Hvor skal jeg starte henne?

Jeg har været igennem en frygtelig forhold med vold og trusler osv for 1 år siden, og har siden haft nogle enklte engangs forhold som jeg har forsøgt mig med et par mdr for langsomt at nærme mig hankønnet, uden at blive såret og forpligtlser...
Har heldigvis den vej igen fået øjene op for at der findes søde fyre.
Ja så er det, jeg er begyndt at overveje om jeg tør foresætte og måske møde en jeg kunne blive glad for og få et fast forhold til med tiden, hvis det da sker.
Men spørgesmålet er hvordan bære jeg mig ad - jeg er ikke desperat,men vil da gerne kigge lidt på hvad der findes derude, men synes jeg er lidt uvidene om hvordan jeg ser de sinaler om intresse eller jeg sender.
Jeg er flyttet til en ny by så alt er nyt her - dog på den gode måde indtilvidre.
Jeg har ikke rigtig den store lyst til at prøve datingsiderne på nettet, da det var der jeg mødte min ex.
Jeg er 30- bliver 31 i 2011, ikke modeltynd, men vist heller ikke så grim 😉, studere.
Ved ikke om det kan hjælpe med ideer til hvad jeg gør.
Håber på seriøse svar og ikke nogle der mener jeg kan bare date nogle herfra :-)
På forhånd tak.

Jeg synes, det er lige snævertsynet nok af dig at dømme internetdating ude bare pga. din ex. Så du regner med, at der sidder 4-500.000 (gæt, måske flere) derude, som ikke er en skid bedre end din ex? Det kan man da kalde noget af en grovsortering.
Selv har jeg kun fundet kærester via nettet og der har altså ingen 'maniacs' været iblandt dem. Tror du ikke ligeså meget, det handler om, hvor meget man skriver sammen før man møder❓Samt hvad man skriver om?
Jeg er selv en pæn og højtuddannet pige, men har altid været for genert til at møde mændene 'ude i virkeligheden'.
Men hvis du endelig vil starte et andet sted, end på nettet, og da du er "ny" i en for dig måske stadig fremmed by, så vil jeg anbefale dig at starte i en sportsklub, f.eks. volleyball eller roning, hvor der findes mixhold. På den måde kan man stille og roligt spore sig ind på potentielle emners adfærd. Det har jeg da selv gjort, min fejl er bare, at jeg ikke tør tage initiativet eller vise mine følelser pga. min generthed 😖 Da jeg tvivler på, at du er lige så genert pga. dine onenights, så tror jeg ikke det vil være noget problem for dig. (Iøvrigt undrer det mig, at du kan finde mere tillid hos mænd, du har onenights med).
Lyder det ikke som en idé? Jeg nævner specielt sport, fordi man har det rigtig dejligt i hele kroppen og er mere løssluppen når man dyrker idræt sammen. [s]

altså undgår de fæle fyre på nettet? For synes godtnok jeg har mødt for mange af dem [:*(]

Der findes mænd, som er påtrængene, dem kan man jo gætte sig til at de somregel kun vil én ting - i kanen og så videre? De "hører" ikke rigtig på, hvad man skriver, men vil bare mødes hurtigst muligt.
Der er mænd, som virker meget kontrollerende i deres skrivemåde. Der man man jo nemt gætte sig til, at de har et selvtillidsproblem og vil styre deres kone med hård hånd i ethvert forhold.
Jeg synes, det er meget nemt at fornemme den slags mænd. Ikke at jeg har været på date med dem (jeg ignorerer dem bare), men jeg synes nu ikke, det kræver specielle synske evner.
Men jeg har en veninde, som ikke var ret tålmodig og bare ville mødes hurtigst muligt med mænd, hun ville skrive med. Og naturligvis gik det galt, så selvfølgelig findes de, de mænd.
Jeg tror grunden til, at det går galt for så mange kvinder og piger, er at de selv er for utålmodige til at danne sig et bredere indtryk af personen bagved. Mange piger bliver desværre "forelsket i tanken" og drømmer om at han er drømmemanden i stedet for at forholde sig til realiteterne.
Jeg synes egentlig, det er ret nemt at luse den type mænd ude, måske også derfor har jeg udelukkende haft gode oplevelser med at møde mænd via nettet.

