv. Og det er sgu mere vigtigt tror jeg.
Man er nødt til at lægge afstand mellem hinanden...det er klart...men der er altså noget, der ligger helt nedenunder og gør ondt ad H. til. Der er bare ikke plads, eller tid til at lukke det op til overfladen...så ligger det bare dernede på bunden, og dynder til, og man kan NÆSTEN ikke få øje på det til daglig....men når man så mødes med sin mor....SÅ går lige nøjagtig 4½ sekund og de gamle mønstre kører lystigt derud af!
Man holder afstanden for at blive i satdn til at navigere igennem det der show...eller blive i stand til at stoppe det.
Jeg tror min erkendelse idag...som du har helt ret i kan hyle en helt ud af det...den har primært bestået i at indse, hvor stor en del af det JEG har indflydelse på.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg aldrig har kunne se det før, men en ting er helt sikker...jeg har aldrig kunne få den indsigt foræret....og det kan du nok heller ikke.
Tingene udvikler sig, som vilkår, interesser og historie former dem....men gosch mand hvor har jeg bare tudet i flere timer nu.......

"...den har primært bestået i at indse, hvor stor en del af det JEG har indflydelse på." -uhhh-gyyyys. Hvor er det sandt! den vil jeg tage til mig.
Jeg håber du er ok!? -ellers bliver du det i morgen.

Det skal nok gå ;o)....det er nok ret sundt det her....har som sagt aldrig prøvet det før....tror jeg skal høre noget rigtig TYK musik....noget gammel Pink Floyd..."Pipers At The Gates Of Dawn"...eller "Wish Yoy Where Here"....Eller Emerson, Lake and Palmer's "Infinite Space"...
;o)

at din mor er et spejlbillede af din mormor, og hun har opdraget
dig i den samme ånd.
Hvis du hader hende, så burde du i stedet for hade din mormor...
Som en lille pige sagde engang for længe siden; Den man hader elsker man...

JA JA

ja nemlig ja

så har du da helt ret

Jeg har lidt svært ved at trække snoren igennem, for det er jo ikke min mormor, der har såret mig så meget, som min mor har....Det er ikke hendes kærlighed jeg har manglet, tvivlet på, eller lidt under. Det er ikke min mormor, jeg skal finde plads til indeni...
Og jeg synes heller ikke helt den holder, den der med spejlbilledet, for det efterlader jo ikke mulighed for individuelle forskelle, og forholden sig til udviklingen til den tid man lever i. Der er jo ikke nogen der gør tingene på NØJAGTIG samme måde...
Men jeg tror nok at mange af os har oplevet at vi nogle opdragelsessituationer med vores egne unger, lige pludselig står og bruger vores forældres ord. Så lidt hen ad vejen kan jeg godt følge dig...eller osgå forstår jeg vist ikke rigtig hvad du mener....

Jeg fårstår dig godt, for vi vil alle gerne have et kram, knus og et
kys af vores mor. Men det har din mor ikke nemt ved at give dig, og
sandheden, er at ingen ikke kan købe ægte kærlighed for penge.
Har du prøvet at give din mor et stort varmt knus og et kys på kinden?
Det kunne være at hun smeltede helt, og forandrede sig for bestandigt.
Husk på at kærligheden, er den største af alt på denne jord.
Jeg er selv halfevil pga. manglende kærlighed!

Jeg forstår dig godt, for vi vil alle gerne have et kram, knus og et
kys af vores mor. Men det har din mor ikke nemt ved at give dig, og
sandheden, er at ingen ikke kan købe ægte kærlighed for penge.
Har du prøvet at give din mor et stort varmt knus og et kys på kinden?
Det kunne være at hun smeltede helt, og forandrede sig for bestandigt.
Husk på at kærligheden, er den største af alt på denne jord.
Jeg er selv halfevil pga. manglende kærlighed!

