Hvor meget er I sammen?

hej alle debattører
Vi er et par midt i 50'erne, og vi er dybt uenige om, hvor megen tid man egentlig skal tilbrige/være sammen med (det kunne såmænd også være et teen-par eller nygift par, dette her - den ene vil det ene, og den anden det andet - og så skal man finde kompromi'er, der tilfresstiller begge parter):
Nå,men:
Jeg synes, at vi tilbringer for lidt tid sammen - og han er uenig - lad mig høre jeres meninger:
HAN tager af sted om morgenen kl. 5.3o og er hjemme ca. kl. 16-17.00
Så tager han en lur på 20 min, og derefter spiser vi sammen ( - og går en tur på en halv times tid. HAN tager opvasken, og dernæst forsvinder han ud i "skuret" og kommer først ind igen kl. 20.30 - og vi skal i seng igen kl. 21.30
mandag holder han dog "fri" fra skuret, skal jeg huske at sige. Lørdag og søndag foregår næsten på samme måde - han stopper dog kl. 16.00, men dernæst er der jo de indendørs opgaver (hans er støvsugning og ordne toiletter) - og der skal også lige nåes en lille lur. Typsik en lørdag sætter vi os først sammen omkring kl. 19.00 Der erdog lige et kort frokostpause - vi spiser ikke så megen aftensmad om lørdagen - kun søndage (og her er han færdig kl. ca. 17.00) - klar til mad osv - og så er søndagen så lige som alle andre hverdage.
Når vi endelig er sammen, læser vi for det meste - ser ikke meget TV, men han er jo træt på dette tidspunkt, og derfor får vi ikke talt ret meget sammen.
Jeg er pt. sygemeldt, og føler nærmest, at jeg er ikke-eksisterende - der er bare ikke tid til mig. Pga. af andre forhold har vi ikke så stort et netværk (derfor også spørgsmålet i dette forum).
Er jeg klæbende og stiller for store krav til nærhed - eller er han for egoistisk i sine egne behov?
Seriøse svar modtages med glæde, tak.

Hej
Det værste i jeres "Tidsskema" er vel næsten at der ikke er tid til spontanitet. Det lyder som om jeres hverdage er lagt i skematiske rammer. Selvfølgelig er der rutiner i hverdagen, det ved jeg alt om da jeg har mand, hus, 2 børn, mad og alt det andet der jo skal ordnes, meeen alligevel.
Umiddelbart lyder det til at du keder dig lidt, og især måske fordi du går hjemme hele dagen og glæder dig til at han kommer hjem så du har nogen at snakke med. Han har snakket hele dagen på arbejde og vil egt. helst tulle rundt i sin egen verden uden at skulle have en mening om alting.
Jeg ved ikke hvor meget tid der er passende... hjemme hos mig er det meget forskelligt. Som regel er vi færdige med alle vores gøremål klokken 20 og så er vi begge færdige og sætter os som regel til at se tv. Og der snakker man jo heller ikke "seriøst" sammen, men vi ER sammen, ved siden af hinanden, og bare ER.
Hvis det går dig på så snak med ham om hans værkstedstid evt. kunne forkortes, men helt ærligt synes jeg ikke i har lidt tid sammen. Hvad med jeres halve times gåtur.. snakker i ikke sammen der om dagen og vejen?
Tænk over det.. følte du det anderledes da du også var på arbejde?
Held og lykke med det hele.
maria

Et er at bo og leve sammen,et andet er hvor meget man skal foretage sig sammen,jeg kender ikke svaret på hvor meget man skal være sammen,men det kunne måske godt virke som om han har meget travlt i det skur,og glemmer dig let.Men jeg har da også perioder hvor jeg bruger en del tid i værkstedet eller haven,jeg er også indvolveret i en del foreningsarbejde,så i perioder kan familien måske godt føle sig overset,ikke mindst den bedre halvdel,men er det ikke et spørgsmål om at have en hobby,er der ikke noget du "holder af" noget du kunne dyrke som hobby og derved komme mere ud blandt andre,det kunne måske også bevirke at han fik mere øje på dig,da det ikke længere var en selvfølge du var der,når han skulle "forplejes"..
Som sagt kender jeg ikke det endelige svar,men det var da en ide til at få et netværk og nogen at snakke med..
Håber det bedste for jer..
Kh. Fynboen

Vi er et par først i tresserne - har været gift i 40 år - og jeg kan da godt genkende jeres hverdag - den er nok ikke meget anderledes end hvad der gælder hos os. Dog med den store forskel, at jeg betragter det som positivt, at to mennesker kan leve sammen og så alligevel have lov til at bruge tiden forskelligt.
Vi har også alvorlig sygdom inde på livet, idet min mand har fået konstateret kræft for 1½ års siden, og det har da givet os/mig stof til at tænke på, hvad vi bruger vores tid til. Men også før han blev syg, har vi givet hinanden plads til at bruge tiden på det vi gerne ville - også selv om et betød at vi ikke var sammen hele tiden.
Til forskel fra jer, så må jeg faktisk klare alt husarbejde - men når jeg f.eks. laver mad, så sidder min mand gerne i køkkenet så vi kan småsnakke, og hvis jer er i haven, så går han med ud, så vi kan sludre lidt i mens - og så føler jeg vi er sammen, selv om vi "ikke sidder lårene af hinanden".
Det kunne du måske praktisere, når din mand vasker op, eller klarer andre pligter, altså at du er i nærheden, så DU ikke føler at du er alene.
Giv hinanden lov til at være dem I er, og sæt pris på den tid I har sammen. Jeg aner jo ikke hvad din mand laver "i skuret" - men giv ham luft til det. Jeg synes det er flot at han hjælper til med sin del af huset - hvor ofte hører man ikke om mænd der bare ligger på sofaen og ikke har lyst til at give en hånd med.
Jeg tror at en af grundene til at vi nu har været gift i 40 år er, at vi accepterer at vi har forskellige behov for at gøre forskellige ting - og at vi ikke måler den tid vi er sammen efter en bestemt målestok, for hvad der er normalt.
Har du ikke en veninde eller en noget familie du kan snakke lidt med❓Det ville måske give dig lidt luft for dine frustrationer.
Jeg håber du finder ud af at leve dit liv på bedste måde ....
Kærligst
Anonym

