Hvordan genvinder jeg hans tillid???
Hej alle sol-brugere 🙂
Ved juletid 2009, valgte min daværende kæreste gennem 3 år at forlade mig. Det var selvfølgelig rigtig hårdt, men ca 2 uger efter støder jeg ind i den her fyr på en tank, som jeg for 10 år siden kendte som min (x)venindes kæreste. Vi falder i snak, og jeg fortæller ham at min x lige er gået fra mig. Nå, men vi udveksler tlf nr, og begynder at ses en del, og vi bliver ret hurtig glade for hinanden. Efter noget tid indleder vi et forhold, og jeg er faktisk rigtig glad.
Men... Så begynder min x at skrive til mig.... Han skriver han savner mig, og at han ikke kan undvære mig. Jeg bliver rigtig forvirret over mine følelser, og vælger desværre til sidst, at fortælle min nye fyr, at jeg kan mærke jeg stadig elsker min x, og afbryder vores forhold. Jeg vender tilbage til min x, men kan ikke få den nye ud af mit hoved, og vi holder stadig kontakten, men som på venneplan. Min x og mig er så sammen nogle måneder, indtil han igen forlader mig.
Aldrig har jeg fortrudt noget så meget, som da jeg valgte min x frem for ham [:|]
Men ris til egen røv...
Nu er vi så begyndt at ses igen, og jeg har fortalt ham jeg stadig er meget glad for ham, og det er gensidigt. Vi tager det helt stille og roligt og ser hvad der sker.
Men jeg har bare denne store skyldfølelse. Jeg har det virkelig dårligt over det jeg gjorde mod ham, og tænker stadig på det. Har snakket med ham om det, og jeg skal jo selvfølgelig genvinde hans tillid til mig. Jeg er 100% afklaret med min x, og ved at det er ikke ham jeg vil have, men ham jeg ser nu. Jeg er jo utrolig glad over, at han i det hele taget vil give mig en chance til.
Hvordan genvinder jeg hans tillid til mig? Har jo bare lyst til at se ham hele tiden, og savner han så snart han er gået ud af min dør! Har lyst til at råbe ud over det hele, at det er ham jeg er forelsket i!
Men hvordan overbeviser jeg ham om at det ER ham jeg vil være sammen med, og under ingen omstændigheder vil vrage ham til fordel for en anden. Det ramte ham jo sidst, og det er fuldt forståeligt, at han måske er lidt betænksom med det hele.
M.
Ved juletid 2009, valgte min daværende kæreste gennem 3 år at forlade mig. Det var selvfølgelig rigtig hårdt, men ca 2 uger efter støder jeg ind i den her fyr på en tank, som jeg for 10 år siden kendte som min (x)venindes kæreste. Vi falder i snak, og jeg fortæller ham at min x lige er gået fra mig. Nå, men vi udveksler tlf nr, og begynder at ses en del, og vi bliver ret hurtig glade for hinanden. Efter noget tid indleder vi et forhold, og jeg er faktisk rigtig glad.
Men... Så begynder min x at skrive til mig.... Han skriver han savner mig, og at han ikke kan undvære mig. Jeg bliver rigtig forvirret over mine følelser, og vælger desværre til sidst, at fortælle min nye fyr, at jeg kan mærke jeg stadig elsker min x, og afbryder vores forhold. Jeg vender tilbage til min x, men kan ikke få den nye ud af mit hoved, og vi holder stadig kontakten, men som på venneplan. Min x og mig er så sammen nogle måneder, indtil han igen forlader mig.
Aldrig har jeg fortrudt noget så meget, som da jeg valgte min x frem for ham [:|]
Men ris til egen røv...
Nu er vi så begyndt at ses igen, og jeg har fortalt ham jeg stadig er meget glad for ham, og det er gensidigt. Vi tager det helt stille og roligt og ser hvad der sker.
Men jeg har bare denne store skyldfølelse. Jeg har det virkelig dårligt over det jeg gjorde mod ham, og tænker stadig på det. Har snakket med ham om det, og jeg skal jo selvfølgelig genvinde hans tillid til mig. Jeg er 100% afklaret med min x, og ved at det er ikke ham jeg vil have, men ham jeg ser nu. Jeg er jo utrolig glad over, at han i det hele taget vil give mig en chance til.
Hvordan genvinder jeg hans tillid til mig? Har jo bare lyst til at se ham hele tiden, og savner han så snart han er gået ud af min dør! Har lyst til at råbe ud over det hele, at det er ham jeg er forelsket i!
Men hvordan overbeviser jeg ham om at det ER ham jeg vil være sammen med, og under ingen omstændigheder vil vrage ham til fordel for en anden. Det ramte ham jo sidst, og det er fuldt forståeligt, at han måske er lidt betænksom med det hele.
M.