Der er nogle fora der er mere seriøse end andre. Jeg mener "match" er et af dem. Er ikke helt 100% sikker på at det er det forum, men jeg tror det.
Det kan betale sig at lave lidt ressearch på de forskellige fora inden man går igang.
Jeg kender virkelig mange der har fundet deres kæreste/mand/kone på nettet.

Det tror jeg du har ret i.
Hvis man er for utålmodig, så er der større tendens til, at man ikke ser klart på tingene.
Jeg kender jo selv virkelig mange, som har fundet "the one" på nettet. Så jeg tror helt sikkert på at det er et godt sted at møde kæresten. Hvis man vel og mærke er psykisk parat til det.

specielt, hvis det er en lidt større by. Man kan på én gang gå og "skjule" sig og samtidig være meget direkte. Jeg har selv efter jeg flyttede hjemmefra boet i 5 større provinsbyer og er altid kommet som "helt grøn" i byen, uden nogen jeg kendte. Det drejer sig bare om at tage ud og være "åben" i hverdagen, snakke med mennesker ved stoppestedet, på biblioteket eller hvor det nu ellers foregår - samtidig med at man selvfølgelig skal have nogle fritidsinteresser.
På den måde kommer man hurtigt ind under huden på nye mennesker man møder. Selv har jeg fået en rigtig stor omgangskreds på den konto og også nogle kærester henadvejen. Når man ser hinanden ugentligt eller flere gange om ugen, så får man et rigtig godt billede af vedkommende synes jeg.
Så kom ud i din nye by og sig "hej" til folk omkring dig, begynd at snakke med folk. Dén person som ved første øjekast kan virke vildt fremmed kan du minutter efter føle, at du har kendt ham/hende meget længere. Det hele handler bare om kommunikation.
Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre dig til at dyrke nogle fritidsinteresser, hvor du naturligt møder det modsatte køn 🙂

Ja - jeg var derinde 1 år og prøvede vel 4 i en lang periode, og mødte så min ex på den sidste , som så viste sig at være en løgner og voldig mand. Og inden da havde jeg datet en del, dvs på resturent eller hvad vi nu fandt på, og forsøgt at give det en chance, men jeg oplever også mange mænd lyver og først tilsidst står ved det.
Jeg er "forgodtroednde" så derfor kan jeg ikke se om vedkommede er en idot eller ej, men har en bedre chance for det når jeg ser vedkommede irl, og ja ved godt mange er sikkert gode fyre derude - men har ikke mødt dem derude.
Jeg har beskyttet mig selv ved de onenights for der kan ikke nå at komme føleser med i når det kun er engangs. Ved godt man skal igennem en del for at finde ham, men jeg vil helt undgå de store knubs som muligt.

Jeg er også hjemvendt til min barndomsby - og har gjort det du anbefaler - dog vil jeg ikke sige jeg har fået står omgangskreds af den grund - men jeg kender en del mennsker mere eller mindre og ja går meget i byen og er så vidt muligt åben 🙂
Jeg er som sagt begyndt at studere hvor jeg også den vej har fået nye venner og bekendte.
Dog har det været begrænset med mænd i denne omgang - eller har jeg bare ikke "set" dem 😃 men anyway dyrker jeg løb dog første omgang ved mig selv , men med tiden forestiller jeg mig at melde mig ind et sted.
Jeg forsøger at ikke dømme folk for det min ex gjorde og snakker da også med nogle - men det når ligesom aldrig vidre - så ved ikke om det er fordi jeg skulle gå et skridt vidre eller om det bare ikke er.
Ved godt nogle mener man bare udveksler nummer eller hvad man nu gør men jeg er ikke lige sådan altid ihvert fald.
Jeg bor i Alborg og går en del i gaden og genrelt snakker jeg lidt med folk ellers.
Ved ikke om det er et plus eller minus men kan godt være skide tosset indimellem og når jeg er fuld- ja det snakker vi ikke om 😃 ( hvad man ikke ved - er ikke sket)
Det jeg måske godt kan virke træls på er jeg tager afstand , når en fyr (omend han er ærlig) siger enten til mig eller en anden at jeg er da for fed til at score, så bliver jeg lidt sur, for måske han ikke synes om mig, men en anden kan måske godt lide mig - vi er vel alle okey på hver vores måde??+