at du pt synes i ses for idt, måske fordi du selv er spæret inde alene hele dagen... få nogle interesser m.nogle andre folk så tror jeg ikke det vil røre dig så meget.
men jeg er nu selv af samme mening...ville foretrække at se min mand mere end det, min x. havde lidt samme idee...tidlig på job om morgenen...og kom som regel først her hjem efter 21 (hvor den bette sov)

min kæreste og jeg. Men vi bor så heller ikke sammen.
Mange mener at det ikke er meget tid vi bruger på hinanden, men når vi så er sammen så er vi også meget intenst sammen og får snakket om alt mellem himmel og jord. Vi har stadig plads til at være spontane og gøre ting sammen. Selvom vi er meget forelskede er det fint med de par dage i ugen🙂Vi har også begge to så meget andet at se til ved siden af.
Som en anden er inde på, så kunne det være en fed idé om du også havde noget du kunne gå til eller aktivere dig med derhjemme ´hvis din sygemelding bevirker at du ikke kan komme så meget ud :)
Kvinder er jo gode til at tænke og jeg har erfaret fra mig selv, at det der holder mig fra at gå i selvsving med mine tanker er, at jeg har noget at foretage mig ved siden af. Aldrig har jeg haft så dejligt et forhold som nu, så det virker :-)

Held og lykke med det

Jeg synes, at vort forhold har været sådan meget længe; i mindst 5 år - og netop den der spontanitet savner jeg helt vildt meget.
Jeg har gået sygemeldt i et år nu, og har svært ved at komme ud af døren pga. smerter og trærhed - så ja, jeg forsøger mig med lidt salg/køb på QXL - og så læser jeg rigtig meget for at få tiden til at gå.
Da jeg arbejdede, var det fuldstændigt der samme - der fulgtes vi dog ad i bilen, så jeg fik dækket lidt mere af mit "savn" der.
Som jeg beskriver det, er det den almindelige hverdag - men nogle gange er det endnu mere, han er i "skuret". Han kan simpelthen ikke sidde stille, men skal absolut have 1000 projekter i gang samtidigt - og han bliver jo så også stresset selv, når der er så meget."skuret dækker over en kæmpe tilbygning (udhus til ham selv og garage til hans biler) samt selvfølgelig de sædvanlige ting, der skal ordnes i et hjem med hus og have. Jeg står for de lette ting i haven og lettere rengøring, men betaler for den "grovere" rengøring, da jeg ikke har kræfter til det. Børnene, der er flyttet hjemmefra, har overvejende været mit ansvar og ligeledes økonomistyring osv.
Jeg må indrømme, at tanken om at flytte efterhånden ikke er så lang væk - jeg føler ikke, at jeg får mine behov dækket, og hvad skal man så blive i et forhold for?
Jeg kan sagtens klare mig selv økonomisk.

Jeg tror muligvis i er faldet i den fælde, som mange af os falder i.
Jeg elsker min kæreste, vi er forholdsvis unge og har det godt sammen. Men, modsat dig, føler jeg at han er ved at kvæle mig i tid sammen og opmærksomhed. Han går også sygemeldt og har gjort det i en længere periode - og han har svært ved at få tiden til at gå.
Jeg, på den anden side, passer både studie, job, familie og hjem og har faktisk rigeligt at gøre til hverdag. Min fritid er begrænset og indimellem er jeg virkelig, virkelig over-fyldt i hovedet.
Så har jeg brug for noget tid for mig selv, og jo mere min kæreste forsøger at optage min tid, jo mere trækker jeg mig. Jeg føler mig ganske enkelt kunstigt fanget og det er ikke til at holde ud!
Måske er din mand på samme måde? Det kan være at han, rent mentalt, bliver overfyldt og har behov for at lave ting der kun handler om ham og hans interesser? Hvis han føler at du ofte enten bebrejder ham hans fravær eller evt. bare presser på for mere fællestid, så er det meget muligt at det har den modsatte effekt.
Jeg siger ikke at alt ligger hos dig, men har du selv vist initiativ overfor ting i kunne foretage jer sammen eller været imødekommende overfor hans interesser?
Det oplever jeg nemlig at min kæreste har svært ved. Han forstår ganske enkelt ikke ret mange af de ting som interesserer mig og har ikke det store initiativ i forhold til nye oplevelser. Måske føler din mand at det er ham der skal finde på og trække læsset hvis i skal opleve noget sammen og det bliver man altså rigtig træt af i længden.
Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget. Faktisk tror jeg den bedste ide er at prøve at tale med din mand om det. Forklare ham hvad du føler og så være åben for hans respons på dine tanker, uden at blive sur eller fornærmet hvis han ikke lige synes at DU er supergod til at være sammen/ikke sammen.