"Halfevil333" betyder halvt ond
333 er halvdelen af 666, du ved "number of the beast"
når man er halvt ond, er man halvt god...så er der balance...
Det er bare en lidt kreativ måde at sige "almindelig" på.
Derudover har jeg da givet min mor mange knus, kram og kys...hun er bare iskold, og sådan som jeg har opfattet, det uden følelser......det har aldrig været anderledes. Jeg har ingen ønsker, eller illusion om at hun forandrer sig eller smelter eller noget....det hun har gjort i dag var et meget stort skridt, for der viste hun mig sig selv! Det er sgu meget federe end kunstige kram du!
Hun er ikke som andre, og det er jeg jo så selvfølgelig heller ikke...vi må jo finde vejen ud fra dem vi er...jeg kender ikke fremtiden og jeg kan ikke sige noget om, hvad den kommer til at indeholde...det ville jo være at begrænse mulighederne. Jeg ved bare hvordan det har været hidtil....DAMNED COOL....
Men jeg har ikke været uden kærlighed, ensom og forladt. Jeg har haft en fuldstændig formidabel enestående far...samt en meget kærlig mormor....det er ikke helt det samme som at have haft en kærlig mor...men det ER det samme som at have været elsket!

Det er ondt....det gør ondt ad H til...og det gør mig ondt for dig....håber du kan bruge nogen af mine erfaringer. Men de er jo ret nye "ikke helt tørre bag ørerne" :o)
Man er simpelthen nødt til at rykke selv. Gå i alle mulige retninger....for der SKER ikke noget, hvis ikke man GØR noget. Jeg siger ikke, at jeg i dag fandt min mors kærlighed, og jeg siger ikke, at min mors kærlighed har noget med penge at gøre...det ville i meget høj grad være at simplificere det hun rent faktisk gjorde...at gå ud af sin vej for at møde mig! Hun viste mig sin interesse og sin hjælpsomhed, ud fra det hun magter (hun er ret syg af dårligt hjerte).
Men jeg har jo måtte flytte utroligt mange andre brikker i stilling indeni for at få det rum indeni! Jeg har ikke vidst det...men jeg har været FUCKING intolerant og hård overfor hende...hun har jo ikke haft muligheden for at kunne nærme sig mig. Hun turde ikke ringe til mig(!)
Det er meget muligt at hun har erkendt nogle fejl hun har begået i sit liv, som også omfatter det crap hun har udsat mig for...men jeg har jo heller ikke haft hverken evner eller lyst til at imødekomme hende, så hun har kunne være der, som et helt almindeligt fejlbarligt menneske.
Jeg har ihvertfald skulle rykke meget, for at få tryllet denne her mulighed frem. Jeg vidste bare ikke det var det jeg gjorde.....
Vejen bliver ligesom til, mens man går den, men man er nødt til at gå fremad hele tiden, for at skabe den.

Du har mange gange hjulpet mig, både direkte og indirekte...
Jeg har ikke gidet (har sgu ikke tid lige pt.) at læse alle de svar der er kommet på dit indlæg, men jeg ville blot ønske dig tillykke med indsigten i dit liv.
Som voksen kvinde uden kontakt til min egen mor, behøver jeg kun læse 3 ord af dine frustrationer, før jeg er klar over hvordan du har det. Derfor varmer det mig usigeligt at erfare at, i det mindste een i denne verden, får lov at få den åbenbaring. Tillykke med det, min ven.
Jeg vil med dette, ønske dig en vidunderlig jul. Det er jeg sikker på den bliver for dig, for i år går du den i møde med helt andre intentioner, føleleser for den nærmeste familie og (mener jeg at kunne læse af dine ord) håb...
De varmeste tanker LgP

Det var et dejligt svar...det er en helt vidunderlig gave at få af vide at man har hjulpet nogen....varmer mig meget.
Jeg synes også, at der trods mange elendige indlæg i nogen af debatterne (som nogen gange er ved at slå mig helt ud...gider ikke mere gå ind i integrationsdebatten, det er simpelthen så deprimerende) men altså at der ER debatter, hvor folk er opmærksomme på hinanden og indstillet på at hjælpe....det er simpelthen kernen i det hele...og efter min mening det, det handler om. Jeg får også meget hjælp, mange gode råd og nye vinkler på ting ved at deltage i debatten.
Glæde og varme fra mig til dig :o)

... men hvor har du dog et grimt sprog .... !

Hej :o)
Lad mig være så fræk at foreslå en ændring til din overskrift.... Nej, du er på ingen måde dum. Du HAR handlet dumt, men kan selv se det, og har derfor rettet op på det. Det at kunne tage andres perspektiver er ikke altid så let, som det lyder.
Du har reflekteret over tingene, kommet til en ny erkendelse og handler nu udfra den - hvis det er dumt, så er vi mange der er MEGET dumme ;o)
Det er dejligt, I fik løst den misforståelse og ses igen. Det varmer at læse sådan et indlæg.
Mange kunne lære meget af din måde at se tingene på.
Varme julehilsner fra Jimmy