hvordan får jeg sagt stop
Jeg har i 1 år været i forhold til min kæreste
han er på alle måder, ham jeg har drømt om og for første gang i mit liv oplever jeg hvordan det er at elske ....jeg elsker ham så meget at det gør ondt langt ind i min sjæl at vide at jeg er nødt til at bryde med ham. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt, jeg har prøvet at pippe et par gange men bliver meget ihærdigt fejet af ....
Sagen er den at vi er så forskellige som det overhovedet kan lade sig gøre, Jeg er enlig mor til en stor pige ( min datter elsker ham og omvendt) - han er single uden børn (vi er jævnaldrende)
Jeg har levet mit liv ganske jævnt ...blev gift fik barn og jobbede i alm job ...blev skilt igen er så jævn og kedelig som man nu er når man bare passer en hverdag og da jeg aldrig har været den store eventyrer, så mit liv har været uden de store udsving , dog har jeg altid følt mig godt tilpas og glad for mit arbejde , glad for mine interesser, osv.
Så render jeg ind i denne mand ..( jeg vil lige indskyde at jeg altid har anset mig selv for at være et selvsikkert og realistisk menneske )
Han fejer totalt benene væk under mig :0) og jeg taber fuldstændig pusten over de følelser han vækker i mig. '
Men han er om nogen storby menneske, han færdes i hele verden og kender nærmest enhver krog på jorden, han er forrygende intelligent , veluddannet, selvstændig, han ser hamrende godt ud, er beleven og en gentleman, han færdes i et miljø jeg aldrig er kommet i .. hvor de kendte og rige er et alm syn og hvor han færdes hjemmevant og sikkert , og her starter problemerne .....
Jeg kan slet ikke føle mig tilpas i dette miljø og jeg er ikke til storbyliv, samt at jeg oplever en usikkerhed ifht. mig selv , han er så meget mere goodlooking, så meget mere et godt parti ...og jeg ender nærmest ud med at føle en underlegenhed ....som jeg IKKE vil føle ...jeg vil føle mig ligeværdig og ligestillet.
Det er bestemt ikke min kæreste der er skyld i at jeg har disse følelser , han fortæller mig ofte at han elsker mig, og jeg er den eneste ene for ham og at han finder mig smuk og tiltrækkende.
Jeg har besluttet at jeg er nødt til at bryde ud af dette forhold for ikke at komme til at ødelægge os begge , han har de gange jeg har sagt at det ikke duer med så forskellige mennesker, sagt at jeg bare kan sige hvad jeg ønsker, han skal gøre for at jeg ikke føler at der er den forskel på os ....men jeg ønsker bestemt ikke at lave om på ham ...det er jo ham jeg elsker ...samt det at forlange at han skulle leve i min verden ville være meget egoistisk og jeg ved han ikke ville kunne trives ...så det ville ikke være af kærlighed til ham ..jeg ville kvæle ham langsomt ...og det kan jeg slet ikke holde ud ...
Så derfor hvordan får jeg det afsluttet kan næsten ikke selv få ordene over mine læber ...og jeg vil ikke være en kujon og sende et brev, men jeg er også så bange for at han fejer mig af og jeg har så svært ved at sige ham imod ...jeg bliver til lidt af en nikkedukke i hans nærhed ..
Argh hvordan gør jeg ?
han er på alle måder, ham jeg har drømt om og for første gang i mit liv oplever jeg hvordan det er at elske ....jeg elsker ham så meget at det gør ondt langt ind i min sjæl at vide at jeg er nødt til at bryde med ham. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt, jeg har prøvet at pippe et par gange men bliver meget ihærdigt fejet af ....
Sagen er den at vi er så forskellige som det overhovedet kan lade sig gøre, Jeg er enlig mor til en stor pige ( min datter elsker ham og omvendt) - han er single uden børn (vi er jævnaldrende)
Jeg har levet mit liv ganske jævnt ...blev gift fik barn og jobbede i alm job ...blev skilt igen er så jævn og kedelig som man nu er når man bare passer en hverdag og da jeg aldrig har været den store eventyrer, så mit liv har været uden de store udsving , dog har jeg altid følt mig godt tilpas og glad for mit arbejde , glad for mine interesser, osv.
Så render jeg ind i denne mand ..( jeg vil lige indskyde at jeg altid har anset mig selv for at være et selvsikkert og realistisk menneske )
Han fejer totalt benene væk under mig :0) og jeg taber fuldstændig pusten over de følelser han vækker i mig. '
Men han er om nogen storby menneske, han færdes i hele verden og kender nærmest enhver krog på jorden, han er forrygende intelligent , veluddannet, selvstændig, han ser hamrende godt ud, er beleven og en gentleman, han færdes i et miljø jeg aldrig er kommet i .. hvor de kendte og rige er et alm syn og hvor han færdes hjemmevant og sikkert , og her starter problemerne .....
Jeg kan slet ikke føle mig tilpas i dette miljø og jeg er ikke til storbyliv, samt at jeg oplever en usikkerhed ifht. mig selv , han er så meget mere goodlooking, så meget mere et godt parti ...og jeg ender nærmest ud med at føle en underlegenhed ....som jeg IKKE vil føle ...jeg vil føle mig ligeværdig og ligestillet.
Det er bestemt ikke min kæreste der er skyld i at jeg har disse følelser , han fortæller mig ofte at han elsker mig, og jeg er den eneste ene for ham og at han finder mig smuk og tiltrækkende.
Jeg har besluttet at jeg er nødt til at bryde ud af dette forhold for ikke at komme til at ødelægge os begge , han har de gange jeg har sagt at det ikke duer med så forskellige mennesker, sagt at jeg bare kan sige hvad jeg ønsker, han skal gøre for at jeg ikke føler at der er den forskel på os ....men jeg ønsker bestemt ikke at lave om på ham ...det er jo ham jeg elsker ...samt det at forlange at han skulle leve i min verden ville være meget egoistisk og jeg ved han ikke ville kunne trives ...så det ville ikke være af kærlighed til ham ..jeg ville kvæle ham langsomt ...og det kan jeg slet ikke holde ud ...
Så derfor hvordan får jeg det afsluttet kan næsten ikke selv få ordene over mine læber ...og jeg vil ikke være en kujon og sende et brev, men jeg er også så bange for at han fejer mig af og jeg har så svært ved at sige ham imod ...jeg bliver til lidt af en nikkedukke i hans nærhed ..
Argh hvordan gør jeg ?