er 31 og var sådan set i et godt forhold til for kort tid siden, min kæreste snakkede sammen i tlf, og siden har han haft slukket sin mobil og fastnettlf. svarer han heller ikke. Jeg har prøvet at ringe til hans far og mor og maile til hans søn, men der sker ikke rigtigt noget - jeg har ikke selv bil og der kører ikke busser til hans bopæl, og hvad vil der møde mig, hvis jeg tager derned? Jeg har selvfølgelig overvejet at finde ud af tage derned med toget og så tage en taxi derud på landet, men håber da snart jeg får vished.
Vi mødte hinanden på nettet, han har overøst mig med kærlighed, desværre har jeg såret ham - og vi har sådan set haft et on-off forhold (ikke godt), men jeg nåede ikke at sige hvor meget jeg elsker ham.. og hvis han har taget biletten pga. mig ved jeg det er for at såre mig, så jeg skal føle at jeg har taget livet fra ham med mine dumheder.
Jeg har det rigtigt skidt, og har sådan set en uforløst drøm om mand og børn, en drøm jeg til stadighed vil kæmpe for.
Der er sikkert masser af søde fyre derude (måske med børn, måske uden) og jeg håber da jeg vil møde en jeg kan falde for og omvendt en dag... jeg har bestemt ikke de store krav, specielt ikke til udseendet - men mangler vel "bare" en sød og rar fyr en dag, når dette er afklaret...
Har hørt godt om soulmate.dk forresten.

har prøvet for en del år siden - hvor manden forsvandt - og det er det jeg hader når man ikke er ærlig og går i uvished. Håber du klare dig igennem. Håber du går vidre og ikke spilder mere tid på ham for min erfaring har været så kommer han ikke tilbage uanset hvad.

jeg havde bange anelser for han har truet med selvmord før, allerede der burde jeg nok ha' set at den var helt gal. Jeg håber bare jeg snart får vished, om han stadig er i live, eller om jeg skal sige mit sidste farvel.

Jeg har aldrig selv netdatet af samme årsager som trådstarter, derfor har jeg ingen personlig erfaring. Men jeg har venner fra 30-60 som har prøvet det og jeg har kun hørt meget får solstrålehistorier.
Den ældste har faktisk mødt en vaskeægte psykopat, men de 4-5 stykker det drejer sig om har alle opgivet netdating efter nogle måneder fordi der sidder rigtig mange wierdoes derude.
Det handler ikke om at være fordømmende, men om at der desværre sidder mange ude bag skærmene som netop bruger netdating, fordi de er lidt mere sære end gennemsnittet og derfor ikke kan møde nogen ansigt til ansigt. Det er ikke sådan jeg ser nogen af jer, for i lyder begge meget fornuftige, men der er desværre mange sære eksistenser derude og for dem er netdating ofte den eneste mulighed.
Dem jeg kender der har været på er veluddannede, fornuftige voksne mennesker og alligevel har de mødt alt fra mænd der ikke kan give slip på deres afdøde koner selvom det er 20 år siden, til småpsykopater som tror de skal flytte ind efter 14 dage og derefter chikanerer osv., osv. For mig skræmmer sporene, aldrig i livet om jeg ville turde netdating.

