Hvor går jeg hen når jeg ikke længere kan forsørge mig selv?

Jeg har været meget syg de sidste par år - været igennem operation og tonsvis af prøver der alle har slået benene væk under mig. Jeg lider samtidig af migræne - så de ovennævnte ting gør at jeg ikke kan holde på et job.
Jeg flyttede fra min by til min kærestes by....i samme måned jeg valgt at flytte sammen med ham, fik jeg tilbudt et læreplads i en uddannelse der er svær at komme ind på. Havde jeg valgt den dengang havde jeg haft en uddannelse. jeg valgte kærligheden, han sagde han nok skulle forsørge os begge.... Da jeg så blev mere og mere syg mistede han mere og mere for mig..... Nu ser han på mig med kulde i øjnene. Og mener jeg bare skal tage mig sammen. jeg giver ham al den kærlighed jeg kan osv....Men jeg er åbenbart ikke længere det værd. Jeg valgte ikke at blive syg. Nu 5 år senere,(efter jeg flyttede-jeg har det godt igen.....rimeligt....) er erklæret rask efter fjernelse af tumor, skal dog til kontrol i 10 år.) er han ved at smide mig ud. Det er ham der tjener pengene - det er virkeligt småt hvad jeg skraber sammen,men jeg sørger så for alt andet - mad,rengørring,tøjvask og alt hvad dertil hører. Jeg valgte ham frem for uddannelse, han lovede det ikke blev et problem,men nu da det er et problem for ham, vil han ikke snakke om det.
Det vil sige jeg står med 4 katte ( NEJ jeg går ikke af med dem )ingen indtægt - har været til noget der ligner 1000 samtaler men ingen vil ansætte mig pga sygdom, på kommunen har de ikke forståelse for "min sag", så der kan jeg heller ikke gå hen.....
Hvad gør jeg så?

Det er nok en liiiiidt for hård nød at knække for folk herinde.
Jeg mener at det som udgangspunkt må være vigtigst at du kommer i balance med dig selv igen.
Jeg ved ikke om en psykolog kan hjælpe i denne situation, men jeg ville prøve at starte der.
Knus og håb om snarlig bedring går ud til dig.
Haulotte

det kan jo også super lade sig gøre når man ingen penge har... og hvad skulle det hjælpe på mine ansættelsesforhold :´-(

Der findes gratis psykolog bistand i danmark.
Jeg har selv tidligere benyttet mig af tilbudet, da jeg boede i fredericia.

Jeg kan ikke se hvad det hjælper på mine økonomiske forhold - og tro mig blev kastet ud i det system efter OP.

Nu er jeg jo ikke sagsbehandler, men der må sgisme da være noget der kan gøres.
Kommer kommunen ikke med nogle forslag?

det eneste de kan tilbyde mig, hvis jeg skal have økonomisk hjælp er enten : Rengørring i gamle forfalde use og lukkede fabrikker - den slags meget beskidte arbejde... Eller ud og gå med gamge, sørge for de kan komme på toilet mm. Intet af det kan jeg pga migrænen, og det sidste tiltaler mig oven i købet bare ikke, helt ærligt.

øhh....normalt kan jeg altså godt stave *G*
Ved ikke hvad det er der går galt...

visiteret til et fleksjob?
tumor? Er det ikke kræft i hjernen?
Isåfald, har du problemer med indlæring?

..kræft...og det kan altså forekomme hvor som helst....
Jeg har beskrevet hvad der er af muligheder. Der burde vel kunne gøres mere, men jeg har ærlig talt hverken energi eller styrke til at KÆMPE...
Mit spørgsmål er jo hvad gør jeg ud fra det beskrevne...

Du lyder som om, at du skal have et fleksjob.
Virksoheden vil så få tilskud til at ansætte dig. Det vil måske gøre det lettere for dig at få et job.

Undskyld jeg siger det. Men det lyder mest til at du bare vil have noget uden at yde noget.
Hvorfor skulle du ikke kunne gøre rent i tomme huse? Der larmer det da ikke. Jeg syntes det er helt i orden at du bliver sat til og arbejde hvis du skal have hjælp fra kommunen.
Ellers må du søge en invalide pension. Den vil du kunne få hvis du er for syg til at arbejde. Men du siger jo selv at du er erklæret for rask igen.

