Hvordan Bibelen kom til at tale Afrikansk
I år 1800 fandtes der kun cirka en halv snes skriftsprog i Afrika. I hundredvis af talesprog måtte vente med at få Bibelen indtil nogen opfandt en måde at skrive sprogene på. De missionærer der rejste ud, lærte sig sprogene uden hjælp af ordbøger eller lærebøger for begyndere. Siden sled de med at udvikle en skreven form af sproget, hvorefter de lærte folk at læse det. Alt dette gjorde de for at folk en skønne dag skulle kunne læse Bibelen på deres eget sprog.
En af disse missionærer var en skotte ved navn Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære deres sprog, der ikke havde noget skriftsprog, blandede han sig med lokalbefolkningen og rejste af og til ind i landets indre for at bo blandt dem. „Befolkningen var venlig,“ skrev han senere, „og mine sproglige bommerter vakte megen latter. En person ville aldrig rette et ord eller en sætning før vedkommende havde gentaget det jeg havde sagt, så grundigt at de kunne more andre ved at fortælle hvad jeg havde sagt.“ Men Moffat holdt ud og lærte til sidst at mestre sproget, foruden at han fandt frem til en måde at skrive det på.
I 1829, efter at Robert Moffat havde arbejdet blandt tswanaerne i otte år, færdiggjorde han en oversættelse af Lukasevangeliet. For at få det trykt rejste han næsten 1000 kilometer med oksekærre ud til kysten, hvorefter han tog med skib til Cape Town. Her gav guvernøren ham tilladelse til at bruge en af statens trykkemaskiner, men han måtte selv håndsætte Bibelen og trykke den. I 1830 blev evangeliet omsider udgivet. For første gang kunne tswanafolket nu læse en del af Bibelen på deres eget sprog. I 1857 færdiggjorde Robert Moffat en oversættelse af hele Bibelen til tswana.
Moffat beskrev senere tswanafolkets reaktion da de for første gang fik mulighed for at læse Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas. . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“
Takket være nidkære oversættere som Robert Moffat blev det for første gang muligt for mange afrikanere, hvoraf nogle i begyndelsen ikke mente at de havde brug for et skriftsprog, at kommunikere ved hjælp af det skrevne ord. Oversætterne mente imidlertid at de gav afrikanerne en langt mere kostelig gave — Bibelen på deres eget sprog. I dag „taler“ Bibelen eller dele af den over 600 afrikanske sprog.
En af disse missionærer var en skotte ved navn Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære deres sprog, der ikke havde noget skriftsprog, blandede han sig med lokalbefolkningen og rejste af og til ind i landets indre for at bo blandt dem. „Befolkningen var venlig,“ skrev han senere, „og mine sproglige bommerter vakte megen latter. En person ville aldrig rette et ord eller en sætning før vedkommende havde gentaget det jeg havde sagt, så grundigt at de kunne more andre ved at fortælle hvad jeg havde sagt.“ Men Moffat holdt ud og lærte til sidst at mestre sproget, foruden at han fandt frem til en måde at skrive det på.
I 1829, efter at Robert Moffat havde arbejdet blandt tswanaerne i otte år, færdiggjorde han en oversættelse af Lukasevangeliet. For at få det trykt rejste han næsten 1000 kilometer med oksekærre ud til kysten, hvorefter han tog med skib til Cape Town. Her gav guvernøren ham tilladelse til at bruge en af statens trykkemaskiner, men han måtte selv håndsætte Bibelen og trykke den. I 1830 blev evangeliet omsider udgivet. For første gang kunne tswanafolket nu læse en del af Bibelen på deres eget sprog. I 1857 færdiggjorde Robert Moffat en oversættelse af hele Bibelen til tswana.
Moffat beskrev senere tswanafolkets reaktion da de for første gang fik mulighed for at læse Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas. . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“
Takket være nidkære oversættere som Robert Moffat blev det for første gang muligt for mange afrikanere, hvoraf nogle i begyndelsen ikke mente at de havde brug for et skriftsprog, at kommunikere ved hjælp af det skrevne ord. Oversætterne mente imidlertid at de gav afrikanerne en langt mere kostelig gave — Bibelen på deres eget sprog. I dag „taler“ Bibelen eller dele af den over 600 afrikanske sprog.