For mig virker det altså ikke så nemt, i alt fald ikke for dem jeg kender der har prøvet det.
Jeg har såmænd selv bl.a. på facebook skrevet at jeg ikke søger dating overhovedet og lukket min profil så det kun er folk jeg kender og deres venner der kan se den(netop for at undgå at få kontakt til sære typer). Alligevel lykkes det en politisk fælle at komme for tæt på for nogle måneder siden. Der var intet påtrængende eller "forkert" ved hans skrivemåde de første uger og jeg opfattede det som venskabelig kontakt af faglig karakter - det var i alt fald hvad jeg brugte det til. Pludselig BLEV han faktisk nærgående, virkede besiddende osv., og jeg fik heldigvis lukket af i tide. Men tænk hvis vi havde været til samme arrangementer arrangeret gennem de politisk aktiviteter eller f.eks. mødt hinanden efter en måneds tid?
Havde han så vist sig at være en wierdoe der ville noget helt andet end mig og noget helt andet end forventet?
Jeg synes ikke en måned er hurtigt hvis det handler om dating, for hvad er pointen i at skrive i månedsvis med én man måske slet ikke har kemi med? De fleste jeg kender som netdater møder netop manden inden for den første måned, fordi de gerne vil mærke om der er kemi eller om det hele siger "nej" og det kan man altså ikke altid vurdere på den måde - og da heller ikke i det virkelige liv. De meste charmerende mennesker er ofte også de mest manipulerende.

Og skal være ærlig og sige nej har ikke fået psykolog hjælp - for jeg har ikke kunnet finde nogle jeg har råd til og jeg er ikke så ramt at jeg kan få det gratis.
Men jeg har været så heldig at jeg med min oplevlse dengang har vendt mit liv totalt og fået et potitv vending på snart alt så er kun påvirket af det i få perioder.
Det jeg er mest ramt af er, at jeg føler tøjet strammer så jeg føler jeg bliver kvalt.
I det daglige er jeg ikke ramt af det og nægter at lade ham ødelægge mit liv - har faktisk i alle områder bedre nu end jeg nogenside har haft det - lyder måske sært for nogen men det passer.Folk bliver chokkerede når de måslke får at vide det jeg var igennem for et år siden fordi jeg simpelthen ikke viser antydningen af det fordi jeg er et glad og tilfreds væsen.
Jeg har fundet ud af efter det at intet er så slemt at der ikke findes noget bedre et eller andet sted derude.
Jeg søger lige så stille fordi jeg stadig har den tiltro at derude er der en folk mænd der er rare, søde og aldrig kunne drømme om at lægge en hånd på en anden.
Nu må jeg nok hellre forklare lidt.. jeg mødte ham her gennem netdating og tog faktisk meget roligt vi flyttede sammen da vi næsten havde været sammen 2 år og da jeg flyttede ind skal jeg love for han viste en personlig forandring, det korte af det lange at han bankede mig sønder og sammen og nær havde slået mig hjel 3 gange før jeg nåede at komme ud af det igen og med deraffølglede trusler tilsvining på nettet med billeder politi, alt det løgn der omgav ham osv - ønsker aldrig nogen opleve det jeg var igennem.
Men jeg ønsker ingen medlidenhed- det er kun for at i kan få et billede af det her.
Jeg har sidenhen mødt en del som vil "vise" mig at sådan er alle fyre ikke :-) sødt men ikke nogen jeg er faldet for så søger vidre og håber jeg får mit ønske opfyldt en dag med hus have børn og en mand der bare ønsker jeg har det godt - med ham :-D

Men dem, jeg har skrevet om, og har haft dårlige erfaringer, der er der ikke gået mere end typisk ½ uge - og så kender man jo dårligt nok hinanden.
Nu skriver du, at du ikke dater selv, så det er jo ikke førstehåndskendskab du har. Hvem siger, at dine venner ikke også har netdated på "den forkerte måde"?

Kæresten er desværre ikke mere. Er i chok.

ønsker det samme som dig.. håber at der stadig sker mirakler.