Sikke da en tosk til kæreste du har, eller skulle jeg skrive x på nuværende tidspunkt???
Desværre er det ikke alle der kan klare at kæresten bliver alvorlig syg. Min mor har lige været igennem et laaangt sygedomsforløb, og det har været hårdt for hele familien, specielt mig, og heldigvis støttede min kæreste mig.
Det er aldrig for sent at starte en uddannelse. Vi lever jo heldigvis i en verden med masser af muligheder.
Jeg var lige så "dum" som dig. Havde også en x som krævede at jeg ikke tog til udlandet efter gymnasiet, gjorde jeg det ville han slå op. Den dag i dag kom jeg ALDRIG afsted, og kan kun takke mig selv for det. Jeg har fortrudt det lige siden, men det nytter ikke noget at blive ved med at ærge sig over tingene. Der kommer andre muligheder. Det er bare med at holde øjnene åbne.
Husk der er kun én vej i livet og det er fremad. Se de positive sider, selvom det kan være svært :=)
Held og lykke fremover :=)

Jamen spørgsmålet må jo være om du kan arbejde eller om du ikke kan. Du må have nogle lægeerklæringer, der siger noget om, hvilket arbejde du evt. vil kunne påtage dig. Men hvis du er rask nok til at arbejde, så må du jo tage det de kan tilbyde eller gå ned på arbejdsformidlingen som alle andre - og søge noget, der tiltaler dig, hvis ikke du vil ende i systemet for evigt.
Hvis problemet er, at du er for syg til at arbejde, så må du søge om førtidspension.
Jeg ved godt, at det ikke er nemt efter al den sygdom, men du må sætte dine proriteringer i system. Det nytter ikke, at du vil have penge og en fremtid, hvis ikke du er villig til at yde en indsats. For det lyder for mig ikke som om, du har opgivet drømmen om at "blive til noget" - og hvis det er tilfældet, så er jeg ked af at sige det. Men så er du selv herre over dit liv, og må hive dig selv op ved hårrødderne -og gøre en indsats. Du kan ikke gemme dig bag sygdom, hvis du er kureret. Det er ikke tiltalende at gøre rent, men det kan være nødvendigt, indtil du finder ud af, hvad du vil med dit liv. Jeg mener, hvis ikke du kan gøre rent, hvad kan du så?
Spørgsmålet er om din migræne er decideret invaliderende, eller om den er bekvemmelig? Du vælger selv.
Og held og lykke - det lyder lidt hårdt, men det er altså ment som et kærligt spark.

(jeg mente ikke førtidspension - men invalidepension) Sorry

Sygdom af enhver art - både psykisk og fysisk kan slå selv den stærkeste omkuld, og nogen gange endog påføre direkte traumer.
I dit tilfælde, skal du bede din praktiserende læge om en henvisning til en psykiater. Dette er - modsat psykologhjælp - ganske gratis for patienten.
En psykiater er - modsat psykolog - uddannet som alm. praktiserende læge, med psykiatri som overbygning, og kan udstede recepter.
Både din sygdom, som du måske frygter vil bryde ud igen, og din beskrivelse og situation i øvrigt, kan lægge en betydelig bremse for din videre udvikling og fremtid.
Dels kan psykiateren - efter aftale med dig - forsøge sig med lykkepiller, der trods ordet, ikke må forveksles med nogen form for speed. Det hjælper på mange.
Så længe du er i behandling, kan du modtage sygedagpenge.
På et tidspunkt kan du være ret sikker på, at Kommunen vil have en rapport fra psykiateren om dig. Det er jo dem, der skal betale for psykiateren og sygedagpengene.
Psykiateren kan - både med medicin og samtale - måske finde frem til, at han i rapporten om dig vil indstille dig til et såkaldt flex-job - på dine betingelser.
Et flex-job er ikke en "sidste stop" holdeplads, og faktisk kan udviklingen med dig medføre, at du gradvist gør dig fri af flexjobbet, og kan blive fuldtidskørende.
Og husk! Den tid der er gået godt, kommer aldrig skidt tilbage. Ansvaret for at komme videre i livet, er ubetinget dit!. Gør noget, her og nu
Held og lykke.

at i skriver som i gør - jeg kan ikke tro det er som det lyder.
Er der slet ingen der har opfanget at jeg skriver jeg har fået den slags hjælp - og hvad hjalp det...
Og ja, selvfølgelig er migrænen det der nu gør jeg ikke kan tage hvilket som helst job...
Ingen af de læger jeg har snakket med synes jeg har alderen til invalid/førtids.... Jeg er for rask til at være syg og for syg til at være rask.
De job jeg søger - hvor jeg mener jeg kan klare det uden alt for mange sygedage, bliver jeg afvist.... pga min historie.

Men hvad så med flexjob? Er det også forsøgt?
Og hvilken type job er det du kan bestride uden for mange sygedage?
jeg ville gerne høre, hvad dine egne idéer, tanker går hen imod..
Hvad er det præcist du forestiller dig, var en brugbar løsning?

....vidst hvad der var en brugbar løsning, havde jeg jo nok ikke skrevet i første omgang. Så havde jeg jo nok bare gjort det....

Det er sgu ikke kun tomme huse - men tomme fabrikker med asbest - støv og døde halvrådne måger. Har f..... prøvet. Og det siger altså spar 2 til migræne mm.
Det er sgu svært nok at være syg uden at man også skal pilles sådan ned.
Jeg er blevet erklæret rask kræft-mæssigt, men skal stadig være "nålepude".Intet er sikkert endnu. Men det er vel let nok for dig, enten er du en af dem hvor alting kommer let til dig - eller også mangler du fuldstændig alle former for empatiske følelser.
Har du inte godt at sige - så lad være at sige noget overhovedet..

Ja undskyld, men hvad vil du egentligt. Jeg synes der er kommet en masse gode indlæg til dig, men det er ikke godt nok. Jeg synes du skal prøve at være lidt mere positiv og prøve nogle af de tilbud som kommunen tilbyder dig. Måske er der et af dem, som du godt kan holde til. Og jeg ser absolut ingen skam i at hjælpe ældre mennesker på toilettet, hvis de ikke selv kan. Ikke mere skam end du også beder folk herinde om hjælp.
Jeg underkender på ingen måde det du har måtte gå igennem med din sygdom, det må ikke have været let og jeg håber da de næste 10 års kontrol vil falde positivt ud for dig.

som om ingen rigtig forstår hvad jeg skriver. Det er BARE SÅ LET at tage sig sammen. Men for f..... hvis det var så let FOR MIG havde jeg jo ikke problemet. Men det er jo let at fordømme og minimalisere andres problemer når man ikke selv har været i deres sko.
Jeg har jo været hele møllen rundt i alle systemer.....
Ang de ældre - jeg kan for det første ikke snakke med dem ( Og det er der altså mange mennesker i 20 erne der ikke kan ) Og når nu du er gammel og der er en der skal passe dig,men du kan se de kigger på dig med væmmelse i øjnene fordi de ikke lige synes de kan klare andres toilet-vaner mm.....Det er da også synd for dem, det må være ydmygende nok - derfor vil jeg også hellere overlade det til dem der "nyder" at gøre de ting. Det er alle vidst bedre tjent med.

Ikke fordi men du er altså ikke den eneste i denne verden som har problemer, og som bliver smidt rundt i systemet.
Man skal kæmpe sin egen kamp, og tage imod de tilbud der kommer, også måske selvom det ikke lige er "drømmejobbet". Man kan ikke tillade sig at være kræsen, specielt ikke når man ingen uddannelse har.
Kræft er noget værre noget, men det nytter ikke at blive ved med at tude over tingene. Kom videre med dit liv. Du kunne være død. Glæde dig over at være i live.
Alle de foreslag folk er kommet med herinde er nogle fornuftige ideer/løsninger, men jeg tror ikke helt du er parat til at "kæmpe". Jeg tror ikke du helt har gjort op med dig selv hvad det er du vil, og måske skulle du bruge mere tid på at finde dig selv igen efter dit sygdomsforløb. En bog der måske kan hjælpe er "Dr. Phils Livsstrategier". Den har hjulpet mig med at finde mig selv.
I dagens samfund kan du ikke forvente at tingene kommer dumpende ned til dig, men du skal selv gøre en indsats.
Hilsen en der er arbejdsløs og har været det i flere år, og som også har haft kræften tæt inde på livet...! Hver dag er for mig en kamp, men jeg LEVER!

Og som jeg også skrev - jeg har ikke energien til at kæmpe...
Er bare træt af at folk synes det er så s.... nemt. For som jeg efterhånden har skrevet flere gange, hvis JEG synes det var så nemt som i gør det til, havde jeg jo ikke problemet.

Hvorfor har du lavet dette indlæg. Du bruger jo ikke svarene til noget som helst.

Hvis ikke du tror bare en smule på dig selv - eller for den sags skyld forstår dig selv, kan du heller ikke forlange, at andre skal forstå dig.
Der er ingen i denne tråd der har antydet, at du har det nemt. Men det virker frastødende, at du afviser alt, og nærmest beklager dig over, at få gode råd.

gud hvor jeg dog forstår din kæreste, det må være på tide han kommer videre med sit liv du gør nok ikke med den negative indstilling du har. jeg har selv migrene og arb. som pædagog de dage jeg har mine migreneanfald får min arbejdsgiver § 28 som udbetales til arbejdsgiveren til dækning min løn.Du kan leve et godt liv med migrene, men det lyder ikke som om du vil.

Hej du
Hvor store er dine krav❓eller hvor lidt vil du beslutte dig til at leve for ?
Start med at blive skrevet op til en lille, bitte lejlighed, kom evt. på akutlisten i din kommune. Og start så på en uddannelse der er SU berettiget. Kommer du ind, kan du umiddelbart søge en studielejlighed - søg en lille, til du får styr på tingene. Og lev så efter evne, dvs. invester i hæfterne for fattigrøve og de SU brochurer der findes. Man kan faktisk have et rigtigt dejligt liv også for meget små penge. Og hvem er så jeg❓Tja en halvgammel pige på 51 med kronisk, arvelig åreforkalkning i meget svær grad. Jeg er by-pass opereret flere gange, har haft 3 blodpropper, lider af kronisk anæmi (får tilført 4 poser blod om måneden bare for at stå på benene) og lever af SU, som jeg er berettiget til, da jeg læser på universitet i det omfang jeg har kræfter til - og er så i øvrigt rigtig glad for mit liv (på 45 m2), hvilket du også kan blive HVIS DU VÆLGER DET.
Knus
asly

godt gået asly flot klaret 1000 roser til dig.

skal måske lige lære at stave, inden du rakker andre ned.

Måske du kunne melde dig til et vikarbureau i din by.Hvis du mener at kunne passe et job ,var det måske et trin på vejen,så du kunne vise en fremtidig arbejdsgiver at du er i stand til dette.
Såfremt du er raskmeldt,men arbejdsløs,er det en god måde at starte ud på,indtil du finder ud af hvad du vil med resten af dit liv
knuz fra mig

....en der ikke lyder nedladende.
God ide.
Tak for den
:-)

Du sjofler samtlige ovenstående til, ved at skrive "endelig en der ikke er nedladende".
Der er der faktisk ingen der har været, af ovenstående.
Men du har derimod vist et eksemplarisk topmålt eksempel på arrogance og forfinelse, til at modtage gode råd.
Må du sejle i din egen sø - og fri os fremover for at stjæle vores tid, når vi åbentbart er "værdiløse" problemknusere for dig.
Vi har gjort vort bedste.
Ha et (forhåbentligt) fortsat godt liv, fortvivlede.

hvorfor skal der staves perfekt for at have en mening i debatten-det er vel ingen betingelse eller hvad

...alligevel tog du dig tid igen til at skrive.
Hvis du har skrevet et svar - og reagerer på den måde, er det da tydeligt du kun skrev fordi du vil have roser til egen r..!
Jeg skriver som jeg opfatter det. Jeg følte mange af de andre svar er : iiih JEG er SÅ god selvom .... Eller Hør nu lille ven, du skal BARE.....
Og det havde jeg ikke rigtig brug for - for det var sgu ikke bare....
Og da jeg følte der var en der gav et svar der ramte plet - siger jeg tak til vedkommende... Hvis det gør ondt på dig : Beklager.

Helt ærlig, synes du ikke at du skulle tage at slappe lidt af.
Prøv lige at se hvor mange der har svaret dig. Kommet med gode forslag osv. De fleste prøver at muntre dig op og hjælpe dig. Men du jorder alle, og er vildt uforskammet og afvisende overfor alle gode forslag, om et bedre liv for dig.
Jeg har selv lidt af migræne i flere år, og kan skam godt følge dig. Men du bliver nødt til at forstå, at dit problem åbenbart er for indviklet til, at nogle herinde kan finde en løsning til det. At du har prøvet alle de ting folk foreslår, er jo ikke andres skyld. Så som du selv sagde, hvis man ikke har noget godt at sige, så lad være med at sige det, skulle du selv tage at prøve. Folk er jo ikke ude efter at pisse dig af, men at hjælpe.
Håber du finder en løsning på dine problemer.

Hvordan går det dig?
Kærlig hilsen :-)